Af Kreab PR og Kommunikation
Det kan være en svær øvelse af definere, hvad det konkret vil sige at være en ansvarlig leder. VL har talt med og fået en række jordnære tips fra Lisbeth Dalgaard, der udover at være købmand i Meny Dalgaard Supermarked er formand for Dansk Arbejdsgiverforening og medlem af VL20. Interviewet er et led i vor serie om VL’s årstema: ‘Responsible Business – A competitive advantage.
Lisbeth Dalgaard overtog købmandsposten fra sin far for cirka 20 år siden. Dengang stod bæredygtighed, CSR og corporate governance ikke højst på dagsordenen, og hun har derfor skullet udvikle sin egen fortolkning af, hvad det vil sige, at være en ansvarlig leder.
Hendes tilgang – og den tilgang hun anbefaler andre at følge – kan kategoriseres som en indefra-ud-strategi. Uagtet hvad der måtte se godt ud i en ekstern brandingøvelse, skal man starte med det nære – det, der er nærmest kerneforretningen – og bygge videre på det inden for de rammer, der er relevante.
”Det skal grundlæggende hænge sammen med virksomhedens processer, drift og økonomiske mål. Ellers bliver det afkoblet, og medarbejderne kommer aldrig til at forstå det eller bakke op om det. Som købmand giver det fx særligt god mening at fokusere på verdensmålet om reducering af madspild,” siger hun.
Pas på med at oversimplificere
Særligt i forhold til bæredygtighed er det en udfordring, at komplekse ledelsestemaer ofte bliver oversimplificeret i den offentlige debat. Man bør derfor fokusere pragmatisk på det, der giver mening i den enkelte virksomhed og gøre en forskel i det lokale frem for ensidigt at tænke på, hvordan et givent initiativ ville tage sig ud på den store scene.
Et eksempel herpå er plastic, som har været centrum for megen kritik de seneste år:
”Selvfølgelig ønsker jeg som købmand at reducere brugen af plastic, men sandheden er jo, at vi er afhængige af plastic for at sikre vores varer en vis holdbarhed. Forskning viser desuden, at papirsugerør fx er langt værre for klimaet end plasticsugerør, så løsningen er ikke så simpel. I stedet for at tale grimt om plastic, vil jeg hellere fokusere på at udnytte genbrugsplastic smartere og sikre, at der bliver arbejdet klogt med standarder i produktionsleddet,” siger Lisbeth Dalgaard.
Usexet men meningsfuld
I det hørsholmske supermarked er energioptimering i forhold til belysning, varme og nedkøling for tiden et indsatsområde for Lisbeth Dalgaard. Det er måske ikke lige så sexet som et kombineret forbrændingsanlæg/skibakke midt i København. Men det er konkret, relevant og integreret i virksomhedens strategi og verdensbillede.
Derfor er det også lettere at få opbakning fra medarbejderne og faktisk lykkes med strategien, påpeger Dalgaard og fortsætter:
”Uanset om det er noget, jeg går ud og taler højt om eller ej, kan jeg konstatere, at det er godt for forretningen og for klimaet. Og dét er et vidnesbyrd om, at det giver mening for alle virksomheder – store som små – også at tænke i mindre prestigefyldte projekter, uanset om det giver god PR eller ej. Og fra mit nylige besøg i FN er det blevet endnu tydeligere, at alle tiltag er vigtige – og det haster!”
Dalgaard oplever endvidere, at det for mange unge ikke er lykken at skulle direkte i gymnasiet efter endt folkeskole. Hvis man kan tilbyde disse unge en praktikplads eller en uddannelse, er det også et konkret bidrag, der kan kaldes ansvarlig ledelse – om end det er i en anden målestok end de store virksomheders bæredygtighedsprojekter, som ofte dominerer mediebilledet.
Lisbeth Dalgaard runder interviewet af med en sidste opfordring:
”Lad være med at gøre det sværere end det er. Walk the talk, gør det synligt og vær stolt over det.”
Lisbeth Dalgaard er medlem af VL-gruppe 20.
VL Årstema
Læs om ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’