Det siger VL-medlemmerne om arbejdet 
med FN’s Verdensmål

Det siger VL-medlemmerne om arbejdet 
med FN’s Verdensmål

Jeg søger en operationel tilgang til at arbejde strategisk med Verdensmålene. McKinsey’s bæredygtighedskompas er for mig en god oversættelse til noget mere virksomhedsspecifikt og en konkret guide til, hvordan man kan integrere de gode intentioner i Verdensmålene i sin forretning. For mig handler det om, at man som virksomhed i hvert eneste led i værdikæden, fra fremstilling til transport, dimensionering og produktudvikling, arbejder med at reducere spild og finde på nye løsninger, som forbedrer produktets ydeevne til gavn for kunderne og virksomhedens konkurrencekraft.

Kurt Bering Sørensen

BeringBoard Bestyrelsesarbejde, Deltog i workshoppen hos Palsgaard A/S i Juelsminde

Hos Peter Larsen Kaffe er bæredygtighedsarbejdet en integreret del af vores forretningsmodel. Det har det været i generationer, og vi har altid været på forkant med den bæredygtige udvikling inden for vores felt. Derfor er det også vigtigt, at vi går forrest i arbejdet med at implementere verdens måske hidtil mest ambitiøse projekt for klodens fremtidige generationer. Verdensmålene er en spilleplade for virksomheder, som rummer et enormt potentiale, og som samtidig sikrer, at der arbejdes struktureret med de indsatser, som giver mest mening for virksomheden, for miljøet og for menneskerne både indenfor og udenfor vores virksomhed.

Som kaffevirksomhed er vi stærkt udfordret af klimaets forandringer. Det påvirker bønderne og vores samarbejdspartnere rundt i verden og bidrager til at skabe ulighed og dårligere levevilkår. Dette både kan og skal vi arbejde på at forbedre ved at skabe nye, innovative løsninger og muligheder som kommer denne og næste generation kaffebønder til gavn.

Det er vigtigt at tage industrianalysen alvorligt. At få defineret sin position, rolle, og hvor man med sin indsats kan gøre størst mulig impact. Vi kan jo ikke redde verden hver især, men vi kan hver for sig levere vores stærke bidrag, som tilsammen kan skabe den nødvendige bevægelse. Derfor er det vigtigt at prioritere. At levere en målrettet indsats, hvor det giver allermest mening. Og samtidig benytte Verdensmålene som en mulig fraprioritering af indsatser, dvs. stole på at andre virksomheder og organisationer samler udfordringerne op på områder, hvor vores mulige impact er reduceret.

Claus Bertelsen

Adm. direktør Peter Larsen Kaffe
, Virksomheden var i februar vært for en VL-workshop om Verdensmålene

Verdensmålene er relevante for alle danske virksomheder, og jo før vi kommer i gang, jo bedre. Danmark har allerede en lang række styrkepositioner, der spiller ind i den bæredygtige dagsorden, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger et stort forretningsmæssigt potentiale for danske virksomheder. Virksomhedernes succes vil i fremtiden blive målt på flere bundlinjer, og et stærkt finansielt resultat vil ikke være tilstrækkeligt, hvis det er skabt på bekostning af f.eks. miljø, klima og natur. I Økologisk Landsforening arbejder vi på tværs af hele værdikæden med bæredygtighed – det er en helt central del af vores DNA, og vi har stor erfaring med flere af de 17 mål som f.eks. rent vand, biodiversitet, og ansvarligt forbrug og produktion. Det, jeg gerne vil styrke yderligere, er vores evne til at skabe flere stærke partnerskaber – ikke kun blandt NGO’erne, men også med virksomhederne. Der ligger en stor viden hos os, som jeg tror kan bringes i spil til fælles gavn ved tættere samarbejde.”

Helle Borup Friberg

Adm. direktør i Økologisk Landsforening, Deltog i workshoppen hos Peter Larsen Kaffe

Verdensmålene er en nødvendig dagsorden, som ikke kun vedrører NGO’erne, men også private virksomheder, offentlige organisationer, uddannelsesinstitutioner osv. – i vores tilfælde et universitet.

I universitetsverdenen forholder vi os til naturligvis til de globale udfordringer. Vi ser det som en vigtig del af vores opgave at bidrage til løsningerne. Vi har f.eks. i stigende omfang fokus på bæredygtighed. Vores rolle er at forske og generere ny viden, som kommer samfundet og erhvervslivet til gode og at bibringe de studerende den nødvendige viden og færdigheder til at arbejde med de samfundsmæssige problemer i praksis.

Det er fantastisk at opleve, at der i brede kredse synes at være opbakning og engagement i forhold til Verdensmålene. For eksempel er alvoren i klimaforandringerne endelig gået op for de fleste. Motivationen til at handle er til stede – også hos topledelsen i virksomhederne, og det momentum skal vi udnytte. At der er enighed om og vilje til at handle, og at verdensmålene også kan være en konkurrenceparameter – øger troen på, at det kan lykkes – at slaget ikke er tabt.

Simon Møberg Torp

Dekan, Det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet, Deltog i workshoppen hos Plus Pack, Odense

Tillykke til Chr. Hansen – Verdens mest bæredygtige virksomhed

Tillykke til Chr. Hansen – Verdens mest bæredygtige virksomhed

Den 22. Januar blev listen over de 100 mest bæredygtige virksomheder i verdenen offentliggjort under World Economics Forum i Davos i Schweiz. Her var den danske bio-science virksomhed Chr. Hansen med helt i toppen.

VL havde til årsmødet d. 3 oktober inviteret Mauricio Graber, CEO i Chr. Hansen og medlem i VL-gruppe 46, op på talerstolen i forbindelse med lanceringen af årstemaet 2019: ‘FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter’. Her forklarede Mauricio Graber, hvordan FN’s Verdensmål er en central og integreret del af virksomhedens formål, strategi og kultur.

“Det at arbejde for en bedre verden har dybe rødder i vores produkter og vores organisationskultur. Som virksomhed giver det os et stærkt overordnet formål, som er tæt forbundet med bæredygtighed, og som vores medarbejdere virkelig identificerer sig med. De er stolte af at arbejde med noget, der giver mening, og hvor de kan bidrage til et højere formål hver dag,” understregede Mauricio Graber i en pressemeddelelse i forbindelse med kåringen.

Her fra VL skal der lyde et stort og fortjent tillykke til Chr. Hansen, der som virksomhed går forrest i kampen for en bedre planet, og agerer inspirerende rollemodel for os alle, der brænder for en mere bæredygtig verden.

Gå til Årsmøde 2018 her

Ønsker du at genopleve VL’s årsmøde og lanceringen af dette års årstema ‘FN’s Verdensmål som konkurrenceparameter’ kan du gøre dette her

Gå til Årstema siden her

Du kan også læse mere om årstemaet og arbejdet med at implementere Verdensmålene i danske virksomheder her

Vær med i Verdensmålsprojektet

Vær med i Verdensmålsprojektet

Husk at du som VL-medlem eksklusivt har mulighed for at tilmelde dig de inspirerende workshops, som vi har arrangeret i samarbejde med en række virksomheder i de kommende måneder.

Alle workshops vil alle tage udgangspunkt i en specifik virksomhedscase, samt præsentere konkrete værktøjer og metoder til at arbejde med Verdensmålene.

Vi har både workshops nationalt, såvel som internationalt, heriblandt to nyligt oprettede workshops i hhv. New York og Beijing.

Du kan finde den samlede oversigt over alle workshops og vælge nøjagtig den workshop, som passer dig her