Bæredygtighed og ansvarlighedshensyn er for alvor kommet på menuen i dagligvarehandlen. Det at udvise ansvarlighed udgør dog ikke længere blot et konkurrenceparameter – det er et ’license to operate’. Sådan siger Coop-formand Lasse Bolander, medlem af VL45, i det første interview i serien om årstemaet ‘Responsible Business – A Competitive Advantage’.
Kreab PR & Kommunikation
De fleste danske forbrugere vil hjertens gerne leve mere bæredygtigt. Udfordringen er bare, at en stor del af danske hverdagsindkøb foretages efter en lang arbejdsdag, måske endda med en skrigende unge på armen eller med en P-licens, der er ved at udløbe.
Og det er ikke lige dér, man har overskud til selv at vurdere, om tomaterne er danske, eller om de er fløjet ind fra Spanien. Om oksekød har et større klimaaftryk end svinekød. Eller om varerne mon er fremstillet af asiatiske børnearbejdere eller under forsvarlige forhold.
”Netop derfor er det afgørende, at de fornødne ansvarlighedshensyn tages højere oppe i kæden,” siger Lasse Bolander og fortsætter:
”Det er vores lod af sikre, at vores produkter repræsenterer et vist niveau af ansvarlighed. Kort sagt skal man kunne handle dagligvarer med hovedet under armen.”
”Det er min erfaring fra virkeligheden, at forbrugere ikke altid er rationelle. Og det kan man heller ikke forvente, at de skal være. Men man kan godt forvente, at vi gør det lettere at træffe rationelle, ansvarlige beslutninger.”
Det betyder ikke, at Coop, der driver butikskæderne Kvickly, Brugsen, Irma og Fakta, skal moralisere og fx undlade at sælge kød, påpeger Bolander. Men Coop har et ansvar for at facilitere forbrugernes vej til at træffe bedre indkøbsvalg.
Det kan komme til udtryk ved at tilbyde spændende alternativer. Og senest har Coop relanceret den ikoniske madpyramide i en moderne version, hvor klimahensyn nu er blevet et element. Madpyramiden anbefaler nu mere bladgrønt, flere frugter og mindre kød.
Ansvarlige værdikæder og partnerskaber
Bolander har således de ansvarlige øjne rettet mod virksomheder og i mindre grad på den enkelte forbruger. Det er svært for individer at ændre verdens gang, men det er mindre svært for ”de store systemer”, som han kalder det:
”Virksomheder er særligt godt positioneret til at gøre verden til et bedre sted, men på tværs af værdikæderne og sektorer er der stadig behov for et bedre samarbejde.”
”Der er behov for, at alle dele af værdikæden omstiller sig til den nye virkelighed. Det gælder også i dagligvareleddet, hvor vi bør arbejde mindre i siloer og i højere grad udnytte vores fælles ressourcer og indsigter. Det ville fx give leverandører bedre forudsætninger for at finde sunde, bæredygtige og økologiske varer til vores hylder.”
Lasse Bolander henviser til, at man i en række andre lande som f.eks. Holland de seneste år er blevet rigtig gode til arbejde med såkaldt prækompetitiv udvikling. Dvs. at gå sammen på tværs af virksomheder og sektorer og i fællesskab adressere sociale og miljørelaterede udfordringer med henblik på at skabe bedre, mere effektive og ansvarlige løsninger til gavn for alle.
Han opfordrer ligeledes danske virksomheder og deres respektive værdikæder til at indgå denne type partnerskaber og strømline indsatsen for at løse systemiske udfordringer og i fællesskab skubbe i retning af øget ansvarlighed.
Lasse Bolander er medlem af VL-gruppe 45.
Se kommende arrangementer
Se kommende arrangementer her