Klimadagsordenen er i hastig udvikling, og den virksomhedsleder, der kan forudse og omfavne morgendagens agenda og trend, er et skridt foran. Thomas Vejlemand, VL 70, CEO i Infomedia, vil på VL-døgnet præsentere et analyse- og indsigtsværktøj, der potentielt kan give dette forspring.
Af Kreab PR & Kommunikation
Ingen havde forestillet sig, at en 16-årig kunne få foretræde for verdens ledere, samle 40.000 danskere til klimademonstration på Christiansborg Slotsplads og i den grad drive bæredygtighedsdebatten. Hvad og hvem bliver det næste?
Aldrig har mængden af medier, kanaler, artikler, posts og likes været større. Og risikoen for at drukne er overhængende. Samtidig er der masser af spændende muligheder for at påvirke eller måske endda drive den kommunikative udvikling af en voksende global trend, der fylder mere end nogensinde før i befolkningers bevidsthed, politiske valgkampe og virksomheders udvikling.
Danske Infomedia vil på VL-døgnet præsentere et analyse- og indsigtsværktøj, der både gør det lettere at opsamle og sortere i mediedata og bruge kommunikationsindsigter som katalysator for strategiarbejdet. I stedet for at kigge indad, skal værktøjet inspirere til at kigge udad, forstå omverdenen og forudsige agendaer og trends.
Der er tale om et dataværktøj, der gør det lettere at følge og analysere agendaer og trends ift. bæredygtighed, så man kan navigere strategisk og tilrettelægge sin forretning mere målrettet i forhold til også nye bæredygtighedstrends på tværs af industrier og regioner.
Indsigterne kan både bruges kommercielt af virksomheder, som vil tilrettelægge deres kommunikation mere professionelt, og af myndigheder som ønsker et bedre overblik over den bæredygtige udvikling og på den baggrund lovgive klogere eller søsætte mere præcise initiativer overfor verdens befolkninger.
Dialog med FN
Infomedia er i dialog med FN om at udvikle redskabet til specifikt at følge FN’s 17 verdensmål og de 169 delmål.
”Det er millioner af artikler og andre former for omtale vedrørende bæredygtighed og FN’s verdensmål, der nu bliver sat på formel. Agendaerne bliver sat i system, så man har bedre forudsætninger for at navigere i et komplekst globalt kommunikationslandskab – og samtidig få relevante indsigter, så man kan planlægge, hvorledes man selv vil bidrage til agendaen proaktivt,” siger Thomas Vejlemand og understreger, at det har potentiale til at styrke virksomhedernes konkurrencedygtighed på mange fronter, da et stærkt ”purpose” bidrager til strategisk positionering, salg, kommunikation, tiltrækning af fremtidens talenter, medarbejdertilfredshed mv.
Thomas Vejlemand fortæller, at FN selv vil kunne bruge værktøjet til at følge op på, om verdensmålene drives af en underliggende agenda og rent kommunikativt bliver implementeret rigtigt og hurtigt nok på tværs af bestemte lande, industrier og virksomheder.
På den måde giver dataene et empirisk fundament for, at FN kan evaluere effekten af verdensmålene og eventuelt rette ind om nødvendigt. Det vil samtidig blive lettere for lovgivere at stille krav til virksomhedernes dokumentation om social, økonomisk og miljømæssig ansvarlighed.
Thomas Vejlemand påpeger, at kommunikation om verdensmålene alene ikke sikrer en bedre verden i 2030. Det er stadig arbejdet med at implementere og eksekvere verdensmålene, der skal sikre fremdrift på de ”rigtige” resultater. Men kommunikation kan bidrage til at ændre adfærd, så derfor giver det mening at følge medier og sociale medier tæt.
”Formålet er at tilvejebringe et bedre overblik over begrebsanvendelsen, en mere systematisk tolkning af medieomtale og en fornemmelse for, hvor positiv eller negativ stemningen er omkring bestemte verdensmål. Konkret vil det give den enkelte leder en indsigt i, hvilke temaer han eller hun bedst muligt kan profilere sig selv og sin virksomhed inden for og dermed også påvirke både interne og eksterne stakeholdere til at være med på rejsen for en verden i bedre balance,” siger Infomedia-chefen.
Infomedia vil på VL-Døgnet præsentere værktøjet for deltagerne og give en teaser på, hvordan virksomhedsledere konkret vil kunne anvende værktøjet.
Thomas Vejlemand er medlem af VL-gruppe 70.