Nu kan du låne en digital profil til bestyrelsen

26. marts 2021

VL og IT-Branchen har indgået et samarbejde om at formidle kontakt mellem bestyrelser og digitale profiler. Initiativet skal give et løft til digitaliseringen hos især SMV’er, som har brug for digitale kompetencer.

Af EVA ANDERSEN

 

Det digitale årstema er i fuld gang, og nu kan VL i samarbejde med IT-Branchen præsentere medlemmerne for en ny mulighed. ’Lån en digital bestyrelsesprofil’, lyder tilbuddet, som skal matche interesserede virksomheder og bestyrelseskandidater med stærke digitale kompetencer.

Ifølge adm. direktør for VL Ida Bratting Kongsted skal initiativet hjælpe flere virksomheder i gang med eller videre på den digitale rejse. I dag har 47 pct. af SMV’erne en meget lav eller lav digitaliseringsgrad, viser tal fra IT-Branchen, og det hæmmer vækst og innovation.

-Vi er glade for det stærke samarbejde med IT-Branchen. I fællesskab tilbyder vi at matche virksomheder og interesserede kandidater, som har solid erfaring med digitale strategier, transformation, forretningsudvikling og konkret viden om nye teknologier. Tanken er, at virksomhed og kandidat herefter kan mødes og drøfte mulighederne. Om det bliver til et enkelt sparringsmøde eller til et varigt samarbejde, er op til virksomhederne og kandidaterne, siger Ida Bratting Kongsted.

 

Flere end 40 stærke profiler har meldt sig

Håbet er, at VL og IT-Branchen med initiativet kan medvirke til at sætte turbo på udviklingen, så SMV’erne står stærkere i den globale konkurrence, siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Foreløbig har flere end 40 bestyrelsesprofiler meldt sig, tilføjer hun.

-Vi har mange utroligt spændende og kompetente profiler på listen, som vi ser frem til at sende ud til de virksomheder, som har brug for et digitalt boost. Over 40 bestyrelsesprofiler har på nuværende tidspunkt meldt sig klar, mens vi endnu ikke har lige så mange virksomheder på listen – det kommer formentlig, når nyheden om initiativet når ud til flere.

Ifølge Natasha Friis Saxberg er initiativet tiltænkt en bred vifte af virksomheder.

-Det er svært at sætte fingeren på, hvad der kendetegner virksomhederne i projektet. Deres produkter varierer, det samme gælder antallet af ansatte. Lige nu sidder vi fx med en case, hvor en virksomhed med +50 ansatte leder efter digitale kompetencer til bestyrelsen, til trods for at forretningen i forvejen har en forholdsvis høj digitaliseringsgrad. Indtil nu har den digitale rejse ikke været afspejlet i bestyrelsen – det bliver der nu lavet om på takket være kontakt til spændende kandidater på vores kandidatliste.
Også de tilmeldte bestyrelsesprofiler er meget forskellige, hvilket er en styrke, mener hun.

-Alle har de erfaring fra en høj lederstilling i en virksomhed, der baserer sig på IT/Tech. Deres forskellighed kommer til udtryk i deres kompetencer, hvilket giver os mulighed for at matche hver enkelt profil med de behov, som en virksomhed giver udtryk for at have.

Profilerne har kompetencer indenfor strategi, e-commerce, digital transformation, forretningsudvikling, automatisering og meget mere.

 

Interesseret i at ’låne’ en digital bestyrelsesprofil?

Vil man gerne have kontakt til en digital bestyrelsesprofil via VL og IT-Branchens kandidatliste, kan man uforpligtende tilmelde sig via nedenstående link eller sende en mail til Sebastian Søndergaard på seso@itb.dk. Herefter vil man blive ringet op for en snak om mulighederne.

https://itb.dk/bestyrelsesmedlem-til-laans/faa-et-bestyrelsesmedlem-til-laans/