JYSK på VL Døgnet: Øjenvidneberetning fra Ukraine
9. maj 2023
Et meget stærkt symbol for VL Døgnets tema ”Navigating Uncertainty” er krigen i Ukraine. Mens mange næsten har glemt Coronakrisen, så er Ukraine på dagsordenen konstant. For mange er krigen i Ukraine både fjern og tæt. Rigtig mange virksomheder oplever særligt de afledte konsekvenser i form af energiudfordringer, forsyningsproblemer og den generelle geopolitiske uro. Mens andre virksomheder har været rigtigt tæt på, har JYSK været i orkanens øje.
Vi har inviteret JYSK til VL Døgnet den 31. maj for at fortælle historien om, hvad der skete, og hvad JYSK gjorde med sine aktiviteter i Ukraine, da krigen med ét brød ud og blev en dramatisk og højintens realitet.
Åse Andersson er Communications Director hos JYSK & Lars Larsen Group og vil i samspil med dagens moderator Charlotte Beder give sin beretning om de konkrete ledelsesmæssige dilemmaer og beslutninger, samt hvordan ledelsen i JYSK har formået at håndtere op- og nedture og ikke lade sig stoppe af krigen.
Åse Andersson er uddannet journalist fra Indiana University i USA og tilbragte de første 20 år af sin karriere i TV2-systemet. I 2017 skiftede hun til kommunikationsbranchen, da hun blev global pressechef i den internationale mejerikoncern Arla Foods med hovedsæde i Danmark. Siden 2022 har hun været tværgående kommunikationsdirektør i den globale møbel- og detailkæde JYSK og dennes ejer Lars Larsen Group, begge med hovedsæde i Danmark. Som kommunikationsdirektør ligger Åse Anderssons primære fokus på koncernkommunikation, kommunikationsrådgiver for ledelsen samt krisehåndtering.