Tom Knutzen: Træd et skridt tilbage og stil dig selv de store spørgsmål
3. november 2023
Tom Knutzen, bestyrelsesformand og medlem af VL46, er en af Danmarks mest erfarne topledere. Fra sin bestyrelsesposition ser han ud over et foruroligende globalt landskab. Men der er håb, og der er flere ting, som en leder kan – og bør – gøre.
Af Anders Monrad Rendtorff
Tom Knutzen, VL46, er en meget erfaren topleder. VL Nyt har sat ham stævne for at få hans udlægning af verdenssituationen, af de store ledelsesmæssige udfordringer, og hvad der kan være relevante ledelsesmæssige greb.
”Jeg har en stærk følelse af, at der er meget mere usikkerhed, end vi tidligere har oplevet. Jeg ved godt, at alle altid vil sige, at der altid har været usikkerhed. Men før var der trods alt mere stabilitet, mere forudsigelighed. Problemet er, at det ikke kun er økonomien, der spiller os alle et puds. Nej, der er mere grundlæggende temaer i spil”, fortæller Tom Knutzen.
Han nævner fire grundlæggende temaer, der tilsammen giver en øget kompleksitet og uforudsigelighed.
”Jeg ser stor global tension omkring de geopolitiske forhold. Det er virkeligt noget nyt. Klimadebatten er helt evident og påvirker os alle. Der er en stor undren over, hvad AI er, hvad det kan, og hvordan det mon vil påvirke os. Endelig er der et stort tema omkring den menneskelige adfærd. Jeg er opmærksom på, at jeg ikke er så ung længere. Men jeg må sige, at jeg ikke kan regne ud, hvordan unge vil opføre sig. Med andre ord – alle tænker ikke ens”, forklarer Tom Knutzen.
Det er mange ting på samme tid. Det er globale temaer, som alle oplever, og alle kan følge med i. Og hvor en mindre begivenhed et givent sted i verden kan få stor effekt et helt andet sted.
”Min foreløbige konklusion er, at verden i dag reelt er anderledes end tidligere. Det var mere forudsigeligt, der var bedre overblik og ikke mindst en følelse af stabilitet. Ingen af de ting ser jeg i dag”, konkluderer Tom Knutzen.
Gennemsigtighed er godt – og dårligt
Én ting er, at verden er global. Alle virksomheder er afhængige af andre virksomheder rundt om i verden. Forsyningskæderne er blevet globale og tilmed meget detaljerede. Virksomhederne er ganske enkelt blevet mere globale.
”Det er vigtigt at være opmærksom på de mange afhængigheder. Men jeg er særligt opmærksom på, at verden også er blevet meget mere transparent; meget mere gennemsigtig. Nyhedsstrømmen er instant, og vi ved alt lige med det samme. Jeg fristes til at sige både stort og småt. Men sagen er jo, at verden er gennemsigtig. Der er meget højt tempo. Alt filmes, alt lægges op. For en virksomhed betyder det jo ganske enkelt, at stakeholder-billedet er ændret, og at man er tvunget til hurtigt og ofte at forholde sig til disse… distraktioner, fristes jeg til sige, som er blevet en uomgængelig del af vores ledelse”, uddyber Tom Knutzen.
Træd et skridt tilbage og stil dig de store spørgsmål
Hvad skal man så gøre som leder? Prøve at følge med, så godt man formår? Lukke øjnene og håbe, at det meste går væk? Eller?
”Jeg har da et optimistisk perspektiv på verden. Men problemerne går ikke væk. De er her, og de vokser. Så mit bedste råd til en leder og en ledelse er at trække sig et skridt tilbage og stille sig nogle grundlæggende spørgsmål”, siger Tom Knutzen og fortsætter:
”Det er spørgsmål som ’Hvad er grundlæggende vores formål?’, ’Hvordan skaber vi værdi?’, ’Hvad laver vi?’, ’Hvad har vores kunder brug for?’, ’Hvilken arbejdsplads tilbyder vi?’ Og så videre. Det er meget grundlæggende spørgsmål, og de er nok også dybere end de – ofte meget taktiske – spørgsmål, som man stiller sig selv i den årlige strategi-proces”, vurderer Tom Knutzen.
”Min vurdering er, at du som topleder er nødt til at tvinge dig til at være selvkritisk og se på hele dit forretningssystem. Og være parat til at redefinere din forretning.”
Hvis du ikke fokuserer, får du ikke gjort noget. Så opgaven er at gøre de store globale problemstillinger tilpas små, så du kan tage fat og komme i gang.
Gør det store småt – og kom nu bare i gang
De globale udfordringer er store for alle. På den ene side er det altså vigtigt at træde et skridt tilbage og tænke sig om. På den anden side er man som leder nødt til at blive klogere – hurtigt – på, hvad der foregår.
”Mindset er vigtigt. Jeg øver mig selv på at forstå AI bedre. Sidder med ChatGPT og bliver bedre og bedre til at stille de mest effektive spørgsmål. Jeg prøver mig frem, jeg bliver mere komfortabel på det individuelle niveau. Det hjælper mig til ikke kun at se problemer, men bestemt også at se muligheder med noget så radikalt nyt som AI”, fortæller Tom Knutzen, der supplerer med et perspektiv på, hvordan man kan tage fat i miljøspørgsmålet:
”Miljøudfordringen bliver kun større. Alle virksomheder skal gøre sit. Jeg tror, at befolkningerne på et tidspunkt får nok og stiller større krav til politikerne. Og så kommer der hele tiden mere fart på.”
Men hvad skal lederen og virksomheden gøre i mellemtiden?
”Helt kort sagt skal du gøre en indsats, hvor det virker bedst. Ligesom 80/20-reglen. Identificér hvor man kan lave det største delta, og fokusér på det. Og vær klar til at dimensionere indsatsen. Ingen kan alligevel regne det hele ud, vente et par år og få ret. Nej, det går for hurtigt, og du er som leder nødt til at skabe et forandrings-momentum. Jeg er overbevist om, at der er et forretningsmæssigt rationale i at gøre noget ved det. Dels af enkle compliancemæssige grunde. Og dels fordi der stadig er stor mulighed for differentiering”, understreger Tom Knutzen.
”På den måde har jeg en grundregel. Hvis du ikke fokuserer, får du ikke gjort noget. Så opgaven er at gøre de store globale problemstillinger tilpas små, så du kan tage fat og komme i gang. Men lad mig igen understrege: Du skal forstå de store problemer, og du skal forstå, hvordan din virksomhed grundlæggende kan se ud i fremtiden. Husk det store billede – og gør det store småt”, afslutter Tom Knutzen.
Tom Knutzen er en erfaren topleder
Tom Knutzen, bestyrelsesformand, VL46, er en meget erfaren topleder og har de seneste 30 år været C-suite. Tom Knutzen har været CEO i over 22 år i både danske og internationale virksomheder som Jungbunzlauer Suisse, Danisco og NKT Holding. I dag har Tom en bestyrelseskarriere som bestyrelsesformand for FLSmidth & Co. og Tivoli. Han er næstformand i Jeudan og Egmont International. Og bestyrelsesmedlem i Jungbunzlauer Holding og Givaudan SA i Schweiz.
Hvad skal du gøre som leder? Træd et skridt tilbage og prøv dig frem
På den ene side er det vigtigt at træde et skridt tilbage, stille sig store grundlæggende spørgsmål og tage den proces meget alvorligt. På den anden side er du som topleder nødt til at være nysgerrig over for de store problemstillinger, og i nogen grad prøve dig frem.
Et vigtigt mindset er, at du som topleder skal være selvkritisk. For alle kan have en tendens til både at synes, at man allerede har tænkt det hele igennem. Og at netop din virksomhed står særligt godt rustet. Med andre ord: Vi kan som ledere have en tendens til at være lidt for glade for os selv og være for lidt selvkritiske.
Fire globale temaer skaber større usikkerhed og kompleksitet
- Der er stor global tension omkring geopolitiske forhold.
- Klimaproblemet er helt evident og påvirker os alle.
- AI er et kæmpe spørgsmålstegn. Hvad er det, hvad kan det, og hvordan mon det vil påvirke os?
- Den menneskelige adfærd. Alle tænker ikke ens, hverken på tværs af kulturer og måske særligt på tværs af generationer.
Det er vigtigt at forstå – måske endda at omfavne – de store globale problemstillinger. For ellers er det ikke muligt at se netop muligheder og en vej frem.