Årstema – Digital Reshaping
Gå til siden for Årstemaet Digital Reshaping
Intro til Årstema 2021
Læs bestyrelsesformand Lisbeths Knudsen intro til VL Årstema 2021 – Digital Reshaping
Over alt i erhvervslivet er der gevinster i at tænke digitalt for at øge produktiviteten, optimere processer og udnytte data på nye måder – men først og fremmest for at finde helt nye forretningsområder, siger Anja Monrad, Senior Vice President og General Manager i Dell Technologies.
Anja Monrad (VL64) er nyt medlem af VL’s bestyrelse og med i Advisory Board for Digital Reshaping.
EVA ANDERSEN
Hun har ledelsesansvaret for computergiganten Dell i 32 lande, er nomineret til titlen som Årets Leder 2020, og så er hun ny i VL-bestyrelsen og med digitale Advisory Board.
Anja Monrad er Senior Vice President og General Manager i Dell Technologies og har været i techbranchen i mere end 20 år, og ud over at være medlem af VL64 og har indtrådt i VL’s bestyrelse har hun sagt ja til at medvirke i det nye digitale Advisory Board, som skal udrulle årstemaet Digital Reshaping i praksis.
Et tema, som mange taler om lige nu. Der er sagt og skrevet meget om den digitale transformation, siden covid-19-pandemien brød ud. Så meget, at man næsten kunne tro, at vi er i mål med den digitale omstilling, men vi er kun lige begyndt på en lang rejse, minder hun om.
Fra nu af griber digitaliseringen om sig, når den får indflydelse på alle områder af samfundet. Fra måden vi går til lægen på, underviser på, køber ind, dyrker social omgang, arbejder, kommunikerer og så videre.
-Vi skal i gang med at arbejde os fra en ”light version” til en ”right version” af digitaliseringen, vi skal udfordre mulighederne, så de kommer til gavn i alle dele af samfundet, og der er masser at tage fat på, siger Anja Monrad.
Produktivitet, processer og nye forretningsområder
For erhvervslivet er der gevinster at hente i digitale forretningsprocesser, produktivitetsforbedringer og dataudnyttelse. Digitaliseringen får indflydelse på måden, man interagerer med kunderne, måden, man åbner nye markeder på nationalt og internationalt. Men størst er potentialet for de virksomheder, som forstår at gribe nye forretningsmuligheder, understreger Anja Monrad.
-Både herhjemme og i udlandet har vi set, hvordan de større retail-organisationer nærmest over night accelererede deres onlinehandel. Alle større retailere har haft en online tilstedeværelse og -strategi før, men i det øjeblik, verden lukkede ned, og der kun var én vej ind i forretningen – fra da af gik det stærkt, og vi har set en helt fantastisk udvikling.
-Detailhandlen er helt klart et af de områder, som har fuld fart på lige nu. Vi oplever det også hos Dell. Vores consumerforretning er vokset, og onlinesalget er boomet fuldstændigt.
Oveni får it-branchen en stor upside af, at folk arbejder hjemmefra. Dell har leveret it til alle verdens lande og borgere og har været med til at sørge for, at samfund kan køre videre. Det er et opsving, som i den grad kan mærkes i it-branchen, fortæller hun.
-Den hybride måde at arbejde på med en blanding af hjemmearbejde og fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen er fremtiden, og det stiller nye krav til måden, man leder på. Det bliver nødvendigt at tilpasse ledelsesstilen, når man skal lede en virksomhed i samspil med kunstig intelligens, robotter og mennesker. Når nogle medarbejdere sidder hjemme og arbejder, andre er på kontoret. Det er nogle af de spændende ting, vi selv kigger ind i lige nu.
-Jeg vil gøre mit til, at Digital Reshaping bliver så håndgribeligt som muligt, så det inspirerer til et kompetenceløft ude i virksomhederne. Og så skal vi måske finde en ny måde at lave VL Døgn på – jeg kan forestille mig en hybrid mellem det fysiske og det virtuelle møde. Den model afspejler samfundslivet, og måden vi alle arbejder på nu, så det vil være en logisk udvikling, som måske endda kan betyde, at vi får engageret endnu flere over en længere periode.
Ny teknologi skal gøres håndgribelig
I de kommende måneder vil Anja Monrad være med til at tegne programmet for VL Døgn 2021 og udrulningen af det digitale årstema. Arbejdet er i fuld gang, og i oktober mødtes hun med resten af det digitale Advisory Board, som tæller fremtrædende tech-eksperter fra universiteter og erhvervsliv.
Hvad vil du gerne bidrage med i planlægningen af VL Døgn 2021 og det digitale årstema?
-Jeg vil gøre mit til, at Digital Reshaping bliver så håndgribeligt som muligt, så det inspirerer til et kompetenceløft ude i virksomhederne. Vi arbejder på en ny måde med at lave VL Døgn på – det bliver en hybrid mellem det fysiske og det virtuelle møde, vi kommer til at involvere deltagerne interaktivt m.m.. Den model afspejler samfundslivet, og måden vi alle arbejder på nu, så det vil være en logisk udvikling, som måske endda kan betyde, at vi får engageret endnu flere over en længere periode.
Diversitet og inklusion mere end en hjertesag
Som kvindelig topchef i den globale techbranche, som har større fokus på diversitet end mange andre brancher, er Anja Monrad fortaler for mangfoldighed og inklusion, og hun har en stærk stemme i debatten.
Temaet er meget mere end en hjertesag for hende – det er simpelthen fundamentalt afgørende for et velfungerende samfund og et stærkt erhvervsliv, siger hun.
-Digitaliseringen af samfundet viser tydeligt, hvorfor diversitet er så vigtig og især i it-branchen, som jeg kommer fra. Vi arbejder med udviklingen af it-løsninger, som er fundamentalt vigtige for hele vores samfund. Hvis de ikke bliver udviklet med et mangfoldigt og inkluderende tankesæt, indebærer det en risiko for, at ubevidste bias bliver kodet ind i fx kunstig intelligens-løsninger, som skal være til gavn for alle. Diversitet er vigtig alle steder i erhvervslivet. Det er vigtigt for arbejdsklimaet, innovation, produktivitet osv. Men nogle steder er det kritisk vigtigt, som i min branche. Fordi it definerer vores samfund fra undervisning til sundhedsvæsen, og så duer det ikke, at man ikke tilgodeser alle.
Personligt føler hun sig forpligtet til og drevet af at være en rollemodel for andre kvinder. -I min tidlige karriere var der meget få kvindelige ledere i it-branchen. Siden har vi formået at få kvinder på mange tunge poster. Det gælder især i de store amerikanske virksomheder. Anderledes ser det desværre stadig ud i mange danske forhandlervirksomheder og i konsulent- og softwareudviklingsvirksomhederne.
-Det kræver forsat et langt sejt træk at få flere kvinder på topposterne, og desværre har Covid-19-krisen vist, at vi nemt falder tilbage i gamle kønsrollemønstre. Mens krisen har haft en positiv indflydelse på forståelsen for alle de muligheder, som it gemmer på, har den desværre også vist, at kvinderne har båret størstedelen af byrden de seneste måneder, fordi kvinder i højere grad end mænd har skullet passe både job og familie. Rapporter fra bl.a. OECD viser, at der er en reel risiko for, at man i mange lande banker ligestillingen tilbage. Måske ikke så meget i Danmark, men andre steder.
Anja Monrad
Født 1966.
Senior Vice President & General Manager, Dell Technologies CEE (2013-nu)
Vice Precident, Global Marcom & Creative – Dell Consumer & SMB (2009-2013)
Executive Director, EMEA Marketing DELL EMEA (2000-2009)
Marketing Communication manager, Compaq Computer, (1998-2000)
Diverse salgs- og marketing-management-roller, Digital Equipment Coirp. (1990-1998)
Uddannet Master i Economics & Business Administration fra CBS 1989
Chairman of The Governing board, Digital Skills & Job Coalition, European Commission
Medlem af bestyrelsen i Digital Europe
Medlem af bestyrelsen i VL – Dansk selskab for virksomhedsledelse