VL Årstema 2023/2024: Kræver kunstig intelligens mere intelligent ledelse?

Martin Brynskov: Man kommer langt med klassiske lederkompetencer, men…

18. december 2023

Martin Brynskov er en af de førende eksperter inden for kunstig intelligens i Danmark. Han er forsker på DTU og driver blandt meget andet et ambitiøst center – DTU Connecting Communities Centre – der har stort fokus på AI. Han sidder med i VL´s Advisory Board, som er med til at udfolde VL’s Årstema: ”Kræver kunstig intelligens mere intelligens ledelse?” VL Nyt har taget en snak med Martin Brynskov om, hvordan ledere kan og bør forholde sig til kunstig intelligens. Hans pointe er nemlig, at man som leder kommer rigtigt langt ved at bruge sine grundlæggende lederkompetencer. Men når det gælder AI, er man nødt til at komme tættere på; man er nødt til at prøve det selv.

Af Anders Monrad Rendtorff

Martin Brynskov har gennem mange år fulgt og været involveret i udviklingen af kunstig intelligens. Han kalder sig selv for en skeptisk optimist og kan således både se kolossale muligheder og elementer, der kan være skræmmende

”Ny teknologi har altid ændret vores samfund. AI giver meget store muligheder og rummer fantastiske perspektiver. Det gør mig optimistisk. Men på den anden side skal man altid vurdere: Hvor store omkostninger er der i omstillingen? For teknologien rummer også perspektiver for magt, og det stiller meget store krav til den globale sammenhængskraft. Mon det kan være muligt for os at lave en pagt; f.eks. som da vi formåede at skabe FN efter 2. verdenskrig? Jeg oplever, at AI repræsenterer en slags afgørende punkt i historien, hvor vi er nødt til at hegne ind, at lovgive på tværs af verden, om hvordan vi går til det”, reflekterer Martin Brynskov.

Lederopgave 1: Sørg for at have viden i virksomheden

Martin Brynskov svarer meget nøgternt, da han bliver spurgt om, hvad virksomhederne kan gøre, og særligt hvad lederens rolle er.

”Ingenting. Ingenting. Og dog, der er nogle områder eller perspektiver, som en leder kan tænke over. Særligt når virksomheden ikke er så stor”, siger han og fortsætter:

”Det er selvfølgelig afgørende at sikre sig kapacitet og kompetencer i sin organisation. Ikke kun i IT-afdelingen, men tæt på ledelsesrummet, fordi så mange beslutninger i dag har elementer af kunstig intelligens. Man skal ganske enkelt sørge for at have viden i virksomheden eller organisationen. Der er allerede mange dygtige folk i Danmark og også i virksomhederne. Men de skal tættere på ledelsesrummet”, forklarer Martin Brynskov, der også har et tip til den enkelte leder:

”Det er samtidig afgørende, at lederen har en vis fornemmelse for AI: Hvis lederen ikke med egne øjne kan se det – og måske endda forstå det – så kan det være meget svært at navigere. Lederen er ganske enkelt nødt til at sikre sig et beredskab.”

Jeg er meget opsat på, at det europæiske perspektiv er det helt rigtige at støtte. Sammen kan vi løfte opgaven, fordi markedsstørrelser er reel magt.

Lederopgave 2: Gør det bedre end tilfældigheder

For den typiske topleder er AI endnu et område, hvor man naturligvis ikke har dyb viden, men som med mange andre faglige områder skal kombinere sin viden for at nå frem til beslutningstagning. Men hvad skal man egentligt gøre i dette tilfælde med AI? Er det sammenligneligt med andre faglige områder, hvor man som leder ikke har dyb viden? Eller er det anderledes?

”Lederen kommer langt med sine klassiske evner. Særligt lederens evne til at forbinde sig, at skabe og være i netværk, hvor man lærer at lade sig inspirere og udnytte, at andre har opfundet den dybe tallerken”, svarer Martin Brynskov, der samtidig understreger, at AI er anderledes end andet, vi har oplevet.

”En leder skal prøve AI. Man er nødt til at etablere en generel opmærksomhed på området for at få sig en grundlæggende fornemmelse af området. Så jeg vil råbe i det samme kor som mange andre: Prøv det, prøv det, prøv det”, siger Martin Brynskov og understreger sin basale antagelse om ledelse:

”Ledelse er jo på mange måder at kunne gøre det bedre end tilfældigheder. Og det er netop den udfordring, som jeg ser som en af de allerstørste, når vi taler om AI.”

Lederopgave 3: Fokusér på det, du kan have kontrol over

Men hvad er egentligt det nye ved AI, når man har betragtet teknologiudvikling de seneste mange år?

”Altså, AI har været kendt meget længe. Men den helt store forandring er, at værktøjerne på meget kort tid er blevet tilgængelige for alle. Hvilket faktisk stiller en ny udfordring for virksomhederne. For hvad skal man stille op med sine leverandører af AI-teknologi? Ingen kan jo lide monopoler og slet ikke private, der kan have issues med sikkerhed”, forklarer Martin Brynskov

Netop sikkerhedsdimensionen er et meget stort tema for AI. Martin Brynskov ser en række alvorlige perspektiver, der ikke kan løses af den enkelte virksomhed, men som derimod kræver et vist niveau af fællesskab.

”Det ville jo være ideelt, at man som virksomhed fandt sin egen ”lokale” leverandør, men det er i praksis ret svært. Dernæst ville det jo være typisk dansk, at vi som nation fandt vores egen vej gennem denne jungle af teknologi. Men også det er vanskeligt. Danmark er en meget lille spiller i den store globale sammenhæng. Og derfor er jeg meget opsat på, at det europæiske perspektiv er det helt rigtige at støtte. Sammen kan vi løfte opgaven, fordi markedsstørrelser er reel magt”, understreger Martin Brynskov, der dog fastholder, at selv om det er langt væk fra den enkelte virksomhed, så kan man altså gøre sit:

”Sørg for at have viden i din virksomhed. Sørg for at prøve det selv. Og husk, at din rolle som leder er at lede.”

Erfaren AI-ekspert

Martin Brynskov er foredragsholder, underviser og facilitator, der arbejder globalt fra sin base i København.

Martin Brynskov, Ph.d., er seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han leder DTU Connecting Communities Center, der har fokus på forbundne fællesskaber, interoperabilitet og økosystemer.

Han er også stiftende direktør og teknisk leder af Open & Agile Smart Cities (OASC), et Bruxelles-baseret globalt netværk af byer, der fungerer som en stemme for borgerne og deres lokalsamfunds behov over for Big Tech og regulatorer, der fremmer den såkaldte Minimal Interoperabilitetsmekanisme (MIM).

Med base på DTU Compute leder han en række projekter, herunder CitCom.ai TEF (40m€), European Testing and Experimentation Facility for AI and Robotics for Smart Cities and Communities.

Læs mere om VL’s Årstema:

 

Kræver kunstig intelligens mere intelligent ledelse?

Læs også:

 

Mette Dyhr, VL11: Vi er allerede 17 tilmeldte til VL Døgnet

Ny episode af VL Insights: Hvordan vil ”AI-revolutionen” påvirke arbejdsstyrken?

 

Lyt med!