Internationalt topnavn afrunder VL Døgnet
29. april 2022
Om C40-netværket
Tilmeld dig VL Døgnet 2022 og læs mere her
Det er med stolthed, at vi kan præsentere et absolut topnavn fra den internationale bæredygtigheds-scene på årets VL Døgn. Mark Watts, Executive Director for C40, Cities Leadership Group og Senior Associate ved University of Cambridge Institute for Sustainability Leadership, vil være med virtuelt som afsluttende keynote speaker.
Det er en velkendt organisation, der leverer den afsluttende keynote til VL Døgnet. Eric Garcetti, borgmester i Los Angeles, gav for et par år siden en fremragende keynote på VL’s generalforsamling, og understregede allerede dengang, hvor afgørende en global stemme sammenslutningen af storbyerne under C40-netværket har.
Mark Watts er ekspert i Sustainable Leadership
Denne gang er det Mark Watts, der går på som keynote. Mark har tidligere været rådgiver for bl.a. Londons borgmester og har siden 2013 været en ledende figur i C40, der i den periode og under hans lederskab har gennemgået en betydelig vækst.
Mark Watts giver svar på, hvor langt C40 initiativet er kommet i forhold til at udvikle bæredygtige byer, og hvilken betydning Corona har haft for denne udvikling.
Mark Watts er ikke alene leder af C40 initiativet – men også Senior Associate ved Cambridge Institute for Sustainability Leadership. Her beskæftiger han sig samtidig indgående med virksomhedernes omstilling til Sustainable Leadership.
Hvad vil Mark Watts tale om på VL Døgnet?
Aktuelt hjælper han borgmestrene i verdens største byer med at stå i spidsen for den grønne omstilling.
Men hvad skal virksomhedernes ledere gøre for at komme med på vognen? Det vil Mark Watts give sine bud på.
Virksomhederne er i centrum for den globale omstilling til bæredygtighed. Ingen løsning på klima-, økologi- og ulighedskrisen er mulig uden forretningsmæssig handling. I løbet af det næste årti bliver virksomheder nødt til at tilpasse purpose, strategi og ambition til langsigtet værdiskabelse for samfundet. Dette både for at motivere deres medarbejdere, og for at vækste kommercielt som en bæredygtig virksomhed. Ikke mindst når nu Corona pandemien, usikkerhed omkring forsyningskæderne, den internationale energikrise og krigen i Ukraine presser sig på.
Hvordan omstiller man private virksomheder til at tage de langsigtede og samfundsansvarlige investeringer i bæredygtighed, som de store byer tager? Hvad kan virksomhederne med fordel lære af byernes erfaringer?
Mark Watts; et international topnavn inden for bæredygtighed
Mark Watts er Executive Director, C40 Cities Climate Leadership Group. Han har været en nøgleperson i at bibringe et yderligere fokus på C40 initiativet for klimaindsatsen, samtidig med at han adresserer problemer med fattigdom og social ulighed.
Mark er også Senior Associate ved University of Cambridge Institute for Sustainability Leadership og medlem af Rådet for Global Green Growth Institute.
Læs mere om Mark Watts her. Og se her mere om Mark Watts, hvor han giver et interview på COP26 i Glasgow om, hvorfor de større byer skal gå forrest i klimakampen