Et stærkere netværk i en urolig verden:
VL83 i New York har fordoblet mødedeltagelsen
14. april 2026
Af Mai Zeilund
For få år siden deltog kun 27-40 % ud af gruppens 30 medlemmer, når VL83 i New York mødtes. Medlemstallet er i dag det samme, men billedet er markant anderledes: Når gruppen samles den første torsdag i måneden, deltager 70-75 % af gruppens medlemmer.
”Vores gennemsnitlige deltagelse er mere end fordoblet sammenlignet med tidligere sæsoner. Det er tydeligt, at flere medlemmer prioriterer møderne – det er dejligt og meget positivt,” siger Christian Vollerslev, der er leder for VL83 og COO i kommunikationsvirksomheden Orchestra og har boet i USA i mere end 12 år.
En bevidst kursændring
Forandringen begyndte for omkring to år siden. Flere medlemmer mente, at møderne kunne blive stærkere, hvis gruppen arbejdede mere målrettet med indholdet.
”Vi begyndte at stille os selv nogle enkle spørgsmål: Hvorfor mødes vi? Hvad får man ud af at komme? Og hvordan følger vi op bagefter?” fortæller Christian Vollerslev.
Gruppen brugte også VL’s overordnede medlemsanalyse som inspiration. Den pegede på ét område, hvor VL83 kunne blive stærkere: personlig ledelse.
”Vi manglede mere fokus på de reelle ledelsesudfordringer, vi hver især står med,” siger Christian Vollerslev.
Derfor satte gruppen også et loft på 30 medlemmer.
”Det er bedre at have en mindre og mere intim gruppe end en stor og upersonlig. Fortrolighed er afgørende, hvis man skal kunne dele sine udfordringer,” siger han.
Et rum for ærlig sparring
I dag arbejder VL83 ud fra to klare principper: Alle møder skal have fokus på personlig ledelse. Derudover skal eksterne oplægsholdere tale om emner, som alle kan relatere til.
”Kernen i VL83 er fortrolighed, refleksion og ærlig sparring. Det er ikke klassiske virksomhedspræsentationer,” siger Christian Vollerslev.
Møderne går på skift mellem medlemmerne, og hvert møde har en tovholder fra bestyrelsen, der sikrer fokus på ledelsesdimensionen.
For mange medlemmer er det netop muligheden for at drøfte svære beslutninger med andre danske ledere, der gør forskellen. Christian Vollerslev har selv brugt gruppen til sparring i pressede situationer:
”Under coronaens første nedlukning skulle jeg eksempelvis afskedige 18 medarbejdere på én dag via Teams. I sådan en situation betyder det meget at kunne vende dilemmaerne med andre ledere, der forstår konteksten.”
Jeg har medarbejdere, der kommer ind på mit kontor og spørger, om de må demonstrere mod ICE, eller om vi har migranter ansat uden visum. Det er spørgsmål, man som leder skal kunne håndtere professionelt uden at gøre det politisk.
Et samlingspunkt i en mere polariseret tid
VL83 samler danske ledere, der har boet i USA i mange år – ofte 10, 20 eller 30 år.
”Vi er ikke bare expats. Vi bor her og er en del af det amerikanske samfund,” siger Christian Vollerslev.
Netop derfor fylder udviklingen i amerikansk politik også mere i hverdagen – både i virksomhederne og i lederrollen.
”Jeg er blevet langt mere forsigtig med at ytre mine holdninger end tidligere. Ekstremerne er blevet stærkere, og følelserne sidder meget mere uden på tøjet end før,” siger han.
Det mærker han også i sin daglige ledelse:
”Jeg har medarbejdere, der kommer ind på mit kontor og spørger, om de må demonstrere mod ICE, eller om vi har migranter ansat uden visum. Det er spørgsmål, man som leder skal kunne håndtere professionelt uden at gøre det politisk.”
PJ Rieckhoff gav perspektiv på en polariseret virkelighed
New York er et af de mest demokratiske – eller ”blå” – områder i USA. Det gør dialogen lidt lettere end i andre dele af landet. Men den politiske polarisering er stadig tydelig.
Netop derfor har VL83 også styrket fokus på aktuelle perspektiver udefra.
For nylig havde gruppen besøg af Paul “PJ” Rieckhoff – stifter af Independent Americans og en af USA’s mest betroede politiske kommentatorer, tidligere anerkendt af TIME Magazine for sin indflydelse på den offentlige debat.
”Det giver stor værdi at få perspektiver udefra, når de rammer direkte ind i den virkelighed, vi står i som ledere her,” siger Christian Vollerslev.
Samtidig oplever danske ledere i USA ofte, at deres perspektiv bliver efterspurgt.
”Der var en periode, hvor jeg næsten dagligt blev spurgt på kontoret, hvordan grønlandsdebatten påvirkede mig. Som leder skal man kunne svare på den slags uden at gøre det politisk,” siger han.
Midt i den virkelighed er stoltheden over dansk ledelse stadig stærk.
”Vi er meget stolte af at være danske ledere. Der er mange styrker i dansk ledelse – vi har et godt syn på mennesker, og vi bliver ofte betragtet som kompetente og dygtige ledere.”
Netop derfor er dialogen i VL83 blevet endnu vigtigere.
”Vi bruger hinanden mere nu. Når verden udenfor bliver mere kompleks, bliver behovet for et fortroligt rum med andre ledere også større,” siger Christian Vollerslev, der i øjeblikket taler med VL-kolleger tre-fire gange om ugen.
Vi har langt mere kontakt mellem møderne nu. Hvis man vil ændre vaner i en gruppe, handler det ofte om detaljerne og om at eksekvere.
Små greb – stor effekt
En del af forklaringen på fremgangen er også noget så lavpraktisk som bedre opfølgning. Der bliver sendt flere påmindelser før møderne, og dialogen fortsætter efterfølgende.
”Vi har langt mere kontakt mellem møderne nu. Hvis man vil ændre vaner i en gruppe, handler det ofte om detaljerne og om at eksekvere.”
Christian Vollerslev beskriver tilgangen enkelt: ”Keep it simple – make it happen.”
Et netværk kræver engagement
Hvis han skal give ét råd til andre VL-grupper i udlandet, er budskabet klart: Et netværk virker kun, hvis medlemmerne engagerer sig.
”Du får aldrig mere ud af et netværk end det, du selv bidrager med.”
I VL83 er medlemmerne meget aktive – og det kan mærkes.
”Det kræver en gruppe mennesker, som ikke er bange for at skabe værdi for hinanden.”
Selv efter mere end et årti i USA er begejstringen for New York heller ikke forsvundet.
”Min hustru og jeg blev forelskede i byen og dens diversitet. Vores børn er amerikanere med danske forældre, og jeg elsker, at de vokser op med begge kulturer.”
Vil du også fordoble mødedeltagelsen i din VL-gruppe?
Du finder god inspiration til at at arbejde med indholdet af jeres møder m.m. i VL’s inspirationskataloger.
Se inspirationskatalogerne her og på VL Forum under Dokumenter.
Christian Vollerslev
Leder af VL83
Chief Operating Officer, Orchestra, New York
Tidligere roller:
Chief Integration Officer, Dentsu Americas
Chief Commercial Officer, Dentsu U.S.
CEO, MuteSix (Los Angeles)
CEO & President, Posterscope U.S.
CEO, Posterscope Denmark, Promovator og psLIVE (Aegis Media)
Bestyrelser og netværk:
Medlem af Bain & Company’s Global Advisor Network
Advisory Board-medlem hos GetWhy og Life Space Digital
Uddannelse:
Executive Advanced Management Program (AMP), Harvard Business School
Certificate of Advanced Digital Accreditation (CADA), GSM London
Cand.merc., Economics and Business Administration, Copenhagen Business School


