Årstema – Digital Reshaping

Gå til siden for Årstemaet Digital Reshaping

12 eksperter fra virksomheder og universiteter har sagt ja til at komme med input til det nye årstema og VL Døgnet 2021 om Digital Reshaping. Alle har de store ambitioner på dansk erhvervslivs vegne, når det gælder den digitale udvikling og nye forretningsmuligheder.

Af EVA ANDERSEN

 

Det fås ikke meget bedre, VL’s nye Advisory Board tæller eksperter og topledere med tung viden og indsigt i, hvordan digitalisering og udbredelsen af nye teknologier kan udnyttes strategisk og forretningsmæssigt.

Nogle kommer fra topposter i techbranchen, andre har fingrene dybt nede i forretningsstrategier og forandringsprocesser på tværs af brancher. I de kommende seks måneder vil de 12 aktivt være med til at forme forårets aktiviteter og programmet for næste års VL Døgn.

Fra VL’s bestyrelse har Michael Christiansen (VL6) sagt ja til at medvirke. Michael Christiansen er adm. direktør i CIM Consult, CFO og partner i PriceShape og bestyrelsesmedlem i en stribe virksomheder. Med en fortid som topchef hos detailkæder som Silvan, Fakta og ILVA kommer han med en stærk viden om, hvordan detailbranchen, familievirksomheder og startups kan udnytte nye teknologier strategisk.

– Der er rigtig mange muligheder i at se den digitale organisation som en samlet størrelse i stedet for at tænke i siloer. Mange virksomheder er allerede utrolig stærke på enkeltområder. Fra abonnement-service til prisovervågning, kundeservice, elektronisk dokumenthåndtering osv. Nu handler det om at integrere de forskellige delområder i en samlet plan, siger Michael Christiansen.

Det er afgørende for succes, at den digitale agenda ikke lander nede i organisationen, men kommer op på bestyrelses- og direktionsniveau, så man får set hele sin forretningsmodel igennem med digitale briller, understreger han.

“Hvordan leder man i en tid, hvor der er behov for og pres på for at tænke anderledes – det er det interessante for mig. Det handler ikke om, at nu skal vi sætte strøm til alt og afskaffe den personlige kontakt. Til gengæld er det en god idé som leder at se på egne kompetencer og overveje – hvad har jeg med på rejsen? Hvad skal jeg opgradere, og hvad bliver måske overflødigt i fremtiden?”

Michael Christiansen

Hvad tager vi med på den digitale rejse, og hvad bliver overflødigt?

Den holdning deler CBS-professor Thomas Ritter (VL14), som står bag stribevis af artikler og forskningsprojekter om digitalisering og nye forretningsmuligheder. Det gælder fx forskningsprojektet ”fra Big Data til Big Business”, og til januar går han i gang med et nyt forskningsprojekt, som sætter fokus på kundedataintegration som driver for profitabel vækst.

-Jeg er glad for årstemaet, det kommer på det rigtige tidspunkt. Vi har været i gang med digitaliseringen længe, udviklingen er katapulteret i vejret i de seneste måneder, og hverdagsfunktionaliteten er blevet tydelig for de fleste under Covid-19-krisen. Nu skal vi udnytte det momentum og have endnu mere fokus på, hvordan vi skaber værdi med anvendelsen af teknologi, siger Thomas Ritter.

Ordet ’reshaping’ betyder ikke, at alting nu skal gøres anderledes, siger han. Der er masser af gode ting at bygge videre på, ting, som kan gøres endnu smartere, hurtigere, intelligent.

-Hvordan leder man i en tid, hvor der er behov for og pres på for at tænke anderledes – det er det interessante for mig. Det handler ikke om, at nu skal vi sætte strøm til alt og afskaffe den personlige kontakt. Til gengæld er det en god idé som leder at se på egne kompetencer og overveje – hvad har jeg med på rejsen? Hvad skal jeg opgradere, og hvad bliver måske overflødigt i fremtiden? – siger Thomas Ritter.

“Vi kommer til at se nye måder at undervise på – for ikke at tale om perspektiverne, hvis hele verdens lægepotentiale pludselig står til rådighed for patienten med den sjældne diagnose. Der er rigtig mange spændende muligheder at tage fat på”

Anja Monrad

Verdens dygtigste eksperter rykker tættere på med ny teknologi

Fra VL64 deltager en af de helt store profiler på den danske tech-scene, nemlig Anja Monrad, Senior Vice President og General Manager i Dell Technologies og medlem af VL’s bestyrelse. Ifølge Anja Monrad har vi kun set toppen af de mange muligheder, som fremtidens teknologier bringer med sig. Tag bare lyd- og billedteknologien, siger hun.

-Danskerne er på kort tid blevet fortrolige med Zoom-kald i skoleundervisningen eller som erstatning for et fysisk besøg hos lægen. I fremtiden bliver verden mindre, når vi får endnu nemmere adgang til f.eks. undervisningskræfter fra hele verden.

-Vi kommer til at se nye måder at undervise på – for ikke at tale om perspektiverne, hvis hele verdens lægepotentiale pludselig står til rådighed for patienten med den sjældne diagnose. Der er rigtig mange spændende muligheder at tage fat på, lyder det fra Anja Monrad.

De 12 medlemmer af VL’s nye Digital Reshaping Advisory Board, som ledes af VL-formand Lisbeth Knudsen og adm. direktør Ida Bratting Kongsted er:

 

  • Anja Monrad, General Manager Dell Central & Østeuropa (VL64 og VL-bestyrelsesmedlem)
  • Astrid Simonsen Joos, koncerndirektør, Signify (VL3)
  • Camilla Rygaard-Hjalsted, CEO, Digital Hub Denmark (VL)
  • Claus Hovge Andersen, Head of Digital, Salling Group (VL103)
  • Kim Escherich, AI-Ethical Advisor & Innovation Architect, IBM (VL)
  • Klaus Holse, CEO, SimCorp (VL16)
  • Louise Knauer, Professionelt bestyrelsesmedlem (VL2)
  • Michael Christiansen, adm. direktør, CIM Invest (VL6 og VL-bestyrelsesmedlem)
  • Nana Bule, CEO, Microsoft Denmark
  • Robert Dogonowski, CCO, TDC NET (VL)
  • Thomas Ritter, Professor, CBS, (VL14)
  • Ulrik Vestergaard Knudsen, Vicegeneralsekretær OECD (tidl. VL2)

Intro til Årstema 2021

Læs bestyrelsesformand  Lisbeths Knudsen intro til VL Årstema 2021 – Digital Reshaping