ISS-chef: Rådgiverrollen kommer til at fylde mere i den digitale verden

23. april 2021

Tilmelding VL Topmøde 2021
6. maj, kl. 15.00-18.30

Se programmet for VL Topmødet

Han kom fra finansverdenen og overtog sidste år styringen af servicegiganten ISS. Topchef Jacob Aarup-Andersen står i spidsen for en gennemgribende forandring af forretningsmodellen under navnet OneISS. Den nye strategi skal samle aktiviteterne i 30 lande, og der investeres massivt i digitalisering og ny teknologi i den over hundrede år gamle rengøringskoncern.

Læs artiklen og glæd til at høre Jacob Aarup-Andersen på VL-Topmødet, hvor han i en rundbordssamtale med Anja Monrad, SVP & General Manager, Dell Technologies, CEE og Professor Philipp Schröder, Aarhus Universitet vil tale om ’Future of Work.

Af EVA ANDERSEN

 

Det er de helt store meta-temaer, som optager ISS-topchef Jacob Aarup-Andersen, når han stiller op til VL Topmøde den 6. maj for at tale om fremtidens arbejdspladser i lyset af digitaliseringen – og corona.

Som chef for verdens største leverandør af services til arbejdspladsen har han to kasketter på, siger han.

Den ene er ISS-kasketten og servicegigantens egen udvikling og en grundlæggende ændring af forretningsmodellen, som er lanceret med en ny strategi, der har fået navnet OneISS.

Den anden er kunde-kasketten – for over alt i verden er arbejdspladser under forandring, og det stiller nye krav til ISS som leverandør af alt fra rengøring til ejendomsservice og -rådgivning.

Netop rådgivningsdelen kommer til at spille en langt større rolle i ISS’ arbejde. ISS ligger nemlig inde med værdifulde data, som kommer kunderne til gode, fortæller han.

I de vestlige lande er der stort fokus på kantinedrift og madspild. Her kan IoT fx bidrage til intelligente indkøb, så man optimerer forbruget i kantinerne. Det kan mærkes, når man som ISS hver eneste dag serverer mad for millioner af mennesker.

Jacob Aarup-Andersen

adm. direktør, ISS

Hybride arbejdspladser betyder ændrede behov

Hvor kan man fx effektivisere og spare på rengøringen, og hvor skal man sætte ekstra ind? Hvornår er der behov for at udskifte installationer og rør i de kontorbygninger, vi går rundt i?

Mange af nutidens erhvervsejendomme er overvåget af sensorer, som fortæller om livet på arbejdspladsen og installationernes tilstand.

-Teknologi ændrer både hverdagen hos os og hos kunderne, og vi skal i højere grad indstille os på hybride arbejdspladser, hvor behovet for rengøring og service varierer.

-Lige nu er vi i gang med at udrulle en række digitale løsninger til vores kunder, og for nylig ansatte vi en teknologichef, som har erfaring med forandringsprocesser fra globale virksomheder, og som skal sætte endnu mere fokus på digitalisering hos ISS. Ikke bare på måden, vi leverer på, men i selve ydelsen, i den interne forandringsproces – og i de digitale løsninger rettet mod kunderne.

De elektroniske data kan omsættes til mere fleksible og kundetilpassede løsninger, fortæller han og giver et eksempel fra hverdagen i ISS-hovedkontoret i Søborg.

-Sensorer overvåger, hvordan bygningen lever og arbejder, og hvor der har været aktivitet i løbet af døgnet. På den måde kan vi minimere brugen af kemikalier og rengøringsmidler, og det betyder, at vores bæredygtighedsagenda optimeres. Ved hjælp af data kan vi også forudse, hvornår dele af faciliteterne har brug for at blive efterset og installationer udskiftet.

-Praktisk betyder teknologien, at vi kan optimere energiforbruget hos kunderne, og i kantinedriften, som udgør en stor del af ISS’ ydelser, kan vi med vores viden og data om brugernes behov og vaner være med til at minimere madspild.

Når det gælder hospitalskontrakter og aftaler med lufthavne og andre kæmpe arbejdspladser, hvor mange mennesker færdes, gør UV-robotter i stigende grad arbejdet og kører om natten, hvor de forstyrrer mindst muligt. UV-robotter kan desinficere overflader og registrerer områder, som er særligt beskidte.

 

Corona og fremtidens arbejdsplads

Corona har forandret arbejdspladser over hele verden, og forventningen hos ISS er, at kontorarealerne vil skrumpe med 10-15 pct. i de kommende år, fordi flere virksomheder vil benytte sig af hjemmearbejdspladser.

ISS vil til gengæld kunne levere pakkeløsninger, som forbedrer hjemmearbejdspladsen. Fokus er på bedre hjemmearbejds-faciliteter, bedre mad og flere oplevelser, som sikrer sammenhængskraften i virksomheder og medarbejdere, som arbejder på distancen.