Årstema: VL & AI

Alt for stor blind vinkel på Kina

12. april 2024

Kina er meget langt fremme med ny teknologi; herunder udvikling, implementering og regulering af AI. Meget længere end vi tror. Det er vi nødt til at åbne øjnene for. Det kan Dr. Wanli Min hjælpe med, når han taler på VL Døgnet den 6. juni. Wanli Min er en af verdens førende AI-eksperter og har stået i spidsen for toneangivende dataprojekter for Alibaba, Google og IBM. Han er bl.a. hjernen bag et avanceret Smart City Brain-koncept, der kan optimere alt fra energiforbrug til trafikalt flow i store byer, og han har hjulpet utallige virksomheder med at spare både penge og CO2-udledning ved hjælp af data og kunstig intelligens. VL Nyt taler i denne uge om AI i praksis på den helt store klinge.

Af Anders Monrad Rendtorff

VL Døgnet 2024 byder på et rigtigt scoop. For Dr. Wanli Min, en af verdens førende AI-eksperter, deltager med en samtale mellem ham og den danske Kina-ekspert Christina Boutrup. Wanli Min er en af verdens førende eksperter inden for kunstig intelligens og har stået i spidsen for udviklingen af flere banebrydende dataprojekter; blandt andet som Principal Data Scientist for den kinesiske tech-gigant Alibaba. I dag investerer han gennem sin virksomhed North Summit Capital i traditionelle virksomheder indenfor produktion, sundhed og landbrug og tilsætter sin AI-magi for at øge værdien.

”Dr. Wanli Min er uden sidestykke en af de skarpeste og mest sympatiske personer, jeg nogensinde har mødt. Han er en anelse underspillet, men meget faktuel og ’to the point’, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Han afsluttede allerede sin første universitetsuddannelse som 19-årig – som en del af et særligt program for talentfulde unge i Kina”, fortæller Christina Boutrup, der er en af Danmarks førende Kina-kendere. Hun vil på VL Døgnet holde et oplæg om AI-udviklingen i Kina. Derefter vil hun interviewe Dr. Wanli Min.

”Der er en blind vinkel i dansk erhvervsliv, når det gælder Kina. Mange ser stadig landet som enten et marked eller som verdens fabrik. Men det er alt for snævert”, fortæller Christina Boutrup til VL Nyt.

”Kinesiske virksomheder er stadig mest kendt som copycats, men de er ganske enkelt førende inden for mange af de nye teknologier, som i øjeblikket former vores fremtid. Det gælder blandt andet den praktiske anvendelse af AI”, understreger Christina Boutrup og henviser til den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute (ASPI), der sidste år vurderede, at Kina er førende inden for 37 ud af 44 kritiske teknologier.

”Det er en analyse, som man sikkert kan diskutere, men man kan ikke diskutere mønstret. Det er en af mange kortlægninger, der viser, at kinesiske virksomheder er verdensledende inden for blandt andet solceller, elbiler og alt, hvad der handler om avanceret industriproduktion – og vi lægger ikke rigtigt mærke til det i vores store fokus på USA”, pointerer Christina Boutrup.

Kina er arnestedet for AI-udvikling

USA har traditionelt været omdrejningspunktet for teknologiudvikling, og det var også amerikanske OpenAI, der tog verden med storm, da den lancerede ChatGPT. Men AI er jo meget mere end sprogmodeller og chatbots, og Kina er langt foran Europa og USA, når det gælder den praktiske anvendelse af kunstig intelligens i samfundet. EU slår sig ofte op på at være verdensmestre i regulering, men faktum er, at der er meget få europæiske virksomheder og lande, som er med i det internationale AI-kapløb.

”Det er problematisk, at ChatGPT stjæler al opmærksomheden i medierne og i store dele af dansk erhvervsliv, for der er mange andre teknologier, som er langt mere relevante for danske virksomheder. Her er der virkelig inspiration at hente i Kina og i den østlige del af Asien, hvor man generelt opfatter AI som et nyttigt værktøj, som kan hjælpe med at udvikle bedre løsninger for kunder og medarbejdere”, fortæller Christina Boutrup.

Hun er for nyligt flyttet hjem efter et par år i Kina og Singapore, og hun er overrasket over, hvor negativ tilgangen til AI ofte er i Danmark.

”En stor del af debatten herhjemme handler om, hvor vidt AI overtager verden, og om maskinerne tager jobs fra mennesker. Men der mener jeg godt, at vi kan lære lidt af den asiatiske tilgang, samtidig med, at vi naturligvis skal bevare en kritisk tilgang til teknologierne”, understreger hun.

Regulering og lovgivning er meget løsere i Europa og USA end i Kina

Regulering er et af de helt store emner i Europa, og der er en udbredt opfattelse af, at EU også er førende inden for regulering af AI. Men ifølge Christina Boutrup er det både forkert og ærgerligt.

”Jeg synes, at det er problematisk, at europæiske ledere gang på gang kan præsentere love som ’verdens første’, selvom Kina allerede har implementeret en AI-lovgivning. Men det er der ikke mange, der ved. Problemet er, at den europæiske lovgivning er flere år undervejs, før den kan anvendes i praksis. I mellemtiden kan vores børn så blive udsat for en AI-ven i deres Snapchat-app på mobiltelefonen. Det er tankevækkende, fordi der i Kina er regler, som begrænser hvilket indhold børn under 14 år kan se, og tech-giganterne kan ikke bare lancere generative AI-produkter uden myndighedernes godkendelse.”

”Det handler selvfølgelig også om kontrol og censur, og kommunistpartiet ser naturligvis de her nye AI-chatbots som en direkte trussel, fordi man måske ikke kan styre, hvad de kan finde på at sige. Men det handler altså også om, at man tager ansvar og forsøger at beskytte borgerne. Jeg synes blandt andet, at det er interessant, at man nu skal i gang med at vandmærke alt indhold på sociale medier, som er genereret af kunstig intelligens i Kina. Det taler man jo også om, at vi skal gøre i EU, og derfor giver det mening at holde øje med udviklingen i Kina. Det er lidt som et kig ind i fremtiden på godt og ondt”, mener Christina Boutrup.

Start small and fail fast. A quick and dirty solution does more to test the market than launching a big and ‘complete’ solution that doesn’t solve real customer problems.

Dr. Wanli Min

Dr. Wanli Min taler om relevans, praktisk anvendelse og et holistisk perspektiv

Én ting er at dreje blikket mere åbent over mod Kina, når det handler om inspiration og læring om AI og nye teknologier. Noget andet er de konkrete læringer, som VL-medlemmerne kan få af Wanli Min på VL Døgnet.

Wanli Min er anerkendt globalt som førende AI-ekspert og har en imponerende karriere bag sig. Han repræsenterer en særlig praktisk og nok også pragmatisk tilgang til AI. For Wanli Min er AI et nyttigt værktøj, som man skal bruge til at optimere sin forretning eller samfundet i bredere forstand. Han er ikke så optaget af dilemmaer om f.eks. menneske versus maskine, men snarere optaget af, hvordan AI kan løse problemer – gerne større samfundsudfordringer – ud fra et holistisk perspektiv.

I de seneste projekter er Wanli Min meget optaget af en såkaldt Smart City Brain, der ser på et bysamfund som helhed. Hvordan man ved hjælp af sensorer, data og AI optimerer flowet i trafikken, hvordan man minimerer energiforbruget – eller med andre ord: Hvordan man kan se på alle de elementer, der er flydende – og optimere dem. Det kræver netop et holistisk perspektiv og en skarp matematisk og strategisk hjerne.

“Jeg glæder mig virkelig meget til at interviewe Dr. Wanli Min på VL Døgnet”, siger Christina Boutrup, der samtidig har en opfordring til alle VL-medlemmer:

”Jeg vil rigtigt gerne have spørgsmål fra VL-medlemmerne, som jeg kan bruge i interviewet. Så skriv til os her – jeg vil glæde mig til at lodde stemningen og sikre, at interviewet er så relevant for VL-medlemmerne som muligt.”

Smart City Brain betyder…

Begrebet smart city-platform sigter mod at forbedre byforvaltning gennem brug af blandt andet big data, cloud computing og kunstig intelligens. Ideen er at systemet forbinder data fra alle afdelinger i en given by og på den baggrund kan levere mere intelligente og bekvemme tjenester til virksomheder og beboere og samtidig fremme den grønne omstilling.

Det er et mindset, der allerede er implementeret i en række større bysamfund i Asien.

Alibabas hjemby hedder Hangzhou, og det var netop her, Dr. Wanli Min lancerede den såkaldte Smart City Brain i 2017.

Dr. Wanli Mins nyeste AI-projekt foregår i Jinan i Shandong-provinsen. Det er en by med 10 millioner indbyggere, hvor han er ved at udvikle en ”AI brain”. Formålet er at optimere alt fra energiforbrug i datacentre til anvendelsen af vedvarende energi samt at optimere det trafikale flow etc.

Hvad vil du gerne spørge Dr. Wanli Min om?

Wanli Min, en af verdens absolut førende AI-eksperter, taler på VL Døgnet den 6. juni. Christina Boutrup, der er en af de førende danske Kina-eksperter, vil introducere og interviewe Wanli Min.

Så hvad er dine spørgsmål til Wanli Min? Send dem til os på info@vl.dk – så kan Christina Boutrup lade sig inspirere og tage dem med.

Wanli Mins bedste tips og tricks

  • Lad være med at lave planer om AI-projekter, der varer 3 eller 5 år. Prøv med 2 måneder, og du vil blive overrasket over hvor langt du kan nå.
  • AI og data kan med fordel anvendes til at optimere industrivirksomheder dér, hvor der er et ”flow”. Det kan være vand, energi, råstoffer osv.
  • Tænk i følgeskab, for forandring kommer ikke af sig selv. Overvej at give dine ledere en AI-centreret titel, og overvej at give dine ledere KPI´er om AI-indsatser.

Wanli Mins imponerende cv

Wanli Min er en af verdens førende AI-eksperter. Han har stået i spidsen for toneangivende dataprojekter for Alibaba, Google og IBM.

Dr. Wanli Min er tidligere Chief Machine Intelligence Scientist hos Alibaba, medlem af National Strategic Advisory Committee on Next Generation of AI samt grundlægger og administrerende direktør for North Summit Capital og Quad Talent.
Han blev udnævnt til “En af verdens bedste AI-ledere” af Forbes og er en af verdens førende autoriteter inden for sit felt.

Han dimitterede Special Class for Gifted Youth (SCGY)-programmet fra University of Science and Technology i Kina i 1997 i en alder af 19, hvorefter han opnåede en Ph.d. i statistik fra University of Chicago i 2004.

Siden da har han arbejdet hos IBM T.J. Waston Research Centre, IBM Singapore og Google, før han kom til Alibaba, hvor han blev indtil 2017.

Christina Boutrup er førende Kina-ekspert – og giver oplæg om AI-udviklingen i Kina på VL Døgnet

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist og en af landets førende Kina-kendere. Hun har boet i Kina ad flere omgange, senest som Asien-korrespondent for TV2.  Hun har fulgt Kinas udvikling tæt siden 2004 og rejst i hele regionen, blandt andet som vært for radio- og tv-programmer. Hun har skrevet flere anmelderroste bøger om verdens nye supermagt og er anerkendt af Thinkers 50, medlem af Dansk Konkurrenceevneråd og tidligere udpeget til den danske regerings ekspertpanel med fokus på Kina.

Christina Boutrup vil på VL Døgnet holde et oplæg om AI-udviklingen i Kina. Derefter vil hun interviewe Wanli Min.

Ny episode af VL Insights:

AI ifølge digitaliseringsminister Marie Bjerre

Læs også:

Pernille Bonne Neisig om onboarding i VL:
“Jeg fik det helt store overblik”

Læs også:

Vellykket arrangement med Forsvaret:
Sammen om et stærkere Danmark