Frontlinjen rykkede ind i højloftede sale i Middelfart

 

9. marts 2026

Af journalist Mai Zeilund

I de lyse, gennemrestaurerede lokaler hos Uhrenholt i Middelfart – med udsigt over Lillebælt og en historie, der går mere end 130 år tilbage – blev VL’s årstema for alvor foldet ud: Lederskab i frontlinjen – når fremtidens konkurrencekraft formes af forsvar, cyber og AI.

Uhrenholts bygninger blev opført i 1880’erne som Middelfart Sindssygehospital, senere psykiatrisk afdeling, men danner i dag ramme om Uhrenholts hovedsæde – og denne eftermiddag om den tredje og sidste af VL’s regionale konferencer i 2026, efter stop hos PwC i Hellerup og JYSK i Brabrand.

Der var kaffe i kopperne, kage på fadene og en tæt summen i rummet, længe før programmet gik i gang. Medlemmer fra over 20 VL-grupper var mødt op, og stemningen havde den særlige blanding af fortrolighed og åbenhed, som kendetegner VL: et rum, hvor aktuelle ledelsesdilemmaer bliver delt og debatteret.

Årstemaet rammer virkeligheden

VL’s adm. direktør Ida Bratting Kongsted, VL16 bød velkommen og satte ord på, hvorfor de regionale konferencer er blevet en vigtig del af VL’s årshjul:

Et årstema skabes indledningsvis via bestyrelsen samt et kompetent Advisory Board – primært bestående af VL-medlemmer. Når hovedoverskriften er sat, gælder det om at udfolde temaet, så medlemmerne får mulighed for at lade sig inspirere gennem f.eks. podcasten VL Insights og artikler i VL Nyt – alt sammen en optakt til VL Døgnet.

“De regionale konferencer handler om at komme rundt i landet og se, hvad der rører sig blandt medlemmerne – og om at gøre årstemaet konkret i mødet mellem mennesker. Vi havde dog ikke forestillet os, at dette årstema ville gå hen og blive så relevant, som det er blevet,” sagde Ida Bratting Kongsted.

Samtidig opfordrede hun medlemmerne til at byde ind med idéer til vinkler og talere til VL Døgnet, der nærmer sig:

”Jo mere vi kan bruge hinanden og reflektere sammen, jo bedre. Det her er jo en forening.”

En samtale med en fremmed

Herefter overtog Clement Kjersgaard scenen. Han var igen i år moderator for konferencerne – og fik hurtigt løftet temperaturen i rummet. Clement Kjersgaard mindede deltagerne om, at menneskelig interaktion bliver stadig vigtigere i en verden præget af acceleration og teknologi.

”Den type menneskelig samtale, vi har her i dag, bliver kun mere værdifuld i fremtiden,” sagde han.

Derefter gav Clement Kjersgaard salen en opgave: Brug fem minutter på at diskutere to spørgsmål med en deltager, I ikke kender i forvejen.

Hvilke nye udfordringer har I mødt siden 2020? Og siden 2025?

Snart bredte en højlydt summen sig i lokalet. Svarene lignede hinanden på tværs af brancher: kortere tidshorisonter, cybertrusler, AI, trivsel, ny lovgivning, mangel på arbejdskraft og en stigende kompleksitet i ledelsesopgaven.

Hvor 2020 for mange havde været præget af uforudsigelighed, beskrev flere 2025 med et andet ord: utilstrækkelighed – følelsen af, at verden bevæger sig hurtigere, end man som virksomhed og leder kan følge med.

Tre perspektiver fra frontlinjen

Ved hver af de tre regionale konferencer inviteredes tre lokale VL-medlemmer på scenen. I Middelfart var det Hilde R. Sønnichsen, VL 28, Chief HR Officer i Uhrenholt, Bøje Schaumann Kjær, VL27, koncerndirektør i DLG, og Dan Nissen, VL 115, COO Transport & Logistics i Blue Water Shipping.

Samtalen på scenen kredsede om,  hvordan lederskab i dag i høj grad handler om at balancere tempo og eftertanke – og om løbende at justere kursen i en virkelighed med kortere tidshorisonter.

Først tog Hilde R. Sønnichsen fra Uhrenholt ordet og tegnede et billede af en handelsvirksomhed, der på få år har måttet gentænke sine forsyningslinjer. Toldkrig, transporttider, dyresygdomme, råvarepriser og globale restriktioner har ændret vilkårene markant.

”Vi ved ikke altid, hvad vi møder i morgen. Derfor er det afgørende, at organisationen er vant til at træffe hurtige beslutninger, og at strukturen ikke er for bureaukratisk,” lød det fra Hilde R. Sønnichsen.

Hos Uhrenholt har det blandt andet ført til en ny sourcing-strategi og et endnu større behov for hurtige beslutninger:

“Smidighed opstår ikke af sig selv. Den skal bygges ind i kulturen. Når vilkårene ændrer sig fra uge til uge, skal medarbejdere både kunne handle hurtigt og føle sig trygge,” sagde Hilde R. Sønnichsen.

Plan B – og modet til at ændre kurs

Bøje Schaumann Kjær fra DLG beskrev en virkelighed, hvor geopolitik, regulering og grøn omstilling hele tiden ændrer betingelserne for virksomheden.

“Derfor kræver ledelse i dag, at man træffer flere beslutninger hurtigere, og at man er klar til at revidere sin strategi undervejs. Man skal have en plan B, og man skal turde at rulle sin strategi tilbage,” sagde Bøje Schaumann Kjær.

En verden i konstant bevægelse

Fra Blue Water Shipping gav Dan Nissen et perspektiv fra en branche, hvor geopolitik, logistik og sikkerhed er tæt forbundet.

“I en verden i konstant bevægelse bliver lederens rolle at stå tydeligt frem. Jeg skal som leder vise, at jeg kan træffe beslutninger – også når tingene går meget hurtigt og grundlaget ikke er perfekt. En gang imellem bliver vi derfor nødt til at spole tilbage,” sagde han.

Europa i modvind

Debatten bevægede sig også ind på Europas konkurrencekraft. Fra scenen lød der frustration over, at beslutninger i Europa ofte tager for lang tid, mens verden udenfor bevæger sig hurtigere.

Dan Nissen forudså, at mange virksomheder fremover vil bruge flere ressourcer på lobbyisme, fordi rammevilkårene i stigende grad bliver afgørende for konkurrenceevnen.

Samtidig pegede Hilde R. Sønnichsen på, hvor tung byrden af regulering kan være – især for mindre virksomheder.

”Vi lever af at være små og fleksible. Derfor mærker vi også tydeligt, når bureaukratiet vokser,” sagde hun.

Cybertrusler og AI

Cybertruslen stod tilbage som en af de mest konkrete fælles bekymringer.

Hos Uhrenholt tester man blandt andet medarbejdernes opmærksomhed med falske phishing-mails. Klikker en medarbejder på et iscenesat tilbud om en gratis McDonald’s-menu, ender vedkommende direkte hos virksomhedens IT-afdeling. Det er ifølge Hilde R. Sønnichsen lavpraktisk, men nødvendigt.

Samtidig pegede Dan Nissen på AI som et af de største potentialer for virksomheder i de kommende år.

”Cybersecurity er vores største trussel – men AI er samtidig en af de største muligheder,” sagde han.

Elon Musk eller Rasmus Klump?

Efter pausen løftede Clement Kjersgaard blikket mod de større linjer i geopolitik, teknologi og demokrati – og stillede spørgsmålet: Er Danmark i virkeligheden for lille til verden?

Han advarede samtidig mod et samfund, hvor vi risikerer at gøre os til slaver af teknologier, vi endnu ikke forstår. For at illustrere sin pointe trak han en parallel mellem Elon Musk og Rasmus Klump.

”Rasmus Klump bygger sit eget skib, fordi han kan se det for sig. Når det bliver ødelagt, bygger han et nyt. Det er resiliens. Men det er også teamwork og mening. Hvor er Elon Musks venner?” spurgte Clement Kjersgaard.

Samtalen fortsætter

Et VL-medlem opsummerede dagen med ordene, at der er brug for meget mere Rasmus Klump i fremtiden. For samtalen i Middelfart handlede ikke kun om teknologi og geopolitik, men også om fællesskab.

”Den samtale, vi har her i dag, er en anden end for få år siden. Vi er i endnu højere grad blevet en del af et fællesskab,” sagde Clement Kjersgaard.

Da Ida Bratting Kongsted rundede eftermiddagen af, pegede hun frem mod VL Døgnet i maj, hvor tilmeldingerne allerede nærmer sig loftet.

”Det er netop derfor, vi mødes på tværs af brancher i VL. Når verden bliver mere kompleks, bliver det endnu vigtigere at kunne dele erfaringer og perspektiver med hinanden,” sagde hun.

Samtalen fortsætter på VL Døgnet i Øksnehallen i København den 20. maj. Tilmeld dig her.

VL’s regionale konferencer 2026

  • VL afholder hvert forår tre regionale konferencer som en del af arbejdet med VL’s årstema
  • Konferencerne samler medlemmer fra VL-grupper på tværs af landet til debat, refleksion og netværk.
  • I 2026 blev konferencerne afholdt tre steder:
    • PwC i Hellerup – 25. februar
    • JYSK i Brabrand – 3. marts
    • Uhrenholt i Middelfart – 4. marts
  • Programmet var i år en introduktion til årstemaet, oplæg fra moderator Clement Kjersgaard, debat med lokale VL-medlemmer og networking.
  • Konferencerne er åbne for alle VL-medlemmer og er inkluderet i medlemskabet.

Dyk ned i VL’s årstema

aarstem2025_powerpoint

Se fotos fra alle tre konferencer