Reportage fra roadshow for VL-gruppeledere:
Ét samlet VL
30. august 2024
Hvert år i august og september tager VL Selskabet på tur. Målet er at møde alle de omkring 100 danske VL-gruppeledere. Det foregår ude i landet. Og pointen er at arbejde for ét VL. I år er det femte år i træk – og det er indtil videre gået rigtig godt.
Af Anders Monrad Rendtorff
Det er hvert år for VL Selskabet et højdepunkt at bevæge sig landet rundt for at besøge VL-grupperne. Det er sket hvert år de sidste fem år.
”Jeg ser så meget frem til turen hvert år. På mange måder markerer det sæsonstarten, et nyt VL-år, nyt Årstema m.m.”, fortæller Ida Bratting Kongsted, der fortsætter:
”I de første år prioriterede vi at hjælpe grupperne med at optimere det interne fokus – det vil sige møderne og medlemmerne i de enkelte VL-grupper. De fleste grupper tager jo udgangspunkt i gruppen selv og lever på mange møder et autonomt liv. Det er grundlaget og styrken for VL. Men vi skal også sammen sikre den bedste kvalitet. Derfor har vi skiftet fokus markant og bragt VL Selskabet i en position, hvor vi sammen kan løfte hele VL. Derfor handler det for os rigtig meget om, at vi fra VL Selskabet endnu bedre forstår, hvad man er optaget af ude i grupperne. Det ved VL-gruppelederne jo bedre end andre, så vi bliver kolossalt berigede af de mange indtryk og indsigter til fordel for ét samlet VL”
“Super workshop – rigtig god sparring med både Ida og Anders fra VL og ikke mindst med VL-gruppelederne fra de andre lokale VL-grupper. Det er også godt at blive mindet om, at der rent faktisk er mange brugbare værktøjer tilgængelige på VL Forum Intranet.”
Fremmødet er tæt på 100%
Ida Bratting Kongsted er i fuld gang med roadshowet, der indtil videre har budt på fire workshops i Jylland og på Fyn samt én netop afsluttet i København. Hvordan skal man måle, om turen er en succes? Et væsentligt datapunkt er fremmødet. Der er 102 danske VL-grupper, heraf 39 i Jylland og 5 på Fyn. Af disse 44 grupper var 37 repræsenteret på de første fire dynamiske workshops.
”Det er jeg utroligt tilfreds med. Et så stort fremmøde sikrer, at vi får både indsigtsfulde dialoger og en stor og bred repræsentation. Det giver os en rigtigt god fornemmelse af både temperaturen på VL og hvilke temaer, der er særligt vigtige eller udfordrende for VL-gruppelederne, der jo håndterer en meget vigtig opgave som bindeled mellem VL Selskabet og VL-grupperne – og samtidig skal være garanten for højeste kvalitet af netværksarbejde. Alt sammen på frivillig basis”, bemærker Ida Bratting Kongsted.
“Deltagelse i VL’s roadshow var en god mulighed for at netværke og diskutere på tværs af VL-grupperne, hvorledes vi rekrutterer og sikrer sammenhængen i gruppen. Jeg synes, at vi sammen kom tættere på VL-gruppernes kerne omkring det “fortrolige rum” – hvor VL-medlemmerne netop kan diskutere, hvad der optager os i vores daglige ledelsesudfordringer, og hvordan det lokale netværk kan bringe inspiration og hjælp. Samtidig er der stor tak til VL Selskabet for at drive en overordnet dagsorden med yderst relevante temaer som i år går på AI og ledelse. Tusind tak for en formiddag, som bestemt var værd at prioritere.”
Workshops tager udgangspunkt i gruppernes udfordringer
Roadshowet har de seneste år været meget fokuseret på de to centrale emner for VL; medlemmerne og møderne. Altså hele det grundlæggende netværksprodukt. Hvem er medlemmerne, og hvor gode er møderne? Det har resulteret i de tre inspirationskataloger, som i sagens natur har været inspireret af de gode praksisser i grupperne.
I år har roadshowet haft fokus på at gøre VL endnu bedre til rekruttering, idet rekruttering ikke kun handler om at ”fylde huller”, men i stigende grad handler om at få de rigtige kandidater til grupperne.
”Tidligere oplevede vi ofte, at grupperne af gode grunde rekrutterede kandidater, som de kendte i forvejen. Det er der ikke noget galt i. Men når kravene øges, særligt omkring diversitet, så skal man ofte længere ud i sit netværk. Det gælder f.eks. fokus på flere kvinder, som VL i lighed med resten af samfundet, er meget optaget af”, forklarer Ida Bratting Kongsted.
Men for rigtigt mange VL-grupper stopper diversitet ikke ved kvinder. Det kan være ønsker om at forynge gruppen, ønsker om at tiltrække andre typer faglighed eller industrier etc. Det er ikke en enkel opgave. Derfor er mange grupper optagede af at blive bedre til rekrutteringsopgaven. Det kan være mappingen af den nuværende gruppe, analysen af behov og selvsagt VL-gruppens organisering af opgaven.
”Det er de samme temaer, der går igen på tværs af grupperne. Men det ved man jo ikke altid, når man sidder i sin egen specifikke gruppe. Derfor er vores workshops rigtigt gode steder at dele tips, tricks og gode råd – ikke mindst medlemmerne imellem”, uddyber Ida Bratting Kongsted.
“Jeg havde fornøjelsen af at deltage på VL’s roadshow i Århus. Det var i den grad et givende møde med andre VL-gruppeledere og ikke mindst Anders og Ida, som på bedste vis faciliterede, at vi i mindre grupper kunne få mulighed for at debattere, udveksle erfaringer og fremkomme med potentielle forbedringsforslag både i relation til hovedbestyrelsen for VL og til arbejdet i hver enkelt VL gruppe. Jeg tog absolut fra dagens arrangement med en super god følelse af at være en del af et stort velorganiseret VL-netværk med god sammenhængskraft mellem VL Selskabet og de enkelte VL-grupper, og hvor der er lydhørhed og åbenhed også i relation til at sikre det gode udbytte i fremtiden.”
En støt og rolig udvikling med ambition
Der er mange gode erfaringer fra grupperne. Det er tydeligt, at VL har udviklet sig over de seneste år.
”Jeg mærker tydeligt den gode udvikling. Der er stadig masser af udfordringer, men spørgsmålene er mere ambitiøse og ganske enkelt på et højere niveau. Det fortæller mig, at ”modenheden” i grupperne er støt stigende. Det er en helt særlig glæde for mig, når grupperne deler med hinanden og man som VL-gruppeleder oplever fra andre VL-grupper, at man med enkle midler, der virker, kan få flyttet sig. Det er ganske enkelt inspirerende”, afslutter Ida Bratting Kongsted.
“I ”Operarejsen” bliver Frederik Cilius rørt over, at kunstnerne på The Met har øvet sig – jeg nøjes med at glæde mig over, at VL Selskabet stiller med velforberedte folk og et relevant program for workshoppen. Fokus for årets roadshow var rekruttering i grupperne. Et fokus, der er relevant for de fleste grupper – også for min. Det er min oplevelse, at VL Selskabet fik god respons og feedback fra VL-gruppelederne – omvendt fik VL-gruppelederne indblik i VL Selskabets løbende strategiarbejde. Samlet sikres det derved, at der er god sammenhængskraft mellem VL-grupperne og VL Selskabet. Det er sjældent, at man lærer så meget af andres erfaringer, men i dette tilfælde forholder det sig anderledes. Igen i år var det udbytterigt at lytte til de andre VL-gruppelederes erfaringer, udfordringer, initiativer og ideer. VL Selskabet leverede også take aways – f.eks. et fint inspirationskatalog om rekruttering af medlemmer. De præsenterede også et oplæg til en old school folder – tanken er god, men folderen blev hældt af brættet i sin nuværende form. Et særlig godt indspark på dagen var, at det kan være til gavn at lægge og følge en egentlig strategi for sin VL-gruppe. Hvorfor ikke?!”
Landet rundt
Adm. dir. Ida Bratting Kongsted og kommunikationschef Anders Monrad Rendtorff fra VL Selskabet er stadig i fuld gang med at besøge alle de danske gruppeledere. Der har været gode workshops i Aalborg, Århus, Esbjerg og Middelfart samt ét i København. Nu venter blot det sidste møde i Nordsjælland.
Formatet er workshops på tre timer, hvor VL Selskabet og VL-gruppelederne diskuterer de centrale emner for foreningen, samtidig med at alle lærer hinanden bedre at kende. Det gælder dels relationen mellem VL Selskabet og VL-grupperne. Og det gælder i høj grad også relationen mellem VL-gruppelederne.