Et VL i konstant udvikling – skal sætte dagsordenen for god ledelse
11. september 2026
Af Mai Zeilund
Seks regionale møder i Danmark og to internationale møder har samlet VL’s gruppeledelser på tværs til erfaringsudveksling og dialog om VL’s udvikling.
Hvad gør VL til noget særligt i et voksende udbud af netværk og ledelsesfællesskaber? Hvordan sikrer VL fortsat aktualitet og relevans for både nuværende og kommende medlemmer? Og hvordan bringer man den ledelsesviden, der findes blandt de 3.800 medlemmer, endnu mere i spil? Kan VL i endnu højere grad være med til at sætte ledelsesdagsordenen?
Spørgsmålene fyldte rundt om bordene på Gammel Strand i København, da VL Selskabet i slutningen af august satte punktum for årets danske VL-gruppelederturné.
Forinden havde turen været forbi Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Vejle og Nordsjælland – og desuden to digitale møder med de 13 internationale VL-grupper. I alt deltog 101 VL-gruppeledere, og 85 pct. af VL-grupperne var repræsenteret.
Det er sjette gang, adm. direktør Ida Bratting Kongsted tager VL Selskabet med rundt i landet. Hun introducerede formatet, da hun tiltrådte.
“Livet leves meget forskelligt ude i grupperne, og der er rigtig meget, man kan lære af hinanden. På disse møder får VL-gruppelederne mulighed for at mødes på tværs, udveksle erfaringer og tale om, hvad der rører sig. Hertil kommer styrkelse af sammenhængskraften mellem VL Selskabet og VL-grupperne – og betydningen af at alle arbejder sammen og i samme retning,” siger hun.
VL står på et solidt fundament og tjener et værdifuldt formål, og jeg tror faktisk, at relevansen er større end nogensinde. Det er blevet mere komplekst at være leder, og derfor er der brug for et stærkt fællesskab som VL.
Forskellige grupper – fælles formål
Forskellene mellem de individuelle grupper er mange. Nogle står eksempelvis midt i et generationsskifte, mens andre har fokus på rekruttering, gruppens sammensætning eller nye mødeformer. Men på tværs af de forskellige udfordringer og behov er fællesskabet stærkt og fokus på god ledelse og autentisk ledelsessparring den samlende kraft.
“På tværs af grupperne oplever jeg en stærk opbakning til VL’s formål og til ledelse som vores fælles omdrejningspunkt. Samtidig mærker jeg blandt medlemmerne en stor stolthed over at være en del af VL,” siger Ida Bratting Kongsted, som selv er medlem af VL16.
På Gammel Strand kredsede diskussionerne blandt andet om VL’s identitet, fællesskabet og den fremtidige relevans.
Bestyrelsesleder i VL og adm. direktør i Kemp & Lauritzen, Peter Kaas Hammer, VL45, der selv har været en del af VL i 15 år, satte ord på VL’s rolle i en tid, hvor lederrollen bliver stadig mere kompleks:
“VL står på et solidt fundament og tjener et værdifuldt formål, og jeg tror faktisk, at relevansen er større end nogensinde. Det er blevet mere komplekst at være leder, og derfor er der brug for et stærkt fællesskab som VL,” lød det fra Peter Kaas Hammer.
Men hvordan fastholder VL den position? Diskussionerne rundt om bordene pegede igen og igen tilbage på det, mange ser som VL’s største styrke: medlemmerne.
“Vi har en kæmpe vidensbase med 3.800 medlemmer. Den bør vi bruge til at positionere os i debatten om god ledelse,” lød det fra CEO i Falck, Jakob Riis, medlem af VL46 og bestyrelsesmedlem i VL Selskabet.
Netop medlemmernes samlede viden og erfaring er et af de områder, hvor Ida Bratting Kongsted også ser et endnu større potentiale:
“Vi har allerede gavn af rigtig gode input fra medlemmerne, blandt andet på scenen på vores events; heriblandt VL Døgnet, i vores podcasts, i ledelsesportrætter i VL Nyt og i vores advisory boards. Men der ligger en enorm viden og erfaring i forhold til ledelse ude i grupperne, som vi kan blive endnu bedre til at bringe i spil – også over for omverdenen.”
VL Selskabet og VL-grupperne hænger uløseligt sammen. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Derfor skal vi alle sammen hele tiden arbejde for, at VL forbliver attraktivt og relevant for både nuværende og kommende medlemmer.
VL Selskabet og VL-grupperne i tæt forening
Samspillet mellem VL Selskabet som samlingspunkt og de 117 selvstændige VL-grupper står endnu tydeligere for Ida Bratting Kongsted efter årets turné.
“VL Selskabet og VL-grupperne hænger uløseligt sammen. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Derfor skal vi alle sammen hele tiden arbejde for, at VL forbliver attraktivt og relevant for både nuværende og kommende medlemmer.”
Blikket rettet mod 2030
Årets gruppelederturné er slut, men samtalen om fremtidens VL fortsætter. De mange input fra møderne rundt i landet og fra de internationale VL-grupper bliver nu taget med ind i arbejdet med VL’s strategi frem mod 2030 – sammen med blandt andet den seneste medlemsanalyse.
Strategien bliver præsenteret på VL’s generalforsamling i København den 21. oktober. Her bliver også det kommende årstema lanceret.
På Gammel Strand fik VL-gruppelederne allerede et første kig, da Ida Bratting Kongsted løftede sløret for temaet: ”GRÆNSER – når verden flytter sig, gør ledelse det også”.
For hvor går grænserne for ledelse i en verden, hvor geopolitik, teknologi og nye forventninger konstant flytter dem? Og hvilke grænser skal fremtidens ledere kunne navigere i – og måske selv være med til at flytte?
Det bliver nogle af de spørgsmål, VL sætter på dagsordenen i det kommende år. Læs mere om årstemaet her.
Se fotos fra alle seks møder i Danmark
Husk at svare på VL’s medlemsundersøgelse
Hvad fungerer godt i VL – og hvor er der plads til forbedring?
VL’s medlemsanalyse er din mulighed for at give input til den videre udvikling af VL. Dine svar indgår sammen med inputtene fra VL-gruppelederturnéen i arbejdet med VL’s strategi frem mod 2030.
Hold øje med din indbakke.

