VL på jagt efter nøglen – hvad har vi så lært om den danske vækstmodel?
1. juli 2025
Af Mai Zeilund
VL’s årstema 2024/2025 tog sin begyndelse som en undren og en åben invitation til at undersøge, hvad det egentlig er, vi bygger vores succes på: Har vi en særlig dansk vækstmodel – og rummer den nøglen til fremtiden?
Et år senere og en række VL-aktiviteter klogere – konferencer, artikler, podcasts mm. – står det klart: Den ene, magiske nøgle findes ikke, og måske har den aldrig gjort det. Men i stedet har vi fået åbnet en lang række døre. Døre ind til nye erkendelser, gamle fordomme, skarpe dilemmaer og ikke mindst en dybere forståelse af, hvad den danske vækstmodel egentlig består af, og hvordan vi som ledere kan være med til at forme den fremtid, vi alle er på vej ind i.
Det har ikke været en jagt på sandheden, men på samtalen. Og måske er det netop den samtale, der er vores største styrke.
“Vi kan ikke se os selv som adskilt fra omverdenen,” sagde VL’s bestyrelsesleder, Jesper Nygård, VL2, på årets VL Døgn.
Verdenssituationen – krig, klima, geopolitik – banker ikke længere på døren, den er trådt indenfor. Den danske vækstmodel skal måles i det lys.
Vi har her samlet nogle af de vigtigste pointer fra arbejdet med årstemaet blandt VL’s 3.700 medlemmer.
Tillid er ikke en strategi – det er en kultur
“Gennem ledelse giver man medarbejderne kraft til at skabe.”
Sådan formulerede Merethe Eckhardt, VL47, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen, det, mange ledere oplever i praksis: Når tillid er grundlaget, vokser ansvar, engagement og handlekraft.
Tillid er ikke en metode, man implementerer, det er noget, man er. Det siver gennem kulturen, gennem måden vi kommunikerer, beslutter og involverer.
Som Lisbeth Knudsen, VL1, formulerede det tidligt i årstema-udfoldelsen, inden hun gav bestyrelsesleder-posten videre til Jesper Nygård:
“Tillid er en grundpille i vores ledelsesstil og skaber en særlig form for ledelse, hvor åbenhed, dialog og medarbejderinvolvering er i fokus.”
Men tillid som ledelsesprincip bliver ikke nødvendigvis opfattet ens i hele verden. Kasper Egelund, VL2, CEO i Vipp, og i år en del af VL’s Advisory Board, udfordrede den danske model:
“Jeg mangler beviser for, at den danske ledelsesstil er vejen til unik succes.”
Line Christa Amanda Sørensen, VL81, CCO i Trifork, supplerede med erfaringer fra det internationale erhvervsliv i Schweiz:
“Tillidsbaseret ledelse er ikke den rette medicin alle steder i verden. Som udgangspunkt bliver man mødt med uforstående blikke, hvis man insisterer på at praktisere den danske ledelsesstil.”
Tillid er med andre ord en styrke, men ikke en skabelon. Den kræver forståelse for kontekst, mod til at justere og ledere, der tør gå forrest med både åbenhed og retning.
Offentligt-privat samarbejde: Frustration, håb og brug for handling
Hvis der er én samtale, der har skabt både rynkede og løftede øjenbryn i årets løb, så er det samtalen om det offentlig-private samarbejde.
Samarbejdet mellem offentlige og private aktører er ofte præget af skæve forventninger, bureaukratiske barrierer og kultursammenstød. Og mange oplever, at vi taler om det, men sjældent gør noget ved det.
Men billedet er ikke entydigt mørkt. Der er også optimisme og vilje.
“Vi lever i meget forskellige systemer, men jeg oplever, at der er en stor interesse for at samarbejde.” Sådan lød det på VL Døgnet fra Pernille Halberg Salamon, VL9, direktør i Komponent – kommunernes udviklingscenter.
Søren Kvorning, CEO i Kamstrup, udfordrede på VL Døgnet de strukturelle benspænd og efterlyste langsigtede løsninger og en ny respekt mellem sektorerne:
”Der skal findes en bedre forståelse imellem de to sektorer (offentlig og privat), så det ikke er ”os og dem”. Vi kan begynde med at diskutere den betalte frokostpause i det offentlige – her ligger rigtig mange årsværk, som vi kunne bruge til innovation.”
Andre har vist, hvordan det faktisk kan lykkes:
”Der ligger et stort potentiale i et tættere samarbejde, hvor det offentlige bruger private aktører til at teste og udvikle nye, eksperimenterende modeller – for eksempel inden for sundhedsområdet. Vi har brug for innovation, og det sker bedst i fællesskab,” fortalte Michael Stensbøl, VL47, direktør i DGI Byen, der har et 100-årigt partnerskab med Københavns Kommune, til VL Nyt.
Der er altså både mod, erfaring og nysgerrighed, men vi mangler strukturer, tillid og fælles ambitioner. Og ikke mindst: fortællingerne. De gode eksempler skal frem i lyset, inspirere og skabe momentum. Det store spørgsmål er derfor ikke længere, om vi skal samarbejde, men hvordan vi skaber partnerskaber, der virker i praksis. Ikke bare i visioner, men i virkeligheden.
Clement Kjersgaard understregede dagsordenen i foråret
I februar-marts 2025 inviterede vi Clement Kjersgaard, journalist og DR2-vært, med til tre regionale VL-konferencer i hhv. København, Aarhus og Kolding under overskriften “Kan den danske model stå model til fremtiden?” Her leverede Clement Kjersgaard en opsang, der vakte eftertanke og ramte nerven:
“Det her er alvorligt. Humlebien Danmark flyver ind i stormvejr.”
Han udfordrede ideen om, at Danmark altid lander på benene. For hvordan står vores model, når globale realiteter rykker tættere på, og kriser bliver det nye normal. Clement Kjersgaard satte spørgsmålstegn ved, om vi som ledere og samfund tør og evner at gentænke os selv.
Jesper Nygård: Demokratiets DNA og ledelsens ansvar
VL’s bestyrelsesleder Jesper Nygård knyttede på VL Døgnet trådene tilbage til vores værdimæssige fundament, hvor han fremhævede, hvordan dansk ledelse ikke blot handler om struktur og strategi, men også om samtale og fællesskab:
“Vi bygger på en kultur, hvor forskellighed ikke blot tolereres, men ses som et demokratisk vilkår. Vi har en lang tradition for at tale sammen og finde løsninger.”
Jesper Nygård refererede til Hal Kochs bog “Hvad er demokrati?” skrevet i krigens mørke, og han mindede os om, at samtalen er demokratiets livsnerve, som vi ikke kan tage for givet. Hverken i samfundet eller i ledelsesrummet. Det kræver vedvarende respekt, nysgerrighed og mod at bygge videre på det, vi har.
Vi er en del af noget større
Det globale udsyn gik igen flere steder i årets diskussioner. Christina Hvid, VL46, CEO i Molio, formulerede det tidligere på året præcist:
“Vi skal være de bedste til at lære af verden.”
Danmark kan ikke vokse sig stærk ved at lukke sig om sig selv. Verden er en medspiller, og nogle gange en modspiller, men vi er nødt til at engagere os. Det kræver åbenhed, justering og modet til at stille spørgsmål ved det, vi troede var givet.
Work-life balance og psykologisk tryghed: Mere end en HR-idé
En anden dimension, der har markeret sig tydeligt i det danske ledelseslandskab, er vores tilgang til arbejdsliv. Nikolaj Holtet Hoff, VL10, CEO i Nordic Solar, udtrykte det således:
“Vi er ligeglade med, at work-life balance ikke er en organisationsværdi – det er det for os.”
For mange danske virksomheder er balancen mellem arbejdsliv og privatliv ikke noget, der står i en strategi, det er noget, man gør. Det skaber trivsel, loyalitet og plads til refleksion og innovation. Men som med tillid og dialog gælder det samme: Hvis vi vil gøre det til en styrke i verdensklasse, skal vi også kunne måle, formidle og udvikle det aktivt. Ikke tage det for givet.
Døren er åben – hvem tør gå ind?
Mest af alt har vi mærket en stor vilje blandt VL’s medlemmer til at stille spørgsmål, dele erfaringer og til at tænke nyt. Som Jesper Nygård formulerede det i forbindelse med markeringen af VL’s 60 års jubilæum i år:
“I VL vil vi spille hinanden bedre.”
Det er måske det mest danske af det hele. Vi har måske ikke fundet nøglen til fremtiden – men vi har fundet døren og et stærkt fællesskab, der er klar til at gå videre ind i samtalen, handlingen og ansvaret.
Perspektiver og næste skridt for offentligt-privat samarbejde
- Der er en tydelig interesse for samarbejde – men realiseringen halter.
- Kulturforskelle, systemforskelle og ‘os-mod-dem’-mentalitet spænder ben.
- Flere peger på behovet for langsigtede, gensidigt forståelige rammer – ikke kortsigtede initiativer.
- Der findes konkrete eksempler på godt samarbejde f.eks. DGI Byen, men vi mangler flere gode historier, der kan inspirere og udbredes.
15 pointer – én bevægelse
VL har ikke fundet nøglen. Men vi har identificeret 15 centrale indsigter, der tilsammen danner et billede af den danske vækstmodel anno 2025:
- Tillid er en styrke – men ikke nok i sig selv
- Dialogkultur kræver vedligeholdelse
- OPP-samarbejdet har et stort potentiale
- Vi skal turde skabe fyrtårne i dansk erhvervsliv
- Dansk ledelse er ikke globalt skalerbar uden tilpasning
- Psykologisk tryghed er en dansk konkurrencefordel
- Ledelse handler om mod – ikke kun konsensus
- Arbejdslivsbalance er en reel praksis, ikke kun en vision
- Samfundsansvar er forankret – men skal aktiveres strategisk
- Vi har brug for ny vækstforståelse – grøn, social og meningsfuld
- Den danske model skal opdateres, ikke afskaffes
- Vi kan lære mere – især af udlandet
- Ordentlighed og transparens er stærke signaler
- Polarisering skal forebygges – også i virksomheder
- Humlebien kan ikke flyve alene længere
Læs mere om VL’s årstema 2024/2025
Se eller gense taler og paneldebatter fra VL Døgnet
Se alle videooptagelser fra de faglige oplæg her.