Når luftrummet dirrer:
VL’s nye bestyrelsesmedlem Anders Rex om ledelse, tillid og retning i Naviair
12. november 2025
Af Mai Zeilund
VL’s nyvalgte bestyrelsesmedlem og medlem af VL16, Anders Rex har som CEO i det statsejede Naviair ansvaret for Danmarks lufttrafiktjeneste. Han overtog chefstolen for to år siden midt i efterspillet af en højspændt konflikt, der betød forsinkelser og aflyste flyafgange for 75.000 passagerer. I sommeren 2023, kort inden Anders Rex tiltrædelse, blev der indgået en aftale mellem flyvelederne og Naviair.
Ind i chefstolen – efter turbulens
“Vi havde brug for at genskabe tilliden – både internt og eksternt. For passagererne og for flyselskaberne er forsinkelser ikke et abstrakt problem; det rammer direkte på økonomi og oplevelse. Internt mødte jeg en høj grad af tillid til, at vi kunne komme videre – men det krævede klar retning og vedholdenhed,” siger Anders Rex.
En del af opgaven har været at genopbygge samarbejde og dialog i virksomheden, hvor to tredjedele af de 680 ansatte arbejder i skiftehold døgnet rundt alle årets 365 dage. Her udarbejdede Anders Rex sammen med organisationerne et samarbejdsgrundlag og etablerede workshops med fokus på mere nærværende kommunikation:
“Vi er en driftstung virksomhed med skiftende arbejdstider. Mange sidder foran en radarskærm og læser ikke mails i realtid. Derfor handler ledelse hos os også om at være fysisk til stede og sikre, at budskaberne går via linjeorganisationen – og helt ud til, hvor trafikken styres.”
Derfor sagde Anders Rex ja til at indtræde i VL’s bestyrelse
“Fordi netværk betyder enormt meget for mig som leder. I VL investerer alle mere af sig selv, fordi det bygger på frivillighed – det er enormt givende.”
“Jeg vil gerne være med til at gøre VL endnu mere relevant, så grupperne mærker værdien tættere på hverdagen. Bestyrelsen sætter retningen med årstemaer, men vi skal også hjælpe med konkrete aktiviteter, så den røde tråd bliver tydelig i gruppernes arbejde.”
Luftrummets nye virkelighed
Dronehændelsen ved Københavns Lufthavn den 22. september i år blev en påmindelse om, hvad ‘kritisk infrastruktur’ betyder i praksis.
“Vores opgave er sikker drift, og fejl er ikke en mulighed. Når flyvelederen ser en risiko, lukker vi for starter og landinger, indtil det er sikkert igen. For flyvelederen er det business as usual, men for samfundet er det alvor – droner er en ny dimension i luftrummet,” siger Anders Rex.
“Det er lufthavnens ansvar at detektere droner, men vi er en del af økosystemet og arbejder for, at lukningerne bliver så korte som muligt.”
Samtidig fylder cyber og compliance stadig mere i lederrollen, og den 1. juli i år trådte EU’s nye cybersikkerhedsdirektiv NIS2 i kraft:
“Vi har forberedt os længe, og føler os godt rustet. Vores fokus er, hvor vi skal være robuste og resiliente – ikke kun i dag, men også i morgen.”
Anders Rex’ første prioritet som CEO har været at skabe ro og tillid efter en hård runde. Dernæst at sikre en stabil drift og økonomisk robusthed:
“Vi skal give overskud, leve op til EU-krav, have tilfredse kunder og rekruttere i en branche, hvor uddannelsen er svær og kompetencekravene høje.”
Kultur, kommunikation og tempo i beslutninger
Anders Rex har blandt andet tilføjet en kommerciel direktør, styrket dialogen med fagforeningerne, og sat fælles spilleregler for, hvordan man kommer videre efter en konflikt.
Derudover forsøger han at forklare, hvorfor beslutninger træffes, og så er han forberedt på, at der især fra de yngre medarbejdere kommer flere spørgsmål.
“Alle skal opleve at være værdsatte, inkluderede og respekterede – ellers flytter vi os ikke.”
Mindst én gang årligt besøger han Navairs syv lokationer i Kastrup, Billund, Roskilde, Aalborg, Esbjerg/Rønne, plus Nuuk og Vágar: “Det er vigtigt at forstå forholdene på de enkelte arbejdssteder – der er store forskelle.”
Fra Flyvevåbnet til Naviair – samme himmel, ny rolle
Anders Rex ser sin militære ballast som F16-pilot og tidligere generalmajor og blandt andet chef for Flyvevåbnet som en styrke i en teknisk, kompleks og regelstyret organisation som Naviair.
“Jeg er taknemmelig for min faglighed som pilot fra Forsvaret og for erfaringen med luftrumsregler og bestemmelser. Det har givet mig et stærkt fagligt udgangspunkt og gør en forskel i min dialog med specialisterne,” siger Anders Rex, der holder sit flyvecertifikat ved lige og flyver privat mindst én gang om måneden:
“Jeg elsker luftfart! Det giver et helt naturligt engagement.”
Det er første gang i sin karriere, at Anders Rex er trukket i civilt som CEO i Naviair.
“Det civile luftfartsmaskineri er en helt anden størrelse end Forsvaret. Kompleksiteten overraskede mig. Der er mange tandhjul som f.eks. redundante frekvenser, strøm og systemer, der skal gå i hak,” uddyber han.
Hvad håber du at blive husket for som leder?
En af de allerstørste udfordringer lige nu for Anders Rex og teamet er at få skabt en bedre aldersbalance i Naviair, der er en personaletung virksomhed, hvor 70 pct af udgifterne er lønninger. Naviair er den eneste virksomhed i Danmark, som har flyveledere ansat til at styre lufttrafikken.
“Vi har en stor andel af det tekniske personale, og flyvelederne nærmer sig pensionsalderen – derfor er det afgørende at få uddannet og ansat nye. Rekruttering og fastholdelse står højt på agendaen.
“Jeg vil gerne huskes for at have skabt en arbejdsplads i topklasse, der er kendt som blandt de bedste i branchen. Naviair er et sted, man ‘gifter sig med’; for mange ansatte er Naviair det eneste sted i Danmark, hvor de kan bruge deres uddannelse. Derfor skal det også være et sted, man er stolt af.”
Blå Bog for Anders Rex, VL16, bestyrelsesmedlem i VL Selskabet
2023–nu: Adm. direktør, Naviair
2025–nu: Medlem af EUROCONTROL’s Air Navigation Services Board (ANSB)
2023 Dansk forsvarsattaché i Washington D.C.
2021-2023: Chef for Udviklings- og Planlægningsstaben, Forsvarskommandoen
2017-2021: Chef for Flyvevåbnet
2010-2017: Diverse chefstillinger i Forsvaret
2007-2009: Head of New Combat Aircraft Program Office, Forsvarskommandoen
1998-2012: F16-pilot og chefroller, Fighter Wing Skrydstrup (bl.a. operationschef; indsættelse i Operation Unified Protector, Libyen 2011)
1997-1998: Pilotuddannelse, ENJJPT, Texas, USA
1994-1996: Officersuddannelse, Flyvevåbnets Officersskole
Naviair
Naviair er statsejet under Transportministeriet og har 680 medarbejdere.
Opgaven er at levere lufttrafiktjeneste i dansk luftrum (område-, indflyvnings- og tårnkontrol).
Hovedkontoret er i Kastrup med drift i Roskilde, Aalborg, Billund, Esbjerg, Rønne, Nuuk og Vágar (Færøerne).
Fra København til verden:
VL46 er åben for udenlandske CEO’s
Læs mere her
NIS2 – EU’s nye cyber-spilleregler
NIS2 (Network and Information Systems, nr. 2) er EU’s nye cybersikkerhedsdirektiv, som udvider og skærper krav til sikkerhed og beredskab i ‘væsentlige’ og ‘vigtige’ virksomheder på tværs af 18 sektorer. Det kræver risikostyring, tekniske/organisatoriske kontroller, ledelsesansvar samt hurtig hændelsesrapportering (inden for 24/72 timer). Manglende efterlevelse kan medføre tilsyn, påbud og store bøder. I Danmark er NIS2 nu implementeret i national lov.
