For Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group, medlem af VL1, har ansvarlig ledelse tre ben: Man skal turde at tænke nyt, man skal give kunder bæredygtige valgmuligheder, og så skal man være tillidsfuld, nærværende og ambitiøs i sin ledelse. Interviewet er et led i vor serie om VL’s årstema: ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’.

Af Kreab, Kommunikation & PR

Det var nok de færreste, der havde set det komme, da Arp-Hansen hotelkæden i sommeren 2017 åbnede et hostel. Godt nok et New Yorker inspireret luksushostel med rå elementer, bløde teksturer og rustikt interiør, men det er alligevel et stykke fra Arp-Hansens sædvanlige eksklusive hoteller – og sædvanlige segment.

For Dorte Krak, adm. direktør i Arp-Hansen Hotel Group, er åbningen af Steel House Hostel et billede på ansvarlig forretningsudvikling og at virksomheden aldrig må gå i stå: “Jeg har et ansvar for, at virksomheden forbliver spændende, og at vi følger med tiden. Både så virksomheden kan vokse, men også i forhold til mine medarbejdere. Hvis vi lytter, lærer og sætter nye standarder, gør vi os interessante at arbejde for – og så er der større chance for, at vi holder på vores talentfulde medarbejdere.” Og holde sig relevant må man sige, at Dorte Krak har gjort med Arp-Hansens 13 hoteller, der dækker 22% af markedet i København.

Nok skal man udvikle sig og følge med tidens tendenser, men det skal gøres ansvarligt og med et langsigtet perspektiv: “Jeg vil aldrig gå ind i en investering, som kun kan overleve, når livet er godt. Vi er i høj grad afhængige af, hvad der sker rundt i verden. De mange internationale udfordringer – Brexit, Coronavirussen og handelskrig, er jo alle hændelser, der potentielt kan påvirke turismen i København.”

Bæredygtige valgmuligheder

Det andet ben af ansvarlig ledelse handler for Dorte Krak om at tænke grønne tiltag ind i strategien, på en måde som passer til forretningen. “Vi kunne godt gå den helt grønne vej, men vi ER stadig købmænd og vores kunder forventer, at de bliver forkælet hos os. Det vi kan gøre er at nudge kunderne i den rigtige retning ved at give dem nogle bæredygtige valgmuligheder.” Arp-Hansen arbejder med udvalgte verdensmål som ledetråd og har udvalgt seks strategiske indsatsområder, hvor hotelkæden især vil gøre en indsats. For Dorte Krak handler ansvarlighed ikke om en løftet pegefinger, men derimod om at give kunderne nogle bæredygtige alternativer og muligheden for at tage et godt valg.

Fremtidens leder skal forstå fremtidens medarbejder

Det tredje ben er den personlige ledelse. Ifølge Dorte Krak er der især tre egenskaber, som er vigtige for at være en god leder: tillid, nærvær og ambitioner. Dorte Krak benytter sig i høj grad af delegering af opgaver, hvilket er en tillidserklæring men også en nødvendighed: “Jeg kridter banen op for mine medarbejdere, men de må selv om, om de dribler til højre eller venstre, så længe at de klarer opgaven.”
“Når man har med mennesker at gøre, må man være nærværende og tæt på. Man kan ikke drive noget bag sit skrivebord eller bag et excel-ark.” Dorte Kraks medarbejdere må derfor altid – med streg under altid – ringe til hende, hvis de har brug for et råd. Det hjælper Dorte Krak til at være nærværende, at hun selv har siddet i driften og derfor har en bedre forståelse for organisationen. Hun opfordrer alle ledere til at lære forretningens forskellige lag at kende.

I takt med at verden forandrer sig, er bæredygtighed og klimaansvar noget, som medarbejdere forventer af virksomheden. Dorte Krak mener derfor, at fremtidige lederes vigtigste egenskaber er at kunne forstå fremtidens medarbejder: “Næste generation stiller krav til ledelsen – de vil ikke være i en virksomhed, som ikke opfører sig ordentligt eller ikke tager samfundsansvar. Samtidig vil de udvikles og udfordres på deres arbejdsplads. Det er min opgave at skabe de rammer,” afslutter Dorte Krak.

VL Årstema 2020

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’