VL Døgnet 2024:
AI & ledelse for mere end 750 VL-medlemmer
14. juni 2024
Mere end 750 VL-medlemmer nød årets VL Døgn. Der var højt til loftet på alle måder, og Egeskov Slot viste sig flot frem – og det danske vejr viste sine lunefulde sider. Det blev på alle måder et minderigt VL Døgn.
Af Anders Monrad Rendtorff
Årets VL Døgn torsdag den 6. juni til fredag den 7. juni blev minderigt. Sjældent har så mange VL-medlemmer været samlet, og det faglige emne været så relevant. Samtidig var glæden over at være sammen i sin VL-gruppe og på tværs af grupperne stor. Det faglige var formentlig anledningen til at dukke op, men deltagerne tog i høj grad fællesskabet med hjem.
Inspirerende formiddag på den store klinge
AI er årets tema. VL Døgnet blev en værdig kulmination på årets tema, hvor vi gennem hele sæsonen har arbejdet med at udfolde temaet AI og ledelse. Nemlig gennem ledelsesdimensionen, der altid er VL’s ’license to operate’, og her lykkedes det igen at løfte barren via dagens stærke keynotes og paneldebatter. Det er tydeligt, at VL-medlemmerne er motiverede. Både af frygt og af interesse. Man kan ganske enkelt ikke komme udenom AI i sin nuværende og fremtidige ledelsesgerning.
Indledningsvis blev VL Døgnet åbnet med besøg af erhvervsminister Morten Bødskov, hvor VL’s bestyrelsesleder Lisbeth Knudsen, VL1, har samlet fem vigtige pointer fra hans indlæg:
➡ Mange andre lande er meget længere fremme med AI end os. Men de andre mangler, at deres samfund er med. Det handler om tillid.
➡ Globaliseringen er ved at blive afløst af en geopolitisk regionalisering, og Europa er lidt “super confused” i øjeblikket i forhold til at håndtere den udvikling.
➡ Hastighed kommer til at spille en stor rolle. Og vi er nødt til at fjerne noget af den forhindringsbane for udviklingen, der er i EU-reglerne lige nu, og for at vi kan fastholde og udvikle vores erhvervsmæssige styrkepositioner.
➡ Vi må have en ny diskussion om GDPR-reglerne. Finde den helt rigtige balance mellem hensynet til os som personer og beskyttelsen af vores data og så den teknologiske udvikling, vi har brug for.
➡ Digitalisering og automatisering er næste skridt for vores industriproduktion, og vi er langt fremme.
Så var scenen sat, og i den efterfølgende paneldebat gav Niels B. Christiansen, CEO i LEGO, en af dagens første afgørende pointer fra erhvervslivet: ”Mere fokus, færre projekter, tættere på kernen”. Det er måske let at sige, men Niels B. Christiansen understregede, at forudsætningen for at kunne være så fokuseret er at have styr på IT og data og selvsagt at have en veldefineret kernekompetence. Og at det i hans optik er en fordel at vokse, fordi man så kan veksle produktivitet til kapacitet.
Jens Lund, CEO i DSV, fulgte op med en meget konkret case, der høstede et af dagens største bifald. Casen handlede om optimering af workflow i DSV’s omfattende logistik, hvor Jens´ opsummerende og lakoniske pointe var, at ”transaktioner bliver til penge, som bliver til bundlinje”. En understregning af, at lederens fokus bør være på det, som er vigtigt, og at lederen derfor pinedød skal forstå virksomheden. Se hele debatten her.
Dernæst satte EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager sammen med VL4’s Casper Klynge, SVP Dansk Erhverv, fokus på et EU-perspektiv.
Dette efterfulgt af professor ved KU, Serge Belongie, der på bedste både seriøse og underholdende vis satte fokus på myter om AI – et utroligt berigende og underholdende indlæg, som kan ses her.
På det internationale perspektiv havde vi år inviteret Christina Boutrup og Dr. Wan Li Min – der i den grad præsenterede et Kina i rivende AI-udvikling.
Workshops gav personlig dybde
Efter en række spændende og inspirerende oplæg i plenum var det tid til workshops, hvor deltagerne på forhånd individuelt havde valgt to forskellige ud af ni mulige. Det foregik i det fri og udnyttede det helt fantastiske uderum på Egeskov Slot.
”Vi havde jo forestillet os en solskinsdag eller i det mindste lidt lunere vejr, da hele eftermiddagen var baseret på inspirerende workshops i udendørs ’haverum’. Så selvom vi havde nærlæst alle vejrudsigter op til dagen, var det ærlig talt lidt stressende, at vi måtte omrokere en del, fortæller Ida Bratting Kongsted, adm. dir for VL Selskabet, og fortsætter:
”Men forhåbentlig var det primært os bag tæppet, der blev noget pressede. For langt de fleste VL-medlemmer tog vejret med godt humør og hjalp til, at det hele lykkedes. Og vores gode kolleger fra Egeskov fik fremtryllet tæpper og ydede en ekstraordinær fleksibel indsats.”
VL Selskabet har nu modtaget de mange evalueringer af VL Døgnet, og Ida Bratting Kongsted og hele VL-teamet er glade for de mange positive roser og tilkendegivelser – ikke mindst for det faglige program:
”Jeg talte selvfølgelig med rigtigt mange medlemmer i løbet af dagen – og så har jeg jo bemærket den fantastiske serie af LinkedIn-opslag, der både giver gode indtryk og viser billeder fra de mange workshops. Det betrygger mig i, at vores fokus på AI & ledelse har været meget relevant.”
Festlig aften
VL Døgnet var denne gang et ”rigtigt” døgn. Derfor var der – takket være årets styregruppe – lagt ekstra kræfter i at gøre torsdag aften festlig. Ikke nok med middag, men også underholdning og mulighed for mere samvær. Og det virkede. For over 600 VL-medlemmer deltog i middagen, hvor også Egeskov Slots ejere og beboere deltog – nemlig grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra til Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Mange fik senere svinget dansebenene til live-musik og hang ud i cocktailbaren. Rigtig mange overnattede på hoteller i nærheden. Det endte med at blive en virkelig god fest. Et element, som vi bestemt tager med os til næste års VL Døgn.
Konkrete og faglige virksomhedsbesøg
Selvom mange sikkert var trætte, sluttede VL Døgnet først om fredagen – med besøg på virksomheder på Fyn. Omkring 200 VL-medlemmer deltog i de arrangementer, som fulgte meget konkret op på de spændende oplæg fra dagen før. Selv om mange gerne vil inspireres af de store linjer, er der altid stort behov for at komme ned på jorden og høre enkle og konkrete løsninger. Det lykkedes rigtig fint med fredagens program, hvor der var AI-relaterede besøg hos TV 2, Hesehus og Inwatec i Odense, Cabinplant i Haarby samt et samlet besøg hos SIMAC og Svendborg Maritime Erhvervspark.
”Jeg er meget stolt over VL Døgnet 2024. Vi har været meget ambitiøse, både med det omfattende program og den spændende lokation. Når jeg ser tilbage nu, oplever jeg entydig opbakning fra vores medlemmer, der stillede op til det hele. Det ser ud til, at alle har fået både noget vigtig fagligt input med hjem og samtidig har fået bekræftet, at VL er et meget relevant forum for topledere. Det glæder jeg mig meget til at arbejde videre med og tage med til næste års VL Døgn”, afslutter Ida Bratting Kongsted.
Masser af gode fotos
Se fotos fra VL Døgnet her.
Se eller gense talere, keynotes og paneldebatter
Se videooptagelser fra de faglige oplæg på VL Døgnet her.
450 VL-medlemmer har deltaget i survey foretaget af VL og PwC
På VL Døgnet lancerede PwC resultaterne af den survey, som mere end 450 VL-medlemmer har deltaget i i foråret. Analysen blev præsenteret under overskriften:
AI medfører et større etisk ansvar for topledelsen
Og en af hovedpointerne er, at selvom 85% af VL-medlemmerne i analysen mener, at AI medfører et større etisk ansvar, så mangler man retningslinjer. Og så er det tydeligt, at manglende viden og kompetencer står i vejen for at komme i gang med AI-værktøjer.
Læs selve analysen her