Lars Tvede overvåger verdens innovationer 24/7 – Drømmen er en LIVE-Kanal om venture trends

16. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30
(Deltagelse er gratis og forbeholdt VL-medlemmer)

Se programmet for VL Topmødet 2021

Biografi:

Lars Tvede, født 1957, er forfatter, serieiværksætter og finansmand.
Lars er uddannet Cand. Lact. og HD. Han har skrevet 17 bøger herunder Det Kreative Samfund, Gåsen med de Gyldne Æg, Iværksætter, Supertrends, Børshandelens Psykologi, Kriser, Krak og Kaviar samt Bobler, Bullshit og Børsfest.
Hans bøger er sammenlagt udgivet på 11 sprog. Han har desuden stiftet/medstiftet ca. 15 firmaer, herunder senest Supertrends AG og Supertrends Institute AG, der forsker i – og rådgiver om – fremtiden.

For sine iværksætterprojekter har han vundet Red Herring Global 100 Award, 2009; IMD Swiss Start-up Award, 2010 og Bully Award, 2010 og 2011. Ham har desuden for sit engagement i samfundsdebatten vundet Adam Smith Award, 2016, ligesom han var finalist til Fonsmark Prisen i 2021.
Han er gift med Pernille Vermund Tvede og har to døtre, som begge arbejder med iværksætterprojekter.

Han er manden bag viden-netværket Supertrends og to bestsellere af samme navn. Forfatter, serieiværksætter og finansmand Lars Tvede åbner VL Topmødet den 6. maj og giver dig et spændende kig ind i fremtidens forretningsmuligheder og i tech-branchens utrolige udvikling.

Af EVA ANDERSEN

 

Det bliver finansmanden og serieiværksætteren Lars Tvede, et globalt fyrtårn inden for venture og entreprenørskab og verdenskendt futurist, som åbner VL Topmødet den 6. maj. I stribevis af bøger har han taget læserne med på en rejse ind i fremtiden, indviet dem i børsmarkedernes hemmeligheder og i den teknologiske udvikling, som forandrer samfund verden over.

Nu er han klar til at inspirere VL’s medlemmer i en hæsblæsende keynote-tale, som kommer til at handle om nogle af tidens hotteste tech-temaer og tendenser. Emnerne har VL’s medlemmer selv stemt om.

VL Nyt fangede ham i Schweiz, i skiparadiset Verbier, hvor han arbejder og nyder livet. For Lars Tvede skelner ikke mellem pligter og fornøjelser. Det har han ikke gjort i tyve år, siden han tog beslutningen om at fusionere business og pleasure og skabe det liv, han drømmer om.

Noget, som han i øvrigt mener kommer til at definere fremtiden for en stor del af den arbejdende befolkning i de højtudviklede lande efter pandemien, indleder han samtalen.

-Under lockdown har vores kontorer i Zug og Schwyz været delvist lukket, og jeg har arbejdet her fra Verbier. Jeg troede, at her ville være færre mennesker end normalt, men tværtimod. Folk vil op i bjergene og nyde livet imens de arbejder. Nu fortæller mange mig, at de ikke vil tilbage og tilbringe timer i en bil eller et tog som i det tidligere liv. Mange har fundet ud af, at de er mere produktive og lykkelige her midt i naturen, og at de sagtens kan passe deres arbejde på distancen.

 

Fremtiden er digitale hovedkvarterer og ’frie’ medarbejdere

I går holdt han møde med en amerikansk bankmand, hvis bank har fokus på tech-firmaer og startups. Det går banken godt, den ekspanderer i USA, men måden, man arbejder på, er forandret for altid.

-Hovedkvarteret er under opbygning – det bliver en væg fuld af skærme, et digitalt war-room, men med ganske få mennesker. Resten af medarbejderne vil med base i deres hjem køre rundt for at tale med kunderne, medarbejderne er simpelthen kun i online kontakt med hovedkvarteret, og det er meget sigende for den omstilling, vi er i fuld gang med, siger han.

Personligt har den 64-årige Lars Tvede for længst set fordelene i det frie arbejdsliv.

-Jeg er mere effektiv, og jeg ældes måske også langsommere, fordi jeg kan dyrke sport indimellem arbejdet. Jeg kan tage en powernap, når jeg har brug for det og passe på mig selv. Jeg sparer tid på transport, så jeg kan optimere min tid og gøre tingene, når jeg er mest oplagt. Tage en lur efter frokost. Være kreativ om eftermiddagen eller aftenen.

Når man på den måde bryder ud af hamsterhjulet, giver det et boost til kreativiteten og energien, oplever han. I stedet for at holde timelange møder tager han forretningsforbindelser med på en skitur eller sejltur i en forlænget weekend og bytter jakkesættet ud med ski eller badebukser. Man læser hinanden bedre, når man er sammen intenst i flere dage uden for kontorets fire vægge, synes han.

-Min erfaring er, at vi får lavet mere og rykker på projekter, som ellers ikke rigtig rykker sig. Tingene løser sig, når man gør noget andet sammen og er sammen uden for et kontor.

-Der er ikke noget, der hedder ferie versus arbejde i mit liv. Jeg arbejder og holder ferie, når jeg har lyst, det er ikke skarpt opdelt, og det er en af de mange ting, der sker i det samfund, vi er på vej ind i, nemlig at arbejdstider og -steder bliver mere fleksible, og det samme gælder forholdet mellem arbejde og uddannelse, fordi folk i stigende grad uddanner sig selv online.

 

Nu er det måske ikke alle, der kan vælge at leve og arbejde som Lars Tvede?

-Nej, det er rigtigt nok. Men praktisk kan det fleksible arbejdsliv faktisk lade sig gøre for halvdelen af arbejdsstyrken i de udviklede økonomier som Danmark og USA, hvor mange job tillader det. For nogle er det givetvis ikke så effektivt, for andre vil det være endnu mere effektivt. De tilpasninger, vi ser, vil på længere sigt afspejle sig i produktiviteten.

 

Verdens første innovations-videnbank

Lige nu er han i gang med at etablere en hedgefond, men venter på tilladelse fra finanstilsynet i Luxembourg. Ventetiden bruger han på sit firma Supertrends, som er ”et vanvittigt spændende og tilfredsstillende projekt”.

-Vi laver et kontinuerligt realtidsoverblik over verdens innovation og følger fire milliarder menneskers aktivitet minut for minut. Vi følger elektronisk en million start-ups tæt, og vi følger venture-industrien, og hvad venturekapitalister rundt om i verden investerer i lige nu.

Supertrends rammer et kæmpe behov i markedet, tilføjer han.

-Jeg har beskæftiget mig med børshandel i 35 år, og i børsverdenen kan man via Bloomberg og andre tjenester få friske data hele tiden, men indtil nu har der ikke været noget tilsvarende på innovation. Min ultimative drøm med det her er at oprette en nyhedsstation, som kører 24/7 og udelukkende har fokus på den globale innovation. Jeg er nogle få partnere fra at nå dertil, lyder det fra Lars Tvede, som indrømmer, at det ikke er ham selv, der kan opbygge et TV-netværk.

 

Forestil dig et TV-studie a la CNBC med fokus på innovation

Teknologien er der dog. Supertrends Institute opfanger data og scanner markedet hvert kvarter. Netværket benytter sig af kunstig intelligens, crowdsourcing og enorme datamængder til at generere detaljerede analyser på brancheniveau.

-Ligesom man kan følge børsmarkederne på sin pc og telefon, er det min ambition, at man skal kunne få et lynhurtigt overblik over al innovation i verden. Innovation driver verdens vækst. Innovation er motoren i verdensøkonomien, og det er egentlig mærkeligt, at der ikke allerede eksisterer et systematisk overvågningsnetværk for den. Som investor har man brug for et kig ind i forskellige nicheområder, men det er altid noget bøvl at få den nødvendige viden. Så søger man på artikler og analyser om fx brint-økonomi, men har svært ved at få informationer. Et sådant overblik får man omvendt nemt på børsmarkederne – vil man vide alt om IBM-aktien, slår man en alarm til på sin mobiltelefon, og så får man serveret de data, man har brug for, det har fungeret i årtier.

-Min plan er at oprette nogle operation rooms, og lige nu arbejder designere på opgaven. Forestil dig et studie a la CNBC med en væg fuld af skærme og et bord, som gæster og værter samles om for at diskutere alt om fx brint-økonomi, virksomheder, startups og funding – og undervejs kan man i studiet kalde de nyeste data og analyser frem på væggen. Øjeblikket efter kan man ændre studiet og invitere virksomheder ind til strategi-sessioner i samme rum.

Hans ambition er i første omgang at skabe en dokumentarserie om Supertrends. Serien skal efter planen udkomme på en af de kendte streaming-tjenester.

-Hvad der var umuligt analysemæssigt for to år siden, er muligt med de data-hastigheder, vi har i dag. Jeg sammenligner udviklingen med et pit stop under Formel 1. Engang tog et pit stop fem minutter, nu er man undertiden nede på under to sekunder.

-I dag kan vi afdække og illustrere visuelt, hvad der sker i verden LIGE NU, så man kan få en liste over alle teknologiske gennembrud med et enkelt klik, runder han samtalen af, inden vi siger farvel.

Farvel for nu – men velkommen til fremtiden og på gensyn til VL Topmøde den 6. maj 2021, hvor du kan høre en veloplagt Lars Tvede fortælle mere om udvalgte Supertrends. Se programmet her og tilmeld dig

Tvedes 10 teser for fremtiden

Når Lars Tvede åbner VL Topmøde 2021 den 6. maj, vil han, inspireret af sidste uges afstemning, tage fat på nogle af de emner, som VL’s medlemmer har stemt på som de mest interessante. Her får du i mellemtiden 10 tester for fremtiden ifølge Lars Tvede:

1

Innovation vedrører nye kombinationer af eksisterende ting, så desto mere, vi allerede har opfundet, desto mere nyt kan vi fremover opfinde. Derfor vokser innovation uendeligt og eksponentielt.

2

Den gennemsnitlige borger i verden vil af den grund vedvarende forøge sin levestandard med ca. 20 pct. hvert årti.

3

I kreative samfund er ressourcer overvejende konsekvenser af innovation, og derfor får vi flere af dem hele tiden.

4

Verden påbegyndte i øvrigt omkring 1980 en afkobling mellem velstand og ressourceforbrug. Denne relative af-materialisering vil accelerere voldsomt.

5

Innovation kommer typisk i to bølger. Først ofte en kommercielt skuffende teknologisk kerneinnovation, og derefter en kommercielt forbavsende god bølge af afledte applikationer.

6

Computere og software – specielt kunstig intelligens og kvantecomputere – er ved at starte en bølge af rekursiv intelligens, hvor software bl.a. skriver sig selv. Konsekvensen vil blive en eksplosion i klodens akkumulerede intelligens.

7

Biologi er blevet en programmeringsplatform, hvor vi i dag kan skabe, udslette, modificere og finjustere liv i stadigt højere grad. Bl.a. kan vi programmere celler, så de bliver selvreplikerende robotter, der arbejder i vores tjeneste.

8

Digitalisering skaber en bevægelse væk fra batch-levering til løbende ”as-a-service” levering. Dette styrkes ofte via variable priser og ratings. Ofte er de tre ”skyer”, nemlig (1) cloud computing, (2) the human cloud og (3) IoT kilder til as-a-service-leverancerne.

9

Stigende velstand fører til stigende mangfoldighed i produktudbyd, og en voksende andel af vores produkter vil være tilpasset den enkelte forbruger.

10

Ny teknologi medfører, at vores livsstil ændres i følgende retninger: (1) Folk arbejder sjældnere for en fast arbejdsgiver, (2) de har sjældnere en fast arbejdstid, (3) de har sjældnere et fast arbejdssted, (4) de har sjældnere en fast pensionsalder, og (5) de har sjældnere en skarp skelnen mellem uddannelsesperiode og arbejdsperiode. Derudover forskydes arbejdskraften fra de lavere dele af Maslows behovshierarki til de højere.  En mængde regler og intuitioner i samfundet er helt utilpassede til disse ændringer.