Jakob Brandt, direktør i SMVdanmark

Jakob Brandt, direktør i SMVdanmark

99 pct. af danske virksomheder er SMVer: Små og mellemstore – ofte ejerledede – virksomheder. For mange af dem har coronakrisen ramt særligt hårdt. Både fordi virksomhed og privatøkonomi ofte hænger meget tæt sammen for SMV-lederne, men også fordi ledere i SMV-segmentet måske er lidt for gode af sig, når det gælder medarbejderne, mener Jakob Brandt, direktør i SMVdanmark.    

Af Sara Ringgaard Price

 

Kort efter corona ramte, overtog Jakob Brandt roret som direktør i SMVdanmark. Han fik dermed ansvaret for at hjælpe organisationens 18.000 medlemsvirksomheder gennem coronakrisen. En stor del af dem er ejerledede virksomheder, hvor ejeren og direktøren er én og samme person, og for dem har corona haft særlig stor betydning, fortæller Jakob Brandt:

”Som ejerleder er det jo ens livsværk, det drejer sig om. Og når virksomheden er personligt ejet, er det også hus og hjem, som står på spil her. Det er derfor, det gør så rasende ondt, når krisen rammer. Du mister ikke bare dit job. Du bliver måske nødt til at flytte, tage børnene ud af deres privatskole eller opsige dine forsikringer, så du kan få skåret omkostningerne ned på et niveau, som nærmest kan siges at være under, hvad der er anstændigt. Det er derfor, vi virkelig har kæmpet for hjælpepakker, der kan holde hånden under de her virksomheder i en ordentlig grad.”

 

Det værste, du kan byde en leder

Da statsministeren lukkede landet ned tilbage i foråret, var det et granatchok for dansk erhvervsliv. For lederne i de danske SMV’er var det særligt følelsen af handlingslammelse, som fyldte meget, fortæller Jakob Brandt:

”Noget af det, vi især hørte fra vores medlemsvirksomheder i starten, var den enorme frustration over ikke at kunne handle. De ringede til os i frustration og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Rigtigt mange ledere er drevet af handlekraft og dét at tænke i løsninger. Så den følelse det er, når staten lukker din virksomhed, lukker din mulighed for indkomst og fuldstændig fjerner dit handlerum – det er det værste, du kan byde en leder. Du kunne ikke gøre noget, andet end at følge med i nyhederne og håbe på, at folk kunne forhandle nogle hjælpepakker til dig selv og dine ansatte. Fra den ene dag til den anden, blev du forbudt at yde noget og gøre dit erhverv. Det var en personlig grænseoverskridende handling for mange virksomhedsejere.”

Heldigvis endte Danmark ikke med samme tilstande som i fx Italien, og mange erhverv fik forholdsvis hurtigt lov til at genåbne igen. Dog underlagt konstant skiftende krav og restriktioner.

”Ledelse handler jo langt hen ad vejen om kommunikation og adgangen til information, så man kan træffe beslutninger. Men coronakrisen har været én lang usikker information. Når informationen så endelig er kommet, så er det med kort varsel og fredag aften kl. 17.30. Det er meget utilfredsstillende og begrænser ledernes handlemuligheder. Det er noget af det, vi kæmper for at ændre. Vi prøver at få regeringen til at komme med udmeldinger i ordentlig tid og at sørge for de ting, der meldes ud, er gennemtænkt. Der er så mange ting, som ikke spiller, og man bruger meget tid på at fortolke nye restriktioner.

Jeg er godt klar over, at man ikke kan planlægge alt i en pandemi, men noget må man kunne forudse. Man må kunne lave nogle scenarier for, at hvis smitten fx stiger i dét og dét omfang, så handler vi på dén måde med dé virkemidler. Og så følger dén og dén kompensation.”

”Når jeg kommer ud til en virksomhed, som måske ikke har tjent penge i 8 måneder, så kan de stadig slå et smil af. Det er helt vildt, hvilken drivkraft de har i forhold til den situation, de er blevet bragt i. Jeg ved ikke, hvor de får det fra.”

Jakob Brandt

Adm. direktør, SMVDanmark

Tag iltmasken på, før du hjælper andre

Jakob Brandt er imponeret over, hvor flot virksomhedslederne har tacklet hele situationen:

”Når jeg kommer ud til en virksomhed, som måske ikke har tjent penge i 8 måneder, så kan de stadig slå et smil af. Det er helt vildt, hvilken drivkraft de har i forhold til den situation, de er blevet bragt i. Jeg ved ikke, hvor de får det fra.” 

Men ledernes optimisme og gode hjerte kan også være en ulempe, mener Jakob:

”SMV-ledere, ejerledere, er generelt utroligt menneskelige ledere, som tager sig godt af deres ansatte. Man kan diskutere, om de måske har taget sig lidt for godt af deres ansatte og for lidt af selve virksomheden. Hvis de skulle have tænkt på sig selv og deres egen økonomi, så skulle mange af dem have opsagt langt flere medarbejdere tidligere i krisen. Men en SMV bliver ofte som en lille familie. Cheferne passer på deres medarbejdere. De ringer til mig og siger ’Jakob, jeg har aldrig fyret nogen’. De har taget penge ud af deres privatøkonomi for at fastholde medarbejderne, for de synes ikke, at det skal gå ud over medarbejderne, at virksomheden er i krise.

Jeg prøver at sammenligne det med, at når man er ude og flyve, så skal man tage iltmasken på, før man hjælper andre. Jeg siger til dem: Husk nu, at du skal redde virksomheden først, for det er også at redde dine ansatte,” siger Jakob og fortæller, at mange virksomheder står i en meget presset situation i øjeblikket:

”Nogle virksomheder, især i oplevelsesøkonomien, står tilbage nu efter 7-8 måneder og har stadig medarbejdere tilbage på lønningslisten, selvom de ingen indtjening har. De har belånt deres virksomhed eller har taget mange penge fra privatøkonomien. Det også derfor, vi er ude og sige nu: Fedtet er gnavet fuldstændig af. Pengekasserne er tomme. Den støtte, som skal komme i hjælpepakkerne nu, skal være større end den i foråret. Fordi der kom vi ind i krisen med en opsparing, og den har vi brugt nu.”

Noget af det vigtigste, virksomhedsledere bør tage med sig fra coronakrisen, er, ifølge Jakob Brandt, vigtigheden af at være omstillingsparat og turde tage svære beslutninger.

”Der er mange i SMV-segmentet nok lidt for gode af sig. Der er måske et par medarbejdere, som kun leverer 70-80%, men som har været der længe, og måske kender man dem også personligt og ser dem i fritiden. Der må man spørge sig selv: Vil jeg drive den mest effektive forretning? Eller er det godt nok bare at tjene penge nok til, at forretningen løber rundt, og så hygger vi os sammen? Det skal man gøre op med sig selv som leder. Hvis du ikke har en vækstambition, så skal man jo heller ikke geare ens organisation til at skære alt væk og ind til benet og være kosteffektive. Man er leder, men man er også et menneske, og man skal have lyst til at gå på arbejde og se kunder og medarbejdere i øjnene. Man skal være tro mod sig selv og den, man er.”

 

Det ville jeg gerne have gjort anderledes

Hver dag hjælper Jakob SMV-ledere med at håndtere coronakrisen. Men hvordan har Jakob Brandt selv tacklet krisen som leder?

”Jeg har aldrig prøvet noget lignede. Og jeg håber aldrig, jeg skal prøve noget lignende igen. At stå i den situation, hvor jeg ved, hvor kriseramt vores medlemmer er. Og hvor meget behov der var for direkte kommunikation til medlemmerne og kommunikation til medierne – for at få befolkningen og politikerne i tale. Vi har været helt inde i det inderste maskinrum og haft møder med ministre og embedsmænd omkring sanktioner og kompensationer. Vi har skullet hjælpe regeringen med den ene hånd og piske dem med den anden. Jeg oplevede hverken, at der var påske, pinse eller weekender. Fra krisen ramte midt i marts og frem til sommerferien, lavede jeg ikke andet end at snakke med journalister og medlemmer fra kl. 5 om morgenen til 23 om aftenen. 

Men noget af det, som var sværest, og hvor jeg desværre ikke lykkedes, det var at have nok overskud til at passe på mine egne medarbejdere. De arbejdede jo lige så hårdt, og da vi kom til sommerferien, var der to, der gik ned med stress. Der har jeg jo svigtet som leder, når vi kunne nå derud. Vi arbejdede så intensivt og blev også følelsesmæssigt påvirket af arbejdet med at hjælpe virksomhedslederne. Men lige dét, ville jeg gerne have gjort anderledes.

Jeg ville gerne have haft overskuddet til at træde et skridt tilbage og passe lidt på mine medarbejdere. Jeg kunne have sagt ’Nu tager du lige en weekend med konen og børnene, og så ringer vi ikke til dig’, men det hele gik bare så hurtigt, og der skete noget nyt hele tiden. Men det er noget af det, vi prøver at være bedre til nu. Og så har jeg heldigvis også en række nye medarbejdere, som er startet hos os.”

”Jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde. Jeg kan godt være utroligt træt, men jeg gider kampen. Det motiverer mig. Jeg kan ikke finde på noget mere motiverende og rigtigt at bruge min tid på end at sikre, at rygraden i dansk erhvervsliv har de bedst mulige betingelser. Det er jo langt hen ad vejen dem, der gør, at vi som samfund har råd til skoler, sundhedsvæsnet osv. Hvis jeg kan gøre mit til, at de bare får det 5-10% bedre, så gør jeg en forskel.”

Jakob Brandt

Adm. direktør, SMVdanmark

Omstrukturering midt i krisen

Jakob Brandt valgte, midt i krisen, at omstrukturere organisationen. Over sommeren opsagde han 25% af sine medarbejdere og ansatte nogle nye.

”Det var nødvendigt, hvis vi skulle blive ved med at levere. Vi har været meget synlige i medierne og i politik, og det momentum kunne jeg ikke tillade mig at tabe. Derfor var der behov for at få de rigtige kræfter ind, så vi kan levere de kerneydelser, vores medlemmer efterspørger og skabe værdi for vores medlemmer. Coronakrisen har lært os, hvad vores kerneværdier og kerneydelser er: Politisk interessevaretagelse, synlighed omkring det og få lavet politiske løsninger for medlemmerne. Dét skal min organisation være knivskarpe på. Derfor har jeg lukket alt det andet, som ikke blev efterspurgt, ned.  Sådan er det jo med ledelse: Man skal gribe chancen og få lavet om, hvis der er noget, man kan se, kan gøres bedre.”

Selvom hans dage er lange, og det har været en voldsom start i direktørstolen, så elsker Jakob Brandt sit arbejde:

”Jeg synes, det er sjovt at gå på arbejde. Jeg kan godt være utroligt træt, men jeg gider kampen. Det motiverer mig. Jeg kan ikke finde på noget mere motiverende og rigtigt at bruge min tid på end at sikre, at rygraden i dansk erhvervsliv har de bedst mulige betingelser. Det er jo langt hen ad vejen dem, der gør, at vi som samfund har råd til skoler, sundhedsvæsnet osv. Hvis jeg kan gøre mit til, at de bare får det 5-10% bedre, så gør jeg en forskel.

Jeg hørte på et tidspunkt et oplæg med Dennis Nørmark, ham der har skrevet bogen ’Pseudoarbejde’, og han fortalte, at 50% af alle medarbejdere ikke mener, at deres arbejde er værdiskabende. Tænk, hvor må det være forfærdeligt! Der hvor jeg er, har jeg det som blommen i et æg i forhold til at kunne gøre en forskel og sætte retning. Jeg skal både drive min butik og sælge medlemskaber, og jeg skal gøre en forskel for virksomhederne. Og så skal jeg også sørge for, at folk føler et ansvar for at melde sig ind i en erhvervsorganisation. For hvis alle bare kørte friløb, så ville SMVdanmark ikke eksistere, og så var der ikke nogen til at tale de små virksomheders sag under krisen,” slutter Jakob Brandt.

 

Produceret for VL af KREAB

Corona-ledelse

Gå til siden om Corona-ledelse

Flere brancher har vist, at man kan rykke sig over night, når jorden brænder

Flere brancher har vist, at man kan rykke sig over night, når jorden brænder

Årstema – Digital Reshaping

Gå til siden for Årstemaet Digital Reshaping

Intro til Årstema 2021

Læs bestyrelsesformand  Lisbeths Knudsen intro til VL Årstema 2021 – Digital Reshaping

Over alt i erhvervslivet er der gevinster i at tænke digitalt for at øge produktiviteten, optimere processer og udnytte data på nye måder – men først og fremmest for at finde helt nye forretningsområder, siger Anja Monrad, Senior Vice President og General Manager i Dell Technologies.

Anja Monrad (VL64) er nyt medlem af VL’s bestyrelse og med i Advisory Board for Digital Reshaping.

 

EVA ANDERSEN

Hun har ledelsesansvaret for computergiganten Dell i 32 lande, er nomineret til titlen som Årets Leder 2020, og så er hun ny i VL-bestyrelsen og med digitale Advisory Board.

Anja Monrad er Senior Vice President og General Manager i Dell Technologies og har været i techbranchen i mere end 20 år, og ud over at være medlem af VL64 og har indtrådt i VL’s bestyrelse har hun sagt ja til at medvirke i det nye digitale Advisory Board, som skal udrulle årstemaet Digital Reshaping i praksis.

Et tema, som mange taler om lige nu. Der er sagt og skrevet meget om den digitale transformation, siden covid-19-pandemien brød ud. Så meget, at man næsten kunne tro, at vi er i mål med den digitale omstilling, men vi er kun lige begyndt på en lang rejse, minder hun om.

Fra nu af griber digitaliseringen om sig, når den får indflydelse på alle områder af samfundet. Fra måden vi går til lægen på, underviser på, køber ind, dyrker social omgang, arbejder, kommunikerer og så videre.

-Vi skal i gang med at arbejde os fra en ”light version” til en ”right version” af digitaliseringen, vi skal udfordre mulighederne, så de kommer til gavn i alle dele af samfundet, og der er masser at tage fat på, siger Anja Monrad.

Produktivitet, processer og nye forretningsområder

For erhvervslivet er der gevinster at hente i digitale forretningsprocesser, produktivitetsforbedringer og dataudnyttelse. Digitaliseringen får indflydelse på måden, man interagerer med kunderne, måden, man åbner nye markeder på nationalt og internationalt. Men størst er potentialet for de virksomheder, som forstår at gribe nye forretningsmuligheder, understreger Anja Monrad.

-Både herhjemme og i udlandet har vi set, hvordan de større retail-organisationer nærmest over night accelererede deres onlinehandel. Alle større retailere har haft en online tilstedeværelse og -strategi før, men i det øjeblik, verden lukkede ned, og der kun var én vej ind i forretningen – fra da af gik det stærkt, og vi har set en helt fantastisk udvikling.

-Detailhandlen er helt klart et af de områder, som har fuld fart på lige nu. Vi oplever det også hos Dell. Vores consumerforretning er vokset, og onlinesalget er boomet fuldstændigt.

Oveni får it-branchen en stor upside af, at folk arbejder hjemmefra. Dell har leveret it til alle verdens lande og borgere og har været med til at sørge for, at samfund kan køre videre. Det er et opsving, som i den grad kan mærkes i it-branchen, fortæller hun.

-Den hybride måde at arbejde på med en blanding af hjemmearbejde og fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen er fremtiden, og det stiller nye krav til måden, man leder på. Det bliver nødvendigt at tilpasse ledelsesstilen, når man skal lede en virksomhed i samspil med kunstig intelligens, robotter og mennesker. Når nogle medarbejdere sidder hjemme og arbejder, andre er på kontoret. Det er nogle af de spændende ting, vi selv kigger ind i lige nu.

-Jeg vil gøre mit til, at Digital Reshaping bliver så håndgribeligt som muligt, så det inspirerer til et kompetenceløft ude i virksomhederne. Og så skal vi måske finde en ny måde at lave VL Døgn på – jeg kan forestille mig en hybrid mellem det fysiske og det virtuelle møde. Den model afspejler samfundslivet, og måden vi alle arbejder på nu, så det vil være en logisk udvikling, som måske endda kan betyde, at vi får engageret endnu flere over en længere periode.

Anja Monrad

Ny teknologi skal gøres håndgribelig

I de kommende måneder vil Anja Monrad være med til at tegne programmet for VL Døgn 2021 og udrulningen af det digitale årstema. Arbejdet er i fuld gang, og i oktober mødtes hun med resten af det digitale Advisory Board, som tæller fremtrædende tech-eksperter fra universiteter og erhvervsliv.

Hvad vil du gerne bidrage med i planlægningen af VL Døgn 2021 og det digitale årstema?

-Jeg vil gøre mit til, at Digital Reshaping bliver så håndgribeligt som muligt, så det inspirerer til et kompetenceløft ude i virksomhederne. Vi arbejder på en ny måde med at lave VL Døgn på – det bliver en hybrid mellem det fysiske og det virtuelle møde, vi kommer til at involvere deltagerne interaktivt m.m.. Den model afspejler samfundslivet, og måden vi alle arbejder på nu, så det vil være en logisk udvikling, som måske endda kan betyde, at vi får engageret endnu flere over en længere periode. 

Diversitet og inklusion  mere end en hjertesag

Som kvindelig topchef i den globale techbranche, som har større fokus på diversitet end mange andre brancher, er Anja Monrad fortaler for mangfoldighed og inklusion, og hun har en stærk stemme i debatten.

Temaet er meget mere end en hjertesag for hende – det er simpelthen fundamentalt afgørende for et velfungerende samfund og et stærkt erhvervsliv, siger hun.

-Digitaliseringen af samfundet viser tydeligt, hvorfor diversitet er så vigtig og især i it-branchen, som jeg kommer fra. Vi arbejder med udviklingen af it-løsninger, som er fundamentalt vigtige for hele vores samfund. Hvis de ikke bliver udviklet med et mangfoldigt og inkluderende tankesæt, indebærer det en risiko for, at ubevidste bias bliver kodet ind i fx kunstig intelligens-løsninger, som skal være til gavn for alle. Diversitet er vigtig alle steder i erhvervslivet. Det er vigtigt for arbejdsklimaet, innovation, produktivitet osv. Men nogle steder er det kritisk vigtigt, som i min branche. Fordi it definerer vores samfund fra undervisning til sundhedsvæsen, og så duer det ikke, at man ikke tilgodeser alle.

Personligt føler hun sig forpligtet til og drevet af at være en rollemodel for andre kvinder. -I min tidlige karriere var der meget få kvindelige ledere i it-branchen. Siden har vi formået at få kvinder på mange tunge poster. Det gælder især i de store amerikanske virksomheder. Anderledes ser det desværre stadig ud i mange danske forhandlervirksomheder og i konsulent- og softwareudviklingsvirksomhederne.

-Det kræver forsat et langt sejt træk at få flere kvinder på topposterne, og desværre har Covid-19-krisen vist, at vi nemt falder tilbage i gamle kønsrollemønstre. Mens krisen har haft en positiv indflydelse på forståelsen for alle de muligheder, som it gemmer på, har den desværre også vist, at kvinderne har båret størstedelen af byrden de seneste måneder, fordi kvinder i højere grad end mænd har skullet passe både job og familie. Rapporter fra bl.a. OECD viser, at der er en reel risiko for, at man i mange lande banker ligestillingen tilbage. Måske ikke så meget i Danmark, men andre steder.

Anja Monrad

Født 1966.

Senior Vice President & General Manager, Dell Technologies CEE (2013-nu)

Vice Precident, Global Marcom & Creative – Dell Consumer & SMB (2009-2013)

Executive Director, EMEA Marketing DELL EMEA (2000-2009)

Marketing Communication manager, Compaq Computer, (1998-2000)

Diverse salgs- og marketing-management-roller, Digital Equipment Coirp. (1990-1998)

Uddannet Master i Economics & Business Administration fra CBS 1989

Chairman of The Governing board, Digital Skills & Job Coalition, European Commission

Medlem af bestyrelsen i Digital Europe

Medlem af bestyrelsen i VL – Dansk selskab for virksomhedsledelse

Mød Bjarne Corydon, Martin Zachariasen m.fl. på tirsdag, den 24. november

Mød Bjarne Corydon, Martin Zachariasen m.fl. på tirsdag, den 24. november

Vær med, når vi på tirsdag, kl. 08.30 åbner for den virtuelle morgensession og tager et 360 graders view om Diversitet med:

  • Direktør & Chefredaktør Bjarne Corydon, Børsen
  • Stortingspræsident Tone Wilhelmsen Trøen
  • Bestyrelsesformand Merete Eldrup, Nykredit Realkredit m.fl.
  • Professor & Rektor Martin Zachariasen, IT-Universitetet
  • Partner Tobias Petri, Heidrick & Struggles
  • og ikke mindst dig.

Vi tager et 360 graders view fra bestyrelsesformanden, topchefen, universitetetsrektoren til headhunteren og hører Norges internationale perspektiv på kvinder og kvoter.

Vi stiller spørgsmålene:

Hvordan kan virksomheder og organisationer vende diversitet til en konkurrencefordel? OG HVILKEN ROLLE KAN VL SPILLE OG HVORDAN?

Særligt indbudt er Tone Wilhelmsen Trøen, Norges Stortingspræsident. Hun er norsk politiker (Høyre) og blev valgt til Stortinget fra Akershus i 2013. Tone Wilhelmsen Trøen har været Norges Stortingspræsident, som er det højeste offentlige hverv i Norge efter Kongen, siden den 15. marts 2018.

En af Trøens mærkesager som Stortingspræsident er, at det skal være trygt for alle at ytre sig. Som stortingspræsident har Trøen deltaget aktivt i internationalt parlamentssamarbejde med fokus på udfordringer knyttet til sexuel chikane og opfølgning på #metoo i parlamenter og politik. I de seneste år har hun været meget optaget af problemstillinger knyttet til kvinders situation og vilkår for ligestilling under corona-epedemien.

 

Mødet holdes virtuelt via Zoom.

Mødet er gratis og eksklusivt for VL-medlemmer og særligt inviterede gæster.

Skriv gerne til Sekretariatet på info@vl.dk hvis du har spørgsmål.

Vel mødt!

Tilmelding

Tilmeld dig Diversitetsmøde

Virtuel morgensession sætter fokus på diversitet

Virtuel morgensession sætter fokus på diversitet

Der er stadig for få kvinder i toppen – og 257 år til ligeløn. Hvordan får vi fart på udviklingen?

Kønsparitet smitter positivt af på resultater og bundlinje, og alligevel kan der gå årtier, før vi ser en ligelig fordeling af kvinder og mænd på erhvervslivets topposter. Hvordan speeder vi udviklingen op? Det spørgsmål stiller vi bl.a. Norges Stortingspræsident, Tone Wilhelmsen Trøen, Bestyrelsesformand Merete Eldrup og deltagerne på en virtuel morgensession tirsdag den 24. november, kl. 08.30. Vær med. Dine idéer og tanker er vigtige.

Af EVA ANDERSEN

Vi har talt om det i årevis. Virksomhederne er mere opmærksomme på, at diversitet i ledelsen har betydning for resultater og bundlinje, og alligevel står det sløjt til med at skabe forandringer, der batter.

Der er stadig langt flere mænd end kvinder på erhvervslivets topposter, faktisk kan der gå årtier, før vi ser kønsparitet i topledelser og bestyrelser. Det viser World Economic Forums Global Gender Gap Report 2020.

Endnu værre går det med at udligne kønsforskelle i lønninger. Ifølge prognoserne vil det tage hele 257 år, inden der er ligeløn mellem kvinder og mænd.

Det går den forkerte vej

Ikke nok med det. I rapporten fra WEF er Danmark gået fra en 8. plads i 2006 til en 14. plads i 2020. Ligestillingen ruller altså baglæns herhjemme – det kan vi gøre meget bedre, mener VL’s adm. direktør Ida Bratting Kongsted.

– Hos VL vil vi gerne være med til at sætte fart på udviklingen, og vi vil gerne have medlemmernes input til, hvordan vi bedst gør en forskel. I første omgang afholder vi en virtuel morgensession med deltagelse af en række erhvervsledere, som arbejder aktivt med kønsparitet og ser de positive resultater, siger Ida Bratting Kongsted.

 

Kvinder er mere kvalificerede end nogensinde

Langt flere kvinder end mænd tager i dag en videregående uddannelse, og kvinderne er videnmæssigt stærkt rustet til en karriere på toppen. Alligevel falder mange kvindelige kandidater fra undervejs mod toppen, og adgangen til topchefposten og bestyrelserne er tilsyneladende svær.

-Skal vi lykkes med at skabe forandringer, kræver det en holdningsændring – også hos kvinderne. Og så kræver det en stærk ledelse, som forstår, at diversitet skal tænkes ind i virksomhedens forretning og kultur, og det arbejde begynder hos topledelsen.

Tirsdag den 24. november fra 08:30-10:00 diskuterer VL gevinsterne ved mangfoldighed i ledelsen med bl.a. Norges Stortingspræsident Tone Wilmelmsen Trøen, bestyrelsesformand Merete Eldrup og ikke mindst dig.

Mødet holdes virtuelt via Zoom, det er gratis og eksklusivt for VL-medlemmer og særligt inviterede gæster.

Se programmet og tilmeld dig her.