Majken Schultz, professor i organisation og ledelse:

60 år med ledelse – VL som læringsrum også fremover

29. september 2025

Når VL markerer 60-års jubilæet ved vores Årstema-kickoff & Generalforsamling tirsdag den 7. oktober, stiller professor i organisation og ledelse ved CBS, Majken Schultz, VL48, skarpt på, hvad der kræves af toplederen i dag. Diagnosen er klar: Virksomheder er mere gennemlyste, mere afhængige af omverdenen og mere ansvarlige end nogensinde før. “Den største forandring over de seneste 60 år er, hvor afhængige virksomheder er blevet af omverdenen, og at de lytter og er opmærksomme på omverdenens krav og forventninger til dem,” siger Majken Schultz til VL Nyt.

Af Mai Zeilund

Den nye normal: Gennemlysning, tempo og symbolkraft 

“Vi er langt mere gennemlyste i dag. NGO’er, forbrugere og politikere kigger med – det ændrer både rolle og ansvar,” siger Majken Schultz. 
Allerede i 1980’erne og 90’erne trådte toplederen frem som virksomhedens ansigt. Den udvikling er ifølge Majken Schultz siden accelereret: 

“Toplederen er i dag et symbol for hele virksomheden. I en kommunikationsvirkelighed, hvor alt deles og bedømmes, er det afgørende at kunne samle organisationen – ikke kun internt, men også i offentligheden.” 

Konsekvensen? Lederen må navigere i et højere tempo med flere interessenter uden at miste retning. 

“Kompleksiteten, handlerummet og udfaldsrummet er større, og kompetencekravene er bredere. Man leder i dag ikke kun processer – man leder også betydning,” uddyber Majken Schultz. 

I praksis betyder det, at toplederen i dag skal mestre interessenthåndtering, kommunikation og dømmekraft på samme niveau som den klassiske drift. 

Ledelse på flere spor: Retning, mening og handling 

Også på de indre linjer har forventningerne til ledelse ifølge Majken Schultz flyttet sig.  

“Fremtidens medarbejdere efterspørger i langt højere grad meningsfuldt arbejde og en klar forklaring på, hvorfor virksomheden gør, som den gør,” siger hun. 

Det stiller krav til lederens evne til at skabe sammenhæng mellem formål, strategi og hverdag: 

“Du skal kunne inddrage og forklare uden at miste kursen. Det kræver overblik, analyse og handlekraft – både på kort og langt sigt.” 

Derfor er ledelsesteamet vigtigere end før – både som kollektivt beslutningsrum og som eksekverende fællesskab. 

“Flere, mere forskelligartede krav forplanter sig ned gennem hele organisationen, og man leder i højere grad i dag gennem andre,” siger Majken Schultz. 

Strategisk optionalitet: Fast retning, fleksible valg 

Tidsdimensionen er blevet brutal: Klimakrisen kræver beslutninger nu – og samtidig et 20–30-årigt udsyn. Samtidig har den geopolitiske usikkerhed skabt behov for større fleksibilitet og evne til at reagere på det uventede. Majken Schultz kalder disciplinen strategisk optionalitet: 

“Man kan som leder ikke fastholde én plan; man skal bevare retning og værdier – men samtidig have plads til at gribe opståede handlemuligheder, fordi meget er blevet langt mere uforudsigeligt.” 

Samtidig advarer Schultz mod at undervurdere værdien af kontinuitet: “Kontinuitet er mindst lige så vigtig som forandring. Uden organisatorisk læring mister man dybde og troværdighed – den kan man ikke genopfinde hver gang, der opstår en ny situation.” 

Oversat til praksis: Minimér path-dependency, hold mulighederne åbne længst muligt, vær indstillet på at tilpasse beslutninger – men saml altid organisationen om hvorfor. 

Majken Schultz’ råd til lederen:

  • “Vær nysgerrig og åben – kompleksiteten kræver perspektiver udefra.”
  • “Hold retningen, men undgå plan-tyranni: Bevar handlemuligheder.”
  • “Gør meningen tydelig.”
  • “Skab kontinuitet, så organisationen kan lære af sine stød.”

Åbenhed skaber troværdighed – og ansvar 

“Lukkethed er sjældent en succes,” siger Schultz. De skærpede rapporteringskrav har løftet barren: “Det er sværere at slippe afsted med halve sandheder, og det er godt.” 

Derfor giver anbefalinger for god ledelse ifølge Majken Schultz – der er medlem af Komiteen for god Fondsledelse – mening, når de afspejler virkeligheden:  

“Vi har brug for anbefalinger, men de skal afspejle virkeligheden, ikke være skabeloner. De hjælper ejerne – de erhvervsdrivende fonde – medarbejdere og omverden med at vurdere, om tingene foregår ordentligt.” 

VL som læringsrum – også fremover

Majken Schultz har været medlem af VL48 siden 1999. Hun ser en klar bevægelse mod mere åbenhed, nysgerrighed og problemorienteret dybde – og mod mere kollektiv ledelse også i gruppernes formandskab. “Hierarkiet består, men ledelse udøves i højere grad gennem teams.”

60 års VL-erfaring opridser en tydelig tendens: Ledelse har flyttet sig fra plan til praksis, fra hierarki til hold, fra indadvendt styring til udadvendt ansvar. Majken Schultz’ budskab til lederne er enkelt og krævende på én gang: Vær nysgerrig. Vær tydelig. Vær ansvarlig. Resten er ledelse i praksis.

Glæd dig til at møde Majken Schultz, når hun holder oplægget “Tanker om ledelse igennem 60 år” på VL’s Årstema-kickoff & Generalforsamling den 7. oktober. Du kan stadig nå at få plads til fysisk deltagelse eller tilmelde dig virtuelt her.

Ledelse gennem årtierne – seks bølger på 60 år

1970’erne – Forandring
Fra “one best way” til ledelse som involverende læringsproces. Lederen bliver forandringsagenten, der bygger tilslutning og tilpasning.

1980’erne – Strategi
Konkurrenceevne og differentiering dominerer. Lederen er den langsigtede strateg, der kan læse industriens logikker og sætte retning ud fra dem.

1990’erne – Kultur
“Al ledelse er kulturledelse.” Værdier, fortællinger og autenticitet bærer strategien. Lederskabet vurderes på troværdighed.

00’erne – Shareholder
Performance, incitamenter og kvartalslogik dominerer. Finanskrisen udfordrer ensporet værditænkning og fremtvinger et bredere overblik.

10’erne – Stakeholders
Omdømme, relationer og samspil med hele økosystemet. Toplederen bliver et corporate brand både indadtil og udadtil.

20’erne – Ansvarlighed
ESG, purpose og gennemsigtighed. Pandemi og klimakrise accelererer krav om samfundssind og gør åbenhed til konkurrencekraft.

På vej mod 2025 →
AI, geopolitik og klima sætter en ny ramme. Opskriften er fast retning og fleksible valg: robust organisering, løbende læring og evnen til at forklare hvorfor.

Majken Schultz’ CV

Titel: Professor i organisation og ledelse, Copenhagen Business School

VL-tilknytning: Medlem af VL48 siden 1999, medlem af VL Selskabets bestyrelse (2007–2011), i arrangørkredsen bag VL Døgnet 2018.

Bestyrelsesposter

  • Forperson, Carlsbergfondet  (siden 2022, medlem siden 2019)
  • Næstforperson, Carlsberg A/S’ bestyrelse (siden 2022, medlem siden 2019)
  • Medlem, Komiteen for god fondsledelse
  • Bestyrelsesmedlem, Frederiksborg Nationalhistorisk Museum (siden 2022)
  • Principal Investigator, Making Distant Futures Actionable – Innovating for a  Zero-Carbon Future

Uddannelse

  • Ph.d., Copenhagen Business School
  • Cand.scient.pol., Københavns Universitet

Tilmeld dig VL’s Årstema-kickoff & Generalforsamling den 7. oktober 2025