Global Update 2022: Der er håb – men først nogle svære år

19. december 2022

VL´s Julemøde torsdag den 22. december har fokus på en Global Update og byder blandt andet på et særligt spændende oplæg ved ambassadør Michael Zilmer-Johns, der har stået bag analyserapporten “Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”, som udkom i det tidlige efterår. Rapporten har sat dagsordenen i Danmark om fremtidens forsvar og sikkerhedspolitik, fordi den meget præcist har givet diagnosen bag de mange symptomer på, at verden er i opbrud. Som optakt til Julemødet, har VL Nyt mødt Michael Zilmer-Johns til en snak om, hvordan han har oplevet debatten efter rapportens udgivelse, og særligt hvilke råd han har til danske virksomhedsledere.

Ingen er i tvivl om, at verden er af lave. Flere samtidige kriser, store opbrud og en usædvanligt uforudsigelig fremtid. De nye magtbalancer har store markedsmæssige og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Og de konkrete og aktuelle kriser er i mange tilfælde symptomer på nogle nye og meget grundlæggende ændringer i verdensordenen. Den nye verdensorden ser nemlig ud til at blive meget mere fragmenteret, det internationale samfund er i opbrud, og man kan se frem imod et mere flydende internationalt system med skiftende samarbejdsmønstre. Det er dystert.

”På kort og mellemlang sigt er jeg ikke håbefuld”, fortæller Michael Zilmer-Johns, der har ledet det store og omfattende analysearbejde gennem de seneste år.

”Vi kommer til at gå meget igennem, drevet af særligt Ruslands aggression og Kinas ageren. Men på den anden side venter håb. For jeg er helt overbevist om, at selv om Vestens værdier er under stort pres, vil det alligevel ende positivt. For vi har de samfund, som folk gerne vil bo i. Der er jo ingen mennesker, der flygter til Kina og Rusland. Nej, man flygter til og ser op til Vesten. Det er her, man gerne vil have sine børn til at vokse op. Man vil gerne velstand, man vil rigtigt gerne frihed. Men det bliver slidsomt at komme igennem de næste år”, uddyber ambassadøren.

 

Fra synlige symptomer til forståelse af diagnosen

Analyserapporten udkom i efteråret og har på mange måder sat dagsordenen for den danske debat om fremtidens forsvar og særligt sikkerhed.

”Rapporten er blevet rigtigt godt modtaget. Det er lykkedes at få løftet blikket fra symptomer som alle kan se – f.eks. krigen i Ukraine – til et mere grundlæggende perspektiv om global magtforskydning, konturerne af en ny verdensorden og en række langsigtede strukturelle perspektiver”, fortæller Michael Zilmer-Johns, der blandt andet nævner, hvordan han har oplevet et meget højt niveau af politisk interesse, idet f.eks. alle partiledere har været med til at diskutere udenrigs-og sikkerhedspolitik.

”Vi har nok fået etableret en grundlæggende forståelse på basis af rapporten. Det er meget opmuntrende, men også forventeligt, fordi vi netop står over for en meget usædvanlig og krævende situation.”

”Man er ganske enkelt nødt til at gennemgå sin risikoprofil… For den nye dagsorden handler om en radikalt anderledes verdensorden. Så man skal fokusere på at reducere risiko og sårbarhed.”

Michael Zilmer-Johns

Ambassadør, formand for Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe

Hvad skal man gøre som dansk virksomhedsleder?

Michael Zilmer-Johns har ét overordnet råd til danske virksomhedsledere:

”Man er ganske enkelt nødt til at gennemgå sin risikoprofil. I praksis er det forhold som sine forsyningskæder, sin produktion og de øvrige afhængigheder, man som virksomhed har. For den nye dagsorden handler om en radikalt anderledes verdensorden. Så man skal fokusere på at reducere risiko og sårbarhed. Ja, det kan være en krævende opgave, men der er ingen vej udenom. Og løsningen kommer i mange tilfælde til at handle om ”tættere på”. Det bliver dyrere, og derfor må vi alle nok se i øjnene, at vi bliver lidt fattigere. For i den nye verdensorden kan vi ikke udnytte den globale arbejdsdeling, som indtil nu har gjort os rige, f.eks. ved at producere i lavtlønslande.” Michael Zilmer-Johns anerkender dog en grundlæggende styrke ved danske virksomheder.

 

Danske virksomheder må genfinde de klassiske dyder

”Historisk og generelt har danske virksomheder været rigtigt gode til at dyrke globaliseringen. Det er klassiske danske dyder, som ligger i vores DNA. Omstillingsparathed og agilitet bliver igen de evner, der vil sikre, at danske virksomheder kommer igennem det, der ligner krise”, afslutter Michael Zilmer-Johns og gentager:

”Jeg er håbefuld på den lange bane, men på kort og mellemlang sigt bliver det vanskeligt for danske virksomheder”.

 

Se frem til at høre mere fra Michael Zilmer-Johns på VL Julemøde 2022 – Global Update – virtuelt torsdag den 22. december kl. 16:30-18:30.

Af Anders Monrad Rendtorff

TILMELD DIG DET VIRTUELLE JULEMØDE

Vi vil som vanligt prioritere dine spørgsmål og kommentarer undervejs i arrangementet.

Programmet starter formelt kl. 16.30 og modereres af VL’s bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen:

 

  • Michael Zilmer-Johns giver en update på baggrund af ’Zilmer-rapporten’: ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”.
  • Erhvervspanel: “Hvilke globale udfordringer har danske virksomheder lige nu – hvad betyder de, og hvordan navigerer vi i dem?” v/ Sanna Suvanto-Harsaae, Søren Pap-Tolstrup og Mette Maix.

Læs rapporten udgivet af Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe: Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035″