Dét mener VL-medlemmerne om deres netværk
29. november 2022
VL har gennemført medlemsanalyser hver andet år siden 2015. Det giver en god fornemmelse af, hvordan stemningen egentlig er, og hvorvidt VL stadig er det førende netværk for danske topledere.
Igen i år er resultaterne meget positive. Og det trods nogle svære netværks-år, hvor Covid-19 bestemt har sat sit store præg. Men trods udfordringerne med at mødes fysisk, ser medlemmerne VL som et meget stærkt netværk, der opleves berigende for det formål at kunne udføre sin ledergerning.
De vigtigste resultater af årets medlemsanalyse er, at
Sammenhæng mellem resultater og strategisk fokus
”Det er generelt meget flotte resultater, som vi selvfølgelig var spændte på”, fortæller VL’s bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, der netop har gennemgået medlemsanalysen sammen med MEGAFON og den øvrige bestyrelse.
”Jeg er særligt glad for, at det er møderne og relationerne i VL-gruppen, der vægtes højt af medlemmerne. For det er netop her, at man oplever VL i hverdagen og her, at man får den inspiration, sparring og måske også et åndehul i sit krævende arbejde som topleder”, understreger Lisbeth Knudsen, der også bemærker, at netop møderne og medlemmerne har været et strategisk fokus for VL Selskabet de seneste år.
Fortsat spændende udviklingsmuligheder
Kigger man lidt dybere i tabellerne, er der naturligvis også masser af muligheder for at øge tilfredsheden blandt medlemmerne. Det gælder både for livet i VL-gruppen og tilfredsheden med VL Selskabet.
For VL-grupperne er det mest afgørende parameter at forbedre fremmødet. For jo mere fremmøde, jo mere engagement og i sidste ende større tilfredshed. ”Det taler for endnu bedre møder med fokus på processen i selve mødeformen, mere fokus på onboarding, opfølgning og så videre”, uddyber Lisbeth Knudsen og fortsætter: ”Et andet udviklingsparameter, der går igen, er manglende interaktion imellem møderne – vi kan godt blive endnu bedre til at bruge hinanden som netværk.”
For VL Selskabet er fokus på højere medlemsdeltagelse i de store tværgående arrangementer. Lidt over halvdelen af medlemmerne har ikke deltaget i Selskabets fælles arrangementer eller fulgt med i de højaktuelle Årstemaer. ”Vi må sørge for, at flere af medlemmerne opdager tilbuddene fra Selskabet og får det udbytte, som faktisk efterspørges i forhold til adgang til spændende danske og internationale talere og inspiratorer. Så vi må fremover se på både strukturen for de store events, den hidtidige optakt til dem og selvfølgelig også, om vi kan styrke vores kommunikation og markedsføring. Vi ved jo, at de forskellige events får høje evalueringer fra dem, der faktisk deltager”, siger bestyrelsesformanden.
Endelig er der udviklingspotentiale i forhold til klassikerne i medlemsanalysen som intranet, hjemmeside og VL Forum app. For selvom der er en meget stor tilfredshed med Selskabets medarbejdere og den service, som medlemmet oplever, så er tilfredsheden med hjemmesiden lavere. Ligeledes er det tydeligt, at kendskabet til VL Forum appen er for lavt, da kun 50% gør brug af den. ”Det er jo altid svært med hjemmesider og apps. De bliver hurtigt forældet, og de færreste har stor tålmodighed, hvis tingene ikke virker med det samme. Så det kommer til at have høj prioritet for os at gøre det bedre. Og jeg kan faktisk godt love, at der allerede i 2023 kommer et nyt intranet, der sætter barren højt og vil hjælpe det enkelte medlem med at navigere i alt det spændende indhold, som vi har i VL”, afslutter Lisbeth Knudsen.
Af Anders Monrad Rendtorff
Høj medlemsdeltagelse i analysen
Medlemsanalysen er blevet gennemført hvert andet år siden 2015. Analysen blev gennemført i samarbejde med MEGAFON i perioden 15. september til 1. november 2022. I år deltog 1.524. Dette svarer til 41%, som ifølge MEGAFON er en meget tilfredsstillende svarprocent.
Lige nu modtager alle VL-grupper deres egne resultater af analysen, som man lokalt kan arbejde videre med. Spørg din gruppeformand, hvis du vil vide mere.
Flotte hovedkonklusioner på VL’s medlemsanalyse 2022:
- Samlet tilfredshed er meget høj – og har udviklet sig positivt siden 2019
- Medlemmerne føler, at de får et stort udbytte af deres egen VL-gruppe
- Stor tilfredshed med møderne og medlemssammensætningen i VL-grupperne
Det understreger VL´s store fokus på at styrke kvaliteten af det grundlæggende produkt: Et stærkt netværkstilbud med gode og givende møder sammen med andre engagerede ledere.