Kontroltab, morgen-træning og pauser fra ’breaking news’. Sådan tackler vi Coronakrisen

Mange virksomheder er økonomisk hårdt ramt af Coronakrisen, andre steder er det business as usual – næsten da. Vi har talt med en række virksomhedsledere om, hvordan de hver især oplever krisen.

EVA ANDERSEN

 

Coronaledelse

Læs om ‘Coronaledelse’

Mette Ravn

Adm. direktør, Vingsted hotel og konferencecenter. Medlem af VL93

Læs historien her

Vingsted hotel og konferencecenter ved Vejle er spøgelsesagtig tom, når adm. direktør Mette Ravn møder kl. 06 om morgenen, præcis som hun plejer.
62 ansatte er sendt hjem med løn, tre har hun måttet afskedige, tilbage er en lille hård kerne fra ledelsen, som hver dag forsøger at navigere i en meget anderledes virkelighed.
Hotel- og konferencecenteret har fra den ene dag til den anden mistet al omsætning. Tre uger inde i krisen er 15 millioner allerede tabt.
Jeg kører en struktur, som jeg plejer. Jeg morgentræner og møder tidligt. Jeg lader som om, alt er, som det plejer at være. Strukturen hjælper mig til at holde fokus. Jeg tjekker ikke de sociale medier i løbet af dagen, men ser to nyhedsudsendelser om aftenen og læser mine aviser. Man kan ikke rumme de konstante ‘breaking news’ i løbet af dagen, og jeg forsøger at holde fokus på opgaverne.
Vi har ikke en eneste kunde på Vingsted lige nu. I begyndelsen af marts så foråret ellers lovende ud, og vi forventede endnu et rekordår. Men vores branche er ramt af forbuddet mod at mødes mange mennesker. Og så er vores kunder, typisk store private og offentlige virksomheder, usikre på fremtiden. Hele mødebranchen er i dvale.
Selv om vi gør brug af hjælpepakkerne og har sendt de ansatte hjem med fuld løn, koster det os stadig 800.000 kr. om måneden. Vi tager det millionunderskud i år, vi har likviditeten til det og troen på, at der kommer en tid efter krisen, hvor vi igen har brug for vores medarbejdere. Cash is king – vi må minimere de økonomiske tab, så vi er klar, når der kommer gang i samfundet igen.
Jeg kan godt frygte, at nogle af vores store faste kunder måske beslutter, at man ikke tør mødes resten af 2020. Men forhåbentlig får vi langsomt gang i aktiviteterne i efteråret.
Det værste er ventepositionen. Det ikke at kunne agere og lægge planer, fordi der er for mange ubekendte. Jeg bruger meget tid på at kommunikere med medarbejderne via personlige mail og i vores facebookgruppe. Det eneste, vi kan gøre i den her situation, er at overkommunikere!
Jeg er bange for, at flere medarbejdere har opfattelsen af, at til juni ses vi igen, og så er alting “ved det gamle”, og hverdagen ligner sig selv, men der er vi bare slet ikke.
Vi har gang i et kæmpe økonomisk samfundseksperiment med kolossale konsekvenser ikke bare for danske virksomheder, men globalt. Det er det, som bekymrer mig mest.

Lars Flemming Hansen

Medejer af familievirksomheden, skokæden Holst sko. Medlem af VL28

Læs historien her

Vores virksomhed er ramt over hele linjen. Vi har omkostninger, men ingen indtægter, og vi har måttet sende vores 30 fuldtidsansatte hjem med løn – takket være hjælpepakkerne har det været muligt.
Vi sendte folk hjem den 23. og den 25. marts, og i går (6. april) åbnede jeg for første gang i uger butikken i Horsens for at se, om der overhovedet kom nogen kunder. Det gjorde der, folk virker utålmodige, men de er gode til at vise hensyn og holde afstand. Jeg satte gadeborde ud, og i løbet af et par timer kom der pænt mange, så jeg holdt butikken åben i nogle timer. Jeg har ikke råd til at sige nej til 20.000 kr.
Det er vanvittig dyrt for os det her. Selvom der kun kommer få kunder i butikken, kan vi ikke tillade os at holde lukket. Vi har nethandlen, som rykker en smule, men slet ikke nok. Det vi sælger på nettet, er til nedsatte priser. Vi er nødt til det for at skabe likviditet, men vi kan slet ikke leve af det. Nethandelen udgør kun fem-ti pct. Det er vores fire fysiske butikker, som driver omsætningen.
Tiden må vise, om lønkompensation var det rigtige valg eller ej. Så længe vi har mulighed for at holde på medarbejderne, gør vi det, men det er ikke sikkert, det her er overstået.
Jeg håber, at krisen får folk til at støtte op om de lokale forretninger – at det går op for alle, hvor vigtigt det er at have en by med et spændende butiksliv. Det er den eneste vej ud af krisen for vores branche – at forbruget lokalt går op.
Jeg er holdt op med at lave tusind planer, vi ved alligevel ikke, hvad der rammer os i morgen. Mandag morgen regnede jeg med at holde lukket resten af påsken, men det gælder, indtil noget andet gælder. Vi er ikke i en situation, hvor vi kan sige nej til omsætning, selvom den er beskeden.
I værdikæden er vi blevet enige om, at betalinger udsættes. Jeg bruger mine kanaler til at rense ud i varelagrene. Har vi for mange forårsvarer om to måneder, er der lang tid til næste forårssæson, hvor varerne kan afsættes. Heldigvis er vi ikke lige så kollektionsorienterede som tøjbranchen. Vi har to store kollektioner om året, og flere styles går igen.
Hvis vores leverandører kommer med nye kollektioner, kan vi ikke købe for penge, vi ikke har. Vi må hjælpe hinanden, vi er i samme båd det næste år eller to. De leverandører, man kan lave fornuftige aftaler med, er dem, som vi kommer til at handle med i fremtiden.
I øjeblikket udskyder vi huslejebetalinger efter aftale med udlejer. Det er sket i ro og mag. Kommer der ikke mere gang i den i løbet af maj, flyder der ingen penge, som vi kan betale regninger med. Vi betaler, så snart vi kan, og jeg møder en god forståelse hos vores leverandører. Mit fokus er lige nu at skabe tryghed blandt medarbejderne, så de får deres løn. Det er vigtigst af alt lige nu.

Lars Bregnehøj

Direktør, Syddansk Erhvervsskole. Medlem af VL93

Læs historien her

Vi er ikke lukket ned, vi har mellem 4.000-5.000 elever, som normalt bliver undervist på vores skoler, m en som nu er sendt hjem og gennemfører undervisningen digitalt. Så vi har fuld gang i hjulene og er inde i en rivende digital udvikling, som under normale omstændigheder ville tage år.
Vi har været nødt til at omstille os fra den ene dag til den anden. Det har været en stor udfordring for både undervisere og elever, men det skal jo lykkes. 500 af vores kollegieelever er sendt hjem, kantinerne har mistet omsætningen fra den ene dag til den anden, ligesom vores kursusaktiviteter også er blevet ramt, så naturligvis er vi påvirket økonomisk. Men undervisningen og eksamenerne fortsætter i den udstrækning, det nu kan lade sig gøre at gennemføre.
Vi uddanner 50 forskellige slags håndværkere, f.eks. murere, elektrikere, lastvognsmekanikere, malere, frisører. Det er en udfordring med fjernundervisning for os som teknisk skole, for vi skal kunne kombinere praksis og teori i undervisningen, og det er svært at lære en frisørelev klippeteknik på distancen.
Vi har arbejdet med vores digitale strategi i et par år, men nu har vi måttet handle fra denne ene dag til den anden. Jeg vil tro, at vi har vundet mindst et år ved at lynbooste vores digitaliseringsproces. Med et slag er 500 undervisere blevet digitale. Alle er kommet med, og alle har kastet sig ind i arbejdet. Det kan godt være, man ikke er verdensmester i virtuel undervisning endnu, men det fungerer tilfredsstillende.
Vi er en selvejende institution, som er finansieret af Staten, og der er ingen tvivl om, at det her kommer til at tære på egenkapitalen. Heldigvis er vi en velkonsolideret organisation, men vi skal også gerne bestå om 50 år.
Den største udfordring vi og vores elever står over for lige nu, er at op mod 7000 unge på landsplan risikerer ikke at få en læreplads til sommer, fordi virksomhederne også er ramt.
Jeg krydser fingre for, at man fra centralt hold vil støtte virksomhederne økonomisk, når de tegner en kontrakt med en elev det næste stykke tid.

Thomas Egebo

Adm. direktør, Energinet. Medlem af VL16

Læs historien her

Vi er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Staten, og vi har hele tiden valgt at følge de retningslinjer, som gælder for offentlig ansatte – medarbejderne arbejder hjemme, bortset fra dem, der har med den forsyningskritiske drift at gøre.
Energinet ejer, udvikler og investerer i det overordnede el- og gasnet – altså de store forsyningsmotorveje. Vi har derfor gang i store og mellemstore anlægsprojekter, det gælder også nu under krisen, at vi holder gang i anlægsprojekter, og så har vi ansvaret for, at forsyningssikkerheden bliver opretholdt, derfor har vi døgnbemandede kontrolcentre.
Vi forsøger at fortsætte vores arbejde så godt, vi kan, i den her coronatid, også selv om vi arbejder hjemmefra. Samfundet skal altid bruge el og gas, så mens mange andre virksomheder oplever et kæmpe anslag mod deres økonomi og eksistens, så er vi ikke ramt på den måde, og ingen job er truet.
Vores projekter fortsætter, men arbejdet bliver besværliggjort af situationen både hos os og entreprenørerne.
Vi er bygherre. Det er ikke os, der som sådan udfører et projekt. Vi har nogle anlægsarbejder rundt om i landet, og ligesom alle andre må vi lave særlige foranstaltninger, så personalet holder afstand, har den rigtige hygiejne osv. Det kræver ekstra koordinering af arbejdssituationer. Vi forsøger at holde fast i centrale milepæle, men nogle projekter bliver forsinket, det kan ikke undgås. Men ønsket fra Statens side er, at vi understøtter alle de projekter, som kan holde hjulene i gang i samfundet. Og så er der selvfølgelig de forsyningskritiske aktiviteter, som altid har topprioritet – corona aller ej.
Jeg oplever, at krisen slider på vores personale. Det er det, jeg hører, og det er en vigtig ledelsesmæssig opgave lige nu at vise opmærksomhed og nærvær, når alle arbejder på distancen. Jeg er imponeret over, hvor mange der fortsat leverer på opgaverne, selvom det er bøvlet, når man arbejder hjemmefra og har små børn hjemme. Endda fra nogle af de mest udfordrede – aleneforældre f.eks., oplever jeg en stor fleksibilitet.
Vi er alle ved at være hundredmetermestre i det digitale. Selv sidder jeg også hjemme og arbejder og har gjort det siden den 12. marts.
Forleden lykkedes det at afholde et virtuelt informationsmøde med 900 medarbejdere! Det er utroligt, så godt det fungerede – der blev stillet spørgsmål og var en god disciplin. Når vi engang er tilbage til hverdagen, gad vide, om vi ikke kommer til at gøre mere brug af de digitale møder.