Topledelse i 2024
Bæredygtighed skal på næste niveau
9. februar 2024
Anne Skovbro, VL1, er direktør for By & Havn i København. VL Nyt har taget en snak med direktøren om ledelsesudsigterne for 2024. Hendes bud er et mere stabilt 2024 på bagkant af en række meget usædvanlige år. Men nu virker planlægningshorisonten mere stabil – og det er gode betingelser for at tage et stærkt ryk med professionaliseringen af bæredygtighed.
Af Anders Monrad Rendtorff
Anne Skovbro er direktør for By & Havn og mindes ikke 2022 og 2023 med glæde.
”Vi er i en sektor (bygge og anlæg), der var meget påvirket af den globale situation i 2022 og 2023. Det var urolige år, rentemiljøet forandrede sig meget, og enhver kan jo huske forsyningsproblemer, der også blev til markante prisstigninger. I det hele taget var situationen meget usædvanlig”, fortæller Anne Skovbro og fortsætter:
”Men når jeg ser tilbage, så klarede vi os egentlig meget godt. Noget af det er sikkert på grund af vores placering i en hovedstad, hvor aktivitetsniveauet har været meget højt. Men det betyder også, at det er vanskeligt at se ind i 2024. Vores udgangspunkt er jo en meget usædvanlig økonomisk situation de sidste år. Kan vi bruge den viden? Og hvad er den viden egentligt værd? For analysen peger jo i flere forskellige retninger.”
Et mere ensartet billede i 2024
Modsat de seneste år ser 2024 mere stabilt ud ifølge Anne Skovbro.
”Jeg ser et samlet mere stabilt billede i år. Økonomien virker stærk, og mon ikke renten vil falde i den kommende tid. Det betyder meget for os, at der ser ud til at være en vis stabilitet. Samtidig har vi lært at være mindre sårbare i vores forsyningskæder. F.eks. har vores leverandører skiftet fra ustabile geografiske regioner til mere stabile. Men vi er da stadig påvirkede. Eksempelvis forventer jeg, at vores havneforretning bliver påvirket af den globale uro inden for shipping”, fortæller en tillidsfuld Anne Skovbro.
Committet fokus på bæredygtighed
Hvad skal stabiliteten så bruges til? Hvilket strategisk fokus har Anne Skovbro for sin ledelse?
”I år skal vi for alvor rykke på bæredygtigheds-dagsordenen. Jeg synes, at vi er kommet meget langt de seneste år. Vi har oplevet, at markedet og vores partnere er medspillere på en mere ambitiøs bæredygtighedsagenda”, fortæller Anne Skovbro og uddyber:
”Vi skal særligt have indarbejdet de nye EU-direktiver – CSRD – og vi skal til næste niveau i vores ESG-rapportering.”
Anne Skovbro betoner, at fokus særligt er på at levere på de store ambitioner. Ledelsesopgaven kan umiddelbart synes mindre spændende end de mange krisesituationer, men at implementere bæredygtighed er ikke en walk-in-the-park.
”Det er da virkelig en krævende ledelsesopgave. For én ting er den umiddelbare begejstring og et stort engagement blandt de forskellige medarbejdergrupper. Men noget helt andet er jo at få organisationen til at gå i takt på tværs. Vi skal jo være enige om, hvordan vi rapporterer. Populært kan jeg sige, at vi skal kombinere et stort engagement med disciplin”, siger direktøren.
Ledelse handler om holdånd og samarbejde
I de seneste år har Anne Skovbro lært nye ledelsesværktøjer at kende. Særligt Corona-situationen gav anledning til at tænke og agere mere bevidst med sin ledelsespraksis.
”Corona har virkeligt været en øjenåbner for mig i forhold til, hvor meget holdånd og en god arbejdskultur betyder for en effektiv arbejdsplads. Det vidste jeg nu godt, men det var lærerigt for mig at lære nye mødeformater at kende. Og det var øjenåbnende for mig at opleve, hvor meget en god arbejdsplads betyder for medarbejdere. Specielt når man ikke til hverdag kan tage det for givet – hvis man f.eks. er hjemsendt pga. Corona”, fortæller Anne Skovbro og afslutter:
”Jeg er blevet mere bevidst om min lederrolle. Jeg skal jo være rollemodel på flere områder, end jeg lige havde tænkt. Og jeg skal være det mere tydeligt, end jeg måske personligt har lyst til. Men der er ingen tvivl om, at det virker. Og derfor er det en af de mest markante læringer fra de seneste års kriser.
By & Havn om AI: vi ser på problemet først – og så finder vi ud af, hvordan AI kan hjælpe
For Anne Skovbro repræsenterer AI masser af muligheder. Endnu har By & Havn ikke lavet specifikke strategiske projekter, men på den anden side er Anne Skovbros approach klar:
”Vi starter med problemet. F.eks. inden for bæredygtighed, hvor jeg ikke er i tvivl om, at AI kan hjælpe. Men jeg vil godt lidt længere med at forstå, hvor AI kan hjælpe mere præcist. På en måde lægger vi skinnerne, mens vi kører. Og dog. For vi har besluttet, hvad de første skinner skal være. Nemlig fokus på CO2 og et vist fokus på S i ESG. Når vi er skarpere på det konkrete, vil vi involvere AI i vores problemløsning.”
Anne Skovbro er direktør i By & Havn
I august 2018 tiltrådte Anne Skovbro stillingen som adm. direktør i By & Havn. Hun er uddannet civilingeniør i planlægning fra Aalborg Universitet og har en ph.d.-grad fra Institut for Arkitektur og Design samme sted. Hun har en lang karriere i Københavns Kommune bag sig og var i perioden fra 2010 til 2015 direktør i Økonomiforvaltningen, kun afbrudt af en kort periode som konstitueret adm. direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
I 2015 blev hun filantropidirektør i Realdania. Anne Skovbro har siddet i en række bestyrelser og deltaget i forskellige kommissioner. Siden 2020 har hun været bestyrelsesmedlem i BRF Fonden samt BRF Holding A/S. I 2023 blev hun formand for Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
Læs også: