To nye, stærke kandidater stiller op til VL’s bestyrelse

06. oktober

VL’s Generalforsamling torsdag den 13. oktober præsenterer VL Selskabet to nye kandidater til VL´s bestyrelse. Det er Helle Borup Friberg (VL28), der er adm. direktør i Økologisk Landsforening og Christina Hvid (VL46), der er adm. direktør i Molio.

Begge er erfarne topledere og engagerede i samfundsdebatten. Derudover er både Helle og Christina oplægsholdere og er ofte repræsenteret i bestyrelser, styregrupper, Advisory Boards mv., når temaerne er bæredygtighed, digitalisering og innovation. De er begge selvsagt aktive i deres respektive VL-grupper. Nu ser vi frem til, at Helle og Christina også får mulighed for at bidrage med værdifulde perspektiver i forhold til VL Selskabets fremadrettede strategi.

Tilmeld dig VL Generalforsamling og Årsmøde her.

Christina Hvid
Adm. direktør, Molio, Medlem af VL46

Christina Hvid tiltrådte som adm. direktør i Molio i 2019. Molio er et samlende sted for udvikling af fælles digitale værktøjer, standarder og viden i byggeriet, der effektiviserer byggeriets processer, øger digitaliseringen og den grønne omstilling.
Christina har beskæftiget sig intensivt med ledelse, bestyrelsesarbejde, innovation og digitalisering i sine langt over 20 år som CEO i dansk erhvervsliv. Hun har bl.a. været administrerende direktør for Symbion  og Rejseplanen A/S, og som adm. direktør for Danske Slagterier var Christina medvirkende til dannelsen af Landbrug og Fødevarer.
Christina har derudover godt 20 års aktivt bestyrelsesarbejde bag sig og er p.t. bestyrelsesformand for Fonden Hornbæk Kunstmuseum samt bestyrelsesmedlem på IT-Universitetet i København. Derudover er hun aktiv i en række advisory boards, styregrupper, repræsentantskaber m.v. og er ofte oplægsholder på konferencer og kongresser med budskaber om digitalisering og standardiserede metoder som forudsætning for mere bæredygtighed og grøn omstilling i byggeriet.
Christina er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har siden suppleret med lederkurser fra bl.a. Insead, Wharton og CBS. Hun blev i 2008 udnævnt til Young Global Leader af World Economic Forum.

Helle Borup Friberg
Adm. direktør, Økologisk Landsforening, Medlem af VL28

Helle Borup Friberg tiltrådte i 2017 som adm. direktør i Økologisk Landsforening og står bag foreningens udvikling fra brancheorganisation til bred interesseorganisation for økologi og bæredygtig omstilling. Hun er formand for Innovationscenter for Økologisk Landbrug og næstformand i ØkologiRådgivning Danmark. Herudover sidder hun i bestyrelserne for Arkitektskolen Århus og Juliana Drivhuse, ligesom hun indtil 2022 har siddet i bestyrelsen for CARE Danmark.
Helle er aktiv debattør både nationalt og internationalt på området for bæredygtig omstilling af fødevaresystemet og har bl.a. været udpeget til regeringens Klimapartnerskab for Fødevarer og Landbrug.
Bag sig har hun en række internationale ledelsesstillinger bl.a. fra LEGO-koncernen, som Head of Operations and Digital Platform i LEGO Education, fra ScanCom med base i Ho Chi Minh City og fra Georg Jensen Damask som ansvarlig for det tyske marked.
Helle er uddannet cand. negot. fra SDU i 1995 og har læst International Business og Marketing på University of San Francisco. Hun gennemførte i 2017 desuden et Executive Board Leadership-program på CBS.