Ulrik Vestergaard Knudsen: ”Europa skal ud at finde 800 milliarder euro, hvis ikke Danmark og Europa skal sejle agterud”

Ulrik Vestergaard Knudsen: ”Europa skal ud at finde 800 milliarder euro, hvis ikke Danmark og Europa skal sejle agterud”

Europa skal ud at finde 800 milliarder euro, hvis ikke Danmark og Europa skal sejle agterud

29. november 2024

I en snak med VL Nyt siger vicegeneralsekretær i OECD, Ulrik Vestergaard Knudsen blandt andet, at Trumps indtræden i Det Hvide Hus gør det endnu mere bydende nødvendigt for EU at finde de 800 milliarder euro, som Draghi-rapporten foreslår. Valget mellem en uretfærdig fred og en retfærdig krig i Ukraine, begynder også at presse sig på. Torsdag den 19. december inviterer VL de udenlandske VL-grupper og danske VL-gruppeledere til julemøde med fokus på en global update, og derfor får vi blandt andet besøg af Ulrik Vestergaard Knudsen. VL Nyt har talt med ham som optakt til mødet.

Af Claus Dithmer

Når man spørger Ulrik Vestergaard Knudsen – en af Danmarks allermest indflydelsesrige diplomater – om, hvad det betyder for Danmark og Europa, at Donald Trump vandt USA’s præsidentvalg den 5. november, insisterer han på at starte med et lille forbehold.

”Vi ved endnu ikke, hvor meget af det, Trump sagde i valgkampen, han rent faktisk vil prøve at gennemføre. Vi ved endnu heller ikke, hvad det hold, han er i gang med at sætte, vil betyde. Men hvis vi tager udgangspunkt i det, han har sagt; f.eks. at han vil indføre toldtariffer, så bliver det alvorligt for europæisk økonomi og for verdensøkonomien. I EU kan vi blive særligt udsatte, fordi vi har en meget åben økonomi – også i forhold til den amerikanske,” påpeger Ulrik Vestergaard Knudsen og fortsætter:

”Både for europæiske og for amerikanske forbrugere kommer det til at betyde færre valgmuligheder og højere priser, og for Europa vil det formentlig også komme til at betyde færre eksportmuligheder. Stort set alle økonomer – også de fleste amerikanske – har advaret om, at øget protektionisme også vil medføre øget inflation.”

Vi rider mod solnedgangen

Hvis Ulrik Vestergaard Knudsen skal sætte det på spidsen, formulerer han Europas nuværende penible situation sådan her: ”Enten sadler vi meget hurtigt og konsekvent om – eller også rider vi mod solnedgangen.”

”Hvad enten det handler om kunstig intelligens, tendenserne til øget protektionisme i den globale handel eller den grønne omstilling, så er Europa fanget på det forkerte ben. For første gang i nyere tid er vi ikke et førende kontinent. De eneste steder, hvor vi for alvor er i front i Europa, er inden for fodbold, livsstilsprodukter og turisme. I de seneste årtier har Europas produktivitet bevæget sig i sneglefart sammenlignet med den amerikanske.”

Den europæiske økonomi halter – især Tysklands – og den europæiske bilindustri er sat skakmat af Kina. Også de grønne selskaber i Europa lider, og inden for tech og AI er vi langt efter USA. Det europæiske aktiemarked er i forvejen efter det amerikanske. Siden Trumps sejr den 5. november er det amerikanske aktiemarked steget med 7,3 procent, mens det europæiske aktiemarked er faldet med 1,2 procent.

Der skal findes 800 milliarder euro årligt

”Derfor er vi nødt til at skabe nogle bedre rammebetingelser. Det handler om mindre bureaukrati, mindre regulering af europæisk erhvervsliv og mere indre marked. Og så handler det om, at de store aktører – også i Vesten – nu vil begynde at subsidiere egne industrier mere. Og her bliver Danmark taber, hvis det ikke kommer til at foregå på europæisk niveau. Vi kan slet ikke konkurrere med USA og Kina, men vi kan heller ikke konkurrere med Tyskland, Frankrig og Italien, når det kommer til industripolitik, hvis det skal skaleres op i et niveau, hvor vi skal konkurrere med USA og Kina,” siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

Den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank (2011-2019) og tidligere italienske premierminister Mario Draghi har fremsat det kontroversielle forslag, at EU skal lave astronomiske investeringer på helt op til 800 milliarder euro årligt. Det svarer til mere end 4,5 procent af unionens samlede BNP. Og det er Ulrik Vestergaard Knudsen enig i.

”Derfor er det også interessant, at flere og flere i Danmark begynder at tale om, at det nok er nødt til at ske med fælles EU-finansiering. Noget, de nordiske lande ellers indtil nu har været skeptiske overfor. Derfor kan man måske forestille sig, at uanset, hvor vanskeligt det bliver at forsøge at finde de 800 milliarder, så kunne et kompromis være, at de nordeuropæiske lande gik med til en højere grad af EU-finansiering, mod at de sydeuropæiske lande gik med til reformer, afregulering og en fuld udbygning af det indre, europæiske marked.”

”Det er svært nok for Danmark at bidrage, men vi har jo et af de højeste overskud på de offentlige budgetter i Europa overhovedet. Så det er endnu sværere for resten af Europa,” fastslår Ulrik Vestergaard Knudsen.

Tech-revolutionen gik forbi Europa

Ulrik Vestergaard Knudsen mener også, at vi i EU er gået for vidt i forhold til reguleringen af tech-selskaberne – også selvom der har været gode intentioner bag. Det har blandt andet betydet, at kun fire af verdens 50 ledende tech-selskaber er europæiske.

”Tech-giganterne og deres færden skal selvfølgelig reguleres, også i Europa og ud fra europæiske værdier. Men når det kommer til, hvordan Europa selv bliver bedre digitaliseret, bliver mere innovativt, mere kreativt og mere produktivt, så tror jeg, at vi skal lade være med at stirre os blinde på de amerikanske tech-giganter og i stedet kigge på, hvad vi kan gøre for europæisk erhvervsliv, for europæisk entreprenørskab,” siger han og fortsætter:

”Vi må erkende, at det har hæmmet innovation og kreativitet, og at det har bidraget til, at den teknologiske revolution i meget vid udstrækning gik forbi Europa. Hvis vi skal med på toget, inden det bliver for sent, skal der være langt friere tøjler til at udvikle nye produkter – ikke mindst når det kommer til den helt afgørende digitalisering af Europa.”

Uretfærdig fred eller retfærdig krig?

Ulrik Vestergaard Knudsen ser en klar sammenhæng mellem de økonomiske konsekvenser af amerikanernes valg af Trump og konsekvenserne for fred og stabilitet i verden.

I forhold til verdensfreden noterer Ulrik Vestergaard Knudsen sig, at Trump har sagt, at han er en amerikansk præsident, der ikke starter krige. Men den danske diplomat er ikke i tvivl om, at de ting Trump og hans nærmeste har sagt om Ukraine, ikke ligefrem tyder på et øget amerikansk engagement.

”Derfor kommer Europa sikkerhedspolitisk til at stå mere alene både med Ukraine og med andre sikkerhedspolitiske problemer, som tager udgangspunkt i det europæiske kontinent. Tidspunktet, hvor vi må vælge mellem en uretfærdig fred og en – for Ukraine og Europa – retfærdig krig, begynder at presse sig på,” siger Ulrik Vestergaard Knudsen og konkluderer:

”Derfor er der også den kobling mellem det økonomiske og det sikkerhedspolitiske, at hvis vi skal have råd til 1: den grønne omstilling, 2: de demografiske udfordringer, vi står overfor med faldende fødsels- og befolkningstal, og 3: at finansiere en større del af den sikkerhedspolitiske regning selv, så er vi nødt til at have gang i produktivitet, digitalisering, innovation og kreativitet i Europa. Ellers kan vi ikke opretholde vores velfærd.”

Ulrik Vestergaard Knudsens blå bog

Som mangeårig topfigur i OECD er Ulrik Vestergaard Knudsen en af Danmarks mest centrale diplomater.

Han har været vicegeneralsekretær for det internationale, økonomiske samarbejde siden 2019. Her har han blandt andet været ansvarlig for den strategiske retning for OECD’s politik inden for digitalisering, internationale relationer og FN-samarbejde, handel og landbrug.

Han er uddannet cand.polit. og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet (2013-2018). Han har desuden været udenrigspolitisk rådgiver for flere stats- og udenrigsministre.

Fra februar 2025 er Ulrik Vestergaard Knudsen ansat som ny Chief Corporate Affairs Officer i it-virksomheden Netcompany.

Mød Ulrik Vestergaard Knudsen til VL Julemøde 2024: Global Update

Arrangementet er eksklusivt for udenlandske VL-grupper og danske VL-gruppeledere, men det optages og udgives som podcast efterfølgende. Hold øje med indbakken og VL Insights.

 

Læs mere 

Læs også:

Hvad er status for vores samfundssikkerhed og beredskab?

Læs også:

VL internationalt: Vi vil gerne være mere forbundet med resten af VL

Hvad er status for vores samfundssikkerhed og beredskab?

Hvad er status for vores samfundssikkerhed og beredskab?

Hvad er status for vores samfundssikkerhed og beredskab?

29. november 2024

Det var i fokus, da VL og InterForce mandag den 18. november afholdt et fælles arrangement for fulde huse i Søofficersforeningen på Kastellet. Arrangementets hovedtaler var direktøren for Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg, der også gav et indblik i, hvad der er i vente for dansk erhvervsliv.

Af Simon Staffeldt Schou

Velkomst og rundvisning

Administrerende direktør i VL, Ida Bratting Kongsted, bød de godt 60 VL-deltagere velkommen i Søofficersforeningens smukke lokaler i Forsvarschefens tidligere embedsbolig på Kastellet.

Derefter fortalte chefen for InterForce, generalmajor (P) Finn Winkler, kort om InterForces arbejde med at sikre så bred opbakning til dansk forsvar og beredskab fra dansk erhvervsliv som muligt i en usikker tid.

I pausen inden aftenens hovedtaler viste næstformanden for Søofficersforeningen, orlogskaptajn Christian Meinertz, rundt og fortalte om officersforeningens historie og dens traditionsrige lokaler.

​En ny virkelighed

“Det er en spændende tid at være beredskabschef i på en dyster baggrund,” indledte Laila Reenberg med reference til de mange udfordringer, vi står overfor: russisk hybrid krigsførelse, klimaforandringer, epidemier og ekstremt vejr.

Det omfattende civile og krigsmæssige beredskab under Den Kolde Krig blev nedlagt i starten af det nye årtusinde til fordel for et fokus på terror og internationale opgaver.

Nu har vi igen et forhøjet fokus på vores hjemlige, nationale sikkerhed, og vi står over for en ny virkelighed med komplekse, langstrakte og uforudsigelige kriser på tværs af sektorer.

Det stiller et markant øget krav til Danmarks forsvar, beredskab og samfundssikkerhed – og ikke mindst til danske virksomheders og den enkelte borgers beredskabsbevidsthed.

Topledelse og krisestyring

Den nye virkelighed har bl.a. ført til oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB), som Beredskabsstyrelsen nu hører under.

Men den private sektors rolle i vores fælles samfundsrobusthed er også blevet et fokuspunkt. F.eks. hvordan samfundskritiske virksomheder kan sikre sig evnen til at fungere i tilfælde af omfattende kriser, og hvordan de løbende kan sparre og vidensdele med myndighederne.

Til det formål har Beredskabsstyrelsen lavet folderen ‘Topledelse og krisestyring’.  Den giver topledelsen råd til, hvordan den bør træffe de strategiske beslutninger, som får virksomheden igennem en krise og tilbage på sporet.

Kommende arrangementer

Som afslutning på arrangementet besvarede Laila Reenberg beredvilligt på spørgsmål fra deltagerne. Blandt de mange spørgsmål var, hvad vi har lært af de omfattende oversvømmelser i Valencia, om den individuelle borger bør forberede sig bedre på kriser, og om ikke vi – belært af erfaringerne fra Ukraine – i højere grad bør satse på decentral energiforsyning i Danmark.

Arrangementet blev afsluttet med buffet og mulighed for, at deltagerne kunne fordele sig i Søofficersforeningens smukke lokaler og netværke.

InterForce og VL afholder jævnligt fælles arrangementer både i det østlige og vestlige Danmark. Læs mere om de to foregående arrangementer i hhv. Aalborg og København:

Sammen om et stærkere Danmark (Aalborg, den 9. april 2024)

Open for business (København, den 30. august 2023)

InterForce er en organisation, der er tilknyttet Forsvarskommandoen.

InterForce er sat i verden for at få et nært samarbejde med den civile sektor. Med et særligt fokus på virksomheder, som har medarbejdere ansat, der er en del af Reservestyrken. Eller som blot ønsker at bakke op om det danske forsvar og beredskab, og som vil yde et bidrag til Danmarks sikkerhed i en usikker verden.

Reservestyrken består af mænd og kvinder, der er soldater i Reserven. Men den består også af de mange frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.

Det er en belastning at skulle undvære centrale medarbejdere i de dage, hvor han eller hun skal stille op i uniform og enten efteruddanne sig ved Forsvaret eller hjælpe til i krisesituationer. InterForce ønsker at minimere disse gener så meget som muligt. I tæt dialog og samarbejde med virksomhederne.

InterForces arbejde består også i at gøre virksomhederne opmærksomme på de stærke kompetencer, medlemmerne af Reservestyrken har fra deres uddannelser i hhv. Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, og hvordan virksomhederne kan drage nytte af disse kompetencer.

Læs mere om InterForce her

Læs også:

Ulrik Vestergaard Knudsen: Europa skal ud at finde 800 milliarder euro, hvis ikke Danmark og Europa skal sejle agterud

Læs også:

VL internationalt: Vi vil gerne være mere forbundet med resten af VL

VL internationalt: Vi vil gerne være mere forbundet med resten af VL

VL internationalt: Vi vil gerne være mere forbundet med resten af VL

VL internationalt:

Vi vil gerne være mere forbundet med resten af VL

29. november 2024

Mads Kjer Bøndergaard blev i sommeren 2024 forperson for VL82 i Singapore. Hans prioriteter er at styrke gruppens virke, drage større nytte af gruppens ledelseserfaring og indgående kendskab til Asien og Stillehavsområdet samt øge samarbejdet med de øvrige VL-grupper i Asien. “Jeg mener, at vi er kommet godt fra start med den første ændring, og til årets andet møde i oktober havde vi besøg af VL112 fra Bangkok.”

Af Anders Monrad Rendtorff

Mads Kjer Bøndergaard er dansk, men har boet det meste af sit liv i udlandet – først i USA, Hong Kong, Belgien og senere i England, Frankrig og nu i Singapore. Han er draget af VL-netværket og dets mulighed for meningsudveksling blandt ledere på tværs af brancher.

“Vi danskere i Asien har blandt andet tilfælles, at de fleste af os har været længe ude. Vi har et stort netværk og stor erfaring, både ledelsesmæssigt, branchemæssigt og geografisk, og vi ønsker at finde et forum, hvor denne erfaring kan være til gensidig nytte. Jeg ser specielt bæredygtighed som et område, hvor problemer løses internationalt på tværs af brancher og det private og offentlige.”

“Vi ønsker at komme ud over vores egne brancher og er særligt interesserede i at forstå og dele de regionale perspektiver, ikke mindst geopolitisk, da mange i gruppen har regionalt ansvar for Asien og Stillehavsområdet,” siger Mads Kjer Bøndergaard.

Mere fokus på struktur og format

Struktur er ofte en udfordring for VL-grupperne. Hvad er den bedste mødestruktur, og hvad er effektive formater? Det er nogle af de spørgsmål, som Mads og VL-gruppen i Singapore har arbejdet med.

“Vi har styrket vores forståelse af, hvad der skaber et godt netværk. I den forbindelse vil jeg takke Tom Sørensen, formand for VL112 i Bangkok for hans sparring, samt samtaler med andre VL-ledere i regionen og Danmark. Vi er i øjeblikket 27 medlemmer i VL82, og typisk deltager 60 % i vores møder. Vi har sat møderne mere i system. Dels har vi valgt et fast mødested, hvor Sømandskirken i Singapore venligt lægger lokaler og køkken til, dels har vi nu en energisk minibestyrelse på tre, som gør, at vi kan være mere ambitiøse i vores virke. Møderne har fået mere struktur med faglige indslag samt rammer for at lære hinanden bedre at kende professionelt. Vi lægger nu større vægt på ’den personlige baggrund’, for at blive mere engagerede i fællesskabet og drage større professionel nytte af hinanden” uddyber Mads Kjer Bøndergaard.

VL er en god kilde til information

“Vi er glade for de store temaer, som VL Selskabet har prioriteret de seneste år. Temaerne er yderst relevante, og jeg vil gerne understrege de informationsressourcer og den store behjælpelighed der er til rådighed i VL centralt – tak for det,” afslutter Mads Kjer Bøndergaard.

Mere samarbejde med andre VL-grupper i Asien

Det regionale ansvar er en stor faglig fællesnævner for grupperne i Asien. Fysiske møder er heldigvis nu igen mulige. Aktuelt fik VL82 i Singapore besøg af VL112 fra Bangkok sidst i oktober, hvor grupperne afholdt et fælles møde med fokus på biopharma. Det blev en stor succes med et meget interessant indlæg fra to danske eksperter og en livlig udveksling af erfaring og viden.

VL82 har også kontakt til VL-grupper i Bangalore, Dubai og Shanghai og har åbne døre, når der er besøg i Singapore. Det er en klar indikator på, at der både er interesse og praktiske muligheder for at styrke samarbejdet og erfaringsudvekslingen mellem danske ledere uden for Danmark.

Mads Kjer Bøndergaard er en ægte international topleder-profil

Mads, som i øjeblikket er baseret i Singapore, er en erfaren international virksomhedsleder med stor erfaring inden for luftfartssektoren.

Han har en baggrund i jura og har arbejdet som advokat i London og i investment banking, også i London, før han kom til Airbus’ hovedkvarter i Toulouse. Her havde han forskellige stillinger over en 20-årig periode, herunder som ledende advokat for udviklingen af flere store internationale industrielle partnerskaber (Kina, De Forenede Arabiske Emirater, Singapore og Europa) samt leder af teknologi-partnerskaber for fremtidig flyudvikling. Senest var Mads Airbus’ COO for Asien og Stillehavsområdet med ansvar for at udbygge og styre Airbus’ fodaftryk og corporate functions i regionen.

Siden han forlod Airbus tidligere på året, har Mads fokuseret på bestyrelsesarbejde og startet to nye forretninger: én med fokus på flysikkerhed og en anden, som har påbegyndt udviklingen af et nyt autonomt flyprogram til bekæmpelse af skovbrande samt kystsikring i samarbejde med australske partnere.

Vil din VL-gruppe også mødes med andre VL-grupper?

Du kan altid række ud til andre VL-grupper for at arrangere fælles oplevelser. Find relevante VL-grupper eller VL-medlemmer i VL-gruppeoversigten her.

Læs også:

Ulrik Vestergaard Knudsen: Europa skal ud at finde 800 milliarder euro, hvis ikke Danmark og Europa skal sejle agterud

Læs også:

Hvad er status for vores samfundssikkerhed og beredskab?

Inspirerende event på tværs af 8 VL-grupper

Inspirerende event på tværs af 8 VL-grupper

Inspirerende event på tværs af 8 VL-grupper

12. november 2024

Mange VL-grupper taler om, at det kunne være spændende og relevant at mødes med de andre VL-grupper. Netværket skal øges og styrkes, man kan samle et større publikum til et event, og man kan måske tilmed få endnu mere ud af sit VL-medlemskab. Og det bliver ikke bare ved snakken, for i Trekantområdet har de sat handling bag ordene. Den 24. oktober afholdt VL-grupperne i Trekantområdet nemlig et flot tværgående arrangement med over 100 VL-deltagere.

Af Anders Monrad Rendtorff

Torsdag den 24. oktober var en god dag for VL i Trekantområdet. For der kulminerede et spændende projekt om at samle VL-grupperne i området om et stort event.

”Sidste år drøftede vi i vores egen VL-gruppe, om vi skulle lave noget med de andre VL-grupper i området. Vi kender hinanden på kryds og tværs, sprang ud i det og inviterede 8 VL-grupper til fællesmøde. Knap 100 mødte op for at netværke og for at høre Michael Sjøberg fortælle om, hvordan man håndterer ransomware-angreb”, fortæller initiativtager og primus motor for projektet, Claus Guldager, bestyrelsesleder i VL37 og partner i Andersen Partners Advokatfirma.

Arrangementet var velbesøgt og godt, og man blev derfor enige om at gentage succesen.

”Vi blev enige om at gøre det igen. Vi var 8 VL-grupper, der stod sammen. Vi fik igen arrangeret sponsor-hjælp fra Andersen Partners Advokatfirma og fik arrangeret os med rigtigt gode faciliteter på IBC Innovationsfabrikken i Kolding”, siger Claus Guldager.

Det behøver ikke at være et meget svært planlægningsprojekt. Men det er blot afgørende, at konceptet er godt gennemtænkt, og at detaljerne spiller.

Claus Guldager, bestyrelsesleder i VL37

Partner, Andersen Partners Advokatfirma

Alle var interesserede – men hvad skulle det handle om?

Så én ting var, at de otte VL-grupper i Trekantområdet var interesserede i noget fælles. Men hvad kunne det være? Hvordan skulle det gøres?

”Vi gik classic. Jeg tænkte, at vi var nødt til igen at gøre det til en succes. Så vi valgte at invitere Niels Lunde til et oplæg om de store linjer for en topleder i disse år. Vi tænkte, at der ville være noget for alle på den måde. Og samtidig var det også vigtigt for os, at det blev et godt og stilfuldt møde. Vi kunne være på en rigtig god lokation – Innovationsfabrikken – og der skulle selvfølgelig også være god catering”, fortæller Claus Guldager, der understreger, at det ikke behøver at være et meget svært planlægningsprojekt. Men det er blot afgørende, at konceptet er godt gennemtænkt, og at detaljerne spiller.

”Jeg vil godt understrege, at det jo kan synes indlysende med behov for gode lokaler, men det er bare vigtigt, at det hele spiller. Både i foredragssalen og mulighederne for at netværke både før og efter. Det gjorde det bestemt for os”, fremhæver Claus Guldager.

Det var særligt fint, at der var masser af mulighed for netværk. Og det bedste var, at mange pludselig kendte nogen fra de andre VL-grupper. Det er ganske enkelt en dejlig oplevelse og styrker fællesskabet i VL.

Steen Streubel Hansen, VL37

Områdedirektør, Sydbank

Man kendte flere, end man troede

Var det så en succes? Hvordan gik det?

Steen Streubel Hansen (også VL37) er områdedirektør for Sydbank og var både med til at planlægge og deltage aktivt i eventet.

”Det var en stor succes. Selve oplægget var fint og relevant. Niels Lunde leverede! Men det vigtigste for os var jo, at man som VL-medlem fik udvidet netop netværket. Det var særligt fint, at der var masser af mulighed for netværk, både før og efter oplægget. Og det bedste var, at mange pludselig kendte nogen fra de andre VL-grupper. Det er ikke så overraskende, når vi holder til i det samme geografiske område. Men det er ganske enkelt en dejlig oplevelse og styrker fællesskabet i VL”, understreger Steen Streubel Hansen.

Vil din VL-gruppe også lave tværgående events?

Du kan altid række ud til andre VL-grupper for at arrangere fælles oplevelser. Find relevante VL-grupper eller VL-medlemmer i VL-gruppeoversigten her.

Besøg af Niels Lunde under overskriften ”Lær af de bedste”

Det faglige tema for mødet var et kalejdoskopisk overblik over tidens tendenser og et fokus på, hvad topcheferne gør. Niels Lunde er forfatter, kommentator og chefredaktør på Børsen. Hans udgangspunkt til mødet var hans erfaringer fra utallige interviews og samtaler med danske og udenlandske topledere – og hvad der synes at være best practice.

Niels Lunde startede med de mest betydelige udfordringer i tiden. Dem sammenfattede han som uforudsigelighed, tech, tiltrækning af talent og endelig etiske dilemmaer. Og hvad er løsningerne til at imødegå udfordringerne?

Hertil gav Niels Lunde følgende prioriteter: Styrk den dybere kommercielle forståelse. Udvikl en kultur baseret på ”Founder´s Mentality” – det kan nok bedst oversættes til både at have hånden på kogepladen og sikre et højt niveau af accountability.

Til slut fokuserede Niels Lunde på to enkle men ikke overraskende prioriteter – om ledelse. Husk at holde ledelseskompetencerne ved lige og husk, hvorfor du valgte at blive leder.

Fem eviggyldige prioriteter for en topleder, ifølge Niels Lunde

  • Kundefokus
  • Forstå kerneforretningen
  • Sæt det rigtige hold
  • Eksekvering og enkelhed
  • Vær tæt på driften

Læs også:

Vil I være med til at planlægge VL Døgnet 2026?

Læs også:

Medlemsanalyse 2024: Fremgang i tilfredshed med VL-medlemskab

Medlemsanalyse 2024: Fremgang i tilfredshed med VL-medlemskab

Medlemsanalyse 2024: Fremgang i tilfredshed med VL-medlemskab

Medlemsanalyse 2024:

Fremgang i tilfredshed med VL-medlemskab

12. november 2024

Siden 2015 har VL frekvent målt på VL-medlemmernes tilfredshed med det at være medlem af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse samt medlemskabet af egen VL-gruppe. Resultaterne fra medlemsanalysen i 2024 er netop i denne uge gjort tilgængelige for alle VL-medlemmer i VL Forum. Her får du hovedpointerne, og der er godt nyt hele vejen rundt.

Mest markant for den netop overståede spørgeundersøgelse for 2024 er, at tilfredsheden i ALLE aspekter af et medlemskab af VL er steget – både i forhold til væsentlighed og udbytte.

Den overordnede tilfredshed med medlemskabet af VL Selskabet og medlemskabet af egen VL-gruppe er igen i år særdeles høj – angiver 89% af de adspurgte respondenter – hvilket ifølge MEGAFON er en bemærkelsesværdig høj samlet tilfredshed. Fremgangen er steget signifikant gennem de seneste 5 år.

Egen VL-gruppe

Samtidig angiver næsten 9 ud af 10 medlemmer (89%), at udbyttet af egen VL-gruppe er meget højt. Udbyttet er således også steget siden analysen i 2022, hvor det allerede lå højt på 86%.

Et særligt bemærkelsesværdigt tal er ligeledes andelen af tilfredse/meget tilfredse med:

  • ledelsen af egen VL-gruppe (91%),
  • udbytte af at deltage i VL-gruppemøderne (86%) samt
  • medlemssammensætningen i VL-gruppen (83%).

Udviklingsområder

Der er selvfølgelig altid plads til forbedring, både fra VL Selskabets centrale side og internt i de respektive VL-grupper. Af fortsatte udviklingsområder angiver VL-medlemmerne primært ønsker om:

  • Et øget udbytte af tilhørsforhold ud over VL-gruppemøderne,
  • En øget fremmødeprocent til VL-gruppemøderne samt
  • VL-gruppens øgede deltagelse i VL Selskabets events.

Resultaterne for den enkelte VL-gruppe benchmarket op mod det samlede VL’s besvarelser er distribueret til de respektive VL-gruppeledere for ca. en måned siden og er netop i denne uge gjort tilgængelige for alle VL-medlemmer i VL Forum under ’Dokumenter’.

Jeg håber, at I vil give jer tid til at læse og reflektere over jeres VL-gruppes besvarelser, og at det vil give anledning til en god drøftelse af, hvad I med fordel kan sætte fokus på i netop jeres VL-gruppe.

Selvom VL allerede klarede sig godt i 2022 ses der i år stigninger i tilfredsheden for alle de parametre, der også indgår i 2022-undersøgelsen. Dette er særdeles flot, da det vidner om en entydig positiv udvikling, hvor medlemmerne bliver mere og mere tilfredse med deres VL-medlemskab.

Asger H. Nielsen

Direktør, MEGAFON A/S

Det har været en udsøgt fornøjelse at læse de mange positive resultater og det oplevede udbytte af VL-medlemskabet. Og jeg glæder mig personligt rigtig meget til at fortsætte rejsen og samarbejdet. 

Mange hilsener,

Ida Bratting Kongsted

Adm. direktør, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse

Om VL’s medlemsanalyse 2024

Analysen er udsendt til 3.626 medlemmer i perioden 20. august – 11. september 2024.

VL har i 2024 modtaget 1.505 besvarelser, svarende til 42% af alle medlemmer.

Analysen er gennemført af MEGAFON A/S for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse.

Læs også:

Inspirerende event på tværs af 8 VL-grupper

Læs også:

Vil I være med til at planlægge VL Døgnet 2026?

Vil I være med til at planlægge VL Døgnet 2026?

Vil I være med til at planlægge VL Døgnet 2026?

Vil I være med til at planlægge VL Døgnet 2026?

12. november 2024

VL Døgnet er en institution for danske topledere. Historisk har det været en af årets største begivenheder. Og aktuelt går det også rigtig godt. Der var rekord-mange deltagere til VL Døgnet på Egeskov i juni 2024. Og det er bestemt intentionen at blive ved med at præstere et årligt højdepunkt, både læringsmæssigt og netværksmæssigt. En af grundene til succesen på Egeskov var det stærke samarbejde mellem VL Selskabet og de engagerede grupper i VL.

Af Anders Monrad Rendtorff

At designe, udvikle og producere et VL Døgn er en stor opgave. Og i VL gør vi det selv. For at være tro mod foreningsprincippet ville det være optimalt, at VL-grupperne på skift – og gerne flere sammen – tager ansvaret for VL Døgnet. Samtidig øges kravene hele tiden til kvalitet. Kvalitet af indhold i form af speakers og processer. Kvalitet i form af formater, hvor det alt andet lige er afgørende, at VL-medlemmer bliver aktiveret, engageret og allerhelst involveret. Lokation og alt det praktiske er også et afgørende parameter for tilfredsheden med arrangementet. Og man skal jo også have grupperne og medlemmerne til at møde op, så markedsføring, program og rettidig omhu med information er helt afgørende. Med andre ord: Det er krævende. Og det er sjovt.

VL Døgnet på Egeskov var resultatet af et meget tæt samarbejde mellem VL Selskabet og en håndfuld VL-grupper, der stillede op og etablerede samarbejdet. Det var VL59 og VL102, der tog fat denne gang – med opbakning fra alle de fynske grupper.

VL Nyt har talt med Jens Lunn, VL59, der blev leder for VL Døgnets styregruppe, for at høre hans oplevelser med samarbejdet og hvorfor andre grupper bør overveje at gøre det samme.

Hvorfor valgte du at gå med i arbejdet med VL Døgnet?

”Først og fremmest fordi vi havde et fedt sted at afholde eventet. Men også fordi jeg – som fynbo – følte at vi trængte til at komme væk fra hovedstaden. Og så tænkte jeg, at det ville give et kæmpe netværksboost for mig personligt at kaste mig ud i sådan et projekt, og det har også vist sig at være sandt.”

 

Hvad bestod arbejdet i? Hvad har været det mest krævende? Og hvor meget tid brugte I?

”Arbejdet har først og fremmest bestået i at komme med gode ideer. Finde stedet hvor VL Døgnet skulle afholdes. Finde et overordnet emne og så være med til at sætte indhold og finde talere. Alt sammen i tæt sparring med VL Selskabet og det nedsatte Advisory Board. Jeg synes ikke der har været noget decideret krævende, men der har været afholdt nogle møder, og jeg har været med til en del styregruppemøder, men altid spændende og interessant.

I styregruppen havde vi forskellige ansvarsområder, men personligt har jeg nok brugt 5 timer om måneden i et års tid. Det er skud fra hoften, men det var i hvert fald overkommeligt.

VL Selskabet forestår alt det administrative og tidskrævende og det praktiske. Både i planlægningsfasen og på selve dagen. De booker alle involverede, hvad enten det er talere, underholdning eller AV-udstyr.”

 

Hvad har overrasket dig mest i projektet?

”Det har overrasket mig, at VL-organisationen er så optaget af detaljen og er så fokuseret på, at intet må gå galt. Jeg er ikke vant til 0-fejlskulturen, så det skulle jeg lige vænne mig til. Men så er jeg til gengæld overrasket over, at vi kunne få så mange af vores ideer igennem, og jeg er megastolt over, at vi fik udsolgt.”

 

Hvad har det givet dig? Hvad har det givet din VL-gruppe?

”Det har givet mig et større netværk og en masse nye bekendte. Og så har jeg fået et hav af nye ideer til, hvordan vi skal udvikle vores egen VL-gruppe. Måske holder min gruppe et fælles VL-møde med alle de fynske VL-grupper. Det kunne være en god afslutning på dette forløb.”

 

Hvad har været det allerbedste ved projektet?

”Det var at stå på Egeskov og mærke den stemning og energi, der opstod på dagen. På trods af dårligt vejr var alle bare virkelig positive og havde Ja-hatten på.”

 

Hvad er dine tips, tricks og gode råd til andre grupper, der gerne vil være med til at præge VL og de store arrangementer?

”Det vigtigste er at få involveret nogle nøglepersoner fra din egen VL-gruppe. Vi havde samtidig stor fordel af, at vi gik flere grupper sammen. Og så er VL Selskabet absolut mulige at påvirke for gode ideer og skæve påfund. Det er ægte teamwork.”

 

Hvorfor skal en VL-gruppe overveje at lave et projekt som VL Døgnet?

”For at få indflydelse og skabe nytænkning. Det er svært at skabe nye ideer, hvis det er de samme mennesker, der arrangerer det samme VL Døgn år efter år. Og så er der vel også lidt prestige i at stå med sådan en opgave. Jeg ville skrive det i mit CV, hvis jeg var lidt yngre 😊”

 

Hvad har du lært om VL?

“Det er et rigtigt stærkt fællesskab. VL er en ordentlig og solid organisation. Et netværk man kan bruge til noget. Men VL er også et sted, der kan trænge til fornyelse og hjælp til at tænke i nye baner.”

Vil din VL-gruppe være med?

Har du en god idé til en lokation, en inspirerende taler eller et overordnet tema for VL Døgnet 2026? Så skriv til info@vl.dk og lad os drøfte et muligt samarbejde.

Det har givet mig et større netværk og en masse nye bekendte. Og så har jeg fået et hav af nye ideer til, hvordan vi skal udvikle vores egen VL-gruppe.

Jens Lunn, VL-gruppeleder i VL59

Managing Director, AS3 Executive

Læs også:

Inspirerende event på tværs af 8 VL-grupper

Læs også:

Medlemsanalyse 2024: Fremgang i tilfredshed med VL-medlemskab