Ledelse af bæredygtighed er blevet et strategisk omdrejningspunkt

Ledelse af bæredygtighed er blevet et strategisk omdrejningspunkt

Ledelse af bæredygtighed er blevet et strategisk omdrejningspunkt

19. januar 2023

Års- og bæredygtighedsrapporter er vigtige pejlemærker og lærebøger for virksomheders ansvarstagen. We Love People’s ESG Barometer 2022 giver overblik over sammenhængen mellem samfundssind og virksomhedsdrift og fremhæver fem tendenser inden for E, S og G. I forbindelse med udgivelsen af ESG Barometer 2022 har VL Nyt talt med Christina Blak, VL65, direktør og partner hos We Love People.

Af Anders Monrad Rendtorff

”Der er sket rigtigt meget siden vores sidste rapport. Det er tydeligt, at ESG handler om både at fremtidssikre verden og fremtidssikre virksomheden. Hvert bogstav vil blive ved med at bevæge sig, da det er en dagsorden i konstant udvikling, der kræver agilitet både ledelses- og mindsetmæssigt”, fortæller Christina Blak, VL65, der står bag rapporten ”ESG Barometer 2022”, der netop er udkommet.

I forbindelse med analysen har Christina spottet fem tendenser, som demonstrerer, at virksomhederne er ved at få fat i den lange ende.

”C25-virksomhederne har erkendt, at samarbejde på tværs af grænser og værdikæder er nøglen til bæredygtig fremdrift. Værdikæderne rykker sammen, og der løftes i flok, for i en stadig mere forbundet verden er dit omdømme mit omdømme”

Samarbejde er afgørende for bæredygtig transformation

”C25-virksomhederne har erkendt, at samarbejde på tværs af grænser og værdikæder er nøglen til bæredygtig fremdrift. Værdikæderne rykker sammen, og der løftes i flok, for i en stadig mere forbundet verden er dit omdømme mit omdømme”, fortæller Christina Blak og pointerer, at det er tydeligt at se af de mange rapporter, at C25 styrker samarbejdet med deres leverandører.

96 % beretter kvalitativt om igangværende arbejde med leverandørhåndtering, selvom kun 33 % rapporterer kvantitativt på emnet. Her er fokus dels på at hjælpe leverandørerne på vej mod en mere bæredygtig forretning, og dels på dataindsamling, krav og kontrolmekanismer.

 

Science Based Targets initiative har momentum, og klimaforpligtelsen vokser

Fire ud af fem C25-virksomheder har i 2021 forpligtet sig til Science Based Targets initiative (SBTi) . 42 % har fået godkendt deres mål, og 42 % venter på godkendelse.

”Det er en positiv udvikling, der understreger virksomhedernes vilje til at handle på klimaagendaen. Denne forpligtelse kræver dog en markant CO2-reduktion, også hvad angår Scope 3-udledninger i værdikæden. Blandt andet derfor træder Scope 3 i karakter og vokser som standardnøgletal i 2021-rapporterne, hvor 79 % af virksomhederne inkluderer Scope 3-udledninger i deres ESG-nøgletalsoversigt. Den voksende klimaforpligtelse betyder også, at flere rapporterer på brugen af den vedvarende energi, der er fundamentet i den grønne omstilling. 71 % af C25- virksomhederne inkluderer brugen af vedvarende energi som nøgletal i 2021-rapporteringen – en stigning på 13 procentpoint i forhold til 2020”, uddyber Christina Blak.

”I en tid, hvor dét at have et godt arbejde ikke længere er så adskilt fra dét at have et godt liv, er trenden, at virksomhedernes ansvar over for medarbejderne vokser.”

Medarbejdertrivsel er en must win battle

Efter et par år præget af COVID-19 og #metoo er det måske ikke overraskende, at virksomhedernes interesse i mental sundhed og medarbejderrelationer stiger. Men under de aktuelle forklaringer ligger også et dybere lag, forklarer Christina Blak:

”Virksomhederne har i mange år forbundet S’et i ESG med at forebygge fysiske skader, nedslidning og arbejdsbetingede ulykker. Men i en tid, hvor stadig flere går ned med stress, og en ny generation indtager arbejdsmarkedet, ændrer mønsteret sig, og blikket på medarbejderne skifter. I C25 er det tydeligt, at medarbejderne er blevet endnu mere betydningsfulde, og at hensyn til deres trivsel er afgørende. S’et modnes kvalitativt i 2021-rapporteringen gennem nye tiltag, som skal styrke relationen til medarbejderne og øge deres trivsel på arbejdspladsen. Emner som kultur, diversitet, inklusion og diskrimination får tiltagende opmærksomhed. I en tid, hvor dét at have et godt arbejde ikke længere er så adskilt fra dét at have et godt liv, er trenden, at virksomhedernes ansvar over for medarbejderne vokser.”

”Biodiversitet er stadig et relativt umodent emne i rapporteringssammenhænge, for hvordan måler man kvaliteten af hasselmusens habitat?”

Biodiversitet vinder frem

Biodiversitet er for alvor kommet på bordet – i EU-taksonomien, i Science Based Targets og i C25-rapporterne. Emnet vokser hastigt i betydning, og der er bred enighed om, at biodiversitetskrisen er en reel trussel mod både samfundet generelt og virksomhedsdrift specifikt.
”21 % af C25-virksomhederne præsenterer i 2021-rapporten et nyt eller øget fokus på biodiversitet i forhold til 2020-rapporterne, men kun én virksomhed – Ørsted – rapporterer på performance og opstiller mål for fremme af biodiversiteten. Biodiversitet er altså stadig et relativt umodent emne i rapporteringssammenhænge, for hvordan måler man kvaliteten af hasselmusens habitat? Virksomhederne mangler definitioner og standarder på området, der gør det muligt at redegøre for sammenhængene mellem virksomhedens aktiviteter, klimaforandringerne og biodiversiteten”, understreger Christina.

 

Måltal og strategisk purpose sætter retningen

Selvom ESG som disciplin er på vej mod øget standardisering, skaber flere C25-virksomheder retning for deres individuelle ESG-rejse ved at koble bæredygtigheden til virksomhedens purpose.
”ESG står stærkere, når rapporteringen drives af et strategisk purpose, og det ofte lidt abstrakte purpose bliver aktiveret og konkretiseret i koblingen med ESG. Formålsdrevet forretning vinder indpas, og flere af C25-virksomhederne præsenterer deres purpose for første gang i 2021-rapporten”, fortæller Christina Blak.

”Det kræver strategisk uddannelse af ledelsen og dialoger om væsentlighed i og uden for virksomheden at vække den ledelsesmæssige vilje, der bor i G for Governance”

Strategi kommer før rapportering

Hun understreger samtidig, at virksomheden skal have sin dokumentation i orden, inden man signalerer bæredygtighed og ansvarlighed. Derfor skal ESG implementeres som strategi, før det bliver rapportering. En strategi, der skal være forankret i hele organisationen og ikke mindst hos den øverste ledelse som en integreret del af arbejdet med risikostyring og compliance på den ene side samt forretningsudvikling og innovation på den anden.

”At løfte den opgave kræver strategisk uddannelse af ledelsen og dialoger om væsentlighed i og uden for virksomheden for at vække den ledelsesmæssige vilje, der bor i G for Governance. Hvis virksomheder skal leve op til de nye rapporteringskrav, skal de investere tid og ressourcer i at løfte deres viden på området og tage de dialoger, der går forud for målrettet handling på E’et og S’et”, slutter Christina Blak.

Hvad er ESG Barometer 2022?

ESG Barometer 2022 er en analyse af E´ets (Environment), S´ets (Social) og G´ets (Governance) modenhed og udbredelse i virksomhedernes 2021-rapportering og giver derfor nogle spændende strømpile over, hvor langt virksomhederne er kommet i det strategiske og praktiske arbejde med bæredygtighed.

ESG Barometer 2021, baseret på C25’s 2020-rapportering af bæredygtighed, udkom i januar 2022.

I oktober udkom så ESG Barometer 2022, der er baseret på C25’s 2021-rapportering af bæredygtighed.

Læs mere her: https://www.welovepeople.dk/esg

Analysen er udviklet i tæt dialog med formand for FSR – danske revisorers Udvalg for Samfundsansvar & Bæredygtighed, Birgitte Mogensen, VL65. Glæd dig til at læse mere om Birgitte Mogensens arbejde med ESG i næste udgave af VL Nyt.

Fem centrale tendenser i virksomhedernes arbejde med bæredygtighed

I forbindelse med udgivelsen af ESG Barometer 2022 identificerer Christina Blak fem tendenser, som demonstrerer, at virksomhederne er ved at få fat i den lange ende. De fem tendenser er:

 

  • Samarbejde er afgørende for bæredygtig transformation
  • SBTi (Science Based Targets initiative) har momentum, og klimaforpligtelsen vokser
  • Medarbejdertrivsel er en must win battle
  • Biodiversitet vinder frem
  • Måltal og strategisk purpose sætter retningen
Klar til at indtage Hongkong

Klar til at indtage Hongkong

Klar til at indtage Hongkong

19. januar 2023

Kina åbner, og det gør samhandlen med danske virksomheder også. Dansk Industri spår, at det kommer til at give mere import og eksport, også selv om der måske i begyndelsen vil være udfordringer med indrejseproblemer til Danmark. Flere virksomheder står allerede på spring for at få nye handelsaftaler med det kinesiske marked. Blandt andet Jydsk Emblem Fabrik A/S i Malling, der lever af at producere emblemer, pokaler og merchandise. VL Nyt har taget en snak med direktør og tidligere VL-medlem, Stig Hellstern om forholdene i Hongkong og hvilke fordele og ulemper det kan have for virksomheden.

Af Susanne Diekema

Direktøren tager nu igen til en af verdens største messer i Hongkong og planlægger foreløbigt to forretningsture.

”Vi har brug for det her, vi lever af det og kan ikke blive ved med at grave os ned i et hul. Derfor tager jeg af sted så hurtigt som muligt”, siger Jydsk Emblem Fabriks direktør og tidligere VL-medlem, Stig Hellstern.

To ture er lagt i kalenderen til HKTDC Hong Kong Gifts & Premium Fair 2023. Første gang den 27. – 30. april og senere i oktober. Det er en af verdens største konferencer inden for sit felt, tidligere med op til 10.000 stande og besøgende fra hele verden. Denne gang bliver det formentlig i lidt mindre omfang, da det hele skal i gang igen.

Stig Hellstern besøgte sidste gang Hongkong til messe i 2019, hvor der var store udfordringer med studenteroprør og demonstrationer.

”Dengang løb jeg ind i tåregas og vandkanoner på gaden, ødelagte butiksfacader, politi og urolige tilstande lige uden for mit hotel, og jeg måtte passe på. Denne gang bliver det anderledes efter COVID-19-situationen, nedlukning og genåbning. Men det er slut med uroligheder, efter at styret har sat en stopper for ytringsfrihed, og Hongkong har måttet indordne sig under Kina, så der er nok blevet lavere til loftet og en mere trykket stemning”, gætter direktøren, men tror også, at der er forretningsfordele i at komme som en af de første besøgende efter lang tids nedlukning.

 

Afgørende marginaler

Hongkong har været lukket land siden messen i 2019, så det hele skal nu til at starte op igen.

”Jeg tror, at der kommer færre besøgende, og at det hele først skal op i kadence. Det betyder, at udstillerne får mere tid til at snakke med os som kunder, og at de nok er mere sultne og nemmere at lave aftaler med. Måske behøver jeg ikke som minimum at bestille 25.000 enheder ved en ny leverandør”, håber Stig Hellstern.

Han har en målsætning om at se eller scanne alle stande og går efter bittesmå produkter. Det kan for eksempel være sikkerhedsnåle til navneskilte, og her gør det en kæmpe forskel, hvis der måske er op til 10 øre at spare pr. styk til de godt 400.000 navneskilte, fabrikken sælger på årsbasis. Hvis Stig finder 3-4 nye produkter på en messe, er det hele turen værd.

”Man skal gide det med lange dage, hvor man konstant går og kigger. En gang imellem tager jeg min trolley med hen i et hjørne af messen og tager en powernap, og så går jeg videre. Min målsætning er at finde nye priser, produkter og leverandører, og mine rejser skal have betalt for sig selv inden for et halvt år. Så er mit udbytte tilfredsstillende”, fortæller Stig og uddyber, at en rejse i runde tal skal give 50.000 kroner ekstra i indtjening.

”Foreløbigt ser vores vækst ud til at fortsætte. Vi passer på ved at optimere og samle det, vi kan. På den lange bane er det bekymrende med Taiwan, så derfor frigør vi så meget som muligt og har lukket kontor i Kina. Corona har åbnet nye muligheder med onlinemøder, men vi har stadig brug for nye leverandører og input. Kulturerne og måderne at tackle Corona på er vidt forskellige”.
Stig Hellstern

Adm. direktør, Jydsk Emblem Fabrik A/S

Taiwan i horisonten

Stig Hellstern har handlet meget med Kina og været en del gange i Hongkong. Han har nu flyttet produktionen fra Kina og hjem på fabrikken i Malling og fundet andre leverandører i Europa. Det gælder blandt andet navneskiltene, der nu bliver fremstillet i træ og akryl på fabrikken i Malling.

Emblemfabrikken har 25.000 forskellige merchandises på hylderne i FSC-certificeret træ og 100 % genbrugsakryl. Under Coronaen er der lavet nye arbejdsgange, og produktionen er blevet optimeret med toholdsskift og ny teknologi. Der er kommet nye kunder, og de store kunder er blevet større, så fabrikken sidste år både fik flere ordrer, vækstede 40 % og nu har 40 ansatte. Men selv om sidste år har givet stor vækst, kan der være mørke skyer i horisonten, både med inflation, stilstand og virksomhedskonkurser.

”Foreløbigt ser vores vækst ud til at fortsætte. Vi passer på ved at optimere og samle det, vi kan. På den lange bane er det bekymrende med Taiwan, så derfor frigør vi så meget som muligt og har lukket kontor i Kina. Corona har åbnet nye muligheder med onlinemøder, men vi har stadig brug for nye leverandører og input. Kulturerne og måderne at tackle Corona på er vidt forskellige”.

Direktøren fra Malling har derudover taget sine personlige forholdsregler; han er vaccineret 4 gange, har haft Corona, der ikke ramte ham så hårdt, og så passer han på med håndsprit og hygiejne og hilser på den japanske måde med begge hænder samlet til hilsen foran ansigtet.

 

Corona og kulturforskelle

Men han skal forholde sig til helt andre scenarier end de danske og skal tackle de fordomme og informationer, som kineserne får fra myndigheder. Et eksempel er en bekymret mail fra en kinesisk leverandør, der fortæller, at de er bange for at anstrenge sig fysisk – også i produktionen – efter at have haft Corona, fordi man dør af det – har en læge fortalt dem. Samme kinesiske leverandør beskriver, at 70-80 % af kineserne er ramt af COVID-19 og er meget bange og bekymrede.

”Det er en måde at sprede skræk i befolkningen på, så de bliver hjemme. Vi er nødt til at være mere pragmatiske, ellers kan man jo ikke foretage sig noget”, siger en hovedrystende Stig Hellstern.

Men han skal holde sig tilbage med for meget information og dansk habitus og sætte sig ind i Kinas væremåde og etikette.

”Husk altid at levne, når du bliver inviteret ud; det er uhøfligt at spise op og et tegn på, at du ikke har fået nok. Vær ikke for aggressiv og for langt fremme i skoene; det bliver de fornærmede over. De må ikke tabe ansigt, og så kan de godt lide at drille lidt og servere vandmand og små tørrede fisk som snacks. Her siger jeg fra, at det ikke lige er mig, og det accepterer de”, griner Stig og fortæller, at han foretrækker kyllingetæer – hvor neglene er klippet…

Jydsk Emblem Fabrik A/S

40 ansatte

40 % vækst i 2022

25.000 forskellige enheder i pokaler, emblemer og merchandise på hylderne

Kulturel etikette i Kina:

Er du for pågående = fornærmelse

Spiser du op = du er ikke mæt

Driller kineserne – sig pænt fra

Helle Priess, VL82 i Singapore: Danskere skal forstå Asien som andet og mere end Kina.

Læs mere her

Samhandel med Kina får et boost

Import og eksport kommer til at stige, flere flyselskaber sætter gang i trafikken, og virksomhederne kommer især i gang med det kinesiske marked i løbet af foråret, spår Dansk Industri.

”Det er nemt, hurtigt og billigt at få produceret i Kina, og forretningsklimaet er mere strømlinet og professionelt, end hvad man ser mange andre steder i Asien, så der vil helt sikkert komme mere samhandel”, siger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Global Handel og Investeringer hos Dansk Industri. Her skyder de på, at det især kommer til at ske, når det kinesiske nytår er overstået, og den værste Corona-smitte har lagt sig i løbet af februar.

Forbindelser vil blive genstartet, og der vil blive lavet nye tiltag og kontrakter, der ikke har kunnet klares online. Men der vil også være forsøg på at gøre sig mindre afhængig af Kina, og virksomhederne vil sprede deres risiko. I november 2022, hvor alt var lukket ned på ubestemt tid, så 25 % af virksomhederne sig om efter andre handelspartnere i de asiatiske lande og Nordamerika – ifølge en rundspørge fra Dansk Industri.

”Tallet er sikkert lavere nu, hvor der er åbnet op igen, men flere vil nok passe på med at lægge for mange æg i den kinesiske kurv. Det hører vi fra flere virksomheder”, understreger Peter Bay Kirkegaard.

Men det overordnede billede vil være mere import og eksport, der har stået lidt stille eller er fladet en smule ud i løbet af nedlukningstiden.

”Det er positivt, at der igen er åbnet op, og mange virksomheder vil igen rejse ud og lave forretninger med Kina, og det vil give et boost”, spår Peter Bay Kirkegaard til afslutning.

Peter Bay Kirkegaard
Seniorchefkonsulent, Dansk Industri

Tankevækkende afslutning på året

Tankevækkende afslutning på året

Tankevækkende afslutning på året

28. december 2022

VL-medlemmer fra ind- og udland deltog fysisk og virtuelt i det årlige Julemøde den 22. december på Nimb i København under overskriften Global Update. Mødet bød på tankevækkende indsigter fra Ambassadør Michael Zilmer-Johns, hovedmanden bag Zilmer-rapporten ’Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’ omhandlende den globale situation, som er noget dyster. Og på tre markante danske lederes refleksioner over situationen for virksomhederne. For Mette Maix, CEO Rosendahl Group, Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand og Søren Pap-Tolstrup, COO Nilfisk, er konklusionen desværre klar: årsskiftet betyder ingenting, for udsigterne er stadig, at verden er meget kompleks og krise-perspektivet meget unikt, også langt ind i 2023. Det kræver dygtig ledelse, hvor nøgleordene er scenarier, fokuseret forretning og klar retningsskabende kommunikation.

VL’s velbesøgte Julemøde – Global Update 2022 bestod af to halvlege. I den første time gav Ambassadør Michael Zilmer-Johns sit foruroligende perspektiv på verden, mens den anden time bød på refleksioner fra danske virksomhedsledere om, hvordan man netop kan lede virksomhederne gennem det komplekse krisebillede. Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for VL Selskabet, var en kyndig moderator og spørgelysten fra deltagerne betydelig.

Michael Zilmer-Johns lagde ud med at konstatere, at han bestemt ikke er manden for den gode julestemning. Næsten tværtimod, han kaldte sig ”rejsende i gloom og doom”. Mange af Zilmer-Johns’ analyser er efterhånden velkendte og derfor var spørgernes interesse da også mest på Michaels fortolkninger af den aktuelle situation, flere måneder efter, at hans rapport blev offentliggjort.

Naturligvis blev der spurgt til krigen i Ukraine, hvor Michael Zilmer-Johns ikke var særligt optimistisk:

”Krigen kommer til at tage lang tid. Intet tyder på, at Ukraine kan vinde. Og Rusland kan heller ikke vinde den totale sejr. Men Rusland giver bare ikke op. Rusland har en mentalitet og kriserfaring, der siger ”we can out-suffer you”. De er vant til at slås, så man skal slet ikke afskrive dem. Og derfor tager det lang tid og vil have store implikationer for os alle.”

 

Sammenhold er afgørende, men interessen kan dale

Men hvad så med sammenholdet i Europa og med USA? – lød et opfølgende spørgsmål fra et VL-medlem.

”Det vanskelige er ikke den aktuelle energi-situation. Nej, det kritiske er efter min vurdering, om man kan fastholde interessen for krigen. For Ukraine kommer til at glide ned af dagsordenen, og først i USA, siden i Europa. Det bliver det helt store kritiske tema, lød det fra Michael Zilmer-Johns. Særligt Kina var et omdrejningspunkt for flere spørgsmål:

”Det er særligt interessant at følge Kina nu i forhold til lempelserne af Covid-restriktionerne. Det kan nemlig fortælle os noget om stabiliteten i systemet. Hvor store bliver sprækkerne i det meget repressive system?”, lød det retoriske spørgsmål fra Michael Zilmer-Johns, der også noterede sig en potentiel optrapning af Taiwan-konflikten, hvis Kina skulle få behov for at samle tropperne om en fælles case. Eller med andre ord ville få behov for at aflede den kinesiske befolknings interesse. Michael- Zilmer-Johns sluttede af med at understrege hans allerbedste råd til danske virksomheder og virksomhedsledere:

”Der er ét spørgsmål, som alle skal stille sig selv og deres virksomhed: Hvad er vores eksponering mod Kina? Ikke kun os selv, men også vores leverandører osv. Man kan næsten kun undervurdere betydningen af den grundige analyse, som virksomhederne bør lave.

”Lederne er ved at være trætte. Mange har arbejdet nonstop de sidste fire år. Og du kan ikke blive ved at løbe et maraton om ugen”

Sanna Suvanto-Harsaae

VL1

Få styr på balancen, for fire hårde år ser ud til at fortsætte

Banen var således kridtet op til panelet med de tre danske topledere – og VL-medlemmer – der gav deres refleksioner om, hvad den globale situation betyder for ledelsen af virksomhederne. Mønstret var ganske klart. Alle oplever en unik situation med et antal samtidige kriser, der ikke rigtigt holder op. Men tværtimod konstant øger kompleksiteten. Hvad gør man så? Jo, alle var enige i at intensivere arbejdet med scenarier. At styrke sit fokus på færre afgørende forhold. Og at forstå cost-billedet. For cost-savings kommer til at være på dagsordenen. Men også anerkendelsen af ledernes form er afgørende.

”Lederne er ved at være trætte. Mange har arbejdet nonstop de sidste fire år. Og du kan ikke blive ved at løbe et maraton om ugen”, sagde Sanna Suvanto-Harsaae, VL1, der understregede, at hun var meget optaget af det emotionelle velbefindende som en forudsætning for at kunne tage de bedste beslutninger og ikke mindst være klar, når der skal reduceres.

”Man skal ganske enkelt sørge for, at batterierne bliver ladet op indimellem. Ellers kan man ikke fokusere tilstrækkeligt på de barske forenklinger, som virksomhederne skal igennem”, understregede Sanna Suvanto-Harsaae.

Lav scenarier, vær barsk i dit fokus – og giv klar kommunikation

De tre erhvervsprofiler i panelet har alle over de seneste år styrket deres fokus på at bygge scenarier snarere end at fokusere på de klassiske planer.

”Scenarier er vigtige. Vi laver worst-case-scenarier. Og har suppleret med worst-worst-case”, fortalte Mette Maix, VL45, der også betonede betydningen af at kunne kommunikere klart, tydeligt og transparent.

”Retning er det afgørende for mig. Forstår organisationen retningen, kan den også bedre tage egne beslutninger og dermed være mere agil. Men samtidig skal jeg være transparent og være i stand til at give ”the brutal facts”, så folk forstår, hvad der er op, og hvad der er ned.”

Sanna Suvanto-Harsaae erklærede sig helt enig:

”Alle de virksomheder, jeg er involveret i, arbejder med scenarier. Og vi har suppleret med et særligt scenarie over det seneste år. Nemlig K., som står for katastrofe”, sagde Sanna Suvanto-Harsaae, som mente det helt bogstaveligt, fordi livet for virksomheder i disse år er helt uforudsigeligt.

Også Søren Pap-Tolstrup, VL64, havde stort fokus på scenarier og har oplevet, at Nilfisk over de seneste år har justeret sin globale arbejdsdeling i forlængelse af de mange krisesituationer.

”I hovedkvarteret fokuserer vi nu på scenarier og på at forstå, hvad der er afgørende vigtigt for vores forretningsmodel. Mens landene og markederne er blevet mere autonome. Det virker. Sådan var det bestemt ikke for tre år siden. Men alle er også klar over, at penge til investeringer kun kan komme ét sted fra: indefra. Og det vil jo betyde omprioriteringer, som vi i hovedkvarteret skal være dygtige til at forstå og drive”, uddybede Søren Pap-Tolstrup.

Samlet set gav erhvervspanelet et pessimistisk perspektiv på de kommende år. Men samtidig et perspektiv på, hvor afgørende ledelse bliver for, at den enkelte virksomhed og Danmark kan komme godt igennem kriserne.

Af Anders Monrad Rendtorff

Du kan besøge eller genbesøge Julemødet her

 

Deltagerne i Global Update 2022 var:

 

  • Ambassadør Michael Zilmer-Johns gav en update på baggrund af ’Zilmer-rapporten’: ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”.
  • Erhvervspanel: “Hvilke globale udfordringer har danske virksomheder lige nu – hvad betyder de, og hvordan navigerer vi i dem?” v/ Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand, VL1, Søren Pap-Tolstrup, COO Nilfisk, VL64 og Mette Maix, CEO Rosendahl Group, VL45
Global Update 2022: Der er håb – men først nogle svære år

Global Update 2022: Der er håb – men først nogle svære år

Global Update 2022: Der er håb – men først nogle svære år

19. december 2022

VL´s Julemøde torsdag den 22. december har fokus på en Global Update og byder blandt andet på et særligt spændende oplæg ved ambassadør Michael Zilmer-Johns, der har stået bag analyserapporten “Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”, som udkom i det tidlige efterår. Rapporten har sat dagsordenen i Danmark om fremtidens forsvar og sikkerhedspolitik, fordi den meget præcist har givet diagnosen bag de mange symptomer på, at verden er i opbrud. Som optakt til Julemødet, har VL Nyt mødt Michael Zilmer-Johns til en snak om, hvordan han har oplevet debatten efter rapportens udgivelse, og særligt hvilke råd han har til danske virksomhedsledere.

Ingen er i tvivl om, at verden er af lave. Flere samtidige kriser, store opbrud og en usædvanligt uforudsigelig fremtid. De nye magtbalancer har store markedsmæssige og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Og de konkrete og aktuelle kriser er i mange tilfælde symptomer på nogle nye og meget grundlæggende ændringer i verdensordenen. Den nye verdensorden ser nemlig ud til at blive meget mere fragmenteret, det internationale samfund er i opbrud, og man kan se frem imod et mere flydende internationalt system med skiftende samarbejdsmønstre. Det er dystert.

”På kort og mellemlang sigt er jeg ikke håbefuld”, fortæller Michael Zilmer-Johns, der har ledet det store og omfattende analysearbejde gennem de seneste år.

”Vi kommer til at gå meget igennem, drevet af særligt Ruslands aggression og Kinas ageren. Men på den anden side venter håb. For jeg er helt overbevist om, at selv om Vestens værdier er under stort pres, vil det alligevel ende positivt. For vi har de samfund, som folk gerne vil bo i. Der er jo ingen mennesker, der flygter til Kina og Rusland. Nej, man flygter til og ser op til Vesten. Det er her, man gerne vil have sine børn til at vokse op. Man vil gerne velstand, man vil rigtigt gerne frihed. Men det bliver slidsomt at komme igennem de næste år”, uddyber ambassadøren.

 

Fra synlige symptomer til forståelse af diagnosen

Analyserapporten udkom i efteråret og har på mange måder sat dagsordenen for den danske debat om fremtidens forsvar og særligt sikkerhed.

”Rapporten er blevet rigtigt godt modtaget. Det er lykkedes at få løftet blikket fra symptomer som alle kan se – f.eks. krigen i Ukraine – til et mere grundlæggende perspektiv om global magtforskydning, konturerne af en ny verdensorden og en række langsigtede strukturelle perspektiver”, fortæller Michael Zilmer-Johns, der blandt andet nævner, hvordan han har oplevet et meget højt niveau af politisk interesse, idet f.eks. alle partiledere har været med til at diskutere udenrigs-og sikkerhedspolitik.

”Vi har nok fået etableret en grundlæggende forståelse på basis af rapporten. Det er meget opmuntrende, men også forventeligt, fordi vi netop står over for en meget usædvanlig og krævende situation.”

”Man er ganske enkelt nødt til at gennemgå sin risikoprofil… For den nye dagsorden handler om en radikalt anderledes verdensorden. Så man skal fokusere på at reducere risiko og sårbarhed.”

Michael Zilmer-Johns

Ambassadør, formand for Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe

Hvad skal man gøre som dansk virksomhedsleder?

Michael Zilmer-Johns har ét overordnet råd til danske virksomhedsledere:

”Man er ganske enkelt nødt til at gennemgå sin risikoprofil. I praksis er det forhold som sine forsyningskæder, sin produktion og de øvrige afhængigheder, man som virksomhed har. For den nye dagsorden handler om en radikalt anderledes verdensorden. Så man skal fokusere på at reducere risiko og sårbarhed. Ja, det kan være en krævende opgave, men der er ingen vej udenom. Og løsningen kommer i mange tilfælde til at handle om ”tættere på”. Det bliver dyrere, og derfor må vi alle nok se i øjnene, at vi bliver lidt fattigere. For i den nye verdensorden kan vi ikke udnytte den globale arbejdsdeling, som indtil nu har gjort os rige, f.eks. ved at producere i lavtlønslande.” Michael Zilmer-Johns anerkender dog en grundlæggende styrke ved danske virksomheder.

 

Danske virksomheder må genfinde de klassiske dyder

”Historisk og generelt har danske virksomheder været rigtigt gode til at dyrke globaliseringen. Det er klassiske danske dyder, som ligger i vores DNA. Omstillingsparathed og agilitet bliver igen de evner, der vil sikre, at danske virksomheder kommer igennem det, der ligner krise”, afslutter Michael Zilmer-Johns og gentager:

”Jeg er håbefuld på den lange bane, men på kort og mellemlang sigt bliver det vanskeligt for danske virksomheder”.

 

Se frem til at høre mere fra Michael Zilmer-Johns på VL Julemøde 2022 – Global Update – virtuelt torsdag den 22. december kl. 16:30-18:30.

Af Anders Monrad Rendtorff

TILMELD DIG DET VIRTUELLE JULEMØDE

Vi vil som vanligt prioritere dine spørgsmål og kommentarer undervejs i arrangementet.

Programmet starter formelt kl. 16.30 og modereres af VL’s bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen:

 

  • Michael Zilmer-Johns giver en update på baggrund af ’Zilmer-rapporten’: ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”.
  • Erhvervspanel: “Hvilke globale udfordringer har danske virksomheder lige nu – hvad betyder de, og hvordan navigerer vi i dem?” v/ Sanna Suvanto-Harsaae, Søren Pap-Tolstrup og Mette Maix.

Læs rapporten udgivet af Regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe: Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035″

Dét mener VL-medlemmerne om deres netværk

Dét mener VL-medlemmerne om deres netværk

Dét mener VL-medlemmerne om deres netværk

29. november 2022

VL har gennemført medlemsanalyser hver andet år siden 2015. Det giver en god fornemmelse af, hvordan stemningen egentlig er, og hvorvidt VL stadig er det førende netværk for danske topledere.

Igen i år er resultaterne meget positive. Og det trods nogle svære netværks-år, hvor Covid-19 bestemt har sat sit store præg. Men trods udfordringerne med at mødes fysisk, ser medlemmerne VL som et meget stærkt netværk, der opleves berigende for det formål at kunne udføre sin ledergerning.

De vigtigste resultater af årets medlemsanalyse er, at

den samlede tilfredshed er meget høj blandt medlemmerne, både i forhold til medlemskab af VL Selskabet og egen VL-gruppe. Næsten 9 ud af 10 (89%) angiver, at de er tilfredse (56%) eller meget tilfredse (33%) med deres medlemskab. Det er en positiv udvikling, hvor andelen af tilfredse/meget tilfredse er steget fra 82% til 89%. Og særligt bemærkelsesværdigt er det, at andelen af ”meget tilfredse” er steget fra 18% til 33%.
medlemmerne oplever, at de får et stort udbytte af egen VL-gruppe. Hele 86% angiver, at de samlet set er tilfredse (50%) eller meget tilfredse (36%) med udbyttet af deres egen gruppe.
medlemmerne er både tilfredse med sammensætningen af deres gruppe (82%) og udbyttet af gruppemøderne (82%).
mere end 8 ud af 10 (82%) medlemmer vurderer, at VL’s overordnede omdømme er særdeles godt blandt ledere og offentlige meningsdannere.

 

Sammenhæng mellem resultater og strategisk fokus

”Det er generelt meget flotte resultater, som vi selvfølgelig var spændte på”, fortæller VL’s bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, der netop har gennemgået medlemsanalysen sammen med MEGAFON og den øvrige bestyrelse.

”Jeg er særligt glad for, at det er møderne og relationerne i VL-gruppen, der vægtes højt af medlemmerne. For det er netop her, at man oplever VL i hverdagen og her, at man får den inspiration, sparring og måske også et åndehul i sit krævende arbejde som topleder”, understreger Lisbeth Knudsen, der også bemærker, at netop møderne og medlemmerne har været et strategisk fokus for VL Selskabet de seneste år.

 

Fortsat spændende udviklingsmuligheder

Kigger man lidt dybere i tabellerne, er der naturligvis også masser af muligheder for at øge tilfredsheden blandt medlemmerne. Det gælder både for livet i VL-gruppen og tilfredsheden med VL Selskabet.

For VL-grupperne er det mest afgørende parameter at forbedre fremmødet. For jo mere fremmøde, jo mere engagement og i sidste ende større tilfredshed. ”Det taler for endnu bedre møder med fokus på processen i selve mødeformen, mere fokus på onboarding, opfølgning og så videre”, uddyber Lisbeth Knudsen og fortsætter: ”Et andet udviklingsparameter, der går igen, er manglende interaktion imellem møderne – vi kan godt blive endnu bedre til at bruge hinanden som netværk.”

For VL Selskabet er fokus på højere medlemsdeltagelse i de store tværgående arrangementer. Lidt over halvdelen af medlemmerne har ikke deltaget i Selskabets fælles arrangementer eller fulgt med i de højaktuelle Årstemaer. ”Vi må sørge for, at flere af medlemmerne opdager tilbuddene fra Selskabet og får det udbytte, som faktisk efterspørges i forhold til adgang til spændende danske og internationale talere og inspiratorer. Så vi må fremover se på både strukturen for de store events, den hidtidige optakt til dem og selvfølgelig også, om vi kan styrke vores kommunikation og markedsføring. Vi ved jo, at de forskellige events får høje evalueringer fra dem, der faktisk deltager”, siger bestyrelsesformanden.

Endelig er der udviklingspotentiale i forhold til klassikerne i medlemsanalysen som intranet, hjemmeside og VL Forum app. For selvom der er en meget stor tilfredshed med Selskabets medarbejdere og den service, som medlemmet oplever, så er tilfredsheden med hjemmesiden lavere. Ligeledes er det tydeligt, at kendskabet til VL Forum appen er for lavt, da kun 50% gør brug af den. ”Det er jo altid svært med hjemmesider og apps. De bliver hurtigt forældet, og de færreste har stor tålmodighed, hvis tingene ikke virker med det samme. Så det kommer til at have høj prioritet for os at gøre det bedre. Og jeg kan faktisk godt love, at der allerede i 2023 kommer et nyt intranet, der sætter barren højt og vil hjælpe det enkelte medlem med at navigere i alt det spændende indhold, som vi har i VL”, afslutter Lisbeth Knudsen.

Af Anders Monrad Rendtorff

Høj medlemsdeltagelse i analysen

Medlemsanalysen er blevet gennemført hvert andet år siden 2015. Analysen blev gennemført i samarbejde med MEGAFON i perioden 15. september til 1. november 2022. I år deltog 1.524. Dette svarer til 41%, som ifølge MEGAFON er en meget tilfredsstillende svarprocent.

Lige nu modtager alle VL-grupper deres egne resultater af analysen, som man lokalt kan arbejde videre med. Spørg din gruppeformand, hvis du vil vide mere.

Flotte hovedkonklusioner på VL’s medlemsanalyse 2022:

  • Samlet tilfredshed er meget høj – og har udviklet sig positivt siden 2019
  • Medlemmerne føler, at de får et stort udbytte af deres egen VL-gruppe
  • Stor tilfredshed med møderne og medlemssammensætningen i VL-grupperne

Det understreger VL´s store fokus på at styrke kvaliteten af det grundlæggende produkt: Et stærkt netværkstilbud med gode og givende møder sammen med andre engagerede ledere.