Post corona-fokus på helbred og sundhed vil give boom til plantebaserede fødevarer

29. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30

Se programmet for VL Topmødet

Medstifter og CEO Jakob Jønck fra måltidskasseproducenten Simple Feast flyttede i januar til Californien for at skyde gang i næste fase af det danske væksteventyr. Timingen kunne ikke være bedre – med Joe Bidens klima-udmeldinger og en boomende interesse for sundhed og helbred post corona er verden klar til sunde plantebaserede og klimavenlige fødevarer, siger han.

Glæd dig til at høre Jakob Jønck live fra Silicon Valley på VL Topmødet den 6.maj, hvor han sammen med Johan Westman, President & CEO, AAK live fra Sverige og CEO Nana Bule fra Microsoft Danmark vil debattere mulighederne, når grøn omstilling og digitalisering smelter sammen.

Af EVA ANDERSEN

 

Vi fanger Jakob Jønck på mobiltelefonen i den tidlige morgentrafik på vej til kontoret i Santa Barbara.

Den danske superiværksætter og CEO hos måltidskasseproducenten Simple Feast er landet på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, for pandemien vil skyde gang i en global sundhedsbølge, forudser han.

I Californien, hvor Simple Feast lige om lidt åbner et gigantisk køkken og mad-eksperimentarium, er interessen for plantebaserede fødevarer større end nogensinde, og med 225 investor-millioner i ryggen har Simple Feast udset sig den amerikanske vestkyst som sit næste mål.

Projektet blev lettere forsinket, da byggeriet stod stille på grund af pandemien, men nu er Jønck & co. klar til next step.

Simple Feasts indtog i USA skal for alvor vække amerikanernes interesse for det plantebaserede køkken, og Californien er et oplagt sted at begynde.

 

I Californien smelter tech og fødevare-innovation sammen

Her skyder økologiske gårde op side om side med superlaboratorier og udviklingsmiljøer, som arbejder på at udvikle og fremstille fremtidens fødevarer – fødevarer, som har et minimalt klimaaftryk og er sunde, velsmagende og friske.

Her udvikles fremtidens supply chains, som ved hjælp af teknologi nedbringer madspild og minimerer klimabelastningen. Her er eksperter og fødevareproducenter samlet om det samme formål: At udvikle fremtidens fødevareløsninger, som skal nedbringe den klimatunge produktion af animalske fødevarer.

-Californien er arnested for plantebaseret kost og er størst på fødevare-innovation globalt, og vi er her for at tage del i den forandring, som sker lige nu. Universiteterne her er langt fremme i udviklingen af ikke-animalske fødevarer, og for en mad- og innovationsvirksomhed som vores er Californien det helt rigtige sted at være, siger Jakob Jønck.

Som nordisk virksomhed oplever vi en super interesse i USA. Danmark er kendt som et land, som går meget op i bæredygtighed og er langt fremme på især grøn energi. Jeg har endnu ikke mødt nogen herovre, som ikke oplever det som en klar konkurrencefordel at komme fra Norden.

Jakob Jønck

CEO, Simple Feast

Plantebaserede aftenmåltider

Simple Feast er bedst kendt for sine måltidskasser, men er meget mere end det, tilføjer han.

-Vi laver meget andet end plantebaserede aftensmåltider, som vi er mest kendt for. Vores produkter er plantebaserede alternativer til mælk og kød, og vi arbejder ud fra nogle klare principper. Vi vil gøre op med de forarbejdede fødevarer, som er domineret af animalsk protein, og gøre op med frugt og grøntsager, som er uger og måneder undervejs til forbrugeren.

-Danmark er det land i verden, som producerer suverænt mest kød per indbygger, og så taler vi om Danmark som en grøn klima-nation.

Det er på tide at se på en supply chain, som er analog og ’forældet’. Fødevarer fragtes over store afstande og har en holdbarhed, som ikke har noget med friskhed at gøre, siger han.

 

Fokus på helbred og sundhed post corona

Meget af den mad, vi spiser i dag, er dybt forarbejdet og indeholder alt for meget sukker, dårlige fedtstoffer og tomme kulhydrater, lyder det fra iværksætteren, som forventer, at corona-pandemien vil sætte gang i en regulær sundhedsbølge og et øget helbredsfokus især i Europa og USA.

-De sværeste corona-sygdomsforløb og dødsfald kædes sammen med livsstilssygdomme. Efterhånden som flere er færdigvaccineret, og der kommer styr på pandemien, vil vi se et øget fokus på helbred og sundhed, forudser han.

-Behovet for at leve et sundere liv vil komme i fokus. Se bare på Boris Johnson, som efter sit eget hårde corona-forløb har erkendt, at overvægt og usund livsstil er medvirkende årsag til et hårdt sygdomsforløb – Johnson har efterfølgende erklæret krig mod junkfood.
-Det er fantastisk, at en politiker ser så klart i en svær tid og ser sammenhængen så tidligt. Nu skal der styr på pandemien – bagefter må vi gøre

I tre-fire måneder var klimaet væk fra dagsordenen pga. pandemien, nu er der igen en meget stærk klima- og sundhedsdagsorden, som er kommet kraftigt igen i Europa – og nu også i USA med Joe Biden som ny præsident. Det er fantastisk for os.

Jakob Jønck

CEO, Simple Feast

Simple Feast og kampen mod madspild

Friske økologiske råvarer, lækre plantebaserede måltider og et minimalt madspild har givet Simple Feast succes i Norden, og i kampen mod madspild er man nået langt. Takket være teknologi og en topmoderne supply chain, som integrerer systemerne, kan man operere med et madspild på 0,5 pct. og maksimalt 2-3 pct.  På restauranter og i cateringbranchen er et madspild på 15-20 pct. almindeligt.

Om Simple Feast

Grundlagt i 2015 af Jakob Nordenhof Jønck og Thomas Ambus.

I april 2017 startede Simple Feast levering af de første madprodukter direkte til danskerne og fra januar 2018 kom sunde måltidskasser til. Simple Feasts grundtanke er, at sund økologisk jord giver sunde planter, der giver sunde mennesker og en sund planet. Derfor tilbyder Simple Feast  i dag udelukkende plantebaseret mad.Danmark udgør det største marked med ca. 2/3, mens Sverige udgør resten og med åbningen af et storkøkken i Californien er virksomheden klar til at skyde gang i et globalt væksteventyr.