VL’s årstema:
AI er både teknologi og masser af ledelse
14. maj 2024
Anne Nørklit Lønborg er Head of CIO Advisory Board & Board Professional og tidligere CIO for Business IT & Digitalisation i Tryg. Og så er hun medlem af VL9. Hun oplever, at de globale kriser nu også er relevante at forholde sig nærmere til som IT-organisation. Hun oplever et dilemma som IT-ansvarlig mellem nødvendigheden af at være på forkant teknologisk og samtidig tøjle omkostningerne. Og så er AI og andre teknologier en stor forandringsopgave for en organisation. VL Nyt har taget en snak med Anne Nørklit Lønborg om hendes perspektiv på AI og ledelse. Og du kan glæde dig til at opleve Anne Nørklit Lønborg på VL Døgnet den 6. juni.
Af Anders Monrad Rendtorff
Tidligere, lad os sige i gamle dage, levede man i nogen grad sit eget liv i IT-afdelingen. Nogle gange lidt til besvær, andre gange afgørende, men altid opfattet som nogen fra en anden planet.
”I dag er IT-organisationerne fuldstændigt integrerede i en virksomhed, og de er jo ofte de første, der skal aktiveres, når der er kriser”, fortæller Anne Nørklit Lønborg.
”Derfor vil de globale udfordringer være meget nærværende for ledelsen i en IT-organisation. Covid – det første spørgsmål jeg oplevede var: ’Kan vores folk arbejde effektivt nok hjemmefra?’ Ukraine: “Hvad er vores leverandør-overblik, og hvordan kan vi blive impacted?’ CIO-rollen er nærmest synonym med topledelse”, uddyber Anne Nørklit Lønborg, inden hun giver sit bud på en af de største ledelsesudfordringer i 2024.
AI er både en spændende buffet og en dyr restaurant
Der er selvsagt mange udfordringer for en topleder. For Anne Nørklit Lønborg skal fokus være på en række sammenhængende udfordringer, der alle har at gøre med AI.
”En af de største og højst prioriterede ledelsesudfordringer i dag handler om AI. Det gælder særligt de strategiske valg i dynamikken mellem de mange muligheder, den afgørende nødvendighed og de omkostninger, der er forbundet med det. Det er ikke en triviel udfordring”, fortæller Anne Nørklit Lønborg og fortsætter:
”Jeg er ikke i tvivl om, at både cyber og AI er de store nødvendigheder, som en organisation ganske enkelt ikke kan prioritere højt nok. Det er ikke bare nye teknologier. Det er samtidig investeringer, som har en betydelig transformativ karakter. Over for det skal man have øje for økonomien. Realiteten er, – ifølge analyser fra f.eks. Wallaroo og Gartner – at op mod 90% af AI-projekter ikke formår at ramme de ROI-mål, der har været sat, og kun 10% af projekterne når til et operationelt punkt.”
Det er ikke gratis at investere i IT. Uanset løsning kræver det implementering, licenser, kompetencer, uddannelse, kommunikation og så videre. Det bliver hurtigt til store omkostninger.
”Det store spørgsmål er: Hvad får vi ud af det? Hvad er business-casen? Det er rigtigt svært, og vi bruger mange kræfter på både at regne og samtidig tænke grundigt over målene. Er det øget kvalitet? Er det mere effektivitet? Er det øget beskyttelse? Der er rigtigt mange gode formål. Samlet skærper det bevidstheden om hvorfor og hvor meget”, uddyber Anne Nørklit Lønborg, der oplever situationen som en meget stor og meget tillokkende buffet, som står åben hele tiden.
Stor og kompleks forandringsudfordring
Den anden store ledelsesudfordring er – ikke overraskende – hvordan man får anvendt den nye teknologi. Hvordan man eksekverer på de store investeringer.
”Jeg kalder det adaption i organisationen. Det kan man næsten kun undervurdere. Men sagen er, at adaption – implementering – ikke kommer af sig selv. Slet ikke. Det handler også om, at vi sammen skal tage ansvar for, hvordan vi får vores AI-løsninger til at lykkes. F.eks. at sikre, at løsningerne bliver fodret med data, og at vi herefter også husker at træne løsningerne. På den måde kræver det ledelsesmæssig prioritering at få en organisation med på rejsen”, forklarer Anne Nørklit Lønborg.
Ifølge Anne Nørklit Lønborg er det vigtigt, at organisationen har et nyt syn på ny teknologi, en såkaldt digital parathed. Og selvom man har en kultur, hvor man er vant til hurtigt at kunne anvende den ny teknologi i hverdagen, så ser vi med AI, at kravene er større. Selvom særligt ChatGPT meget hurtigt er blevet allemandseje, er det ikke ensbetydende med hurtig implementering. Anne Nørklit Lønborg ser to afgørende forudsætninger for, at det kan ske:
”IT-området har et meget stort ansvar for, at teknologien kan anvendes enkelt og nemt. Det skal være intuitivt, ikke kun for eksperter, og det skal fungere i praksis for alle. Derfor skal vi også tage ansvaret for f.eks. uddannelse og udbredelse i virksomheden. På den anden side har vi modtagerne, medarbejderne. Der er min klare forventning, at man skal have interesse for området. Både for virksomhedens skyld, og bestemt også for at undgå at blive en teknologisk analfabet. Det bliver mere og mere et krav, at medarbejderne skal orientere sig mod teknologi, uanset rolle.”
Uddannelse af organisationen
Uddannelse af organisationen bliver en vigtig indsats, som også kan rumme en række strategiske og ledelsesmæssige dilemmaer. Anne Nørklit Lønborg har i Tryg været med til at etablere en AI-styregruppe med en mangfoldig deltagelse, som går langt ud over IT-organisationen, og som arbejder ud mod hele organisationen. I praksis er medlemmerne af styregruppen ledelsesambassadører og varetager hele virksomhedens AI-udbredelse – fra det strategiske fyrtårn, det juridiske, det etiske til de teknologiske valg og eksperimenterende cases samt opkvalificering af organisationen.
”Det er et vigtigt stykke arbejde, som kan skabe fremtidens virksomhed. Her er IT-organisationen rykket ud af sin teknologiske comfort zone og er blevet retningsgivende i en sådan AI-styregruppe med sin viden. Men der er også brug for andre kompetencer som jura, HR og strategi for at få hele virksomhedsperspektivet med. Og så skal IT-organisationen ligesom resten af virksomheden løbende diskutere det store spørgsmål om, hvordan prioriteringen skal være mellem opgradering af de kompetencer, man allerede har og nye kompetencer udefra. Det er blot et spejl af situationen i organisationen”, siger Anne Nørklit Lønborg og betoner dermed de store udfordringer med at få investeringer til at blive til virkelighed.
Praktisk mindset har styrket hverdagens processer
De fleste organisationer funderer en del over, hvordan man kommer bedst i gang. En praktisk tilgang kan være en god start – og den approach, der foreløbigt har virket for Anne Nørklit Lønborg.
”Jeg har god erfaring med at omfavne AI ved at prøve sig frem. Ideen er at starte småt og arbejde sig frem mod en form for proof-of-concept på de ting, man arbejder med. Jeg er selvfølgelig meget optaget af, at man kan innovere, men samtidig skal man vide, at man er nødt til at slå mange ideer ihjel”.
I forsikringsbranchen og Tryg, hvor Anne senest har arbejdet, er fokus i høj grad på skader og skadesbehandling. Den nye teknologi skal som udgangspunkt kunne bruges til noget.
”Vi har gode erfaringer med AI-værktøjer helt nede i vores helt grundlæggende forretningsprocesser. Jeg synes, at vi i forvejen var dygtige, men det er tydeligt for mig, hvordan AI-værktøjer har accelereret udviklingen og har muliggjort en betydelig forretningsmæssig gevinst”, afslutter Anne Nørklit Nørborg.
Hvad gør du selv? Anne Nørklit Lønborg om sit eget AI-fokus
Anne Nørklit Lønborg er meget bevidst om sin funktion som rollemodel, som både leder og som en førende AI-ambassadør. Hun anerkender vigtigheden af at gå forrest og giver her sine gode råd:
- Forstå AI. Ny viden er noget, jeg er meget optaget af, og jeg læser derfor meget. Jeg bliver klogere, men sikrer også, at jeg er opdateret.
- Del AI. Jeg er meget opmærksom på at dele min viden. Det er en fordel, at jeg interesserer mig for området, men at kunne sparre og have dialog med andre omkring det giver et helt andet perspektiv. Det kan være små opdagelser, jeg gør mig, som andre kan bruge, eller sparring på ideer.
- Anerkend AI-fokus. Jeg er meget opmærksom på at anerkende alle forsøg på at give AI et fokus i dagligdagen og derved hjælpe til med udbredelsen af AI i organisationen.
- Mål AI-fokus. Jeg har haft god erfaring med at give mine ledere nogle særlige AI-anvendelses-targets for netop at drive en udvikling på området.
- Lær AI. Jeg synes, at det er så vigtigt at afprøve nye ting i praksis, og jeg holder mig ikke tilbage. Jeg har øvet mig en del med tekster, og har f.eks. haft en rigtig god oplevelse i forbindelse med MUS-samtalerne. Det kan måske virke lidt forkert at bruge et AI-værktøj til noget, der er så subjektivt og på en måde intimt som en MUS, men jeg var helt åben om det, og mine ledere synes faktisk, at det var fint. Det er samtalen, der er det afgørende for deres oplevelse og kvaliteten. Men min forberedelse var mere effektiv – fra at bruge tre timer på hver MUS, brugte jeg kun en halv time. Jeg er meget optaget af, hvordan jeg kan spare tid og blive mere effektiv gennem dagen.
Det er min klare forventning, at medarbejderne skal have interesse for AI. Både for virksomhedens skyld, og bestemt også for at undgå at blive en teknologisk analfabet. Det bliver mere og mere et krav, at medarbejderne skal orientere sig mod teknologi, uanset rolle.
AI gav optimeringer til fordel for både kunder, kvalitet og proces
Fælles for store virksomheder i forsikringsbranchen er, at der findes store mængder data f.eks. på skader i forbindelse med ulykker. Som udgangspunkt er alle skader meget individuelle. Derfor har skadesbehandlingen historisk været individuel og en manuel proces, der strækker sig over lang tid, før skaden afgøres.
Med AI-værktøjer har man fundet en måde at få bearbejdet den store mængde data, så det bliver let at overskue forløbet for skadeseksperterne. Samtidig kan man trække på data for lignende forløb og forudsige afgørelsen. På sigt kan man direkte afgøre erstatningen og give kunden tilsagn om erstatning baseret på dette.
Resultaterne har været overbevisende. Processen i skadesbehandlingen er blevet optimeret, og kvaliteten er forbedret. Og endelig er kvaliteten over for kunden øget, ikke mindst fordi sagsbehandlingen er blevet meget hurtigere. Det gør ganske enkelt kunderne mere tilfredse.
Med andre ord et tre-dobbelt win.
Anne Nørklit Lønborg er en erfaren topleder og deltager på VL Døgnet 2024
Anne Nørklit Lønborg er en meget erfaren topleder med ledelseserfaring fra en række globale, nordiske og danske virksomheder. Senest har hun stået i spidsen for transition efter opkøb, digitale og organisatoriske transformationer i Norden som CIO hos Tryg.
Før CIO-rollen sad Anne Nørklit Lønborg som Vice President for IT-udvikling i Tryg, og har også haft ledelsesroller i andre prominente organisationer: I ATP sad hun som Vice President for IT Strategy, IT Development og Business Portfolio Management. Hos IBM i roller som Associate Systems Analyst og Project Manager til en bred vifte af ledelsesroller som Department Manager og Delivery Project Executive.