Når deltagerne i VL Døgnet den 6. juni kigger ud af FN Byens vinduer, vil de kunne se over på Amager Bakke. Verdens mest miljørigtige affaldsbaserede energianlæg, som for første gang nogensinde kombinerer et moderne og miljørigtigt forbrændingsanlæg med en skibakke og verdens højeste klatrevæg.

Arkitekten bag hedder Bjarke Ingels, og han er et eksempel på, hvordan vilde visioner kan virkeliggøres, og hvordan arkitektur og bæredygtighed kan forenes med den gode forretning.

Styregruppen for VL Døgnet er stolte af at annoncere, at stjernearkitekten Bjarke Ingels er seneste tilføjelse til talerlisten på VL Døgnet den 6. juni i FN-Byen.

Bjarke Ingels har om nogen evnet at omsætte skæve tegninger til oplevelser, funktionalitet og social ansvarlighed. Og han har på en og samme tid balanceret kommercielle, politiske og æstetiske hensyn med bæredygtighed i stor skala på tværs af verdens storbyer.

Direkte hjemvendt fra King’s Landing og Game of Thrones skal Bjarke Ingels til VL Døgnet tale om, hvordan byer og det private erhvervsliv sammen kan vise vejen og hjælpe verdens lande med at nå verdensmålene i 2030. Det gælder bl.a. om at udnytte mulighederne ved at omstille til vedvarende energi og effektivt, bæredygtigt byggeri,  øge adgangen til bæredygtig transport samt ændre forbrugeradfærd.

Det overordnede tema for oplægget er bæredygtige byer, og det vil foregå i samspil med Mark Watts, Executive Director i C40 Cities Climate Leadership Group og Jesper Nygård, CEO Realdania.

Sessionen finder sted kl. 15.30-16.20 på hovedscenen.

Om Bjarke Ingels
Bjarke Ingels startede BIG Bjarke Ingels Group i 2005. Gennem en række prisvindende projekter og bygninger har Bjarke Ingels fået ry for at designe bygninger, der er lige så teknisk innovative, som de er bæredygtige.

Bjarke Ingels har vundet adskillige priser. Han har undervist på Harvard University, Yale University, Columbia University og Rice University og er derudover adjungeret professor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Bjarke Ingels har bl.a. talt ved TED, WIRED, AMCHAM, i 10 Downing Street og The World Economic Forum.

Bjarke Ingels er medlem af VL-gruppe 3.