Tankevækkende afslutning på året
28. december 2022
VL-medlemmer fra ind- og udland deltog fysisk og virtuelt i det årlige Julemøde den 22. december på Nimb i København under overskriften Global Update. Mødet bød på tankevækkende indsigter fra Ambassadør Michael Zilmer-Johns, hovedmanden bag Zilmer-rapporten ’Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’ omhandlende den globale situation, som er noget dyster. Og på tre markante danske lederes refleksioner over situationen for virksomhederne. For Mette Maix, CEO Rosendahl Group, Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand og Søren Pap-Tolstrup, COO Nilfisk, er konklusionen desværre klar: årsskiftet betyder ingenting, for udsigterne er stadig, at verden er meget kompleks og krise-perspektivet meget unikt, også langt ind i 2023. Det kræver dygtig ledelse, hvor nøgleordene er scenarier, fokuseret forretning og klar retningsskabende kommunikation.
VL’s velbesøgte Julemøde – Global Update 2022 bestod af to halvlege. I den første time gav Ambassadør Michael Zilmer-Johns sit foruroligende perspektiv på verden, mens den anden time bød på refleksioner fra danske virksomhedsledere om, hvordan man netop kan lede virksomhederne gennem det komplekse krisebillede. Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand for VL Selskabet, var en kyndig moderator og spørgelysten fra deltagerne betydelig.
Michael Zilmer-Johns lagde ud med at konstatere, at han bestemt ikke er manden for den gode julestemning. Næsten tværtimod, han kaldte sig ”rejsende i gloom og doom”. Mange af Zilmer-Johns’ analyser er efterhånden velkendte og derfor var spørgernes interesse da også mest på Michaels fortolkninger af den aktuelle situation, flere måneder efter, at hans rapport blev offentliggjort.
Naturligvis blev der spurgt til krigen i Ukraine, hvor Michael Zilmer-Johns ikke var særligt optimistisk:
”Krigen kommer til at tage lang tid. Intet tyder på, at Ukraine kan vinde. Og Rusland kan heller ikke vinde den totale sejr. Men Rusland giver bare ikke op. Rusland har en mentalitet og kriserfaring, der siger ”we can out-suffer you”. De er vant til at slås, så man skal slet ikke afskrive dem. Og derfor tager det lang tid og vil have store implikationer for os alle.”
Sammenhold er afgørende, men interessen kan dale
Men hvad så med sammenholdet i Europa og med USA? – lød et opfølgende spørgsmål fra et VL-medlem.
”Det vanskelige er ikke den aktuelle energi-situation. Nej, det kritiske er efter min vurdering, om man kan fastholde interessen for krigen. For Ukraine kommer til at glide ned af dagsordenen, og først i USA, siden i Europa. Det bliver det helt store kritiske tema, lød det fra Michael Zilmer-Johns. Særligt Kina var et omdrejningspunkt for flere spørgsmål:
”Det er særligt interessant at følge Kina nu i forhold til lempelserne af Covid-restriktionerne. Det kan nemlig fortælle os noget om stabiliteten i systemet. Hvor store bliver sprækkerne i det meget repressive system?”, lød det retoriske spørgsmål fra Michael Zilmer-Johns, der også noterede sig en potentiel optrapning af Taiwan-konflikten, hvis Kina skulle få behov for at samle tropperne om en fælles case. Eller med andre ord ville få behov for at aflede den kinesiske befolknings interesse. Michael- Zilmer-Johns sluttede af med at understrege hans allerbedste råd til danske virksomheder og virksomhedsledere:
”Der er ét spørgsmål, som alle skal stille sig selv og deres virksomhed: Hvad er vores eksponering mod Kina? Ikke kun os selv, men også vores leverandører osv. Man kan næsten kun undervurdere betydningen af den grundige analyse, som virksomhederne bør lave.
”Lederne er ved at være trætte. Mange har arbejdet nonstop de sidste fire år. Og du kan ikke blive ved at løbe et maraton om ugen”
Få styr på balancen, for fire hårde år ser ud til at fortsætte
Banen var således kridtet op til panelet med de tre danske topledere – og VL-medlemmer – der gav deres refleksioner om, hvad den globale situation betyder for ledelsen af virksomhederne. Mønstret var ganske klart. Alle oplever en unik situation med et antal samtidige kriser, der ikke rigtigt holder op. Men tværtimod konstant øger kompleksiteten. Hvad gør man så? Jo, alle var enige i at intensivere arbejdet med scenarier. At styrke sit fokus på færre afgørende forhold. Og at forstå cost-billedet. For cost-savings kommer til at være på dagsordenen. Men også anerkendelsen af ledernes form er afgørende.
”Lederne er ved at være trætte. Mange har arbejdet nonstop de sidste fire år. Og du kan ikke blive ved at løbe et maraton om ugen”, sagde Sanna Suvanto-Harsaae, VL1, der understregede, at hun var meget optaget af det emotionelle velbefindende som en forudsætning for at kunne tage de bedste beslutninger og ikke mindst være klar, når der skal reduceres.
”Man skal ganske enkelt sørge for, at batterierne bliver ladet op indimellem. Ellers kan man ikke fokusere tilstrækkeligt på de barske forenklinger, som virksomhederne skal igennem”, understregede Sanna Suvanto-Harsaae.
Lav scenarier, vær barsk i dit fokus – og giv klar kommunikation
De tre erhvervsprofiler i panelet har alle over de seneste år styrket deres fokus på at bygge scenarier snarere end at fokusere på de klassiske planer.
”Scenarier er vigtige. Vi laver worst-case-scenarier. Og har suppleret med worst-worst-case”, fortalte Mette Maix, VL45, der også betonede betydningen af at kunne kommunikere klart, tydeligt og transparent.
”Retning er det afgørende for mig. Forstår organisationen retningen, kan den også bedre tage egne beslutninger og dermed være mere agil. Men samtidig skal jeg være transparent og være i stand til at give ”the brutal facts”, så folk forstår, hvad der er op, og hvad der er ned.”
Sanna Suvanto-Harsaae erklærede sig helt enig:
”Alle de virksomheder, jeg er involveret i, arbejder med scenarier. Og vi har suppleret med et særligt scenarie over det seneste år. Nemlig K., som står for katastrofe”, sagde Sanna Suvanto-Harsaae, som mente det helt bogstaveligt, fordi livet for virksomheder i disse år er helt uforudsigeligt.
Også Søren Pap-Tolstrup, VL64, havde stort fokus på scenarier og har oplevet, at Nilfisk over de seneste år har justeret sin globale arbejdsdeling i forlængelse af de mange krisesituationer.
”I hovedkvarteret fokuserer vi nu på scenarier og på at forstå, hvad der er afgørende vigtigt for vores forretningsmodel. Mens landene og markederne er blevet mere autonome. Det virker. Sådan var det bestemt ikke for tre år siden. Men alle er også klar over, at penge til investeringer kun kan komme ét sted fra: indefra. Og det vil jo betyde omprioriteringer, som vi i hovedkvarteret skal være dygtige til at forstå og drive”, uddybede Søren Pap-Tolstrup.
Samlet set gav erhvervspanelet et pessimistisk perspektiv på de kommende år. Men samtidig et perspektiv på, hvor afgørende ledelse bliver for, at den enkelte virksomhed og Danmark kan komme godt igennem kriserne.
Af Anders Monrad Rendtorff
Du kan besøge eller genbesøge Julemødet her
Deltagerne i Global Update 2022 var:
- Ambassadør Michael Zilmer-Johns gav en update på baggrund af ’Zilmer-rapporten’: ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”.
- Erhvervspanel: “Hvilke globale udfordringer har danske virksomheder lige nu – hvad betyder de, og hvordan navigerer vi i dem?” v/ Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand, VL1, Søren Pap-Tolstrup, COO Nilfisk, VL64 og Mette Maix, CEO Rosendahl Group, VL45