Nye, stærke navne til VL Døgnet 2021
17. september 2021
Vi kan nu med glæde løfte sløret for endnu to prominente talere til VL Døgnet den 26. oktober i Den Sorte Diamant. De to er Nina Østergaard Borris, som står til at overtage en af Danmarks største virksomheder United Shipping & Trading Co., og den erfarne Anne Louise Eberhard med bestyrelsesposter i bl.a. Bavarian Nordic, FLSmidth og Topdanmark.
De to, nye navne er talere fra allerøverste hylde og håndplukket til sessionen ’Rebooting Leadership and Business’. Med erfaringer fra sine bestyrelsesposter i flere, meget forskelligartede virksomheder vil Anne Louise Eberhard komme ind på bestyrelsens rolle i reboot-tiden efter pandemien, og Nina Østergaard Borris vil bl.a. give indblik i, hvordan en stor shippingvirksomhed reorganiserer sig for at forblive relevant i fremtidens verdenshandel, når vedvarende energi overtager oliens plads i shipping og transport.
Clement Kjersgaard er vært for den spændende session, hvor han vil udfordre talerne, der – udover Anne Louise Eberhard og Nina Østergaard Borris – tæller CEO Lars Sandahl (Dansk Industri), CEO Michael Holm (Systematic) og live fra USA designer Henrik Fisker (Fisker Inc.) som debattører.
Om talerne
Nina Østergaard Borris står over for at skulle overtage en af Danmarks største koncerner, familievirksomheden A/S United Shipping & Trading Company (USTC), hvor hun sidste år blev udnævnt som COO.
Anne Louise Eberhard er medlem af bestyrelsen i bl.a. Bavarian Nordic, FLSmidth og Topdanmark. Tidligere har Anne Louise været koncerndirektør og Chief Commercial Officer hos Intrum AB og Lindorff AS, og før da – frem til 2014 – var hun ansat 30 år i Danske Bank, senest som Senior Executive Vice President og Global Head of Corporate & Institutional Banking. Anne Louise er medlem af VL70.
Hvad får du med hjem?
Pandemien har vist os vigtigheden af omstillingsparathed. Men overgangen til en ny normal afhænger af lederskabets mod til at reboote og sætte en ny kurs. Med konkrete cases og udveksling af viden vil du blive inspireret og rustet til at se nye muligheder og turde gribe ud efter dem.
Vi glæder os til at mødes sådan rigtigt igen. Denne gang i Den Sorte Diamant, hvor vi har gjort noget særligt ud af rammerne for at bygge nye relationer og styrke dit netværk med ligesindede.
Har du spørgsmål til arrangementet, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os i Sekretariatet på info@vl.dk / +45 35439393.
Vi ses i Den Sorte Diamant!
Se program og tilmeld dig VL Døgnet her
26/10/2021