92 VL-medlemmer til overtegnet møde med Interforce

92 VL-medlemmer til overtegnet møde med Interforce

Forsvarschefen til erhvervsledere i VL:
“I er nødt til at tage et medansvar, hvis vi skal forsvare Danmark”

Forsvarschefens appel til civile erhvervsledere var ikke til at tage fejl af og var også i fuldstændig sync med VLs årstema om ansvarlighed, da VL og InterForce gennemførte det første af en række fælles workshops.

Af Morten Fredslund, Interforce

Cybersikkerhed, InterForce og Forsvaret er omdrejningspunktet for møderne, som VL og InterForce gennemfører i fællesskab i løbet af foråret. Det første møde fandt sted den 24. februar i Danske Banks kundedomicil ved Aarhus Sydhavn, hvor 92 VL-medlemmer var mødt op til det overtegnede arrangement.
”Engang var forsvaret af Danmark alene et militært anliggende. Det er det ikke længere, og i dag har vi brug for samfundets samlede ressourcer – og det gælder også de ressourcer, der er ude i jeres virksomheder,”sagde forsvarschefen, general Bjørn Bisserup, VL2.
Forsvarschefen kom med sin appel efter en gennemgang af den generelle sikkerhedspolitiske udvikling, som han anser for mere kompleks end nogensinde.  Arktis, Rusland, Afghanistan, Irak, Syrien, Afrika, USA, Kina og Asien var alle lande, områder eller kontinenter, som Bjørn Bisserup kom ind på under sin gennemgang af det samlede sikkerhedspolitiske billede, som forsvarschefen samlet betegnede: Relativt komplekst.
”I kommer ind i billedet i forsvaret af Danmark, som vi er forpligtiget til i henhold til NATO’s Artikel 3,” sagde Bjørn Bisserup og illustrerede hvor relativt få danske, militære enheder, der vil være tilbage i Danmark, såfremt Forsvaret bliver involveret i en international krise eller konflikt.

Skal bidrage til robusthed

”Det, der primært vil være tilbage er ca. 15.000 aktive i Hjemmeværnet samt Totalforsvarsstyrken – i alt ca. 20.000 soldater, som skal fører personel fra reserven. Det er nyt, og det betyder, at vi har brug for flere reservister, end vi har haft i lang tid. Forsvaret har i perioden 2004-2014 ikke været særlig gode til at prioritere reserven specielt højt, men det har vi nu lavet om på,” sagde Bjørn Bisserup.

Både Hjemmeværnet og reserven – samlet kaldet Reservestyrken – får i den indeværende forligsperiode flere opgaver, og blandt andet øges reserven på de nuværende 2900 soldater med ca. 500, der skal være førere for Totalforsvarsstyrken samt yderligere 600, der generelt skal bidrage til større robusthed.

”Vi skal simpelthen bruge en større del af reserven og Hjemmeværnet end tidligere. Hvordan kan I hjælpe til? Jo, vi ved jo godt, at det kan være svært at sige ja til en medarbejder, der har forpligtiget sig til at stå til rådighed for forsvaret i eksempelvis 30 dage om året, hvor han eller hun så ikke kan være tilstede på sin civile arbejdsplads – uanset om det er en privat eller offentlig arbejdsplads. Derfor har vi etableret InterForce. For at vi – modsat en del andre lande – ad frivillighedens vej kan udvikle forståelsen og relationerne mellem Forsvaret og de civile virksomheder – og dele den arbejdskraft, vi taler om her,” sagde forsvarschefen

Cybersikkerhed er et ledelsesansvar

Cybertruslen er det gennemgående tema på alle møder. I Aarhus var det policychef i Center for Cybersikkerhed, Eva Leisner, der fortalte om de forskellige former for cybertrusler, som i både omfang og intensitet stiger med skræmmende hastighed.

”Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og risikoen for cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj. Et af de allerbedste råd er derfor: Opdatér, opdatér, opdatér,” sagde Eva Leisner og tilføjede:

”Det er jer virksomhedsledere og -ejere, der skal tage teten. Virksomhedens cybersikkerhed skal forankres i ledelsen. I har ansvaret for forretningen, og I beslutter risikoappetitten – og hvor mange penge og ressourcer, der skal bruges på at sikre virksomheden bedst muligt. Det er jeres ansvar.”

Det var ikke første gang, at begrebet ansvar blev bragt på banen i løbet af aftenen. For VL, der har knap 4000 medlemmer fordelt i 121 VL-netværksgrupper, har ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’ som årstema.

”Med temaet ’Responsible Business – A Competitive Advantage’ tager vi initiativ til at sætte fokus på ansvarlighed som en del af virksomhedernes strategi og som en konkurrencedygtig ledelses- og forretningsmodel. Vi skal opføre os ordentligt. Selvfølgelig skal vi overholde den gældende lovgivning, men vi skal også kunne holde fast i at opføre os ordentligt og tage ansvar, når vi er pressede – og derfor skal vi gøre ansvarlighed til en konkurrencefordel,” sagde adm. direktør i VL, Ida Bratting Kongsted. da hun bød de mange erhvervsledere velkommen.

Hvad var reaktionen fra VL-medlemmerne?

Til mødet i Aarhus var 12 af de i alt 121 VL-grupper repræsenteret i forsamlingen. Blandt dem hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, VL6, der er chef for de godt 10.000 ansatte på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hospitalet har i en årrække været medlem af InterForce, og har desuden lagt hus til virksomhedsbesøg for InterForce-virksomhederne.- Det virker helt naturligt, at VL og InterForce rykker sammen og laver et arrangement som det her. Temaet er jo både relevant for Forsvaret, for InterForce og for virksomhederne. Og temaet cybersikkerhed synes jeg personligt er interessant, men helt konkret også meget interessant for en virksomhed som den, jeg er leder for. Vi er pr. definition en virksomhed, der er meget sårbar i forhold til cybertruslen, siger Poul Blaabjerg, som selv er medlem af VL6

Blandt de øvrige deltagere var Kenneth Boll, VL6, der er CEO i Raptor Services, som bl.a. rådgiver og udvikler it-løsninger:

”InterForce er nyt for mig, men en god idé at koble på et VL-møde. Det er jo et godt sted at få indsigt i, hvad det her er for en størrelse, og gør det ‘mindre farligt’ på en eller anden måde,” siger Kenneth Boll.

Overvejer du at blive støttevirksomhed – gennem InterForce,  samarbejdet mellem forsvaret og civile virksomheder?

”Det kunne jeg godt overveje. Men jeg synes, behovet skal komme nedefra og op. Så hvis nogen en dag kommer og får brug for frihed på grund af det, som forsvarschefen nævnte, vil det helt sikkert være en mulighed.”

Fra Arla Foods er Henrik Linderberg, VL6, mødt op i sin egenskab af Head of Commercial Development.

”Skal jeg være helt ærlig, ved jeg faktisk ikke, om vi er medlem af InterForce. Men jeg ved, at vi hos Arla har ret mange ansatte, der også er frivillige i Hjemmeværnet, så et medlemskab er i høj grad relevant. Samtidig er Arla Foods også en virksomhed med et stort samfundsansvar, så det er da noget, jeg synes, vi burde være medlem af. Det er dog uden for mit domæne at beslutte, men jeg tager gerne tilbage og løfter InterForce idé og formål på ledelsesgangen,” siger Henrik Linderberg.

De næste VL-møde, hvor cybertruslen, Forsvaret og InterForce er på programmet gennemføres  i København torsdag den 2. april.

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

18/03/2020
FREDERICIA
Responsible Business – VL & InterForce

Onsdag den 18. marts 2020, kl. 16:00-20:00,
Ryes Kaserne, Fredericia

02/04/2020
KØBENHAVN
Responsible Business – VL & InterForce

Torsdag den 2. april 2020, kl. 16:00-20:00, Frederiksberg slot, København

16/4/2020
AALBORG
Responsible Business – VL & InterForce

Torsdag den 16. april 2020, kl. 16:00-20:00,
Aalborg Kultur og Kongrescenter

Meningsfuldt forretningsinitiativ som resultat af VL Døgn 2019.

Meningsfuldt forretningsinitiativ som resultat af VL Døgn 2019.

VL Døgnet 2019 affødte et meningsfuldt samarbejde, der målrettet modarbejder madspild. Da Mette Lykke, CEO i Too Good To Go, havde været på scenen med sit stærke indlæg om madspild og dets effekt på vores CO2-regnskab, rakte Kristina Lee, funktionschef Corporate Facilities, Novo Nordisk, ud til hende: Kan vi sammen reducere madspild fra kantiner – drevet af leverandører?

Efter en kort pilottest er Too Good To Go nu rullet ud i 25 af Novo Nordisks danske kantiner – og er klar til, at flere virksomheder kobler sig på.

”Vi serverer godt to millioner måltider årligt til vores 16.000 kollegaer i Danmark. Det forpligter! Selvom vi stiller ambitiøse krav til leverandørerne om at undgå madspild, er der stadig brugbare rester på vores buffeter, som sikkert kan bruges og er for gode til at smide ud,” fortæller Kristina Lee.

”For vores kollegaer er Too Good To Go en billig og god mulighed, hvis man arbejder sent eller har behov for at supplere aftensmaden hjemme. Og det er en engagerende måde, hvor vi hver især kan bidrage til mindre CO2, og ganske enkelt til at give ens eget bidrag til klimaet. Too Good To Go var hurtigt klar med at skabe et specifikt forum til os på deres app og har været super konstruktive i samarbejdet,” siger Kristina Lee, formand for VL53.

Mette Lykke, der er CEO for Too Good To Go, tilslutter sig.
” Too Good To Go redder dagligt 100.000 måltider sammen med mere end 30.000.000 forbrugere på tværs af Europa.” Kristina Lee var hurtig på VL Døgnet sidste år, og det gav os mulighed for at betjene kantiner i Novo Nordisk. Vi glæder os nu til at indgå lignende partnerskaber for at reducere madspild i Danmark og de øvrige 13 europæiske lande, vi er aktive i. Desto flere vi er om at adressere madspild, desto bedre. Og desto flere muligheder, der er for den enkelte til at bidrage, desto bedre. Vi kan alle sammen gøre vores,” afslutter Mette Lykke, medlem af VL3.

Dette års VL Døgn løbet af stablen torsdag d. 4.juni. Det bliver spændende hvilke ny forretningsinitiativer netværket og inspirationen giver anledning til. Se dette års program her

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

Tag ansvar for medarbejdere – deres lykke er virksomhedens vækst

Tag ansvar for medarbejdere – deres lykke er virksomhedens vækst

Af Kreab PR & Kommunikation

Nu, som CEO i Naturfrisk Group er ambitionerne ikke mindre. Og medarbejderne er stadig det fixpunkt, hvorfra væksten skal udgå.

Det er kun et halvt år siden, Tørk Furhauge sagde ja til at stå i spidsen for den meget ambitiøse familieejede virksomhed på Fyn. En fusion mellem Ørbæk Bryggeri, der er kendt for sine økologiske øl og læskedrikke, og Nyborg Destilleri, der blandt andet producerer økologisk whisky, gin og rom blev en realitet i sommer, og i dag er de samlet i ét selskab med Tørk Furhauge som CEO’en, der hver dag pendler til Fyn, hvor han skal samle trådene og skabe vækst.

”Selvfølgelig handler vækst og bundlinje om et godt og bæredygtigt produkt, produktion, omkostninger, kunder m.v. Men ind til benet er det medarbejderne, der er centrale. Det er mennesker, der skaber forandringen. Medarbejderne skal kunne se en mening i deres arbejdsliv, og det er min opgave som leder at sikre at de motiveres”, siger Tørk Furhauge.

Et kig på hans karriereblad viser entydigt, at han meget bevidst har skabt succes med medarbejdere som den helt centrale drivkraft. Altid er et stort ord, men fuldstændig konsekvent har Tørk Furhauge øget medarbejders tilfredshed og korpsånden i teamet målbart. Og ligeså målbart har resultat- og vækstkurven fulgt trop.

”Alle ved det, men vi glemmer det ofte: At sikre tilfredse medarbejdere. Det er ikke det samme, som at de skal pleases –  det er nødvendigt også at kunne skære igennem og være ’kontant’. Men vi ved også, at det at blive hørt, at have indflydelse på eget arbejdsliv, have gode relationer, kende målet og formålet med sit arbejde og  at kompetencer og udfordringer balanceres – det er definerende for om mennesker er motiverede for at yde og gå på arbejde. Og det kræver, at man som leder er åben, synlig og tilgængelig”.

For Tørk Furhauge bliver det ikke ved snakken, han kan ’walk the talk’, og har gjort det længe inden det blev et modeord indenfor ledelse. I sit daglige virke i Naturfrisk Group deler han oftest dagen mellem virksomhedens to adresser, hvor han møder og snakker med medarbejderne på deres præmisser. Skrivebordsarbejdet udføres typisk i toget. Fast kontor på direktionsgangen har Tørk Furhauge ikke, og en lukket dør – nej! Tilbage i tiden hos Pågen omdannede han sit kontor til mødelokale for alle, og satte sig selv ud i storrummet, hvor han var det, han vægter højt: Synlig og tilgængelig.

Sammen med ejerfamilien har Tørk Furhauge store ambitioner for Naturfrisk Group, der har en vision om at være Danmarks førende økologiske drikkevarevirksomhed. For at nå i mål har han gjort sig klart hvad der gennem tiderne har skabt resultater, og Tørk Furhauge har lavet en huskeseddel med ganske få, simple punkter, som er helt centrale for ham:

  • Gør det komplicerede simpelt. Mange gør det modsatte, og det er en væksthæmmer i vores komplekse og dynamiske verden.
  • Hav dygtige, kompetente folk omkring dig og lad dem tage egne beslutninger. Det indbefatter ofte, at man tager sig tiden til at tale med medarbejdere og finde ud af, om de er på deres bedste hylde med mulighed for også at være den bedste version af sig selv.
  • Hav fokus på noget så lidt businessagtigt som lykke og glæde: Mål medarbejdertilfredsheden: Den skal være i stigning.

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

Postkort fra VL112 i Bangkok

Postkort fra VL112 i Bangkok

Endnu engang har vi glæden af et postkort fra en af vore internationale VL-grupper. Denne gang en af de mere spektakulære. For når VL112, Bangkok tager på den årlige tur, tager de for alvor det globale ledelses-perspektiv på.

I år gik rejsen til Indien, nærmere bestemt Chennai (det tidligere Madras), hvor gruppen besøgte både Vestas og FLSmidth. Tidligere ture har bragt gruppen rundt i Thailand. Til Chiangmai, hvor Pandora var vært. Til Saraburi hos Royal Copenhagen og hos BMW Rayong. Og udenlands til Malaysia for at besøge United Plantations og Laos, hvor Carlsberg var målet.

Vi bringer med glæde en lille håndfuld billeder fra turen – med håbet om at flere af jer vil give os updates fra hverdagslivet i vores mere end 120 grupper. Send endelig fotos og reportager fra jeres mange gode møder til os på info@vl.dk.

 

Billedet ovenfor viser Direktør Lars Riis (til venstre), Vestas, Chennai og Formand for VL112 Tom Sørensen.

Billedet ovenfor viser President Anders Bech, Region Subcontinental India, FLSmidt, der præsenterer FLS’ imponerende organisation i Indien.

Billedet ovenfor viser VL112 medlemmerne, der nyder solen og turen til et af de berømte templer i Chennai.

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

Ansvarlig ledelse er nytænkning for vækst, miljøansvar og personaleledelse

Ansvarlig ledelse er nytænkning for vækst, miljøansvar og personaleledelse

For Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group, medlem af VL1, har ansvarlig ledelse tre ben: Man skal turde at tænke nyt, man skal give kunder bæredygtige valgmuligheder, og så skal man være tillidsfuld, nærværende og ambitiøs i sin ledelse. Interviewet er et led i vor serie om VL’s årstema: ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’.

Af Kreab, Kommunikation & PR

Det var nok de færreste, der havde set det komme, da Arp-Hansen hotelkæden i sommeren 2017 åbnede et hostel. Godt nok et New Yorker inspireret luksushostel med rå elementer, bløde teksturer og rustikt interiør, men det er alligevel et stykke fra Arp-Hansens sædvanlige eksklusive hoteller – og sædvanlige segment.

For Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group, er åbningen af Steel House Hostel et billede på ansvarlig forretningsudvikling og at virksomheden aldrig må gå i stå: “Jeg har et ansvar for, at virksomheden forbliver spændende, og at vi følger med tiden. Både så virksomheden kan vokse, men også i forhold til mine medarbejdere. Hvis vi lytter, lærer og sætter nye standarder, gør vi os interessante at arbejde for – og så er der større chance for, at vi holder på vores talentfulde medarbejdere.” Og holde sig relevant må man sige, at Dorte Krak har gjort med Arp-Hansens 13 hoteller, der dækker 22% af markedet i København.

Nok skal man udvikle sig og følge med tidens tendenser, men det skal gøres ansvarligt og med et langsigtet perspektiv: “Jeg vil aldrig gå ind i en investering, som kun kan overleve, når livet er godt. Vi er i høj grad afhængige af, hvad der sker rundt i verden. De mange internationale udfordringer – Brexit, Coronavirussen og handelskrig, er jo alle hændelser, der potentielt kan påvirke turismen i København.”

Bæredygtige valgmuligheder

Det andet ben af ansvarlig ledelse handler for Dorte Krak om at tænke grønne tiltag ind i strategien, på en måde som passer til forretningen. “Vi kunne godt gå den helt grønne vej, men vi ER stadig købmænd og vores kunder forventer, at de bliver forkælet hos os. Det vi kan gøre er at nudge kunderne i den rigtige retning ved at give dem nogle bæredygtige valgmuligheder.” Arp-Hansen arbejder med udvalgte verdensmål som ledetråd og har udvalgt seks strategiske indsatsområder, hvor hotelkæden især vil gøre en indsats. For Dorte Krak handler ansvarlighed ikke om en løftet pegefinger, men derimod om at give kunderne nogle bæredygtige alternativer og muligheden for at tage et godt valg.

Fremtidens leder skal forstå fremtidens medarbejder

Det tredje ben er den personlige ledelse. Ifølge Dorte Krak er der især tre egenskaber, som er vigtige for at være en god leder: tillid, nærvær og ambitioner. Dorte Krak benytter sig i høj grad af delegering af opgaver, hvilket er en tillidserklæring men også en nødvendighed: “Jeg kridter banen op for mine medarbejdere, men de må selv om, om de dribler til højre eller venstre, så længe at de klarer opgaven.”
“Når man har med mennesker at gøre, må man være nærværende og tæt på. Man kan ikke drive noget bag sit skrivebord eller bag et excel-ark.” Dorte Kraks medarbejdere må derfor altid – med streg under altid – ringe til hende, hvis de har brug for et råd. Det hjælper Dorte Krak til at være nærværende, at hun selv har siddet i driften og derfor har en bedre forståelse for organisationen. Hun opfordrer alle ledere til at lære forretningens forskellige lag at kende.

I takt med at verden forandrer sig, er bæredygtighed og klimaansvar noget, som medarbejdere forventer af virksomheden. Dorte Krak mener derfor, at fremtidige lederes vigtigste egenskaber er at kunne forstå fremtidens medarbejder: “Næste generation stiller krav til ledelsen – de vil ikke være i en virksomhed, som ikke opfører sig ordentligt eller ikke tager samfundsansvar. Samtidig vil de udvikles og udfordres på deres arbejdsplads. Det er min opgave at skabe de rammer,” afslutter Dorte Krak.

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

Vær med, når topledelsen for hhv Mærsk, Danske Bank, Arla, Aalborg Portland og Siemens byder indenfor

Vær med, når topledelsen for hhv Mærsk, Danske Bank, Arla, Aalborg Portland og Siemens byder indenfor

Konkret inspiration, eksklusivt for VL-medlemmer, hvordan går man som CEO for Mærsk, Siemens, Danske Bank, Arla og Aalborg Portland til agendaen om Responsible Business og bruger det som en konkurrencefordel? – Tilmeld dig nedenfor

VL Årstemaet, ’VL Årstemaet, ’Responsible Business – A Competitive Advantage’, tager det næste stærke skridt. Helt eksklusivt åbner en række af vores fremmeste virksomheder dørene og byder VL-medlemmerne indenfor til morgenmøder inkl. workshops á max 30 deltagere.


Topledelsen i spidsen – og fokus på konkret handling

Virksomheder er under et stigende pres for ikke bare at arbejde i overensstemmelse med lovgivningen, men også for at tage et etisk ansvar for samfundet, de nye teknologier, klimaet, diversiteten – en social balance. Vores perspektiv på de løsninger, der skal findes for, at danske virksomheder lykkes med at styrke deres konkurrenceevne, er, at de nye teknologier og verdensmålene forankres i virksomhedernes øverste ledelse, kultur og strategi.

Det er den enkle forudsætning for, at ambitiøse ideer bliver til reel virkelighed. De respektive workshops afspejler den idé. I hver workshop er det CEO’en, der byder velkommen og fremlægger virksomhedscasen til inspiration for deltagerne.


Aktivt program

Efter præsentationen bliver der rig lejlighed til at stille spørgsmål til indlægsholderen. Her er det deltagernes tur til at engagere sig, blive inspireret og arbejde med temaet. VL har fået hjælp af CBS og Aarhus Universitet, der sammen har udarbejdet en række spørgsmål med vinkler til drøftelse om temaet. Formålet med workshoppen er, at deltagerne bliver inspireret til konkrete nye forretningsideer om temaet, som de kan arbejde videre med i deres virksomhed.

VL-årstemaet 2020 ’Responsible Business – A Competitive Advantage’ støttes af Industriens Fond. CBS og AU stiller derudover meget fornemt deres ekspertise til rådighed pro bono. VL har derudover også indgået samarbejde om temaet med Alliance of Democracies.


Tilmeld dig

Du kan læse mere om de enkelte workshops og tilmelde dig ved at klikke på ikonerne nedenfor. Skriv gerne til VL-sekretariatet på info@vl.dk hvis du har spørgsmål til arrangementerne. Bemærk at deltagelse er gratis og forbeholdt VL-medlemmer.

    VL Årstema 2020

    Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

    Responsible Business Case
    SIEMENS A/S

    Responsible Business Case
    DANSKE BANK

    Responsible Business Case
    ARLA

    Responsible Business Case
    A.P. MØLLER MÆRSK A/S

    Responsible Business Case
    AALBORG PORTLAND

    VL-årstemaet 2020 ’Responsible Business – A Competitive Advantage’ støttes af Industriens Fond. Formålet er at inspirere virksomhedsledere til at arbejde konkret og strategisk med Responsible Business som konkurrenceparameter.  CBS og AU stiller derudover meget fornemt deres ekspertise til rådighed pro bono. VL har derudover indgået samarbejde om temaet med Alliance of Democracies.

    Det ambitiøse mål baner vejen til realisering

    Det ambitiøse mål baner vejen til realisering

    ”Vores vision er en verden, der tænker og handler økologisk. Vores mål er rodfæstet i et fundamentalt formål, som vi alle sammen deler: at gøre verden til et grønnere og mere bæredygtigt sted”.

    Helle Borup Friberg

    adm. Direktør, Økologisk Landsforening

    Sæt ambitiøse mål – med solid forankring i det muliges kunst og i virksomhedens store WHY. Vær tydelig om målet, skab opbakning og oversæt det til handling, hvor alle forstår deres rolle. Kort sagt: find modet til at sætte barren højt. Sådan lyder det fra adm. Direktør Helle Borup Friberg, Økologisk Landsforening og medlem af VL28.

    Af Kreab PR & Kommunikation

    For Helle Borup Friberg blev det recepten, hun skrev til sig selv, da hun for godt to år siden satte sig i stolen som Adm. Direktør i Økologisk Landsforening. Med en fortid i LEGO er hun passions- og formålsdrevet, og når hun skiftede legetøj og klodser ud med økologi, var det fordi hun vanskeligt kunne få øje på noget mere meningsfyldt end at udvikle potentialet i økologien, og i det hele taget bidrage til det, hele verden kalder på – ansvarlighed og bæredygtighed.

    På den baggrund undrer målet ikke. Efter omhyggeligt forarbejde, analyser og afstemning med interessenter og medarbejdere blev foreningens mål formuleret: I 2030 skal økologien udgøre 30 % af det danske landbrugsareal og 30 % af det danske fødevareforbrug. En vækst der kræver en fordobling af det økologiske fødevarebrug og en tredobling af arealet.

     

    Ambition er mit nøgleord

    Som leder peger Helle Borup Friberg på mod, tydelighed og dyb forankring i formål og vision som vigtige elementer på vejen til at realisere et ambitiøst mål. Selvsagt skal målet være analyseret og bearbejdet, før det sættes – det må ikke være for let, og det må ikke være uopnåeligt. Men det skal være ambitiøst, da det skaber inspiration og udløser kreativitet, og de elementer er afgørende for at skabe resultater”, siger hun.

    Helle Borup Friberg tvivler ikke på sit eget høje mål. Hun har meldt det tydeligt ud i alle dele af organisationen, blandt medlemmer og samarbejdspartnere, og oplevelsen er, at det giver mening; for målet er tæt forbundet med foreningens vision. Omverdenen tager imod det, medarbejderne er stolte af det og nye medarbejdere oplever, at det sammen med foreningens formål gør Økologisk Landsforening til en attraktiv arbejdsplads.

    ”Vores vision er en verden, der tænker og handler økologisk. Vores mål er rodfæstet i et fundamentalt formål, som vi alle sammen deler: at gøre verden til et grønnere og mere bæredygtigt sted”. Med andre ord er Helle Borups Fribergs ambition fæstet til hele organisationens Why, hvilket for hende, er en forudsætning for at få organisationen og omverdenen med.

     

    Tør, ikke vakle

    Gennem de seneste år, har Helle Borup Friberg flere gange fået bekræftet, hvad hun godt vidste, men risikerer at glemme i en travl hverdag – vejen til målet går gennem tydelig ledelse.

    ”Det er mit ansvar som leder at turde stå frem og italesætte vores mål. Jeg skal være meget tydelig, og ja – det kan være risikofyldt og ja, det kan være vi ikke når i mål. Men min oplevelse er, at der er større sandsynlighed for at skabe gode resultater, når man tør sætte barren højt – især hvis man som leder holder fast og ikke mister troen.

    I dag er medarbejdere og det samlede bagland med til at finde løsninger, fortæller Helle Borup Friberg. Det, at vi har sat et ambitiøst fordoblingsmål, gør ligesom regeringens mål om 70% reduktion af Danmarks CO2, at vi ikke kan nøjes med inkrementel innovation, men er tvunget til at tænke nyt – f.eks. i forhold til hele den måde vi har indrettet landbruget på i dag. Derfor er der også brug for hele værdikæden for at skabe den nødvendige forandring – vi når kun målet i samarbejde med andre.

    ”Jeg oplever et stærkt ønske om at arbejde for et meningsfyldt formål hos de kandidater, der henvender sig til os. Så når det gælder rekruttering, er vi i høj grad styrket af vores formål og den udvikling, som vi er i gang med. Vores ambitiøse mål og den rejse, vi er på – at gå fra at være en landbrugsfaglig brancheorganisation til at være en bred interesseorganisation, der arbejder for bæredygtig omstilling af landbruget og vores madkultur – er en meget vigtig motivationsfaktor i forhold til at få de rette mennesker med på holdet”.

    Direkte adspurgt har Helle Borup Friberg tre tip til at komme i mål med en ambitiøs plan:

    1. Vær meget tydelig omkring dit mål – du skal kommunikere dit mål igen og igen til forskellige stakeholdergrupper, da det skaber ringe i vandet. Et tydeligt og meningsfyldt mål skaber også øget arbejdsglæde hos dine medarbejdere og tiltrækker den rette arbejdskraft.
    2. Du skal mobilisere opbakningen til dit mål – og når dit mål er direkte forbundet med jeres formål og vision, vil det være nemmere at få opbakning både internt og eksternt.
    3. Du skal oversætte målene til handling – og du skal skabe plads og motivation til kreativitet og nytænkning

    VL Årstema

    Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

    Vi er afhængige af erhvervslivet, når vi skal forsvare Danmark i en kompleks verden

    Vi er afhængige af erhvervslivet, når vi skal forsvare Danmark i en kompleks verden

    Når man i en ung alder får erfaring med at føre enheder i konkrete operationer, er det i virkeligheden også en form for ledelse – ledelse under ekstreme vilkår.

    Bjørn Ingemann Bisserup

    General og øverste chef for Forsvaret.

    Som øverste chef for Forsvaret har Bjørn Ingemann Bisserup ansvaret for ca. 20.000 ansatte. Mange er en del af Reserven og arbejder til dagligt i erhvervslivet, hvor deres militære baggrund kommer arbejdsgiverne til gode. I et nyt samarbejde mellem InterForce og VL rækker forsvarschefen ud til landets topledere – lad os sammen få det bedste ud af kompetencerne, lyder invitationen.

    Af EVA ANDERSEN

    I sine mere end fyrre år i det danske forsvar har forsvarschef Bjørn Ingemann Bisserup ikke oplevet noget lignende den sikkerhedspolitiske situation, som Danmark er i lige nu.

    Trusselsbilledet er mere komplekst end nogensinde med et Rusland, som udgør en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten, terrortruslen, som har udviklet sig dramatisk, flygtningestrømmen fra Afrika, cybertruslen, som er en daglig risiko både i den militære og civile verden …
    Han kunne blive ved.

    -Den korte version er, at nullerne var fredelige, dengang så verden mere positiv ud. Det ændrede sig brat i 2014, da Rusland demonstrerede, at man er parat til at bruge militær magt. Derfor ser verden helt anderledes ud i dag, og derfor har vi mere end nogensinde brug for en stærk reserve og dermed erhvervslivets hjælp for at sikre en styrke, som er parat til at rykke, når det gælder, siger Bjørn Bisserup.

    Her kommer InterForce ind i billedet. Organisationen blev skabt i midten af 1990’erne for at bygge bro mellem det danske forsvar og erhvervslivet – både det private og den civile del af det offentlige erhvervsliv.

    Målet var at styrke forståelsen for, at medarbejdere, som er en del af reserven, har en forpligtelse til at passe deres arbejde i Forsvaret og dermed i perioder ikke er til rådighed for arbejdsgiveren.

    -Den forpligtelse skal vi have arbejdsgiverne til at forstå og acceptere. Til gengæld nyder erhvervslivet godt af de kompetencer, som vi giver de unge via en uddannelse i forsvaret. Forhåbentlig kan samarbejdet med VL føre til en endnu bedre forståelse mellem forsvar og erhvervsliv, og derfor rækker vi ud til topledelserne, lyder det fra Bisserup.

    Håbet er, at flere virksomheder vil overveje at blive medlem af InterForce og bakke op om opgaven til gavn for både forsvaret og virksomhederne, tilføjer han. 

    Hvordan passer samarbejdet mellem VL og InterForce ind i VL’s årstema – Responsible Business – A Competitive Advantage?

    -InterForce kan bidrage til, at de kompetencer, som de unge får med sig fra Forsvaret, kommer i spil ude i virksomhederne. Vores lederuddannelser kan noget særligt, vi uddanner mellemledere og ledere, som er attraktive hos arbejdsgiverne i det private og offentlige erhvervsliv, folk, som er kendt som nogle af landets mest loyale medarbejdere og har altid opgaven i centrum. Interessen for at rekruttere vores medarbejdere er derfor stor, og mange af vores officerer har beskæftiget sig med ledelse hele deres tid i Forsvaret.

    Du skal tale ved årets VL Døgn. Hvad kommer din tale til at handle om?

    -Jeg kommer til at tale om, hvad vi hos Forsvaret kan bidrage med til erhvervslivet – og hvad vi omvendt kan bruge hjælp til fra erhvervslivet. Vi vil gerne have virksomhederne til at tage et ansvar for landets sikkerhed og bidrage f.eks. ved at låne medarbejdere ud til opgaver i Forsvaret. Der er masser af kompetencer ude i virksomhederne, som vi ikke selv har, og som vi ikke uddanner folk til. Økonomi, jura, landbrug, ingeniørkunst. Vi har brug for de kompetencer på fuld tid eller som en del af reserven, på deltid, når vi udfører konkrete operationer ude i verden. Samtidig vil jeg tale om, at virksomhederne også kan drage nytte af at have ansatte, som har kernekompetencer fra forsvaret såsom mental robusthed, ansvarsglæde, punktlighed og team work. Opsummeret skal mit oplæg altså handle om den gensidige nytte, som virksomhederne og Forsvaret kan drage af hinanden til gavn for landets interesser.

    Hvorfor er det vigtigt for virksomheder at tage et samfundsmæssigt ansvar – mere end det har været almindeligt tidligere?

    -Som sagt er den sikkerhedspolitiske situation og trusselsbilledet helt anderledes i dag end for bare fem år siden. Jeg er af den opfattelse, at landets sikkerhed er en fælles opgave for Forsvaret og samfundet. Den skal vi løfte sammen. Den udvikling – og de opgaver, der knytter sig til den aktuelle situation og opgaver i Danmark og ude i verden, kommer jeg til at tale om på VL Døgnet.

    VL Årstema

    Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

    InterForce & VL

    I et samarbejde med InterForce inviterer vi til en række unikke møder med Forsvarets øverste ledelse om den sikkerhedspolitiske situation, som hele Danmark befinder sig i – samt om Cybertruslen mod Danmark og internationalt. 

    Se oversigt over møderne og tilmeld dig her

    Fakta:

    InterForce har pr. foråret 2019 knap 1.900 støttevirksomheder. “Virksomhed” dækker alt fra nogle af de store organisationer – offentlige såvel som private – til enkeltmandsvirksomheder og små foreninger. Alle har de valgt at vise deres principielle støtte til forsvaret generelt og specifikt, at medlemmer af Reservestyrken bør have frihed til militær tjeneste.

    VL Døgnet 2020 – Vi løfter sløret for navne på de første talere

    VL Døgnet 2020 – Vi løfter sløret for navne på de første talere

    Styregruppen for VL Døgnet 2020, med formand Theresa Blegvad, VL103, Aarhus i spidsen, mødtes i sidste uge i de historiske rammer hos Schouw & Co., hvor Formanden for Salling Fondene, Jens Bjerg Sørensen, VL6 var vært.

    VL Døgnet 2020 holdes torsdag 4. juni i Aarhus Musikhus under overskriften ’Responsible Business – Kan det betale sig?’

    En række af indlægsholderne, debattører og moderatorer er på plads, og skitsen til programmet er gennemskrevet, og opdateres selvfølgelig løbende. I år ønsker vi at udfordre jer ved at skabe en mere interaktiv involvering i de forskellige sessions, og netop det vil vi også fokusere meget på. Vi glæder os til den store dag og er meget taknemmelige for, at vi har fået etableret partnerskaber med en række virksomheder, som giver os muligheden for, at vi kan løfte et særligt VL Døgn for jer i Aarhus’ optimale rammer”, siger Theresa Blegvad.

    På VL Døgnet 2020 giver vi ordet til førende talere og virksomhedsledere, der med udgangspunkt i årstemaet: ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’, vil inspirere hinanden og deltagerne med spørgsmålet ‘Kan det betale sig?’. Vi tager også tråden op fra Davos 2020, og ruster dig som virksomhedsleder til at tænke nyt og arbejde konkret med Responsible Business som en konkurrencefordel.

    Vi stiller skarpt på balancen mellem virksomhedernes globale ansvar og det helt nære perspektiv. På balancen mellem værdiskabelse for samfundet og for den enkelte virksomhed – og endelig den teknologiske balance mellem menneske og robot eller kunstig intelligens. En balance, der stiller helt nye krav til verdens virksomhedsledere om at kunne kombinere et aktivt samfundsansvar og høj moral med kravet om også at øge den positive bundlinje. På VL Døgnet inspireres og engageres du til at arbejde med fremtidens ledelsesmodeller for Responsible Business.

    Vær med den 4. juni 2020 i Musikhuset i Aarhus, når VL-medlemmerne og internationale topnavne mødes, networker, og videndeler om det højaktuelle tema, og for alvor skubber til erhvervslivets agenda med VL Døgnet 2020 ‘Responsible Business – kan det betale sig?’.

    VL Årstema

    Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’