Det oversete verdensmål: CEO viser vej i kampen mod madspild

Det oversete verdensmål: CEO viser vej i kampen mod madspild

Med madspildsappen Too Good To Go giver Mette Lykke ledelsen restauranter, bagerier og købmænd i ind- og udland et effektivt værktøj til at minimere madspild, få en god forretning ud af det, og samtidig navigere efter FN’s verdensmål nummer 12. VL har talt med CEO Mette Lykke.

Af Jonas Bang, Kreab PR & Kommunikation

Mange virksomheder har i en årrække haft ambitioner om at operere mere bæredygtigt, herunder mindske madspild, men de har ikke haft de optimale forudsætninger og den nødvendige infrastruktur. Too Good To Go er en af de platforme, som nu gør det lettere at udleve de gode intentioner.

”Det, der virkelig batter, er, at vi har en unik markedsposition til at hjælpe tusindvis af andre virksomheder, herunder restauranter, bagerier og supermarkeder, til at gøre en betydelig forskel og yde et reelt bidrag til at nå FN’s mål om at halvere madspild inden 2030” siger Mette Lykke, der står i spidsen for verdens største online markedsplads for overskudsmad.

Takket være digitaliseringen har Too Good To Go hurtigt kunnet skalere op og nå nye markeder. Platformen har desuden været med til at gøde jorden for en underskov af entreprenører, som indtænker madspild mere centralt i forretningsmodellen, og det har inspireret tusindvis af restauranter og mange andre til at gøre overskudsmad til en god forretning.

Too Good To Go samarbejder med knap 20.000 virksomheder på tværs af ti europæiske lande med at sælge den mad, de ellers ville have smidt ud ved lukketid.

Ifølge Too Good To Go går en tredjedel af al mad i verden til spilde, og madspild udgør nu 8% af det samlede globale udslip af drivhusgasser.

Det oversete verdensmål
Verdensmål nummer 12 handler om at fremme ”ansvarligt forbrug og produktion”, og det er et mål, som får relativt lidt opmærksomhed i forhold til andre mål, mener Mette Lykke.

”Madspild fortjener langt mere opmærksomhed. At minimere madspild er win-win for alle parter, og vi beder ikke engang folk om at ændre vaner og afstå fra fornøjelser. Det handler om at give forbrugere og virksomheder de rigtige muligheder og gøre det nemt at bidrage til den positive udvikling” siger Mette Lykke.

Mette Lykke fortæller, at Too Good To Go specifikt arbejder ud fra verdensmål nummer 12. Det er ikke et udtryk for, at de øvrige verdensmål ikke er vigtige, men at den strategiske retning let bliver for sløret, hvis man som leder forsøger at omfavne for mange verdensmål og forsøger at redde hele verden på én gang.

Siden verdensmålene blev vedtaget, har mange virksomhedsledere formuleret en retning for, hvordan de kan arbejde mere strategisk med et eller flere af målene. For madspildsappen skete det i den omvendte rækkefølge:

”Bæredygtighed er kernen i vores forretningsmodel, og det var det også før FN’s verdensmål blev formuleret” siger Mette Lykke.

Også forbrugerne har rykket sig markant. Too Good To Go har knap 10 mio. brugere, og virksomheden arbejder aktivt med også at få forbrugerne til reducere madspildet hjemme i husholdningerne.

”Det har taget noget tid at blive klar, men nu begynder forbrugerne for alvor at stille krav og er faktisk også i stigende grad villige til at betale for bæredygtighed. Der er en øget bevidsthed omkring bæredygtighed, der gør, at vi bliver forargede, når vi ser en container fyldt med god mad. I dag er der seriøs opbakning til at gøre noget ved det” tilføjer Mette Lykke.

 

Mette Lykke er medlem af VL-gruppe 3, og hun er oplægsholder torsdag den 6. juni i FN Byen til Verdensmålene LIVE!, hvor hun taler i en DEEP DIVE session om Innovation, kl. 11.30-12.45.

Hvad har vi lært af de mange workshops om Verdensmålene?

VL-Nyt har taget fat i Senior Partner Philip Christiani fra McKinsey & Company, der er frontfiguren i samarbejdet med VL-Selskabet om Verdensmålene. VL har gennemført 15 workshops, haft +1.000 medlemmer med i processen og er i fuld gang med at analysere resultaterne. Så det er naturligt at spørge Philip, hvordan det egentligt er gået, og hvilke indsigter processen har givet.

Hvad er de vigtigste erfaringer?

At der virkelig er et ønske om at indarbejde bæredygtighed i de danske virksomheder, men at der generelt er nogle forhindringer, som gør, at mange virksomheder ikke har fået realiseret potentialet. Eksempelvis tror flere ledere, at de står alene med ønsket og vil ikke presse det ned over hovedet på deres medarbejdere. Andre mangler inspiration til at se, hvordan det kan skabe værdi for deres virksomhed, og mange ser det som et flyvsk koncept, der er svært at konkretisere og kommunikere.

 

Hvilke indsigter gør dig optimistisk?

Den positive modtagelse, der har været overfor Verdensmålsagendaen. VL-medlemmerne kan se, hvordan Verdensmålene kan bidrage positivt til bundlinjen, og at det ikke bare behøver at være et filantropisk CSR-projekt. Det gør mig også optimistisk, når jeg oplever diskussionerne ved bordene, samt ser hvordan de mange workshops har medført konkrete next steps, som lederne tager med hjem til deres organisationer.

 

Hvad ser ud til at være det sværeste for virksomhederne?

Det første skridt i retning af bæredygtighed. Verdensmålene kan fremstå store og uoverskuelige, og det afholder mange fra at gå i gang, da der ofte er andre elementer, der forekommer mere presserende. Her prøver vi at fortælle om, at det ikke nødvendigvis behøver være grandiost for at have betydning. Måske virksomheden kan ændre måden, hvorpå de pakker ind, sikre bæredygtige forsyningskæder med gode arbejderforhold og ressourcetilgang, eller skabe fokus på inklusion på tværs af organisationen. Derudover fokuserer vi på, hvordan implementering af Verdensmålene faktisk kan være med til at forstærke de samlede resultater, især på den længere bane med de samfundstendenser vi ser.

 

Hvordan har du oplevet engagementet hos toplederne?

Virkelig positivt. Vi oplever livlig diskussion ved bordene, hvor lederne åbent deler ud af erfaringer og udfordrer hinandens ideer i et ønske om, at alle kommer derfra med nye ideer og måske endda en plan.

 

Kan du sige noget om hvilke typer af virksomheder, der er længst fremme?

Nogle af de virksomheder, der deltager, har jo bygget deres virksomhed på bæredygtighed fra start, hvor det for en ældre og etableret virksomhed kan kræve en ekstra indsats. Her er det især produktionsvirksomhederne, der har lettere ved at visualisere, og dermed realisere, ændringerne grundet de fysiske produkter, og hvor der i stigende grad er forbrugere, der kræver bæredygtige slutprodukter. I sådanne situationer bliver det lettere at få øje på, hvordan Verdensmålene kan blive et konkurrenceparameter, hvilket kan være en stor drivkraft for implementering.

 

Hvordan ser du toplederens rolle for at bringe Verdensmålene i praksis?

Fuldstændig essentiel. Uden topledernes opbakning kommer det til at blive en langsommelig proces. Hvis toplederne derimod går forrest, kan det være med til at fremme udviklingen i Danmark ved at sætte Verdensmålene øverst på agendaen og tvinge andre organisationer til ligeledes at sætte fokus på Verdensmålene, hvis de vil forblive konkurrencedygtige. Vi skal sammen gøre Verdensmålene til en forudsætning for succes.

 

Hvad er de næste skridt i projektet?

Frem mod VL Døgnet den 6. juni, hvor projekter kulminerer, er der fuldt fokus på at drive projektets potentiale til det ypperste. Dette gør vi gennem de sidste workshops, hvor vi forhåbentligt kan inspirere endnu flere til at inkorporere Verdensmålene i deres virksomhedsstrategi, og ved at sikre os, at der fortsat er fokus på målene efter projektet er slut.

 

Fakta

På VL-Døgnet i FN Byen den 6. juni, kl. 9-9.45 vil VL og McKinsey & Company præsentere survey resultater fra VL-medlemmer og findings fra workshoparbejdet med Verdensmålene, som skal hjælpe virksomhederne med at komme godt i gang.

 

Jeg så lyset til en Workshop om FN's Verdensmål

Jeg så lyset til en Workshop om FN's Verdensmål

Benny Smith er adm. direktør for Poul Johansen Maskiner A/S, som er en traditionsrig maskinbygger i Fårevejle i Odsherred. Benny er samtidig med i VL11 og deltog i workshoppen om FN’s Verdensmål som Konkurrenceparameter hos Rockwool. Workshoppen var så inspirerende, at Benny tog emnet op over for sin bestyrelse, og allerede nu er gået i gang med at blive konkret med Verdensmål i praksis som konkurrenceparameter.

 

Hvad fik dig til at tage med til workshoppen hos Rockwool?

Jeg havde allerede hørt lidt om FN’s Verdensmål via min VL-gruppe, og blev fristet til at høre mere på en workshop på baggrund af nyhedsmails og invitation fra VL.

 

Hvordan oplevede du wokshoppen hos Rockwool?

Det var en god blanding af eksempler på, hvad andre virksomheder havde gjort, herunder ikke mindst Rockwool selv, samt lidt ”hands-on” diskussion i nogle mindre grupper.

 

Hvad tænkte du om FN’s Verdensmål inden workshoppen?

At det var lidt svært at forholde sig til, hvordan man i praksis skulle gribe opgaven an, samt at det var lidt svært at se, hvordan især SMV’er skulle kunne gøre en forskel i det store billede.

 

Hvordan tog du den ny inspiration med hjem?

Jeg involverede i først omgang min ledergruppe i tankerne om, hvordan vi evt. kunne gøre et eller flere af FN’s verdensmål til et konkurrenceparameter.

 

Hvad sagde bestyrelsen?

På det førstkommende bestyrelsesmøde præsenterede jeg forslaget. Der var straks enighed om, at det var oplagt at forsøge at inkludere nogle få relevante verdensmål i den strategiproces, som vi netop er i gang med.

 

Hvad gør du nu?

Vi går i ledergruppen i gang med at identificere et eller flere Verdensmål, som giver mening ift. nogle af de delstrategier, som vi allerede er i gang med at udvikle og implementere.

 

Hvad forventer du kommer til at ske i den kommende tid?

Frem til vores næste strategiseminar med bestyrelsen i august, vil vi i ledergruppen arbejde med at integrere de udvalgte Verdensmål i vores strategiarbejde.

 

Hvordan ser du toplederens rolle for at bringe Verdensmålene i praksis?

Jeg er nødt til at drive processen og følge op på implementeringen – både ift. bestyrelse og ledergruppe.

Herunder tilstræbe at definere nogle udvalgte forretningsmål, så de indeholder eller afspejler de valgte Verdensmål – ellers er der fare for, at disse ikke er i fokus ret længe…

For fem år siden kunne VL Døgnet ikke have samlet 600 topledere om det her tema

For fem år siden kunne VL Døgnet ikke have samlet 600 topledere om det her tema

FN’s Verdensmål er et brandvarmt emne i erhvervslivet og blandt danskerne. Måske fordi Verdensmålene er aktuelle og vedkommende, uanset om man bor i Ikast eller Indonesien, siger generalsekretær Steen Andersen fra UNICEF Danmark.

EVA ANDERSEN

Der er stadig billetter at få til årets store topledertræf, VL Døgnet i FN Byen den 6. juni med overskriften ”Verdensmålene LIVE!” – men der er rift om dem, så det er med at få tilmeldt sig nu, lyder opfordringen fra Steen Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark og formand for VL Døgnets Styregruppe. Styreguppen for årets VL Døgn er et unikt samarbejde mellem repræsentanter fra Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark, UNDP, UNICEF, Academia og dansk erhvervsliv

Selv er han på 16. år medlem af VL 64, og som generalsekretær for FN’s børneorganisation samarbejder han tæt med verdensvirksomheder som Hennes & Mauritz, IKEA, LEGO og en perlerække af andre danske og multinationale selskaber. Fælles for dem er, at de er langt i arbejdet med Verdensmålene, fordi de tidligt har set muligheder i at engagere sig i arbejdet. Men også små og mellemstore virksomheder bør interessere sig for Verdensmålene, siger Steen Andersen.

-Det her vedrører ikke kun de store. Også ham eller hende, som har 50 ansatte og skal finansiere det fra sin egen bundlinje, skal meget gerne se et formål med arbejdet. Vi skal ikke underkende den sociale samvittighed i dansk erhvervsliv, mange virksomheder vil gerne bidrage til at gøre noget godt for verden. Og når det så har en positiv effekt i forhold til at tiltrække og fastholde unge medarbejdere, fordi det demonstrerer purpose, og når arbejdet med verdensmålene kan være en konkurrencefordel i alt fra produktudvikling til nye eksportmuligheder, så er det da dumt ikke at udnytte. Vi skal udnytte, at vi i Danmark, Norge og Sverige er langt foran resten af verden. I England er man for eksempel ikke nær så langt, og det forspring skal vi benytte os af.

Stærke alliancer

Der er mange indfaldsvinkler til arbejdet med Verdensmålene. Som børneorganisation har UNICEF fokus på at forbedre levevilkårene for verdens børn og blandt andet komme børnearbejde til livs.

-Vores slogan lyder ”Leave No Child Behind” – det er vores grundlag – og for at leve op til det motto er det nødvendigt, at vi har et tæt samarbejde med erhvervslivet. Vi vil gerne være med til at skabe stærke alliancer med erhvervslivet, alliancer, som styrker nye produktområder og investeringer, og som kommer børn i hele verden til gode. Det kan være nye løsninger inden for vand, sanitet, byggematerialer osv. – løsninger, som for eksempel kan gøre en forskel i vores katastrofeberedskab, som det er aktuelt i Mozambique lige nu.

Ifølge Steen Andersen er VL-grupperne en interessant samling af beslutningsstærke mennesker og en oplagt målgruppe for en organisation som UNICEF. Med 600 deltagere fra alle dele af erhvervslivet, folk på topposter, centralt placeret i virksomhederne, som lige nu stiller sig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre i min virksomhed for at bidrage til Verdensmålene – kan ”Verdensmålene LIVE” skubbe til udviklingen og inspirere flere til at sætte handling bag ordene.

-For mig personligt er VL Døgnet en kulmination på et enormt spændende og meget motiverende og engagerende arbejde med FN’s Verdensmål i VL-regi. Jeg tror ikke, man ville have kunnet samle 600 mennesker om sådan et tema for fem år siden.

Hvorfor ikke?

-De nye verdensmål er pludselig meget relevante også i vores del af verden, hvor de tidligere FN-mål mest handlede om udviklingslandene. De ”gamle” mål var måske ikke så relevante i Ikast, som de var i Indonesien – men lige bortset fra Trump er det gået op for de fleste, at klimaproblemerne er alvorlige, at det er seriøst det her. For mit eget vedkommende var sidste sommers tørkeperiode herhjemme en øjenåbner.

Hvad er dit råd til ledere af små og mellemstore virksomheder, som er interesseret i at arbejde med Verdensmålene, men ikke ved, hvordan de skal komme i gang?

-Kom og lyt og lær og diskuter! Bliv inspireret på VL Døgnet – brug en enkelt dag fra morgen til aften, kom med åbent sind og find ud af, at det nok godt kan lade sig gøre at arbejde målrettet med Verdensmålene, uden det nødvendigvis koster en herregård. Det er ikke kun de store virksomheder, som kan bruge verdensmålene som konkurrencefordel – det gælder også de mindre og mellemstore virksomheder. Det afgørende for succes er, at man vil det og mener det, ikke bare som et projekt på sidelinjen. Ejeren eller aktionærgruppen skal ville det, og det oplever jeg også, at mange vil, når jeg tager rundt og taler med VL-grupperne. Jeg oplever en stor interesse – ikke skepsis.