Workshops på VL Døgnet – 6. juni 2024

 

Som en del af VL Døgnet afholdes ni forskellige AI-workshops om eftermiddagen torsdag den 6. juni.

Samtlige workshops varer ca. 1 time, afholdes samtidig og gentages 2 gange. Du får derfor mulighed for at deltage i to forskellige workshops lige efter hinanden – adskilt af en kort kaffepause. Alle workshops er bygget op på samme måde: med et fagligt oplæg, en involverende session – hvor I bliver bedt om at arbejde i mindre grupper – og til slut en fælles opsamling. Og det hele foregår naturligvis på Egeskov – i skønne udendørs haverum. 

På denne side kan du læse om de AI-workshops, der afholdes.

Du skal vælge, hvilke 2 workshops, du gerne vil deltage i, via linket i den e-mail du har modtaget fra Dansk Selskab for Virksomhedsledelse med overskriften “VL Døgnet – læg dit eget program nu!”.

Workshop 1:

Fremtiden – hvor er vi på vej hen?

AI er i fuld gang med at ændre vores hverdag. Både privat og i vores forretning.  Det er allerede nu for de fleste en udfordring at følge med. Men hvad nu, hvis vi løfter blikket og ser 3-5 år frem? Hvordan vil verden se ud?

Workshoppen tilbyder et perspektiv på forretning, på risiko og på muligheden for at udvikle alternativer til tech-giganternes sprogmodeller.

Du kan møde tre førende eksperter i en workshop, hvor du også får mulighed for at drøfte deres indsigter, som kan blive til dine.

Talere:

Tim Frank Andersen, VL46, Partner & Co-founder, Institute of AI

Mark Anthony Fiedel, vicedirektør, Center for Cybersikkerhed

Torben Blach,  senior projektleder,  AI LAB, Alexandra Instituttet

Moderator: Lisbeth Knudsen, VL1, bestyrelsesleder hos VL, strategidirektør for koncernen Altinget og Mandag Morgen

Workshop 2:

Forretning og strategi – forretningsmodeller og potentialet for AI

Hvor strategisk er du som leder, når du fokuserer på AI? Og hvilken strategisk ambition har I?

På workshoppen er omdrejningspunktet en model fra Gartner, som er et praktisk og inspirerende værktøj til at analysere din egen virksomhed og placere jer i fremtiden. Hvor vil I gerne være?

På basis af en præsentation af modellen får du mulighed for at diskutere jeres egne erfaringer med VL-kolleger. Workshoppen samler op med en paneldebat med repræsentative VL-medlemmer.

Talere:

Kasper Schmidt, VL11, CEO, Rejsekort & Rejseplan A/S

Susanne Arfelt Rajamand, VL4, CEO, Royal Greenland

Moderator: Anja Monrad, VL64, vice-bestyrelsesleder hos VL, Board Professional, Keynote Speaker, Angel Investor, Ex-Dell executive

Workshop 3:

En god start – sådan kommer du godt i gang med AI

Synes du også, at det er svært at starte? At du famler og fumler med AI på det der strategiske niveau? Fortvivl ikke – for du er jo slet, slet ikke alene. På workshoppen kommer du til at høre et par gode historier om, hvordan man kan starte. Både top-down og bottom-up – og det midt-i-mellem.

Du får mulighed for at drøfte jeres situation med ligesindede. Og endelig giver vi de 10 Bud – eller i hvert fald nogle bud på en startpakke for dig, der gerne vil komme ordentligt i gang med AI i din virksomhed.

Talere:

Jesper Ulsø, VL20, Senior Business Advisor, Erhvervshus Hovedstaden og European Digital Innovation Hub 

Benny Smith, VL11, adm. dir, Poul Johansen Maskiner

Pernille Wendel Mehl, VL31, CEO, Zoologisk Have i København

Moderator: Charlotte Beder, erhvervsjournalist

Workshop 4:

Den globale kamp om etik

Udgangspunktet er de forskellige etiske paradigmer, der kan skabe en ny verdensorden. Kina har et meget håndfast perspektiv. USA er håndsky. Og Europa ligger lige i midten, uden hjælp fra store europæiske teknologivirksomheder og med den nye AI Act at forholde sig til.

Så det store spørgsmål er: Hvordan skal du som virksomhedsleder forholde dig, og hvilke dilemmaer kan du støde på?

Sessionen giver dig et overblik over etik i forhold til AI og lader eksperter og virksomheder give deres besyv med. Du får mulighed for at lufte dine tanker i et spændende break out med VL-kolleger.

Talere:

Casper Klynge, VL4, vicedirektør, Dansk Erhverv

Jens Stener, adm. direktør, Bestyrelsesforeningens Center for Cyberkompetencer

Helle Valentin, VL10, Managing Partner, IBM

Moderator: Merethe Eckhardt, VL47, medlem af VL’s bestyrelse, udviklingsdirektør, Domstolsstyrelsen

Workshop 5:

AI kræver mere ledelse, ikke mindre

Teknologiforskrækket eller teknologi-strategisk leder.? Med AI’s indtog i organisationerne følger en række nye ledelsesopgaver og dilemmaer. I grove træk handler det om, hvad man får med AI, versus hvad man (måske) giver afkald på. Hvor AI kan skabe effektivitet, kan AI også udfordre kvalitet. Ikke bare kvaliteten i produktet, men også kvaliteten af ledelse.

AI-løsninger har risiko for at øge barrieren mellem leder og medarbejder ved at skabe usikkerhed og mistillid, ligesom det er afgørende at have overblik over, hvilke medarbejder-typer, der har mest gavn af givne AI-teknologier, og hvem der ikke har. Ellers risikerer man at tabe folk, man burde holde på. At forstå, hvordan teknologi påvirker mennesker og organisationer er en hastigt voksende ledelsesopgave, som ikke bør overses.

Workshoppen giver friske indsigter i ny viden og cases om AI og forskellige ledelsesdilemmaer. 

Talere: TBA

Moderator: Stine Bjerre Herdel, journalist, ledelses- og kommunikationsrådgiver

Workshop 6:

Investering – hvad kan du som leder lære af venturekapitalens processer og metoder?

Moderne ledelse kan lære meget af venturekapitalens processer. Den verden er karakteriseret af stor usikkerhed, endnu større risiko med et perspektiv, der rækker 4-5 år frem. Der er tilmed ingen erfaring med de løsninger og produkter, som man investerer i.

I denne session får du som leder et spændende og meget konkret indblik i maskinrummet for investeringer i AI. Hvad enten du selv har interesse i at investere eller står med virksomhedens teknologi-investeringer. Du får konkrete værktøjer til at forstå investerings-processen. Og du får lov til at prøve selv i et spændende break-out, hvor du og dine VL-kolleger skal beslutte jer for en investeringscase med 20 mio. kroner på spil.

Talere:

Stine Mølgaard, partner, Alliance VC, co-founder, Radiobotics

Thomas Mitchell, VL11, Director, Partner, Board Member, Financial Services

Moderator: Hans Christian Teisen, VL11, investor

Workshop 7:

Mennesket – ingen intention, ingen AI

Den menneskelige udvikling halter efter den eksponentielt voksende teknologikurve. Vi kan have svært ved både at følge med men også nå at forholde os til, hvad vi personligt vil med AI, og hvad vi ikke vil.

Hvis vi som ledere skal designe virksomhedens AI-strategi, så må vi først søge indad og stille os spørgsmålene: Hvad er det, vi vil? Hvor langt skal vi gå, hvor går grænserne, og hvad er vores strategi som ledere?

“By design” betyder at gøre noget intentionelt. Og præcis intention er noget, der adskiller os fra AI. Når vi er bevidste om det intentionelle, kan vi ‘styre’ AI

Denne workshop inviterer til at blive konkret om egne intentioner. Der vil både være et stærkt inspirationsoplæg om emnet, men også materiale der kan udfyldes, debatteres og også bruges udenfor VL Døgnet.

Taler: TBA

Kristina May, VL 92, CEO, Design & Branding Strategist, AM Copenhagen

Moderator: Nanna Sverrild, VL9, Managing Director og kommunikationsrådgiver, AM Copenhagen

Workshop 8:

Kan AI implementeres i din virksomheds produkter og services?

AI kan købes og anvendes af mange virksomheder, men det kan også integreres i produkter og services – og sælges!

Workshoppen starter med inspiration fra konkrete cases fra danske virksomheder, der allerede implementerer AI i deres virksomhedsprodukt.

Derefter diskuterer I, hvordan jeres produkter og ydelser kan udstyres med kunstig intelligens. Herunder hvad er formålet, har vi data, har vi teknologien, hvordan kan kunderne/brugerne hjælpe os? 

Denne workshop giver dig konkret viden om, hvordan du anvender de rette værktøjer netop nu i virksomhedens AI implementering.

Taler: Mads Andresen, VL102, stifter og CEO, Inwatec

Moderator: Søren Peter Johansen, robot-ekspert, Teknologisk Institut, sammen med hunden Spot

Workshop 9:

Un-conferencing – diskutér det emne, som du har mest lyst til

Denne workshop er anderledes end de andre. Vi kalder det Un-Conferencing. Workshoppen vil blive faciliteret på en interaktiv og dynamisk måde, hvor deltagerne bliver aktive medskabere af indholdet.

I en praktisk session bidrager deltagerne selv med emner, diskussioner eller idéer, som de gerne vil udforske eller dele med gruppen.

På baggrund af bidragene organiserer vi en dynamisk dagsorden, hvor deltagerne selv vælger, hvilke emner og diskussioner der skal prioriteres. Dette skaber et engagerende og fleksibelt miljø, hvor alle har mulighed for at deltage og bidrage aktivt.

Denne workshop giver mulighed for at tale med andre om netop dit emne. Der er derfor ingen oplæg på workshoppen. Sammen organiserer og prioriterer vi dagsordenen i realtid. Diskussionerne og evt. grupper er deltagerstyrede.

Moderatorer:

Anders M. Rendtorff, VL11, Strategic Advisor & Communications, VL

Thomas Tange Rasmussen, VL60, Owner at Tange & Partners

 

Læs mere om de virksomheder du kan besøge på VL Døgnet

Læs mere her

Tilbage til VL Døgnet 2024

Se talerne her

Læs mere om VL’s Årstema 2023/2024

Læs mere her

VL Insights – har du hørt vores podcasts om VL & AI?

Lyt med her