Tag iltmasken på, før du hjælper andre
Jakob Brandt er imponeret over, hvor flot virksomhedslederne har tacklet hele situationen:
”Når jeg kommer ud til en virksomhed, som måske ikke har tjent penge i 8 måneder, så kan de stadig slå et smil af. Det er helt vildt, hvilken drivkraft de har i forhold til den situation, de er blevet bragt i. Jeg ved ikke, hvor de får det fra.”
Men ledernes optimisme og gode hjerte kan også være en ulempe, mener Jakob:
”SMV-ledere, ejerledere, er generelt utroligt menneskelige ledere, som tager sig godt af deres ansatte. Man kan diskutere, om de måske har taget sig lidt for godt af deres ansatte og for lidt af selve virksomheden. Hvis de skulle have tænkt på sig selv og deres egen økonomi, så skulle mange af dem have opsagt langt flere medarbejdere tidligere i krisen. Men en SMV bliver ofte som en lille familie. Cheferne passer på deres medarbejdere. De ringer til mig og siger ’Jakob, jeg har aldrig fyret nogen’. De har taget penge ud af deres privatøkonomi for at fastholde medarbejderne, for de synes ikke, at det skal gå ud over medarbejderne, at virksomheden er i krise.
Jeg prøver at sammenligne det med, at når man er ude og flyve, så skal man tage iltmasken på, før man hjælper andre. Jeg siger til dem: Husk nu, at du skal redde virksomheden først, for det er også at redde dine ansatte,” siger Jakob og fortæller, at mange virksomheder står i en meget presset situation i øjeblikket:
”Nogle virksomheder, især i oplevelsesøkonomien, står tilbage nu efter 7-8 måneder og har stadig medarbejdere tilbage på lønningslisten, selvom de ingen indtjening har. De har belånt deres virksomhed eller har taget mange penge fra privatøkonomien. Det også derfor, vi er ude og sige nu: Fedtet er gnavet fuldstændig af. Pengekasserne er tomme. Den støtte, som skal komme i hjælpepakkerne nu, skal være større end den i foråret. Fordi der kom vi ind i krisen med en opsparing, og den har vi brugt nu.”
Noget af det vigtigste, virksomhedsledere bør tage med sig fra coronakrisen, er, ifølge Jakob Brandt, vigtigheden af at være omstillingsparat og turde tage svære beslutninger.
”Der er mange i SMV-segmentet nok lidt for gode af sig. Der er måske et par medarbejdere, som kun leverer 70-80%, men som har været der længe, og måske kender man dem også personligt og ser dem i fritiden. Der må man spørge sig selv: Vil jeg drive den mest effektive forretning? Eller er det godt nok bare at tjene penge nok til, at forretningen løber rundt, og så hygger vi os sammen? Det skal man gøre op med sig selv som leder. Hvis du ikke har en vækstambition, så skal man jo heller ikke geare ens organisation til at skære alt væk og ind til benet og være kosteffektive. Man er leder, men man er også et menneske, og man skal have lyst til at gå på arbejde og se kunder og medarbejdere i øjnene. Man skal være tro mod sig selv og den, man er.”
Det ville jeg gerne have gjort anderledes
Hver dag hjælper Jakob SMV-ledere med at håndtere coronakrisen. Men hvordan har Jakob Brandt selv tacklet krisen som leder?
”Jeg har aldrig prøvet noget lignede. Og jeg håber aldrig, jeg skal prøve noget lignende igen. At stå i den situation, hvor jeg ved, hvor kriseramt vores medlemmer er. Og hvor meget behov der var for direkte kommunikation til medlemmerne og kommunikation til medierne – for at få befolkningen og politikerne i tale. Vi har været helt inde i det inderste maskinrum og haft møder med ministre og embedsmænd omkring sanktioner og kompensationer. Vi har skullet hjælpe regeringen med den ene hånd og piske dem med den anden. Jeg oplevede hverken, at der var påske, pinse eller weekender. Fra krisen ramte midt i marts og frem til sommerferien, lavede jeg ikke andet end at snakke med journalister og medlemmer fra kl. 5 om morgenen til 23 om aftenen.
Men noget af det, som var sværest, og hvor jeg desværre ikke lykkedes, det var at have nok overskud til at passe på mine egne medarbejdere. De arbejdede jo lige så hårdt, og da vi kom til sommerferien, var der to, der gik ned med stress. Der har jeg jo svigtet som leder, når vi kunne nå derud. Vi arbejdede så intensivt og blev også følelsesmæssigt påvirket af arbejdet med at hjælpe virksomhedslederne. Men lige dét, ville jeg gerne have gjort anderledes.
Jeg ville gerne have haft overskuddet til at træde et skridt tilbage og passe lidt på mine medarbejdere. Jeg kunne have sagt ’Nu tager du lige en weekend med konen og børnene, og så ringer vi ikke til dig’, men det hele gik bare så hurtigt, og der skete noget nyt hele tiden. Men det er noget af det, vi prøver at være bedre til nu. Og så har jeg heldigvis også en række nye medarbejdere, som er startet hos os.”