Når ’plejer’ er død: Lederskab i en ny sikkerhedsvirkelighed

4. maj 2026

Af Mai Zeilund

Der ligger en fransk fregat i havnen. Fra sit hjørnekontor i den smukke gamle restaurerede havnebygning i Københavns Havn tæt på Mærsks hovedkontor kan Anne Skovbro se den tydeligt. Det kan alle i By & Havn.

”Det så vi ikke for fem år siden,” fortæller hun.

Det er en konstatering – ikke en dramatisk pointe. Men den siger alt om den nye virkelighed, Anne Skovbro, medlem af VL1, befinder sig i. Som CEO i By & Havn er hendes opgave ikke længere kun at udvikle byen. Hun leder i dag et landskab, hvor byudvikling, kritisk infrastruktur og national sikkerhed smelter sammen. Frontlinjen er ikke et billede. Den er blevet konkret.

Det usikre skal gøres håndgribeligt 

By & Havn udvikler Nordhavn, Lynetteholm og andre byområder, der først står færdige om årtier. Selskabet finansierer metroen gennem grundsalg og værdiskabelse – ikke via skat. Det er langsigtet kapitalforvaltning med et samfundsmandat. Men i dag fylder noget andet i ledelsesrummet. 

”Hele risikosituationen fylder mere og mere, og vi får ofte nye konkrete meldinger, vi skal forholde os til,” siger Anne Skovbro. 

Droner over lufthavne. Skærpet beredskab. NATO-skibe, der skal kunne komme ind. 

Som leder reagerer Anne Skovbro ikke med alarm – men med struktur. Når noget opstår, samler hun de rette mennesker. Havnechef. Sikkerhedsansvarlige. Relevante ledere. 

”Hvis vi er i tvivl om, om noget kræver opmærksomhed, så kræver det opmærksomhed. Vi skal oversætte usikkerhed til handling. Ikke med store armbevægelser – men med spørgsmål: Har vi den rigtige risikovurdering? Har vi de rette kompetencer? Skal noget justeres?“ uddyber Anne Skovbro. 

‘Plejer’ er død. I hver opgave spørger vi: Hvad kræver den i dag? Det betyder, at risici vurderes på ny. At robusthed ikke er en parentes – men en forudsætning.

‘Plejer’ er død 

Der er en særlig forskel på tidligere og i dag, fortæller Anne Skovbro: 

“Stormflod ved vi kommer. Det er en trussel, som videnskaben kan forudse og beregne – og derfor kan vi handle i tide. Geopolitik er anderledes. Vi ved, at risikoen findes, men vi ved hverken præcist, hvad den består i, eller hvornår den rammer.”

Det er her, lederskabet ifølge Anne Skovbro skifter karakter, og hun har truffet et bevidst valg: Organisationen skal ikke gå ned i tempo. Byen skal stadig udvikles. Projekter skal fremdrives. Metroen skal finansieres. Men By & Havn lader det nye fylde. 

”’Plejer’ er død. I hver opgave spørger vi: Hvad kræver den i dag? Det betyder, at risici vurderes på ny. At havnens rolle analyseres med nye øjne. At robusthed ikke er en parentes – men en forudsætning,” siger Anne Skovbro, der har gjort det til en ledelsesdisciplin at være opmærksom. Ikke paranoid. Ikke handlingslammet. Bare opmærksom. 

Man er nødt til at erkende, at man som virksomhed er en del af et lokalsamfund. Ingen virksomhed er en ø.

At lede i kompleksitet – og gøre den fælles 

By & Havn er ejet af Københavns Kommune (95 pct.) og staten (5 pct), og beslutningerne er derfor synlige, ofte omdiskuterede og politisk forankrede. Det gør ifølge Anne Skovbro lederrollen kompleks: 

”Vi træffer ikke de politiske beslutninger. Der er en klar governance. Staten har anlægslovene. Vi skal være doers.” 

Og legitimitet er en del af ledelsesopgaven: 

”Man er nødt til at erkende, at man som virksomhed er en del af et lokalsamfund. Ingen virksomhed er en ø.” 

Sager som Lynetteholm og Amager Fælled har lært organisationen at stå i modvind. At kommunikere tydeligere. At tage dialogen – også når den er svær. 

”Kommunikation er helt afgørende i komplicerede processer, og jeg har efterhånden fået mere hård hud på fingrene,” siger Anne Skovbro.

Lederskab i det, vi ikke ved 

Hver fredag samles organisationens 180 medarbejdere til morgensang og aktualitet. Når droner observeres over danske havne, bliver det taget op. Når risikobilledet ændrer sig, bliver det delt. 

”Det svære ved det geopolitiske er, at vi ikke ved, hvad der sker. Det bliver derfor en anden samtale – som det er vigtigt at give plads til. Ikke for at dyrke usikkerheden – men for at afdramatisere den. Robusthed starter med en fælles forståelse,” siger hun og fortsætter:

”Det kræver samtidig et blik for medarbejderne. Det er ikke alle, der reagerer ens.  Som leder er det min opgave at kunne sætte mig i andres sted og tage bekymringer alvorligt, før de vokser sig store. Derfor har vi indført åben dør hver fredag morgen. Her sidder lederne tilgængelige, og medarbejdere kan uanmeldt komme forbi med spørgsmål eller bekymringer – uden formel dagsorden. Det er mit indtryk, at det virker og skaber tryghed.” 

Formål som strategisk kompas

Midt i alle de nye krav og risici vender Anne Skovbro tilbage til det grundlæggende mandat. By & Havn investerer først – løber risikoen og realiserer værdierne over årtier. Det langsigtede perspektiv skaber en særlig ro i ledelsesrummet: ”Vi ved, hvad vi skal.”

Den klarhed gør det ifølge Anne Skovbro muligt at håndtere kompleksiteten uden at miste retning, når hun skal balancere mellem økonomi, politik og samfundsværdi – og alle tre bundlinjer skal tænkes sammen. Ikke som et kompromis – men som et vilkår.

Lad usikkerheden få lov at fylde. Tag samtalen i topledelsen. Sørg for, at jeres risikovurdering er rigtig. Tal åbent om det, I ikke ved, og husk at få medarbejderne med.

At handle uden at skabe uro

For Anne Skovbro handler lederskab i frontlinjen ikke om at stå forrest med fanen. Det handler om dømmekraft. Om at kunne se, at verden har ændret sig – og handle på det, uden at skabe unødig uro. Om at lade nye risici fylde – uden at miste tempo. Om at kommunikere klart, også når man ikke kender alle svarene.

Og hendes råd til andre VL-ledere?

”Lad usikkerheden få lov at fylde. Tag samtalen i topledelsen. Sørg for, at jeres risikovurdering er rigtig. Tal åbent om det, I ikke ved, og husk at få medarbejderne med”

Fregatten ligger stadig i havnen. Den er ikke dramatisk. Den er der bare.  For Anne Skovbro er den blevet et billede på lederskab i 2026: At udvikle byen. At skabe værdi over årtier. Og at gøre det med åbne øjne for, at verden uden for vinduet har ændret sig. 

Årstema-serie: Lederskab i frontlinjen

VL’s årstema sætter fokus på, hvordan danske topledere navigerer i et nyt globalt virkelighedsbillede, hvor fremtidens konkurrencekraft formes af forsvar, cybersikkerhed og kunstig intelligens (AI).

Geopolitiske spændinger, digitale trusler og teknologiske gennembrud ændrer vilkårene for ledelse – og kræver, at CEO’en både beskytter og udvikler virksomheden på samme tid.

I denne artikelserie undersøger VL Nyt, hvordan ledere på tværs af brancher omsætter usikkerhed til strategiske muligheder – og hvordan ansvarligt lederskab i frontlinjen bliver et afgørende konkurrenceparameter.

Anne Skovbro

Medlem af VL1

Administrerende direktør i By & Havn siden 2018.

Bestyrelsesmedlem i Københavns Lufthavne, BRFfonden og BRF Holding samt næstbestyrelsesleder i DI Ejendom.

Tidligere filantropidirektør (CPO) i Realdania og direktør for Plan og Udvikling i Københavns Kommune.

Ph.d. i planlægning fra Aalborg Universitet samt executive board-uddannelse fra IMD.

By & Havn 

Etableret: 2007 
Ejere: Københavns Kommune (95 %) og staten (5 %) 
Medarbejdere: Ca. 180 

Opererer i krydsfeltet mellem forretning, politik og samfundsansvar: Udvikler nye byområder som Nordhavn, Ørestad og Lynetteholm og finansierer metroen gennem langsigtet grundsalg – uden skattemidler. 

VL Døgnet samler 900 ledere om ledelse i en uforudsigelig verden

Læs her hvordan