VL Døgnet 2026: Øksnehallen summede af alvor, ambitioner og handlekraft
27. maj 2026
Mørke skyer hang lavt over Kødbyen i København, da ledere fra hele landet fandt vej til Øksnehallen til årets VL Døgn. I den historiske hal stod kaffen klar ved de lange borde, mens mere end 900 VL-medlemmer langsomt fyldte hallen med håndtryk, gensyn og samtaler inden dagens første oplæg.
Men årets VL Døgn var mere end netværk. Det kredsede om en verden i forandring. Om AI, geopolitik, sikkerhed og det lederskab, der nu er rykket helt frem i frontlinjen – noget der hurtigt kunne mærkes i både samtalerne i hallen og på scenen.
Af Mai Zeilund
Videoer fra VL Døgnet 2026
Se videooptagelser af de faglige oplæg på VL Døgnet her.
Fotos fra VL døgnet 2026
Se fotos fra VL Døgnet her
Det største VL Døgn nogensinde
På scenen bød VL’s bestyrelsesleder Peter Kaas Hammer, CEO i Kemp & Lauritzen (VL45), velkommen til det mest velbesøgte VL Døgn nogensinde.
Det var dog ikke helt let at få ro i salen. Småsnakken bølgede mellem de lange borde, hvor gamle bekendtskaber blev genoptaget, og nye samtaler var i gang. Med et smil konstaterede bestyrelseslederen, at energien i rummet var til at mærke. Derefter satte han ord på årets tema og den virkelighed, mange ledere oplever lige nu:
“Vi befinder os i en tid, hvor grænserne mellem sikkerhed, teknologi og kunstig intelligens bliver stadig mere udviskede.”
Peter Kaas Hammer talte om en verden i hastig forandring, hvor konkurrencekraft ikke længere kun handler om innovation og vækst, men i stigende grad om robusthed, strategisk positionering og evnen til at navigere i usikkerhed. Kort efter opfordrede han alle i salen til at rejse sig og vende sig mod en, de ikke kendte. “Hvad fylder mest i jeres ledelsesrum lige nu?” lød spørgsmålet fra scenen.
På få sekunder forvandlede Øksnehallen sig til et levende lydtapet af hundredvis af samtaler. Stolene skubbede bagud. Folk lænede sig ind over bordene. Andre gik rundt mellem rækkerne, hvor en intens summen voksede frem under hallens høje stålkonstruktioner.
Det var ikke småsnak. Det handlede om usikkerhed, AI, toldmure, talentmangel, krig, tempo og om, hvordan man leder midt i det hele.
Se Peter Kaas Hammers åbningstale her:
Jeg har deltaget i VL Døgnet i mange år. Årets udgave er et af de mest vedkommende længe. Der er en sense of urgency.
“Vi har lidt travlt”
På scenen tegnede terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen et billede af en verden under hastig forandring. Den tidligere efterretningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste og tidligere chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet er nu professor i Business Security and Resilience Practice samt prodekan på CBS.
Hun beskrev Europa som et hus under angreb, hvor Donald Trump “smadrer ruderne med håndgranater”, mens Putin “graver op under fundamentet”.
“Vi har lidt travlt,” lød det fra Anja Dalgaard-Nielsen.
Budskabet var klart: Europa har ikke længere tid til at tale forbi hinanden. Rusland kan hurtigt genopbygge sit militær, og virksomheder bliver nødt til at tænke beredskab og samarbejde med myndigheder ind i deres virkelighed.
“Hav styr på din butik. Hav en beredskabsplan – og øv den,” rådede hun.
Men ifølge Anja Dalgaard-Nielsen er Europa ikke uden styrker. Hun pegede blandt andet på Europas samarbejdsevne, stærke institutioner og erfaring med at håndtere kriser.
“Vi kan faktisk mere, end vi selv tror,” lød det fra Anja Dalgaard-Nielsen.
Se Anja Dalgaard-Nielsens indlæg her:
Fra BlackRock til Topsoe og ambassadøren: Verden set fra scenen
Roelof Salomons, chefstrateg i BlackRock, indtog scenen med et kort keynote-oplæg om verdensøkonomien, geopolitik og Europas nye rolle i en mere usikker verden.
Han brugte tre billeder til at forklare situationen: Månen, et vækkeur og en krokodille med lukkede kæber under vandet.
Krokodillen beskrev ifølge ham Europa: Et kontinent, der måske har virket sovende og langsomt, men som kan blive ekstremt stærkt, når det først vågner.
“Europa har været vant til at trykke snooze. Nu er kontinentet ved at vågne op,” sagde han.
Hvis nogen for få år siden havde sagt, at Tyskland ville investere massivt i defence og teknologi, ville folk have “grinet dem ud af rummet”, sagde han.
Men verden har ændret sig, og det kræver ifølge Roelof Salomons, at virksomheder og ledere tør tage flere chancer.
“Accept risks,” lød hans råd til VL’s medlemmer, mens han dog advarede mod, at investeringerne lige nu bliver for koncentrerede omkring AI.
“Det er et fantastisk tidspunkt at være i live,” sagde han – men understregede samtidig, at vejen frem bliver både ujævn og mere usikker end tidligere.
Se Roelof Salomons’ keynote her – på engelsk:
Tre perspektiver på en ny global virkelighed
Kort efter blev scenen udvidet til debatten “A Global Perspective”, hvor Elena Scaltritti, nylig tiltrådt President og CEO i Topsoe, og Jesper Møller Sørensen, Danmarks ambassadør til USA, sluttede sig til Roelof Salomons og samtalen om den globale virkelighed og de vilkår, som virksomheder og ledere navigerer i netop nu.
Elena Scaltritti stod på scenen få dage efter annonceringen af en af de største omstruktureringer i Topsoes historie – midt i en energisektor præget af usikkerhed, milliardnedskrivninger og projekter, der bliver udskudt.
“Vi bliver nødt til at reagere på omstændighederne,” sagde hun.
Hun talte om virksomheder, der sidder fast med “stranded assets”, om renter og om kunder, der udskyder investeringer i en mere usikker verden. Men også om, hvad det kræver af ledere lige nu.
“Find mennesker, der udfordrer dig, så du træffer bedre beslutninger. Og husk: AI er ikke kreativ,” sagde hun.
“Dark whales are coming up”
Jesper Møller Sørensen gav i debatten et diplomatisk blik på USA og den nye globale virkelighed, som danske virksomheder i stigende grad skal navigere i.
“Danmark er i dag blandt de største investorer i USA – foran både Kina og Brasilien,” pointerede han.
Men verden er samtidig blevet mere uforudsigelig. “Dark whales are coming up,” sagde Jesper Møller Sørensen.
Ifølge ambassadøren er virksomheder i stigende grad tvunget til at navigere i en verden præget af geopolitisk konkurrence, handelskonflikter og kampen om teknologi. Men det største globale slag handler ikke kun om teknologi. Det handler også om mennesker.
Hans største bekymring var ikke toldsatser eller geopolitik – men manglen på talent og kvalificerede medarbejdere. “Selv virksomheder, der klarer sig godt, kæmper med at finde de rigtige mennesker,” lød det fra Jesper Møller Sørensen.
Se debatten mellem Elena Scaltritti, Jesper Møller Sørensen og Roelof Salomons her – på engelsk:
“Fokusér på bolden”
Senere delte Britta Korre Stenholt, koncernchef i STARK Group (VL1), og Peter Halling, CEO i ALK (VL46), deres erfaringer med at lede under pres og håndtere geopolitiske forandringer.
“Jeg kæmper med uklarheden i krystalkuglen,” sagde Britta Korre Stenholt om en byggebranche præget af usikkerhed.
Peter Halling fortalte om at lede i en virksomhed med mange ansatte i USA – og om dilemmaet, når globale konflikter og politiske spændinger pludselig bliver en del af hverdagen på arbejdspladsen.
Ifølge ham kræver det som leder, at man tænker sig grundigt om i forhold til både kommunikation og de signaler, man sender til organisationen, når medarbejderne er spredt ud over kloden.
“Fokusér på bolden,” sagde han, selvom han ikke var meget for at give gode råd til den gruppe allerede meget kompetente topledere, han talte til.
Se dialogen mellem Britta Korre Stenholt og Peter Halling her:
Årets tema var superrelevant. Vi tænker jo alle på globaliseringen og det gab, der er kommet i verden.
Forsvar, business og en ny sikkerhedsvirkelighed
Mens geopolitik og sikkerhed fyldte stadig mere i dagens samtaler, satte debatten “Forsvar & Business – samarbejde i en ny sikkerhedsvirkelighed” fokus på, hvordan erhvervsliv og forsvar nu bliver tvunget tættere sammen.
På scenen var Jens H. Garly, Director of Defence & Security i Deloitte og tidligere generalmajor (VL17), Merete Eldrup, bestyrelsesformand for blandt andet Nykredit og medlem af Forsvarets Ekspertudvalg, samt Michael Holm, Chairman of the Board i Systematic.
Samtalen kredsede om, hvordan virksomheder og myndigheder i stigende grad bliver nødt til at arbejde tættere sammen i en mere usikker verden. “Det offentlige og det private er stadig lidt uenige om tempoet – men det er godt, at det er kommet på agendaen,” sagde Michael Holm.
Merete Eldrup pegede samtidig på, hvor hurtigt samarbejdet udvikler sig netop nu. “Jeg ser en kæmpe åbenhed og interesse fra Forsvarets side i forhold til, hvad man kan lære og bruge af erfaringer fra det private erhvervsliv,” sagde hun.
“Det der har ændret sig, er den sikkerhedspolitiske situation, der gør at vi nu skal være sammen om at levere et beredskab og et forsvar, der skal passe på Danmark,” lød det fra Jens H. Garly.
Se debatten mellem Merete Eldrup, Jens H. Garly og Michael Holm her:
“Lad være med at se så skræmte ud”
Da André Rogaczewski, CEO i Netcompany, indtog scenen under overskriften “Hvem tør ændre forretningen i tide?”, kom AI igen i fokus, da han tegnede et billede af en fremtid, hvor meget af det, vi i dag opfatter som ekspertviden, vil blive vendt på hovedet.
“En digital assistent vil til enhver tid være bedre til at forstå regler end os. Punktum,” sagde han.
Ifølge André Rogaczewski kommer AI ikke bare til at ændre enkelte funktioner – men hele måden virksomheder arbejder og træffer beslutninger på.
Flere i salen grinede lidt nervøst.
“Lad være med at se så skræmte ud,” lød det hurtigt fra scenen.
Ifølge André Rogaczewski handler det ikke om at frygte udviklingen, men om at forstå den og begynde at arbejde med den. “Gå hjem og byg en app eller en hjemmeside med AI. Bare for at få mønten til at falde,” sagde han.
Se André Rogaczewskis keynote her:
Det har været virkelig kompetente talere – nogen der ved noget om emnet. Og så har der været gode skift i tempoet i løbet af dagen. Man får ny viden om nogle af de emner, der fylder i ens hverdag, og samtidig møder man ledere fra andre brancher og VL-grupper.
Breakouts, bobler og netværk i Øksnehallen
Dagens samtaler flyttede senere ud i breakout-sessioner med emner som cyberangreb, AI, forsvarssamarbejder og ledelse i en mere uforudsigelig verden.
Da eftermiddagen gled over mod aften, ændrede stemningen i Øksnehallen karakter.
Ved loungeområderne stod grupper af VL-medlemmer med champagneglas i hænderne, mens blød jazz gled ud gennem hallen. Samtalerne fortsatte rundt ved de høje borde før aftenens middag og fireside chat.
Henriette Rosa Eduardsen, uddannelseschef ved University College Nordjylland (VL19), var kommet til København sammen med seks nordjyske VL-grupper, som hvert år bruger VL Døgnet til både at få ny viden og styrke relationerne på tværs af grupperne.
Hun roste især årets program for både at være fagligt stærkt og afvekslende. Hun pegede også på, at VL Døgnet giver mulighed for at møde og lytte til ledere fra helt andre brancher end ens egen.
Efter middagen havde de seks nordjyske grupper planlagt at mødes til drinks på Nimb Hotel og fælles gruppearrangementer dagen efter i København.
Se fotos fra dagen her.
Da David Petraeus indtog scenen, blev der helt stille i Øksnehallen
Hen mod aftenen ændrede stemningen karakter i Øksnehallen. Langbordene blev dækket op til tre-retters middag. Vin blev hældt op, mens samtalerne fortsatte mellem levende lys, klingende glas og summen fra salen.
Efter forretten indtog David Petraeus, tidligere CIA-direktør, amerikansk firestjernet general og i dag partner i KKR, scenen til aftenens fireside chat.
Han adresserede vigtige temaer – fra Ukraine og Kina til AI, innovation og Europas udfordringer med at skabe samme innovationskraft som Silicon Valley.
Samtidig roste han de danske soldater, som han har arbejdet tæt sammen med gennem NATO-operationer i Afghanistan, Bosnien og Irak. “Danskerne var fantastiske i Afghanistan. I skal være enormt stolte,” understregede han.
Petraeus sluttede aftenen af med en klar opfordring til de europæiske virksomheder: Kig mod Ukraine, hvis I vil forstå fremtidens forsvar – og den hastighed, som innovation udvikler sig med lige nu.
Han pegede på, hvordan Ukraine på få år har udviklet nye former for krigsførelse med droner og autonome systemer i et tempo, som resten af verden har svært ved at følge med i. “Ukraine har en ubrydelig generation,” sagde han.
Ifølge den tidligere CIA-direktør er det netop den hastighed og evne til at tilpasse sig, som Europa skal lære af i en verden, hvor AI, teknologi og sikkerhed udvikler sig langt hurtigere end tidligere. “Vi er nødt til at lære hurtigere,” lød det fra David Petraeus.
Med det satte David Petraeus punktum for et VL Døgn, hvor ord som robusthed, risiko, AI, talent og Europas fremtidige konkurrencekraft havde præget samtalerne fra morgen til aften.
Se aftenens fireside chat med general David Petraeus og Lars Findsen, VL4, medstifter af Tænketanken Ny Verden og medlem af årets Advisory Board for VL:
se program og taleroversigt ved vl døgnet 2026
Læs mere her
Se eller gense talere, keynotes og paneldebatter
Se alle videooptagelser fra de faglige oplæg på VL Døgnet her.
Masser af gode fotos
Se fotos fra VL Døgnet 2026 her.
Se dine medlemsfordele fra VL Døgnets partnere og sponsorer
Find dem i din VL Forum App





