En af verdens vigtigste techbosser talte om Responsible Business

En af verdens vigtigste techbosser talte om Responsible Business

VL-sæsonen fik en fremragende start torsdag aften hos Microsoft, hvor over 100 VL-medlemmer mødte op for at møde en af de absolut førende tech-bosser i verden.

President Brad Smith, Microsoft Corporation gav et tankevækkende og dilemma-fyldt oplæg om muligheder og udfordringer ved de nye teknologier, som for ofte truer vores demokratier. Etik og politisk regulering skal allerøverst på dagsordenen, sagde han og Responsible business er på alle måder et nøglegreb. VL er på bolden, og vi følger snart op med flere spændende aktiviteter.

VL Årstema

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

Kan fossile brændsler og ansvarlighed gå hånd i hånd?

Kan fossile brændsler og ansvarlighed gå hånd i hånd?

Kreab PR & Kommunikation

Der er ingen grund til at pakke det ind: Benzin og diesel, som er kerneproduktet hos landets tankstationer, er grundlæggende skadelig. Men det betyder ikke, at man ikke kan køre en ansvarlig forretning og være med til at drive den grønne omstilling, forklarer Tom Graven-Lauritzen, der er detailchef i Circle K Danmark og medlem af VL-gruppe 41, i vor serie om Responsible Business

”Vores fornemmeste opgave er at møde forbrugernes behov,” konstaterer Tom Graven-Lauritzen indledningsvist.

Og med næsten 3 mio. biler på de danske veje, hvoraf under 1% er elbiler, er der stadig et grundlæggende behov for benzin og diesel, for at samfundets infrastruktur kan hænge sammen.

Det betyder dog ikke, at tankstationerne ikke har en rolle at spille i kampen for en mere ansvarlig og klimavenlig verden. Omstillingen kan bare ikke ske så hurtigt, som man kunne ønske, påpeger Tom Graven-Lauritzen.

”Hvis overgangen var så simpel, var den nok klaret allerede nu. Men det er en kompleks transition.”

”Den grønne omstilling bakker vi 100% op om. Vi har infrastruktur, lokationer, og kunder, så det er oplagt, at vi er med til at drive udviklingen. Men ting tager tid, og der er tydeligvis forskellige ideer om, hvordan og hvor hurtigt det  kan gå.”

”Markedet for elbiler vokser, men det vokser ikke hurtigt nok til, at vi allerede nu kan helt kan erstatte diesel og benzin med el. Vi vil hellere end gerne sætte fart på udviklingen, men udbud og efterspørgsel skal følges ad.”


Hønen eller ægget

El bliver en stor del af fremtidens transportsystem, forsikrer han. Men etablering af moderne el-ladeanlæg, der lader tilstrækkeligt hurtigt, koster rigtig mange penge, og der er grænser for, hvor store investeringer detailledet kan foretage, før bilfabrikanterne har solgt et vist ental elbiler. Og omvendt.

Dertil kommer industriens afventende position over for politikerne, der varsler mere gunstige rammevilkår for udviklingen af elbiler og markedet for bæredygtige brændstoffer.

Graven-Lauritzen anerkender, at det er en klassisk ’hønen eller ægget-situation. Både el-ladestationer og bilfabrikanter afhænger af hinandens udvikling.

Men overgangsperioden er allerede initieret, understreger han – og Circle K skal være en del af denne proces. Virksomheden har bl.a. indgået aftaler med en række partnere i bilindustrien om etablering af el-ladenetværk langs vejene i Europa. Og i Danmark har Circle K allerede etableret flere el-ladeanlæg, som, ifølge Graven-Lauritzens eget udsagn, er blandt de mest avancerede og effektive anlæg i verden og formår at oplade biler på kort tid.

Nye teknologier

Foruden el er flere andre nye brændstofteknologier er på vej, og især udviklingen af electrofuels (som er el omdannet til flydende brændstof) er interessant, idet denne teknologi set fra en forbrugervinkel, samfundsøkonomisk og klimamæssigt er fuldt konkurrencedygtig i forhold til elbiler.

En del af det at tage et ledelsesansvar, mener Graven-Lauritzen, er at være proaktiv og stille sig i spidsen for at udbrede disse nye og mere bæredygtige teknologier frem for bare at vente på, at markedet modnes af sig selv.

”Circle K skal eksistere om 10 og 20 år. Så på den ene side er det en udvikling, vi skal være en del af. På den anden side har vi et ansvar for, at transformationen bliver styret forsvarligt – for vores ejere såvel som for kunder, klima og samfund.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt ledere – uanset om de beskæftiger sig med tobak, fossile brændsler eller andre skadelige produkter – kan kalde sig selv ansvarlige ledere, svarer Graven-Lauritzen:

”Alle kan være ansvarlige ledere, så længere man gør noget positivt og har klare ambitioner om at udvikle sin virksomhed i en mere ansvarlig retning.”

Tom Graven-Lauritzen er medlem af VL-gruppe 41.

VL Årstema

Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’

VL-Årstema: Se DR's interview af Brad Smith fra Microsoft

VL-Årstema: Se DR's interview af Brad Smith fra Microsoft

President og Chief Legal Officer Brad Smith, Microsoft Corporation satte torsdag vores årstema “Responsible Business” i gang til et brag af et udsolgt arrangement hos Microsoft Denmark.

Brad Smith blev efterfølgende interviewet i DR2’s Deadline med udgangspunkt i sin nye og meget omtalte bog ’Tools & Weapons’. Se interview her: https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-11-07#!/

Brad Smith er ansvarlig for Microsofts globale tiltag inden for netop ”Responsible Business” og er meget optaget af krydsfeltet mellem teknologi og samfund. Hans hovedpointe er, at den digitale transformation både er en stor mulighed for verden – og samtidig indebærer store risici.

Se også en smagsprøve på Brad Smiths budskab her:

Man skal kunne handle dagligvarer med hovedet under armen

Man skal kunne handle dagligvarer med hovedet under armen

Bæredygtighed og ansvarlighedshensyn er for alvor kommet på menuen i dagligvarehandlen. Det at udvise ansvarlighed udgør dog ikke længere blot et konkurrenceparameter – det er et ’license to operate’. Sådan siger Coop-formand Lasse Bolander, medlem af VL45, i det første interview i serien om årstemaet ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’.

Kreab PR & Kommunikation

De fleste danske forbrugere vil hjertens gerne leve mere bæredygtigt. Udfordringen er bare, at en stor del af danske hverdagsindkøb foretages efter en lang arbejdsdag, måske endda med en skrigende unge på armen eller med en P-licens, der er ved at udløbe.

Og det er ikke lige dér, man har overskud til selv at vurdere, om tomaterne er danske, eller om de er fløjet ind fra Spanien. Om oksekød har et større klimaaftryk end svinekød. Eller om varerne mon er fremstillet af asiatiske børnearbejdere eller under forsvarlige forhold.

”Netop derfor er det afgørende, at de fornødne ansvarlighedshensyn tages højere oppe i kæden,” siger Lasse Bolander og fortsætter:

”Det er vores lod af sikre, at vores produkter repræsenterer et vist niveau af ansvarlighed. Kort sagt skal man kunne handle dagligvarer med hovedet under armen.”

”Det er min erfaring fra virkeligheden, at forbrugere ikke altid er rationelle. Og det kan man heller ikke forvente, at de skal være. Men man kan godt forvente, at vi gør det lettere at træffe rationelle, ansvarlige beslutninger.”

Det betyder ikke, at Coop, der driver butikskæderne Kvickly, Brugsen, Irma og Fakta, skal moralisere og fx undlade at sælge kød, påpeger Bolander. Men Coop har et ansvar for at facilitere forbrugernes vej til at  træffe bedre indkøbsvalg.

Det kan komme til udtryk ved at tilbyde spændende alternativer. Og senest har Coop relanceret den ikoniske madpyramide i en moderne version, hvor klimahensyn nu er blevet et element. Madpyramiden anbefaler nu mere bladgrønt, flere frugter og mindre kød.

Ansvarlige værdikæder og partnerskaber

Bolander har således de ansvarlige øjne rettet mod virksomheder og i mindre grad på den enkelte forbruger. Det er svært for individer at ændre verdens gang, men det er mindre svært for ”de store systemer”, som han kalder det:

”Virksomheder er særligt godt positioneret til at gøre verden til et bedre sted, men på tværs af værdikæderne og sektorer er der stadig behov for et bedre samarbejde.”

”Der er behov for, at alle dele af værdikæden omstiller sig til den nye virkelighed. Det gælder også i dagligvareleddet, hvor vi bør arbejde mindre i siloer og i højere grad udnytte vores fælles ressourcer og indsigter. Det ville fx give leverandører bedre forudsætninger for at finde sunde, bæredygtige og økologiske varer til vores hylder.”

Lasse Bolander henviser til, at man i en række andre lande som f.eks. Holland de seneste år er blevet rigtig gode til arbejde med såkaldt prækompetitiv udvikling. Dvs. at gå sammen på tværs af virksomheder og sektorer og i fællesskab adressere sociale og miljørelaterede udfordringer med henblik på at skabe bedre, mere effektive og ansvarlige løsninger til gavn for alle.

Han opfordrer ligeledes danske virksomheder og deres respektive værdikæder til at indgå denne type partnerskaber og strømline indsatsen for at løse systemiske udfordringer og i fællesskab skubbe i retning af øget ansvarlighed.

Lasse Bolander er medlem af VL-gruppe 45.

Se kommende arrangementer

Se kommende arrangementer her

Og vinderne af Verdensmålsquizzen i BLOX er …

Og vinderne af Verdensmålsquizzen i BLOX er …

VL’s Global Goals Business Navigator, GGBN app, er udviklet med det formål at inspirere og engagere virksomhedsledere til at integrere Verdensmålene i virksomhedernes strategi og finde de nye forretningsmuligheder og konkrete løsninger, som Verdensmålene åbner for.

Appen blev lanceret i FN Byen på VL Døgnet, og er et samarbejde med 3B Impact og McKinsey & Co. Appen blev udviklet i forbindelse med årstemaet ‘FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter’, som blev støttet af Industriens Fond.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så husk at download app’en, hvor du b.la. kan tage verdensmålsquizzen!

Link til GGBN app’en (iOS – iPhone): her

Link til GGBN app’en (Android – Google): her

Som lovet fandt vi tre vindere af quizzen på årsmødet i BLOX den 8. oktober.

  • Bestyrelsesformand, Gitte Maya Elsing, Kvinder I Bestyrelser Danmark VL99

  • CCO/direktør, Lasse Bargmann, B WEALTH, VL7

  • Adm. direktør, Thit Aaris-Høeg, Fonden for Socialt Ansvar, VL68

Tillykke! Der er en Verdensmålsfodbold på vej til jer.

Rejsen fortsætter

Rejsen fortsætter

Sidste år lancerede VL, med støtte fra Industriens Fond, temaet; ”FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter”. I år følger vi op med yderligere et perspektiv ”Responsible Business – A Competitive Advantage”

Virksomheder, organisationer, rådgivere og institutioner af enhver art er under et stigende pres for at italesætte og dokumentere, at de ikke bare arbejder i overensstemmelse med lovgivningen, men at de også tager et etisk og moralsk medansvar for det omgivende samfund, for klimaet, for diversiteten og for en social balance. Ansvarlighed er blevet det nye business imperativ!

VL udvider nu perspektivet og bringer til diskussion, hvordan et aktivt samfundsansvar og god etik i virksomhederne både kan tilfredsstille aktionærerne, styrke forretningsstrategien og konkurrenceevnen, samt skabe de rigtige rammer for en stærk ledelse og talentfulde medarbejdere.

Lige som med Verdensmålene vil alle VL-medlemmer gennem workshops og analyser i det kommende år blive opfordret til at deltage aktivt for at sikre, at danske virksomheder konkret kommer til at arbejde med Responsible Business som business case og konkurrencefordel.

Temaet kulminerer på VL Døgnet den 4. juni 2020 i Aarhus under overskriften ”Responsible Business – kan det betale sig?”

Baggrunden for valget af Årstemaet er:

  • En tydelig international tendens til at virksomheder tager reelt samfundsansvar og bruger det som en del af forretningsstrategien;
  • En markant tillidskrise i den danske befolkning over for både virksomheder og politikere;
  • Det grundlæggende værdisæt i VL om at erhvervsledere har en særlig pligt til at udvise samfundsansvar;
  • Et stærkt og succesfuldt årstema i 2019 med fokus på Verdensmål som forretningsparameter, som vi gerne vil videreføre i 2020.

Målet er, at VL sætter sig i spidsen for en bred og dyb debat i det danske samfund om virksomhedernes samfundsansvar og etik.

Yderligere oplysninger:

Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand VL
Knudsenaps@gmail.com / +45 21 41 00 00

Anders Monrad Rendtorff
Kommunikation, VL
amr@vl.dk / +45 29 40 70 16

Chefredaktør og bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen ny formand for VL-Selskabet

Chefredaktør og bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen ny formand for VL-Selskabet

Dansk Selskab for Virksomhedsledelse – VL afholdt tirsdag d. 8. oktober 2019 ordinær generalforsamling.

Lisbeth Knudsen, tværgående chefredaktør for Mandag Morgen og Altinget, blev enstemmigt valgt som ny bestyrelsesformand, idet Jens Wittrup Willumsen trådte tilbage efter de maksimale seks år på posten.

Yderligere tre nye medlemmer blev valgt til bestyrelsen:

  • Jesper Nygård, CEO Realdania
  • Lars Sander Matjeka, CEO Aller Media
  • Michael Christiansen, Professionelt bestyrelsesmedlem

Herefter består den samlede bestyrelse af:

Lisbeth Knudsen, formand
Anne Mette Dissing-Immerkær, Partner Heidrick & Struggles
Jesper Nygård, CEO Realdania
Lars Sander Matjeka, CEO Aller Media
Mette Dyhr, Director Corporate partnerships & Innovation, UNICEF
Michael Christiansen, professionelt bestyrelsesmedlem
Niels Lundorf, Investment Advisor
Stina Vrang Elias, Adm. Direktør DEA

 

Yderligere oplysninger:

Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand VL
Knudsenaps@gmail.com / Mobil 2141 0000

Ida Bratting Kongsted
Administrerende direktør
ibk@vl.dk / 5151 9801

Hør Lisbeth Knudsen fortælle om VL, om hvorfor hun gerne vil være formand og om hendes fokus for den kommende periode:

Se bestyrelsen

Hvem sidder i VL's bestyrelse