Ledelsestemaer på VL Topmøde

Ledelsestemaer på VL Topmøde

Distancearbejde stiller nye krav til ledelsen

Enorme besparelser og produktivitetsgevinster – men den hybride arbejdsplads har også skyggesider

14. maj 2021

Se videoer fra Topmødet

Se optagelserne fra VL Topmødet. Siden er forbeholdt VL-medlemmer og kræver password. Skriv gerne til os i VL-sekretariatet, hvis du har brug for hjælp til at logge på.

Fremtidens arbejdsplads er fleksibel og remote – den nye virkelighed rummer store fordele, men har også sine skyggesider. For ledelsen ligger der en vigtig opgave i at sikre sammenhængskraften, produktiviteten og trivslen hos alle, lød konklusionen, da topledere og eksperter diskuterede fordele og ulemper ved den digitale arbejdsplads.

Af EVA ANDERSEN

 

Hvad er ledelses-lektien efter mere end et år med hjemmeundervisning og distancearbejde?
På topmødet i torsdags mødtes de tre paneldeltagere Professpr Philipp Schröder fra Aarhus Universitet, Jacob Aarup-Andersen, topchef i ISS og Anja Monrad, Senior Vice President & General Manager hos Dell i en livlig studiedebat om fremtidens arbejdsplads.
Forinden havde en afstemning blandt topmødedeltagerne vist, at et stort flertal tror på meget mere distancearbejde i fremtiden, og at medarbejderne vil arbejde hjemmefra mindst 25 pct. af arbejdsugen.
Flere end halvdelen tror ligefrem på en 50-50-løsning, hvor medarbejderne arbejder remote halvdelen eller mere af tiden.

 

Husk den sociale skævhed

Ifølge professor Philipp Schröder er hjemmearbejdets lyksaligheder betinget af de rigtige sociale omstændigheder – og fra hans egen verden – undervisningsverdenen, ved han, at afstand gør en forskel, og at hybridundervisning og ren onlineundervisning synes at have en dårligere effekt end den fysiske undervisning.

-Vi ser en lavere effekt og især en social skævhed, som vi ikke skal glemme. Det er ganske alvorligt, at dem, som kommer fra uddannelsesfjerne hjem, har haft svært ved at operere i deres uddannelsesforløb. Det gælder, lige meget om vi taler folkeskole eller universitet.

-Vi ved fra den information, som begynder at komme ind, at hjemmearbejde og -uddannelse har nogle skyggesider, men når det er sagt, er der også enorme besparelser og produktivitetsgevinster at hente, og det er den balance, vi skal finde i fremtiden. Derfor skal hver organisation og leder finde ud af: Hvor lægger vi os i det her spektrum – går vi fuld online eller fuld onsite?

 

Savner den daglige feedback

Det er især den manglede feedback, som er problematisk. Når man ikke har kolleger og en leder at vende ting med, skal man hente opbakning og feedback i sit nærmiljø, hos familie og venner.

-Hvis du ikke har det sociale netværk tæt på, mangler du den feedback, som du ellers ville få, når du sidder til et fysisk møde på jobbet. Den direkte feedback er fraværende – nogen kan hente den andre steder – dem, der ikke kan, bliver taberne, sagde Philipp Schröder.

Som topchef for medarbejdere spredt over hele verden kan Jacob Aarup-Andersen fra ISS nikke genkendende til de nye ledelsesmæssige udfordringer, fortalte han.

Jeg har selv levet og ledet remote i rigtig mange år som ansvarlig for 32 lande. Vi har også tidligere hos Dell haft 40 pct., som arbejdede remote, så for os er udviklingen ikke gået fra 0 til 100. Jeg ser rigtig mange fordele i distancearbejde, selv om jeg er enig i, at den menneskelige kontakt er supervigtig.

Anja Monrad

CEO, Dell

EQ i stedet for IQ

-De seneste 12 måneder har været en kæmpe udfordring i forhold til det at drive ledelse – det stiller helt andre krav. Et konkret eksempel er, at jeg er leder for 400.000 mennesker, men der er under 100, som jeg fysisk kan komme i nærheden af. De øvrige skal jeg ramme virtuelt. Det stiller krav til at:

1) Du er mindre input-baseret og mere output-baseret, fordi du er nødt til at være fokuseret på, hvad det er, vi skal opnå, fordi du har sværere ved at være tæt på i forhold til problemløsningen.

2) At du skal være tættere på, når det gælder det emotionelle og den nære ledelse. Du skal bruge din EQ i stedet for din IQ, for du har behov for frekvente check-ins.

-På kontoret har du den naturlige touch-point-ledelse, du kan mærke det naturlige kropssprog, og hvad der foregår i teamet, du mærker også de ting, der ikke bliver sagt osv. Når du ikke har den fysiske kontakt, kræver det en meget mere struktureret tilgang til at drive ledelse – meget mere skematisk, så du sikrer, at du hele tiden er der, får feedback og mærker virksomhedens puls. Det er meget nemmere at mærke en virksomheds puls på en fysisk arbejdsplads, end det er virtuelt, lød det fra Jacob Aarup-Andersen.

 

At få det tavse flertal med

Man skal passe på ikke at undervurdere de negative menneskelige effekter hos det tavse flertal, mens andre jubler over de nye tider og trives glimrende med distancearbejde, tilføjede han.

-Man skal passe på ikke at se det her i den kontekst, man selv er i, hvor man føler, at det er gået rigtig godt med at arbejde virtuelt – for der er ingen tvivl om, at det er rigtig hårdt for mange medarbejdergrupper. Når vi ser globalt på tværs af virksomheder, ser vi igen og igen et højt engagement, høj produktivitet og innovationskraft hos den tredjedel, som i forvejen performer, mens det er meget sværere at få resten til virkelig at blive engagerede og skabe et tilhørsforhold til virksomhederne – så der er virkelig begrænsninger i forhold til, hvordan du driver ledelse, og du skal virkelig tænke struktureret, så du løfter ”det stille flertal” blandt medarbejderne, lød det fra ISS-chefen.

 

Vi har kun set begyndelsen – lad os tage ved lære

Anja Monrad, Senior Vice President & General Manager i Dell, fremhævede mulighederne og det positive ved distancearbejde.

-Jeg har selv levet og ledet remote i rigtig mange år som ansvarlig for 32 lande. Vi har også tidligere hos Dell haft 40 pct., som arbejdede remote, så for os er udviklingen ikke gået fra 0 til 100. Jeg ser rigtig mange fordele i distancearbejde, selv om jeg er enig i, at den menneskelige kontakt er supervigtig.

Ifølge Anja Monrad har vi slet ikke udnyttet teknologien fuldt ud på nuværende tidspunkt, men det kommer vi til, efterhånden som vi finder den rigtige balance og lærer af erfaringerne, tilføjede hun.

-Vi har en masse læring til gode. Vi kan ikke på baggrund af et år, hvor alle har været under ekstrem stress, og infrastrukturen har været presset, sige, at hjemmearbejde og fjerundervisning ikke fungerer og ikke kommer til det.

Anja Monrads spørgsmål til topmødedeltagerne:

Hvad er den primære fordel ved at indføre hybride arbejdspladser?

 

  • Færre udgifter til kontorfaciliteter etc. (5.29 pct.)
  • Øget medarbejdertilfredshed (60 pct.)
  • Øget produktivitet (21.76 pct.)
  • Samfundsbetydning (mindsket transport mv. 12.94 pct.)

Læs om VL Topmødet 2021

Topmøde og gensynsglæde

Topmøde og gensynsglæde

Topmøde og gensynsglæde: VL-grupper mødtes også fysisk for første gang i måneder

14. maj 2021

Se videoer fra Topmødet

Se optagelserne fra VL Topmødet. Siden er forbeholdt VL-medlemmer og kræver password. Skriv gerne til os i VL-sekretariatet, hvis du har brug for hjælp til at logge på.

Alt var minutiøst planlagt og klappede i første forsøg, da VL Topmødet torsdag i sidste uge løb over computerskærmene, og knap 900 VL-medlemmer og særligt inviterede gæster så med.

Af EVA ANDERSEN

 

Fra kontorer og mødelokaler fulgte man med alene eller i selskab med sin VL-gruppe, mens eksperter og topledere fra ind- og udland diskuterede digitale muligheder og veje ud af krisen.

VL Topmødet torsdag i sidste uge var skarpt styret af studievært Clement Kjersgaard, som i fire rundbordssessioner tog digitaliseringens udfordringer og muligheder under kærlig behandling.

Dagens to keynotes – først den danske investor og serieiværksætter Lars Tvede og til sidst i programmet den canadiske ekspert i kunstig intelligens, Stephen Ibaraki, sendte seerne på en sci-fi-agtig rejse gennem de vigtigste teknologiske gennembrud, som sker lige nu, og som forandrer verden hurtigere, end det før er set i verdenshistorien.

 

Teknologiske tigerspring for alle

Fra fødevareproduktion til transportsektoren og sundhedsindustrien – alle brancher vil opleve teknologiske tigerspring de kommende år, forandringer, som vil betyde mere bæredygtige løsninger og nye måder at bekæmpe humanitære katastrofer, fattigdom, sundheds- og klimakriser på, men som også udfordrer grænserne for, hvad teknologien kan og skal bruges til, og hvordan regler og lovgivning følger med.

Lars Tvede tog hul på eftermiddagen og fortalte om, om hvordan det ved hjælp af crowd sourcing, big data og kunstig intelligens er lykkedes at skabe et overvågningsnetværk, som giver brugerne et realtids-overblik over verdens samlede innovationer. Og gæstestjernen fra Silicon Valley, canadiske Stephen Ibaraki var dagens sidste taler og delte en række fortrolige samtaler med førende tech-virksomheder og entreprenører, som i videointerviews fortalte om banebrydende innovationer og tankerne bag.

 

Fremtidige arbejdsformer og ændrede madvaner

På det mere praktiske plan blev der i topmøde-studiet talt om fremtidige arbejdsformer i en digital verden og om ’nye’ udfordringer for ledere, som i det seneste år har skullet lede medarbejderne på afstand – med alle de besværligheder det har, når man samtidig skal sikre trivsel, kreativitet og produktivitet.

Undervejs blev stemningen blandt publikum målt og vejet i tempofyldte Q&A’s, når talerne på skift udfordrede deltagerne til at komme med deres bud på aktuelle spørgsmål og dilemmaer.

Fx kom det frem, at over halvdelen vurderer, at hjemmearbejde vil udgøre mindst 25-50 pct. af arbejdstimerne om fem år.

Der blev talt grønne tech-løsninger, og Jakob Jønck, medstifter og CEO hos Simple Feast, som leverer plantebaserede måltidskasser til danskerne og svenskerne – og inden længe også til amerikanerne, udfordrede deltagerne med en quiz om, hvordan danskerne vil ændre madvaner, og hvor parat gennemsnitsdanskeren er, når det kommer til at skifte hakkebøffer og frikadeller ud med plantebaseret kost i klimaets og sundhedens navn.

 

Både-og – Vi skal være digitale OG personlige

Koncerndirektør, COO Lars Bonde fra Tryg delte forsikringsgigantens erfaringer med decentral ledelse, omstillingsparathed og personlig kundekontakt kontra digital kundekontakt under corona-krisen – som har været ekstra vigtig, sagde han. Den hastige digitalisering, krisen og hjemmearbejdspladsens indtog har eksempelvis betydet et pludseligt behov for en hurtig fuldautomatiseret rejseskadebehandling og en efterspørgsel efter løsninger til nye forsikringer fra kundernes side, fortalte han. Fx har Tryg på opfordring fra kunderne skræddersyet en forsikringsordning, som tager højde for hjemmearbejde.

I udviklingen af nye produkter er det afgørende med den personlige kontakt mellem Tryg og kunderne, understregede han.

-Hvis man ser på nogle af vores manuelle salgskanaler, som har solgt forsikringer under corona, så har vi stort set salgsrekorder på alle områder. Kunderne vil rigtig, rigtig gerne tale med et menneske – og så har corona måske skubbet til noget af den usikkerhed og utryghed, som forsikringer taler ind i, i hvert fald har vi set et boom i manuelt salg.

-Jeg tror på, at vi i fremtiden skal være i stand til både at håndtere vores kunder digitalt, for dem, som vil det, men vi skal også have den personlige kontakt med kunder, som ønsker det, sagde Lars Bonde.

Tryg-chefen var kommet i selskab med CEO Sahra-Josephine Hjorth fra iværksætterkometen CanopyLAB. Sammen satte de fokus på ledelse, muligheder og begrænsninger i den digitale værdikæde.

Sahra-Josephine Hjorth er medstifter af den digitale læringsplatform, der med autencitet, gennemsigtig ledelse og udrulning af et dansk værdisæt på tværs af de internationale kontorer, kan tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere, selvom de kun ses virtuelt, fortæller Sahra-Josephine Hjorth. CanopyLAB har oplevet at vækste 3 gange inden for  de sidste 12 måneder , og betjener det stigende antal brugere verden over – udelukkende via digitale kanaler og sociale platforme som Instagram og YouTube.

 

All-in for at være fysisk sammen

Mens mange VL-medlemmer fulgte med i topmødet fra arbejdskontoret, var andre gået all-in på årets næststørste VL-event (VL Døgnet er skubbet til oktober) – og flere havde valgt at mødes med VL-gruppen fysisk for første gang i måneder, efter genåbningen var en realitet.

I VL93 brugte man anledningen til at afholde årets første fysiske møde, og gensynet var længe ventet, fortæller Mette Ravn. Hun er CEO hos Vingsted Hotel- og Konferencecenter, der som resten af mødebranchen har været lukket ned under covid-krisen.

-Vi mødtes og fulgte med i og stemte til mødet og diskuterede indholdet undervejs, fortæller Mette Ravn, og bagefter blev det endda til en god middag og en videre diskussion af dagens interessante indlæg, fortæller hun.

-Personligt synes jeg, at runde to var mest spændende og gav mest energi – den del, som handlede om fremtidens arbejdspladser og ledelsesudfordringerne.

-Her var der gode pointer at hente fra Jacob, Anja og Philipp (Jacob Aarup-Andersen fra ISS, Anja Monrad fra Dell og professor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet), lød en hurtig førstehånds-anmeldelse fra Mette Ravn om aftenen efter topmødet.

Læs om VL Topmødet 2021

Pandora-chef: Jeg har været helt tæt på de digitale beslutningsprocesser under krisen

Pandora-chef: Jeg har været helt tæt på de digitale beslutningsprocesser under krisen

Pandora-chef: Jeg har været helt tæt på de digitale beslutningsprocesser under krisen

29. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30

Se programmet for VL Topmødet

Turbulente 2020 med butikslukninger og faldende omsætning blev et vendepunkt for smykkegiganten Pandora, hvis brand ifølge topchef Alexander Lacik er kommet styrket ud af krisen.

At udvikle sig fra en traditionel smykkevirksomhed til en toptunet online-forretning er et vaskeægte paradigmeskifte – den slags, som kræver, at topchefen er helt tæt på beslutningsprocesserne og udviklingen af nye digitale tiltag, fortæller han.

Af EVA ANDERSEN

Hvad sker der i Pandora lige nu – hvordan har I klaret skærene under pandemien, når du gør status lige nu?

2020 var på mange måder et paradoks for Pandora. Vi måtte lukke de fleste af vores butikker, og omsætningen faldt dramatisk, men året markerede også en milepæl i vores turnaround. Vi fik styrket vores brand overfor forbrugerne, og det lykkedes os at indhente meget af det tabte takket være en utrolig stærk online-forretning. Samtidig undgik vi afskedigelser, og vi kunne blive ved med at betale fuld løn til alle medarbejdere, selvom butikkerne var lukket i lange perioder. Alt i alt er vi kommet styrket ud af krisen.

 

I var længe om at opruste på online-salg, hvordan kan det være?

Smykkebranchen er generelt ret traditionel, og kun en lille del af markedet er online. Vi var heller ikke meget avancerede i vores tilgang, så da vi lancerede vores toårige turnaround-plan Programme NOW i 2019, gjorde vi digital oprustning til en væsentlig del. Siden har vi etableret et dedikeret hold i København til opgaven ­– over 100 eksperter fra hele verden, der arbejder på at styrke vores digitale tilstedeværelse og brug af data og analyse. Timingen var god, for da pandemien ramte, var vi klar. Hele vores digitale infrastruktur står nu langt stærkere, og vores online platform er markant bedre. Vi fordoblede vores onlinesalg i 2020. Det havde ikke været muligt uden den investering.

 

Hvordan vil du betegne den digitale læringskurve under pandemien, og hvor står Pandora nu?

Den var stejl! Da pandemien ramte, var vi meget bekymrede for, hvordan fremtiden ville udvikle sig. Vi måtte arbejde hurtigt og være både fleksible og kreative for at flytte salget online og for at kunne møde nye forventninger fra kunderne. Vi introducerede på meget kort tid en lang række nye tiltag såsom click & collect, virtuelle prøverum og muligheden for at tale med en sælger via iPad. En god omnichannel-strategi – altså at man har fokus på en integreret og personaliseret kundeoplevelse på tværs af online og offline kanaler – er virkelig blevet afgørende, og udviklingen er gået utrolig hurtigt over det sidste år. Det bliver også et vigtigt fokusområde for Pandora fremover.

Den vigtigste læring har nok været, at man ikke skal gå i stå, når usikkerheden er stor. Tværtimod kan man udnytte turbulensen til at accelerere nogle beslutninger og forandringer. Det har gjort, at Pandora i dag står stærkere, end vi gjorde før krisen.

Alexander Lacik

CEO, Pandora

Hvad har du personligt lært af de seneste mange måneders turbulens?

Den vigtigste læring har nok været, at man ikke skal gå i stå, når usikkerheden er stor. Tværtimod kan man udnytte turbulensen til at accelerere nogle beslutninger og forandringer. Det har gjort, at Pandora i dag står stærkere, end vi gjorde før krisen.

 

På VL Topmødet skal du tale ‘digitalt lederskab – når CEO’en også bliver Head og Digital’. Hvordan er dine egne erfaringer med digitaliseringsprocessen i en global virksomhed som Pandora?

Det har været vigtigt for mig at være tæt på beslutningsprocesserne og udviklingen af nye digitale tiltag. Det er et paradigmeskift for en virksomhed som Pandora at blive så digital og databaseret, som vi er blevet. Jeg er stolt af det, vi har nået på så relativt kort tid, og jeg glæder mig til at se, hvor langt vi kan nå.

 

Hvad er de næste digitale skridt hos Pandora – hvilke områder er værd af fremhæve?

Nutidens forbruger kræver en langt højere grad af personalisering og smidighed, når de interagerer med et brand. Vi har direkte kontakt med millioner af forbrugere verden over, og vi skal bruge den viden til at give hver enkelt kunde en fremragende oplevelse. Samtidig skal vi fortsat fascinere vores kunder med designet, håndværket og smykkernes høje kvalitet. Vores opgave er at kombinere det videnskabelige og databaserede med det kunstneriske og udtryksfulde.

Mød den svenske topchef for det danske smykkebrand på VL Topmøde den 6. maj. Her vil han sammen med Astrid Simonsen Joos, CDO hos Signify og CEO Klaus Holse fra SimCorp diskutere ’digitalt lederskab – når CEO’en også bliver Head of Digital’.

Post corona-fokus på helbred og sundhed vil give boom til plantebaserede fødevarer

Post corona-fokus på helbred og sundhed vil give boom til plantebaserede fødevarer

Post corona-fokus på helbred og sundhed vil give boom til plantebaserede fødevarer

29. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30

Se programmet for VL Topmødet

Medstifter og CEO Jakob Jønck fra måltidskasseproducenten Simple Feast flyttede i januar til Californien for at skyde gang i næste fase af det danske væksteventyr. Timingen kunne ikke være bedre – med Joe Bidens klima-udmeldinger og en boomende interesse for sundhed og helbred post corona er verden klar til sunde plantebaserede og klimavenlige fødevarer, siger han.

Glæd dig til at høre Jakob Jønck live fra Silicon Valley på VL Topmødet den 6.maj, hvor han sammen med Johan Westman, President & CEO, AAK live fra Sverige og CEO Nana Bule fra Microsoft Danmark vil debattere mulighederne, når grøn omstilling og digitalisering smelter sammen.

Af EVA ANDERSEN

 

Vi fanger Jakob Jønck på mobiltelefonen i den tidlige morgentrafik på vej til kontoret i Santa Barbara.

Den danske superiværksætter og CEO hos måltidskasseproducenten Simple Feast er landet på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, for pandemien vil skyde gang i en global sundhedsbølge, forudser han.

I Californien, hvor Simple Feast lige om lidt åbner et gigantisk køkken og mad-eksperimentarium, er interessen for plantebaserede fødevarer større end nogensinde, og med 225 investor-millioner i ryggen har Simple Feast udset sig den amerikanske vestkyst som sit næste mål.

Projektet blev lettere forsinket, da byggeriet stod stille på grund af pandemien, men nu er Jønck & co. klar til next step.

Simple Feasts indtog i USA skal for alvor vække amerikanernes interesse for det plantebaserede køkken, og Californien er et oplagt sted at begynde.

 

I Californien smelter tech og fødevare-innovation sammen

Her skyder økologiske gårde op side om side med superlaboratorier og udviklingsmiljøer, som arbejder på at udvikle og fremstille fremtidens fødevarer – fødevarer, som har et minimalt klimaaftryk og er sunde, velsmagende og friske.

Her udvikles fremtidens supply chains, som ved hjælp af teknologi nedbringer madspild og minimerer klimabelastningen. Her er eksperter og fødevareproducenter samlet om det samme formål: At udvikle fremtidens fødevareløsninger, som skal nedbringe den klimatunge produktion af animalske fødevarer.

-Californien er arnested for plantebaseret kost og er størst på fødevare-innovation globalt, og vi er her for at tage del i den forandring, som sker lige nu. Universiteterne her er langt fremme i udviklingen af ikke-animalske fødevarer, og for en mad- og innovationsvirksomhed som vores er Californien det helt rigtige sted at være, siger Jakob Jønck.

Som nordisk virksomhed oplever vi en super interesse i USA. Danmark er kendt som et land, som går meget op i bæredygtighed og er langt fremme på især grøn energi. Jeg har endnu ikke mødt nogen herovre, som ikke oplever det som en klar konkurrencefordel at komme fra Norden.

Jakob Jønck

CEO, Simple Feast

Plantebaserede aftenmåltider

Simple Feast er bedst kendt for sine måltidskasser, men er meget mere end det, tilføjer han.

-Vi laver meget andet end plantebaserede aftensmåltider, som vi er mest kendt for. Vores produkter er plantebaserede alternativer til mælk og kød, og vi arbejder ud fra nogle klare principper. Vi vil gøre op med de forarbejdede fødevarer, som er domineret af animalsk protein, og gøre op med frugt og grøntsager, som er uger og måneder undervejs til forbrugeren.

-Danmark er det land i verden, som producerer suverænt mest kød per indbygger, og så taler vi om Danmark som en grøn klima-nation.

Det er på tide at se på en supply chain, som er analog og ’forældet’. Fødevarer fragtes over store afstande og har en holdbarhed, som ikke har noget med friskhed at gøre, siger han.

 

Fokus på helbred og sundhed post corona

Meget af den mad, vi spiser i dag, er dybt forarbejdet og indeholder alt for meget sukker, dårlige fedtstoffer og tomme kulhydrater, lyder det fra iværksætteren, som forventer, at corona-pandemien vil sætte gang i en regulær sundhedsbølge og et øget helbredsfokus især i Europa og USA.

-De sværeste corona-sygdomsforløb og dødsfald kædes sammen med livsstilssygdomme. Efterhånden som flere er færdigvaccineret, og der kommer styr på pandemien, vil vi se et øget fokus på helbred og sundhed, forudser han.

-Behovet for at leve et sundere liv vil komme i fokus. Se bare på Boris Johnson, som efter sit eget hårde corona-forløb har erkendt, at overvægt og usund livsstil er medvirkende årsag til et hårdt sygdomsforløb – Johnson har efterfølgende erklæret krig mod junkfood.
-Det er fantastisk, at en politiker ser så klart i en svær tid og ser sammenhængen så tidligt. Nu skal der styr på pandemien – bagefter må vi gøre

I tre-fire måneder var klimaet væk fra dagsordenen pga. pandemien, nu er der igen en meget stærk klima- og sundhedsdagsorden, som er kommet kraftigt igen i Europa – og nu også i USA med Joe Biden som ny præsident. Det er fantastisk for os.

Jakob Jønck

CEO, Simple Feast

Simple Feast og kampen mod madspild

Friske økologiske råvarer, lækre plantebaserede måltider og et minimalt madspild har givet Simple Feast succes i Norden, og i kampen mod madspild er man nået langt. Takket være teknologi og en topmoderne supply chain, som integrerer systemerne, kan man operere med et madspild på 0,5 pct. og maksimalt 2-3 pct.  På restauranter og i cateringbranchen er et madspild på 15-20 pct. almindeligt.

Om Simple Feast

Grundlagt i 2015 af Jakob Nordenhof Jønck og Thomas Ambus.

I april 2017 startede Simple Feast levering af de første madprodukter direkte til danskerne og fra januar 2018 kom sunde måltidskasser til. Simple Feasts grundtanke er, at sund økologisk jord giver sunde planter, der giver sunde mennesker og en sund planet. Derfor tilbyder Simple Feast  i dag udelukkende plantebaseret mad.Danmark udgør det største marked med ca. 2/3, mens Sverige udgør resten og med åbningen af et storkøkken i Californien er virksomheden klar til at skyde gang i et globalt væksteventyr.

Teknologi og digitalisering baner vejen for bæredygtige fødevarer

Teknologi og digitalisering baner vejen for bæredygtige fødevarer

Teknologi og digitalisering baner vejen for bæredygtige fødevarer

23. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30

Se programmet for VL Topmødet

Hvis AAK’s bæredygtighedsstrategi skal lykkes, er teknologi og digitalisering fuldstændig afgørende, siger President & CEO Johan Westman fra den dansk-svenske producent af plantebaserede olier. Glæd dig til at høre Johan Westman live fra Sverige på VL Topmødet, hvor han er i selskab med Nana Bule, Microsoft og Jakob Jønck, Simple Feast, som deltager live fra Silicon Valley, ved rundbordssamtalen: ’Når digitalisering og grøn teknologi smelter sammen’ 

Af EVA ANDERSEN

 

På VL Topmødet den 6. maj er Johan Westman inviteret med i det virtuelle studie for at fortælle om fremtidsperspektiverne, når grønne løsninger og teknologi smelter sammen.

For ham er det vigtigt at fokusere på, hvordan de nye teknologier konkret kan gøre en forskel – og hvorfor de er vigtige i løsningen af verdens klimaproblemer, fattigdomsbekæmpelse og andre verdensmål.

-Grøn omstilling er et fancy ord, digitalisering er et andet fancy ord – men hvad betyder det egentlig? Personligt tænker jeg meget analytisk, jeg tænker i konsekvenser af teknologi – at det skal være logisk, hvad en teknologi kan, hvad vi kan bruge den til, og hvordan den gør en forskel, siger Johan Westman.

 

Fra plantagen til supermarkedet – alt skal kunne spores

AAK er i fuld gang med at udvikle sin råvarekæde, så ingredienserne kan spores hele vejen tilbage til plantagen eller marken. Det sker både for at leve op til internationale forpligtelser, love og regler, men også for at skabe den gennemskuelighed, som forbrugerne kræver.

Særligt deforestation (afskovning) er et varmt emne i øjeblikket, og som global producent af plantebaserede olier inklusive palmeolie og soja har AAK sammen med de øvrige spillere i leveringkæden et ansvar for at sætte en stopper for rydning af regnskov. For at det kan lykkes, er man nødt til at kunne dokumentere, hvor skovrydning finder sted, så man kan reagere hurtigt og med det samme tage fat i de pågældende leverandører.

Derfor har AAK taget satellitbilleder og dataovervågning i brug for at bekæmpe skovrydning i fattige dele af verden, hvor den dansk-svenske gigant køber palmeolie og -fedt fra leverandører. Olien bruges som ingredienser i fødevarer og makeup og sælges over hele verden.

Denne satellitovervågning er en væsentlig del af den bæredygtighedsstrategi, som AAK har forpligtet sig til. Målet er, at 100 pct. af den producerede palme- og sojaolie i 2025 skal komme fra ikke-afskovede områder.

-Satellitmonitoreringen er et vigtigt middel til at få informationer og viden om, hvad vi fremover kan gøre for at optimere processer og leve op til vores bæredygtighedsstrategi, og på den måde bidrager teknologi til en bedre verden.

Satellitmonitoreringen er et vigtigt middel til at få informationer og viden om, hvad vi fremover kan gøre for at optimere processer og leve op til vores bæredygtighedsstrategi, og på den måde bidrager teknologi til en bedre verden.

Johan Westman

President & CEO, AAK, Sweden

Slut med spild og goddag til klimavenlige fødevarer

På AAK’s fabrik i Aarhus skal et igangværende teknologiprojekt sørge for, at alle restprodukter fra fremstillingsprocessen af sheaolie bliver udnyttet, fortæller han.

Restprodukterne bliver fx brugt til at skabe energi til fabrikken, så man opnår en cirkulær økonomi, hvor alt anvendes i stedet for at gå til spilde.

En anden supertrend, som verden kun har set begyndelsen på, er det stigende forbrug af plantebaserede fødevarer som erstatning for animalske fødevarer, siger Johan Westman.

AAK har derfor investeret i teknologi, som skal være med til at fremstille endnu bedre plantebaserede alternativer til kød og mejeriprodukter og vil i de kommende år fortsætte med at investere massivt i både ingredienser og teknologi for at understøtte denne udvikling.

AAK AB producerer løsninger baseret på plantebaserede olier ud fra mange forskellige råvarer til industrier som chokolade, bageri, mejeri samt plantebaserede produkter og special nutrition.

Selskabet har 3900 medarbejdere og har hovedkvarter i Malmø.