VL Døgnet 2024:

Mette Dyhr, VL11: Vi er allerede 17 tilmeldte

18. december 2023

Mette Dyhr fra VL11 er allerede i gang med at arrangere den årlige tur med VL-gruppen. Nogle gange går den til udlandet, andre gange rundt i Danmark. Men i 2024 er der ingen tvivl: Den årlige tur med VL-gruppen skal afholdes sammen med VL Døgnet på Egeskov i juni.

Af Anders Monrad Rendtorff

Planlægningen af VL Døgnet 2024 er i fuld gang. Datoen er sat. Det er den 6. og 7. juni. Det foregår på Egeskov Slot i flotte omgivelser på Fyn. Og alle sejl er sat, for at VL Døgnet 2024 kommer til at genskabe tidligere tiders magi med flotte indlæg, stort engagement og tilmed et stærkt socialt element – ikke mindst ved festmiddagen om aftenen.

Derfor er det jo også afgørende, at der kommer mange VL-medlemmer. De seneste år har VL Døgnet konsolideret rollen som førende konference for erhvervsledere i Danmark. I 2024 skal det have et ekstra nyk. Og en af måderne er, at gruppemedlemmerne kan tage af sted sammen. I stedet for at deltage mere individuelt. Det er VL11 foreløbigt et godt eksempel på.

Indlysende ide at koble det store og det små

”Allerede i sensommeren forstod vi, at VL Døgnet 2024 bliver noget specielt og anderledes. Når det er på Fyn, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle udnytte anledningen og gøre VL Døgnet til omdrejningspunktet for vores årlige døgn sammen i gruppen”, fortæller Mette Dyhr, ejer af Wicked CPH og medlem af bestyrelsen i VL11.

”Jeg var med til ét af de gode formandsmøder, som VL Selskabet altid gennemfører i sensommeren. Der blev ideerne om VL Døgnet 2024 præsenteret, og efterfølgende udfoldede ideen sig hurtigt i VL11”, uddyber Mette Dyhr.

I VL11 er der en god tradition for, at de ofte – helst hvert år – afholder deres eget Døgn, hvor man dels har mere tid sammen og dels kan dykke dybere ned i et fagligt program. Det er ret almindeligt for mange VL-grupper. Men det har endnu ikke været indlysende at lave sit eget Døgn i sammenhæng med det store VL Døgn.

Det er rigtig vigtigt, at vi får opdyrket og vedligeholdt vores gode og dybe relationer i VL-gruppen. Det skal vi nok få gjort på VL Døgnet 2024.

Tidligt engagement i VL-gruppen

Mette Dyhr var egentligt ikke i tvivl, da hun så muligheden.

”Det er jo en indlysende god ide, for denne gang skal vi jo alligevel rejse for at komme til VL Døgnet. Hvorfor ikke kombinere det? Så vi tog det op på vores gruppemøde i september og var faktisk allerede da meget konkrete.”

”Vi havde jo datoerne, og VL havde allerede givet nogle gode og spændende overskrifter. Vi ville alligevel gerne lave et Døgn. Og da jeg så tog en hurtig håndsoprækning, var der 17 interesserede. Det var jo flot. Så vi gik straks videre, har booket hotel lige i nærheden af Egeskov Slot og nedsat en gruppe, der skal lave et godt program for vores Dag 2”, fortæller Mette Dyhr begejstret.

Men bliver det så til noget? Én ting er jo interesse, men er der reelt commitment?

”Vi har VL11-møder hver måned, og de sidste gange har vi vendt VL Døgnet.  Vi har sat deadline for bindende tilmelding allerede den 1. december af hensyn til overnatningen. Men hvorfor ikke skabe et sådan commitment hurtigt? Det er jo meget sjovere at planlægge, når vi ved, hvor mange vi bliver”, mener Mette Dyhr.

Først det store VL Døgn, siden fokus på os selv

Anledningen er det store VL Døgn, hvor det jo kan blive en særlig oplevelse at dele det med hinanden og hygge sig sammen. Men så er der jo også mulighed for at lave et eget sammenhængende forløb, hvor man ganske enkelt har mere tid sammen end normalt.

Årstemaet er jo ret spændende, så vi glæder os til at opleve AI og de forventeligt gode indlæg sammen over en hel dag. Og vi kan jo også glæde os til en festlig aften sammen – og tilmed med vores mange andre VL-kolleger”, siger Mette Dyhr og fortsætter:

”Og det er jo egentlig rigeligt. Men vi vil gerne noget mere, når vi endelig er sammen.  Det er rigtig vigtigt, at vi får opdyrket og vedligeholdt vores gode og dybe relationer i VL-gruppen. Det skal vi nok få gjort på VL Døgnet 2024.”

Bæredygtighed og ledelse

Mette Dyhr har en baggrund fra bl.a. Irma, Danske Spil og WWF Verdensnaturfonden.  Aktuelt er hun bestyrelsesmedlem, tilknyttet CBS og har lanceret Wicked CPH, som hjælper virksomheder med at udvikle og forankre forretningsorienterede ESG-strategier (https://www.wickedcph.com/)

Ud over en periode som bestyrelsesmedlem i VL Selskabet har Mette været med i VL11 i 12 år. Og stort set hele tiden i bestyrelsen, herunder en periode som formand.

Hvad er det for noget med en dag 1 og 2 på VL Døgnet 2024?

VL Døgnet 2024 vil strække sig over et helt døgn. Dag 1 ligner de seneste års formater med store keynotes og involverende sessioner og ikke mindst festmiddag med underholdning, musik, dans og masser af networking. Dag 2 vil være en formiddag, hvor du kan vælge mellem relevante AI-fokuserede virksomhedsbesøg eller at mødes med din individuelle VL-gruppe.

 

Læs mere

Læs også:

 

Martin Brynskov om ledelse af AI: Man kommer langt med klassiske lederkompetencer, men…

Ny episode af VL Insights: Hvordan vil ”AI-revolutionen” påvirke arbejdsstyrken?

 

Lyt med!