Ledelse i en Coronatid – Nikolaj Wendelboe

Ledelse i en Coronatid – Nikolaj Wendelboe

Fra coronakrise til hverdag med Corona

Corona er blevet hverdag. Fra at virus udviklede sig til en krise, der overrumplede alle, og skabte frygt og uro overalt, så er Corona i dag et erkendt grundvilkår på langt de fleste direktionsgange. Uvisheden og forandringen som den stort set eneste konstant, er til gengæld uændret. VL har spurgt en række ledere om Coronastatus: hvad lærte de? Og hvad er new normal?

Af Sara Ringgaard Price

 

Nikolaj Wendelboe er Executive Vice President og CFO i Bang & Olufsen, og han oplevede tidligt tegnene på den indflydelse Corona har fået. Med en eksport på 90% og Kina som det største enkeltstående marked var Corona – og de første mulige implikationer for medarbejdere og forretning – på Bang & Olufsens radar allerede ved årsskiftet. Løbende havde virksomhedens kontorer og samarbejdspartnere i Kina nemlig sendt meldinger om en ny virus, og Nikolaj Wendelboe var begyndt at gøre sig tanker om evt. lukkede grænser og lande. Da Danmark lukkede i marts, var B&O allerede ramt i en række markeder, og da den globale nedlukning var på sit højeste, var over 60% af selskabets butikker lukkede. I dag er topchefens reflektion: Ja, vi så nok implikationerne tidligt, men vi undervurderede både styrken og omfanget af den globale økonomiske og sundhedsmæssige krise, det udviklede sig til.

For Bang & Olufsen blev en af konsekvenserne af coronakrisen en kapitaludvidelse. Nedlukningen af samfund over hele verden koster, og det stod tidligt klart for virksomheden, at det kunne være nødvendigt at få tilført ny kapital, så den kunne komme sikkert gennem krisen. Kapitaludvidelsen blev gennemført den 3. juni, da selskabets aktionærer stemte for at tilføre Bang & Olufsen ca. 400 mio. kr. Forinden lå flere hektiske måneder, hvor Nikolaj Wendelboe var 100% fokuseret på at få styr på de finansielle og operationelle risici og effekter, så virksomheden hurtigt kunne få et solidt finansielt fundament. Førsteprioritet var en plan for at sikre medarbejdernes sundhed og samtidig sørge for, at de kunne fortsætte med at arbejde – enten derhjemme eller i skiftehold for at reducere risikoen for smitte. Samtidig gik Nikolaj Wendelboe og hans team i gang med at bygge scenarier for den økonomiske impact, og det var meget hurtigt meget tydeligt, at usikkerheden var så stor og salgsudviklingen så lidt under kontrol, at der var behov for at fremrykke et planlagt omkostningsprogram – og dernæst at styrke kapitalbasen med en kapitaludvidelse.

”Både menneskeligt og økonomisk har coronakrisen været en katastrofe, og det er jo langt fra ovre endnu. Vi var i første omgang mest bekymrede for vores kolleger i Kina og Singapore – og dernæst de potentielle effekter på salget og vores leverandører i Asien. Men det skiftede hurtigt, og det blev pludselig en global krise. På intet tidspunkt satte vi dog en tidsfrist på krisen. Vi forholdt os til den usikkerhed, der fulgte med og tænkte måske i højere grad: Vi ved ikke, om det slutter i april, juni eller næste år. Men vi kommer igennem det her, uanset hvor lang tid det varer – og på den måde tror jeg også, at krisen har gjort mig selv, mit team og B&O stærkere. Vi er rykket sammen, og den viden, vi har fået om hinanden ved at arbejde under voldsomt pres og med en enorm usikkerhed, er noget, vi kan tage med os fremover. Vores prioriteter blev helt krystalklare, og det skabte både en gejst og målrettethed, der gjorde os i stand til at få gennemført de nødvendige forandringer og fx komme i mål med en kapitaludvidelse på meget, meget kort tid,” fortæller Nikolaj Wendelboe om håndteringen af krisen, der, da den nåede sit foreløbige højdepunkt i Vesteuropa i foråret, også kunne blive et spørgsmål om overlevelse for Bang & Olufsen, som i forvejen havde set svigtende salg i en længere periode og derfor var ekstra udsat.

I dag er der gået mere end et halvt år siden Corona satte en stopper for alt, hvad der bare ligner ’business as usual’ i erhvervslivet. Corona er gået fra at være krise til at være hverdag. Uvished, uforudsigelighed og sårbarhed er blevet et grundvilkår, som enhver leder i dag skal forstå og navigere i, og Nikolaj Wendelboe peger på en række læringspunkter, som han tager med sig ind i fremtiden.

“Vores prioriteter blev helt krystalklare, og det skabte både en gejst og målrettethed, der gjorde os i stand til at få gennemført de nødvendige forandringer og fx komme i mål med en kapitaludvidelse på meget, meget kort tid”

Nikolaj Wendelboe

Executive Vice President og CFO, Bang & Olufsen

 

Lokal autonomi og scenarieplanlægning

Når Nikolaj Wendelboe reflekterer over, hvad han som leder har lært, står uddelegering og begrænsningerne for en global leder højt på listen.
”Først og fremmest skal vi huske på, at Corona stadig er her. Nu er det igen blusset op igen i Danmark, og vi ser hele tiden forskellige udviklinger på tværs af lande. Men noget af det, jeg har lært af krisen, er netop at forholde mig til den usikkerhed. Bang & Olufsen er eksportvirksomhed, og vi er til stede i mere 70 lande, og derfor var det helt afgørende for mig, at vi fik styrket den lokale autonomi. Vi havde ikke nok indsigt i og forståelse for de lokale udviklinger i Danmark, og vi ville aldrig blive i stand til at reagere hurtigt nok. Så vi lagde simpelthen mere ansvar ud til vores markedschefer og brugte vores kræfter på at lytte og forstå – og så aktivere de globale støttefunktioner til at understøtte deres behov. Det står helt sikkert meget højt på læringslisten: Uddeleger til dem med markedskendskabet og forstå de forskelle, der er selv på vores nærmarkeder, som vi ellers synes, vi kender så godt. Selvom lokal ledelse ikke er nyt for os, har coronakrisen helt sikkert skærpet bevidstheden om, hvor vigtig den er,” siger Nikolaj Wendelboe.
Efter udviklingen med Corona, der lagde verden ned på få måneder, har tre små ord fået ny og større betydning for Nikolaj Wendelboe. ”Hvad nu hvis”, spørger han igen og igen sig selv og sit team. Behovet for stærkere scenarieplanlægning er en tydelig læring for Nikolaj Wendelboe, der vil være endnu bedre forberedt på en ny udvikling af coronakrisen og den næste krise.
”Jeg har ingen ide om, hvordan coronakrisen udvikler sig, eller hvad den næste store krise bliver. Men det betyder ikke, at vi ikke kan blive bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der møder os fremover. Vi skal have flere scenarier på bordet i fremtiden. Vi har en stærk strategi, men øget fokus på scenarieplanlægning er kommet for at blive. Vi har indtil videre lært af Corona, at gennemarbejdede scenarier – også de meget usandsynlige – giver os mulighed for at træffe hurtigere beslutninger og mitigere nogle af de negative effekter. Så vi ser nu endnu dybere i krystalkuglen for at afdække det ene scenarie efter det andet. Det er ikke bare vigtigt. Det er det vigtigste,” siger Nikolaj Wendelboe.
 

Krise eller new normal

For Nikolaj Wendelboe er usikkerheden kommet for at blive, og derfor er det også den virkelighedsopfattelse han og resten af Bang & Olufsen arbejder efter – også når en coronavaccine forhåbentlig snart er fundet. Og for Nikolaj Wendelboe handler det også om at vende det til noget positivt.
”De senere års eksponentielle teknologiske udvikling kombineret med en global pandemi er noget af en cocktail for en global teknologivirksomhed som Bang & Olufsen, som i forvejen var udfordret på salgssiden. Men jeg oplever, at vi kommer styrket ud af foråret og sommeren, og med de læringer, vi tager med, så tror jeg egentlig, at vi står godt rustet til at klare os i en global konkurrence tilsat endnu større usikkerhed. Vi har formået at følge med den teknologiske udvikling ved at være agile, ansætte dygtige folk og finde de rigtige teknologipartnere ude i verden. Den nye virkelighed kræver en endnu mere omstillingsparat organisation, lokale kompetencer samt dygtige ledere, og der føler jeg, at har vi flyttet os markant. Jeg plejer at sige, at Bang & Olufsen er Danmarks ældste startup. Den mentalitet er vigtig at bevare, og samtidig skal vi have maksimal fleksibilitet i vores ledelsestilgang. Vi skal simpelthen have flere optioner end før som svar på stort set enhver udvikling,” forklarer Nikolaj Wendelboe.
Endelig peger Nikolaj Wendelboe på, at kommunikation og dialog næppe er blevet umoderne i en tid, hvor mange medarbejdere arbejder hjemme, den globale økonomi er nedadgående, og der findes en global sundhedskrise.
”Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, og med al den usikkerhed, der har været globalt, men så sandelig også i B&O med afskedigelser og kapitaludvidelse, er jeg blevet endnu mere bevidst om, at dialog og kommunikation er nødvendige værktøjer at sætte i spil. Læg dertil, at vi er en meget international virksomhed med kolleger, kunder og partnere på mange markeder. Det øger i den grad behovet for kommunikation, når virkeligheden forandrer sig i forskellige tempi i hele verden. Jeg er derfor flyttet tættere på mine egne teams og øget min dialog med alle forretningsenheder i alle lande. Jeg bruger mere tid på at snakke med landecheferne for at finde ud af, hvad der sker og hvorfor, og det kommer også til at være en prioritet fremover. En positiv afledt effekt har været, hvordan digitaliseringen af møder, som konsekvens af hjemmearbejde, har skabt mere balance mellem lokale markeder og hovedkontoret. Når det digitale møde er ens for alle, er der knap så stor forskel på at sidde i Struer eller Shanghai, og det har skabt en form for nærhed med markederne, der er mere værdifuld end jeg havde forestillet mig,” slutter Nikolaj Wendelboe.
 
Produceret af KREAB for VL

“Når det digitale møde er ens for alle, er der knap så stor forskel på at sidde i Struer eller Shanghai, og det har skabt en form for nærhed med markederne, der er mere værdifuld end jeg havde forestillet mig”

Nikolaj Wendelboe

Executive Vice President og CFO, Bang & Olufsen

Nikolaj Wendelboe

Executive Vice President og CFO, Bang & Olufsen. Medlem af VL16

DIGITAL RESHAPING – VIDEO

DIGITAL RESHAPING – VIDEO

VL årstemaet 2020/2021 gør digitaliseringen til en samfundsstrategi, der berører alle sektorer og hjælper os til at omforme Danmark til et mere robust, grønt og økonomisk stærkt velfærdssamfund. Se her en video, hvor Lisbeth Knudsen giver fem gode grunde til at Danmark skal omfavne Digital Reshaping.
 

Årstema 2021

Gå til  siden VL Årstema 2021 – Digital Reshaping

BREAKING: ÅRSTEMA 2020/2021 ER 'DIGITAL RESHAPING´

BREAKING: ÅRSTEMA 2020/2021 ER 'DIGITAL RESHAPING´

VL årstemaet 2020/2021 ‘DIGITAL RESHAPING’ gør digitaliseringen til en samfundsstrategi, der berører alle sektorer og hjælper os til at omforme Danmark til et mere robust, grønt og økonomisk stærkt velfærdssamfund.

Coronapandemien har meget på samvittigheden. Ikke alene en sundhedskrise, som er skræmmende nok i sig selv, men også dybe følgevirkninger i form af en økonomisk krise, som vi endnu langt fra kender omfanget af, en klimakrise, som ikke er blevet nemmere at løse i en forandret verden med tilbageslag for globalisering og internationalt samarbejde. Læg dertil en demokratisk krise. Det internationale multilaterale samarbejde smuldrer, og mange steder bliver coronaens særlovgivning og begrænsninger af borgernes rettigheder ikke rullet tilbage, til hvad de var før.

Hensynet til de svage under en sundhedskrise er pludselig blevet en modsætning til at forsvare job og familiers eksistensgrundlag. Vi er blevet et mere sårbart samfund, vores adfærd som mennesker er forandret med sundhedskrisen, og det vil tage år inden dansk økonomi og dansk eksport er tilbage på sporet. 

Digital transformation har været på dagsordenen i årevis i mange virksomheder, i den offentlige sektor og civilsamfundet. Desværre ofte med den forståelse, at digital transformation handler om at indkøbe noget teknologi og effektivisere nogle processer. Vi skal have fat i en dybere forståelse af, hvordan teknologierne som kunstig intelligens, bioteknologier, Internet of Things, 5G, digitale assistenter og meget andet ændrer vores liv i de kommende år og ”reshaper” eller omformer vores samfund.

Med årstemaet ”DIGITAL RESHAPING” vil vi i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse gøre digitalisering til den afgørende forretningsstrategi for virksomhedernes overlevelse i 21. århundrede og den afgørende udviklingsstrategi for den offentlige sektor, hvis vi skal have råd til at levere bedre og mere velfærd, bedre sundhed og livskvalitet i de kommende økonomisk pressede år.

Med den rigtige digitale samfundsstrategi kan vi bygge et bedre sundhedsberedskab, finde brugbare grønne klimaløsninger, skabe ny vækst- og investeringsoptimisme i økonomien og med det rigtige fokus på kompetenceudvikling, kan vi også sikre nye jobmuligheder i fremtiden.

Det forudsætter et massivt og kontinuerligt kompetenceløft, modige investeringer og et innovativt vækstlag af virksomheder. Det forudsætter en etisk og samfundsansvarlig holdning til anvendelsen af de nye teknologier. Det handler om at skabe bred tillid i befolkningen til, at digitaliseringen er under kontrol og foregår på en gennemsigtig og forsvarlig måde.

Det forudsætter, at der tænkes i udviklingen af grønne teknologi-løsninger, hvis vi skal have fuld speed under klimahandlingsmålene. Det forudsætter at vi får de små og mellemstore virksomheder med på den digitale dagsorden, så den bliver et konkurrenceparameter for Danmark.

Hvis vi skal lykkes med alt det, så skal vi holde fast i det trods alt gode, der skete under nedlukningen af Danmark i foråret 2020. Nemlig det enorme frivillige, digitale kompetenceløft, som vi oplevede både i privat og offentlig sektor, da rigtig mange blev sendt på hjemmearbejde. Vi skal holde fast i den vilde og fantastiske omstillingsparathed, som både virksomheder og sundhedssektor viste, da coronakrisen brød ud og tab af mange menneskeliv var på spil. Vi skal holde fast i den kreativitet, som mange virksomheder viste midt i overlevelseskampen. Vi skal holde fast i den handlekraft, som pludselig opstod, da vi ikke havde tid til at gå igennem alle de regelrette processer og indgroede vaner, som vi var vant til før coronaen.

Vi søger med årstemaet efter det store billede. Hvordan nye teknologier ikke bare skal bruges til at gøre vores hverdag lettere, men til nu at kravle højere op i ambitionsniveau: Hvordan vi får skabt en bedre verden end den, vi kom fra, inden coronaen.

Sundhedskrisen har vist os, at selv stærke nationer og stærke økonomier kan blive sårbare på få uger. At vi har brug for at bygge et mere robuste samfund.

Det starter med et stærkt lederskab forankret i forståelsen af de digitale potentialer, et strategisk holdningsskift til måden at sætte kursen og udvikle forretningen på. Vi ser ind i en ny virkelighed med hastige forandringer af markeder og produkter, handelsvilkår og konkurrenceforhold og med nye krav til kompetencer og agilitet.

Årstemaet ”DIGITAL RESHAPING” stiller sig på skuldrene af de to foregående års VL-temaer; ”Responsible Business – A Competitive Advantage” og ”FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter”. Temaet lanceres på generalforsamlingen 6. oktober 2020, og vil gennem efteråret og næste forår forhåbentlig inspirere og engagere VL-grupperne og VL-medlemmerne til konkret handling gennem dialog og erfaringsudveksling. PÅ VLs website www.vl.dk vil der igennem året komme både masser af inspirationsmateriale lige som vi kommer til at invitere til en række spændende events om årstemaet. Det hele kulminerer til foråret i VL Døgnet 2021.

God arbejdslyst med årstemaet!

Lisbeth Knudsen
Bestyrelsesformand VL

DIGITAL RESHAPING

Generalforsamling & Årsmøde 2020

Spændende VL-efterår med mange aktiviteter

Spændende VL-efterår med mange aktiviteter

Sommeren er overstået, og travlheden er tilbage. VL sluttede foråret med manér med det flotte virtuelle VL Døgn. Men vi er straks videre og ser spændt frem til at aktivt efterår.

 

Fejring af FN´s Verdensmål

FN´s Verdensmål fylder fem år. Det vil vi gerne fejre og holder et ‘mini-VL Døgn’ med flere af de ledende CEO´s, der har været involveret i Årstemaprojektet: ”FN´s Verdensmål som Konkurrenceparamenter”. Verdensmålsfejringen er i samarbejde med Altinget/Mandag Morgen, og VL’s session foregår fredag den 25. september fra 15.30 til 16.15.

Læs mere om hele Verdensmålsugen her. Du kan tilmelde dig som publikum i Altingets gård eller vælge at følge med on-line, hvor der ikke kræves tilmelding. Hele Verdensmålsugen streames live.

 

Flot Årsmøde-konference tirsdag d. 6. oktober formiddag

Den store begivenhed i efteråret er VL’s Årsmøde/Generalforsamling. De seneste år er eventet blevet en mere og mere perspektivrig konference og mindre og mindre en formel generalforsamling. Men begge dele skal honoreres. I år afholder vi Årsmødet tirsdag d. 6. oktober formiddag hos PWC i Hellerup, Hele konferencen livestreames, så du har også mulighed for at følge med på distancen. Vi vil dels samle op på Årstema 2020 – Responsible Business – og vi vil præsentere det nye Årstema for 2021. Vi kan allerede nu love en flot konference, og at vi vil fastholde en rød tråd i valget af temaer.

 

Medlemssurvey tager temperaturen på Verdensmål og Ansvarlighed

Vi vil gerne tracke vor fremdrift med vore Årstemaer. Vi har valgt Årstemaer ud fra en analyse af, hvad der er brug for i det brede samfund, og hvor vi som VL – en unik gruppe af topledere – kan gøre impact. Derfor prioriterer vi at følge op og at måle, hvordan det går. Sidste år gennemførte vi en analyse af VL-medlemmerns kendskab til og erfaring med at arbejde med Verdensmålene. Det var en nul-punkts-analyse. I år følger vi op og inkluderer en række nye spørgsmål vedrørende tema 2020.

 

Morgenmøde om Diversitet tirsdag d. 24. november

Et af de helt store temaer, der præger vor tid, er diversitet. Diversitet er ikke kun køn, selvom kønsdebatten, kvinder i ledelse mv nok er de mest centrale emner. Vi er ikke kommet langt nok, vi arbejder ikke hurtigt nok, og vi har nok ikke formået at tage emnet helt så seriøst, i Danmark. Men det tager VL også fat i nu. Vi er i tæt dialog med Dansk Industri og i fuld gang med at planlægge et ambitiøst morgenmøde om Diversitet. Så sæt et lille kryds i kalenderen. Mødet vil blive afholdt rent virtuelt, så vi kan få hele landet og de internationale grupper repræsenteret.

 

Høj aktivitet i grupperne

Selv om vi er glade for de mange aktiviteter, så er det allervigtigste stadig livet i grupperne. Vor fornemmelse er, at der har været holdt et næsten uændret aktivitetsniveau – blot som virtuelle møder i de allerfleste grupper. Mange har nu genoptaget de fysiske møder, og det er selvfølgelig det, som alle foretrækker, vel vidende at vi skal organisere møderne forsvarligt.

Vi vil altid gerne høre om jeres spændende og inspirerende møder, skrive små reportager derfra og hilser fotos og gode øjeblikke velkommen. Vi glæder os til at høre mere fra jer.

 

Rigtigt godt og aktivt efterår

Ida Bratting Kongsted

Global Goals Business Navigator App: Oplæg og debat i jeres gruppe?

Global Goals Business Navigator App: Oplæg og debat i jeres gruppe?

Gennem 2020’s årstema ’Responsible Business – A Competitive Advantage’ er vi, med afsæt i en spørgeramme udarbejdet i samarbejde med CBS og Aarhus Universitet, gået i dybden med spørgsmålet om, hvordan et aktivt samfundsansvar og god etik i virksomhederne både kan tilfredsstille aktionærerne, styrke konkurrenceevnen og skabe de rigtige rammer for en stærk ledelse og talentfulde medarbejdere. Arbejdet udmundede bl.a. i opdatering af GGBN-appen og 3 modeller, som du kan bruge som oplæg eller debat i din gruppe.

 

I lighed med årstemaet om ’FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter’ har vi sat strøm til konceptet og opdateret Global Goals Business Navigator-app’en. Download app’en gratis, bliv inspireret, test din virksomheds responsible business modenhed og bliv stillet overfor 6 udfordrende dilemmaer, som vi alle bør tage stilling til som erhvervsledere. Gå til GGBN Appen

 

Nu er tiden, kommet til at grupperne og medlemmerne tager GGBN app’en i anvendelse.

Brug et gruppemøde til en workshop, der sætter årstemaet i spil. Vi har udviklet 3 modeller:

 

1. Et faciliteret og interaktivt medlemsmøde

VL’s adm. direktør Ida Bratting Kongsted og 3B Impact partner Christian Honoré tilbyder at tage jer igennem en faciliteret og interaktiv aften, bygget op som en workshop, hvor I har mulighed for at stille skarpt på de 6 dilemmaer og udfordre hinanden. Det er meget realistisk og giver gode og intense diskussioner. “Det var en rigtig god aften. Vi fik gjort Verdensmålene jordnære, vi fik diskuteret generelle dilemmaer, der viste sig at give masser af energi til diskussionerne – og vi blev alle motiverede til at bringe diskussionentilbage til vore organisationer”, fortæller Mette Dyhr, Director Private Fundraising & Corporate Partnerships hos Unicef og formand for VL11, der prøvede workshoppen i foråret og på den baggrund opfordrer allegrupper til at prøve det.

“Det var en rigtig god aften. Vi fik gjort Verdensmålene jordnære, vi fik diskuteret generelle dilemmaer, der viste sig at give masser af energi til diskussionerne – og vi blev alle motiverede til at bringe diskussionentilbage til vore organisationer”

Mette Dyhr

Director Private Fundraising & Corporate Partnerships , hos Unicef og formand for VL11

 2. Brug vores instruktør-manual, så I selv kan styre løjerne

Vi er i fuld gang med at udvikle en instruktørmanual, der vil give jer mulighed for i VL-gruppen selv at facilitere og gennemføre en workshop. Manualen forventes klar i løbet af september 2020. Det tager bare et par timer at gennemføre workshoppen. “Vi er åbne for alle muligheder, hvis grupperne er interesserede i at arbejde lidt mere grundigt med Verdensmålene i praksis og tage et skridt videre i den lange rejse mod mere ansvarlig ledelse”, fortæller Ida Bratting Kongsted, der er klar ved mailen, telefonen og kalenderen.

 

3. Virtuelle møder

Det er selvsagt mest givende at gennemføre fysiske workshops, men igennem efteråret kan der sagtens være grupper, der fastholder virtuelle møder.  “Det er vi selvfølgelig helt med på. Vi stiller op og giver et virtuelt oplæg om, hvordan I i jeres grupper og derefter virksomheder og organisationer, kan komme godt i gang med arbejdet med den effektive app”, slutter Ida.

Du kan downloade app´en her.

Se et par introduktionsvideoer her.

Og tag fat i Ida her

3B Impact er både en venture builder og en rådgivningsvirksomhed. Partner & Founder Christian Honoré har i forbindelse med udviklingen af Global Goals Business Navigator-appen assisteret med skrivning af cases, indhold og flow: https://3b-impact.com/

Al­drig har FN's ver­dens­mål væ­ret mere re­le­van­te

Al­drig har FN's ver­dens­mål væ­ret mere re­le­van­te

Pandemien har givet indblik i, at verden i dag er tæt forbundet på tværs af grænser og samfund.

Af Ida Bratting Kongsted, adm. direktør, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse – VL og Christian Honoré, Partner, 3B IMPACT 

 

Sidste år lancerede Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL), Industriens Fond og 3B IMPACT den første app i verden, der er udviklet til at inspirere executives til at indtænke FN’s 17 verdensmål i deres forretning. Nu er tiden kommet til at relancere Global Goals Business Navigator-appen med fokus på virksomhedens ansvarlighedsarbejde. Det kan måske lyde irrelevant eller ligefrem urimeligt at tale social ansvarlighed, miljø og en verden i bedre balance op i en tid, hvor covid-19-pandemien har ramt verdensøkonomien ubarmhjertigt hårdt i baghovedet, så aktiemarkederne styrtbløder, og vi står overfor et alvorligt økonomisk tilbageslag med lavere vækst, konkurser og krise i mange brancher.

 

Afgørende samarbejde

Men faktisk har Verdensmålene aldrig været mere relevante.

“Pandemien har med al tydelighed vist, at globalt samarbejde på kryds og tværs af lande og brancher er afgørende, og at Verdensmålene er vigtige brikker på vejen mod at skabe et solidt fundament”

For vi står ikke blot overfor en genopbygningsfase af det, der før covid-19 var normalt, vi står overfor en langt mere kompleks fase, der samtidig repræsenterer afgørende muligheder for at bygge et mere resilient, globalt system op end det, vi havde i forvejen, og som covid-19-pandemien effektivt sendte til tælling på et splitsekund.

Pandemien har givet indblik i, at verden i dag er tæt forbundet på tværs af grænser og samfund. Vi står overfor fælles udfordringer, der kræver fælles løsninger, og her udgør Verdensmålene 17 lysende muligheder for alle virksomhedsledere, der ønsker at have positiv indflydelse på dagen i morgen. En proces, hvor Global Goals Business Navigator-appen kan blive en lille brik i et stort og vigtigt spil om en verden, der uden diskussion må forandres og udrustes bedre til nye globale udfordringer i form af eksempelvis pandemier, men også andre og relaterede udfordringer som eksempelvis klimaforandringer. Det er nu, vi sammen skal beslutte, hvordan det nye globale system skal skrues sammen, så vi bedre kan modstå fremtidige udfordringer. Til det arbejde behøver toplederne en god portion inspiration. Pandemien har med al tydelighed vist, at globalt samarbejde på kryds og tværs af lande og brancher er afgørende, og at Verdensmålene er vigtige brikker på vejen mod at skabe et solidt fundament og dermed en sikker vej fremad. Eksempelvis ville en opnåelse af mål 3, der handler om at sikre godt helbred, styrke de enkelte landes sundhedssektorer og dermed kapaciteten i forhold til tidlig indsats, risikoreduktion og effektiv håndtering af nationale og globale sundhedsrisici.

 

Konkurrencemæssige fordele

Med covid-19 blev en sundhedskrise til en finansiel krise, og det samme kan være tilfældet for andre områder, som Verdensmålene beskæftiger sig med. Eksempelvis klimaet (mål 13). Ifølge en artikel og analyser foretaget af McKinsey fra januar og maj 2020 i forhold til eftervirkningerne af covid-19 kan stigende konsekvenser af klimakrisen, som eksempelvis oversvømmelser og tørke, føre en økonomisk chokbølge med sig, der kan sammenlignes med covid-19-pandemien, hvor forsyningskæderne frøs til, forbrugernes adfærd ændrede sig drastisk, og det meste af USA’s kødproduktion eksempelvis lukkede ned. At tage miljømæssigt lederskab som virksomhed bliver da også mere og mere anerkendt. Eksempelvis har Loyds Bank vurderet, at orkanen Sandy i 2012 førte til et 30 pct. tab på forsikringer i New York. Et andet studie viser, at antallet af ejendomme i England, der risikerer at blive påvirket af oversvømmelser, ser ud til at blive fordoblet i 2035.

Diskussionen om virksomhedernes samfundsansvar og bæredygtighed er ikke ny. Det står efterhånden klart for de fleste virksomhedsledere, at den moderne forbruger i stigende grad tilvælger ansvarlige virksomheder og straffer de uansvarlige, medarbejdere søger hen, hvor der er mening og mål med deres arbejdsindsats, og investorerne kigger i stigende grad efter investeringsmuligheder med lav esg (environmental, social, governance)-risici. Dette giver virksomhederne en række nye udfordringer, men også en række nye muligheder. For virksomheder, der kan forstå og navigere i denne nye virkelighed er gevinsten stor, og de konkurrencemæssige fordele ligger lige for. Ikke mindst i lyset af covid-19-pandemien.

 

Download GGBN App vs. 2 her (Gratis)