Vi ved det godt – det er adfærdsændring, der gør forskellen. Men hvordan gør man det?

28. oktober 2022

En ny bog er kommet på markedet: Lev bæredygtigt. Kom nu. Du kan godt!  Den ligner en af de efterhånden mange selvhjælpsbøger, der umiddelbart ligger langt fra VL-medlemmernes hverdag. En hverdag, som aktuelt er rigeligt fyldt op af globale udfordringer, nye rapporteringskrav og globale udfordringer med forsyningskæder, ustabilitet og inflation. Men det er jo også en hverdag med nye rapporteringskrav, som er et resultat af det globale fokus på bæredygtighed. Derfor har bogen alligevel meget at byde på. Jesper Dalgaard Pøhler – den ene af bogens to forfattere – arbejder med bæredygtig ledelse til daglig og er i øvrigt bestyrelsesmedlem i Sustainable Change Makers, som er en af de unge-organisationer, som VL arbejder mere og mere sammen med.

Derfor inviterede VL Nyt Jesper til en snak om, hvorfor det er relevant for danske erhvervsledere at forholde sig til bæredygtighed i hverdagen.

 

Hvorfor har I skrevet en bog om bæredygtighed?

”Det er fordi, det er en altoverskyggende problemstilling. Vi taler om klimakrise, tab af biodiversitetskrise, mistrivsel blandt unge, manglende ligestilling, inflation, resignation, pandemi og krig i Europa. Det er kæmpestore kriser, og det kan virke uoverskueligt at prioritere. Især når man har en virksomhed, der skal drives. Er det for eksempel vigtigst at sikre driften måneden ud, lægge en strategi for de næste fem år, satse på nye markeder eller ændre rekrutteringsproces? Her tror jeg, at bæredygtig ledelse kan give en retning og en ramme at arbejde inden for.”

 

Hvorfor har I så ikke skrevet en bog om bæredygtig ledelse?

”Det startede det egentlig også med, men hvis jeg skal være helt ærlig, så mener jeg, at vi langt hen ad vejen godt ved, hvad der skal til for at blive mere bæredygtige. Vi skal forbruge mindre, vi skal producere og købe i bedre kvalitet, vi skal flyve mindre, vi skal passe bedre på tingene, vi skal behandle hinanden ligeværdigt, og vi skal tage trivsel mere seriøst og ikke presse os selv og hinanden unødigt med korte deadlines, urealistiske ambitioner og for mange opgaver på én gang.

Mange ledere bøvler med ESG-rapportering, EU-taksonomien og CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive, red.), og det er også tidskrævende og avanceret. Men grundlæggende tror jeg, at noget af det vigtigste, man kan gøre som virksomhedsleder, er at arbejde med sig selv: Hvem vil du gerne være, hvad er dine værdier, hvad er meningsfuldt for dig at arbejde med, hvilken balance vil du gerne have mellem familieliv, arbejde og fritid? Den samtale skal man tage med sig selv løbende, og den vil også gøre lederne bedre i stand til at tale med sine medarbejdere om det.

Og så kan man jo glæde sig over, at en ambitiøs klimaindsats også giver værdi for brandet og kunderne, at psykologisk tryghed er et nøgleelement i high performance teams, og at mening i arbejdet og gode forhold på arbejdspladsen gør virksomheden mere attraktiv i rekrutteringsøjemed.”

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent og ejer af Dalgaard Pøhler:

“Er det liv, vi lever nu, det bedst mulige? Unge mistrives i højere grad end nogensinde, hver femte voksne dansker er stresset, der er krig i Europa, de planetære grænser overskrides, kvinder har dårligere adgang til topledelse og bestyrelser end mænd, der er racisme og diskrimination – også her i Danmark – og naturen får trangere og trangere kår. Det må vi da kunne gøre bedre, og der mener jeg, at dansk erhvervsliv spiller en nøglerolle.”

Det er nogle meget store dagsordener, du bringer på banen. Hvad er hovedbudskabet i bogen?

”Bogens budskab er helt kort og enkelt, at vi bør ændre adfærd, hvis verden skal blive mere bæredygtig. Det handler både om vanerne på jobbet og uden for jobbet. Derfor er bogen henvendt til alle.

Vi har taget fat på adfærdsforskningen, fordi den er god til at forklare, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør, og hvad der skal til for at ændre vaner. En undersøgelse viste f.eks., at ledere mangler kendskab til verdensmålene, konkrete råd og gode eksempler. Men hvis vi nu er ærlige, så har alt dette været frit tilgængeligt i flere år. Så det må jo være noget andet, der står i vejen. Nok mere, at det virker dyrt, besværligt og uvant at gøre ”det rigtige”. Her kan adfærdsforskningen noget.”

 

Hvad er det så helt konkret, I vil have os til?

“Vi dykker ned i emnerne arbejde, penge, bolig, transport, tøj og mad. I hvert kapitel fortæller vi, hvilke vaner der skaber de problemer, vi har i dag, og så fortæller vi om de danske rollemodeller, der gør noget godt på området. Hvert kapitel slutter med tre gode råd til, hvordan du selv kan leve mere bæredygtigt. Det er netop vores mål: Vi vil have alle til at ændre adfærd, og vi vil vise, at det godt kan lade sig gøre.

Til allersidst har vi et længere filosofisk kapitel om, hvorfor det giver mening at ændre vaner. Det handler nemlig ikke om at give afkald på alt muligt, men om at opdage, at det gode liv kan se ud på mange måder, så hvorfor ikke vælge den bæredygtige version?”

 

Hvorfor ikke vælge det liv, vi allerede lever nu?

”Godt spørgsmål! Jeg tror, jeg vil vende den om og spørge: Er det liv, vi lever nu, det bedst mulige? Unge mistrives i højere grad end nogensinde, hver femte voksne dansker er stresset, der er krig i Europa, de planetære grænser overskrides, kvinder har dårligere adgang til topledelse og bestyrelser end mænd, der er racisme og diskrimination – også her i Danmark – og naturen får trangere og trangere kår.

Det må vi da kunne gøre bedre, og der mener jeg, at dansk erhvervsliv spiller en nøglerolle. Og flere gør det heldigvis supergodt. Jeg har i de sidste par år skrevet om nogle af de ledere, der formår at sætte ambitiøse klimamål, gøre op med nulfejlskulturen og basere deres ledelsesstil på sårbarhed, mod og nysgerrighed. Dem vil jeg rigtig gerne have flere af, og jeg håber, at bogen kan være med til at sætte nogle nye tanker i gang hos læserne. For det er det, bæredygtighedsagendaen kræver. Det er jo en helt anden måde at tænke på!”

 

Af Anders Monrad Rendtorff

Om bogen

I Lev bæredygtigt. Kom nu. Du kan godt! gør forfatterne ved hjælp af humor, lethed og indsigt et tungt emne sjovt og inspirerende at læse om. De kommer rundt om, hvad bæredygtighed handler om, og hvad der gør adfærdsdesign så anvendeligt i denne sammenhæng. Bogen tager fat i de områder af vores hverdagsliv, som betyder noget, og hvor vi hver især har et valg: arbejde, penge bolig, transport, tøj og mad. Forfatterne peger på danske rollemodeller på området og giver tips og tricks til, hvad du og jeg kan gøre anderledes allerede i morgen. Hvilke små og store vaner bør vi ændre, og hvordan kan vi gøre det? Hvordan vi får hovedet ud af busken og ser, hvor bæredygtig verden omkring os kan blive? Hvordan får vi andre til at hjælpe os og får flere med på vognen? For det er de små handlinger i hverdagen, der kan skabe store forandringer i fremtiden. Bogen er skrevet til alle, for vi har alle en rolle i den grønne omstilling. Bæredygtighed bør være allestedsnærværende, og det kræver din, min og vores hjælp. Find bogen her: https://contentpub.eu/produkt/lev-baeredygtigt/

Gode råd til bæredygtig ledelse i praksis

 

  1. Start med at finde ud af, hvor du er: Hvad gør du allerede godt? Hvad gør virksomheden godt? På den måde skaber du en baseline og et rigtig godt udgangspunkt.
  2. Afklar dit og virksomhedens ambitionsniveau og vær realistisk. Det er nemt og populært at sige, at man vil være frontrunner, men det er meget krævende at blive det. Sæt i stedet et mål, som I kan nå, men som også kræver, at I skal knokle for at nå det.
  3. Vær en rollemodel. Tal om bæredygtighed i mange forskellige sammenhænge. Gør opmærksom på, hvad du selv gør og vær åben om, hvad der er svært – både, når det gælder klima, biodiversitet, ligestilling og mental sundhed.

Om forfatterne

Jesper Dalgaard Pøhler er uddannet filosof og kommunikatør fra Roskilde Universitet i 2016. Han har siden arbejdet med etik og kommunikation i Det Etiske Råd og været med til at starte virksomheden Fairdig, der laver klimavenlige færdigretter. Fra 2017 til 2021 var han redaktør i Ledernes Hovedorganisation på tidsskriftet LEDELSE i DAG, hvor han også var med til at stifte Lederstof.dk og sætte fokus på bæredygtig ledelse. I dag er han selvstændig bæredygtighedskonsulent og medlem af henholdsvis bestyrelse og advisory board i organisationerne Sustainable Change Makers og Positive Impact, som begge har bæredygtighed i højsædet. Han laver desuden en række podcasts; blandt andet Bæredygtighed i virkeligheden.

Connie Svabo er professor i videnskabskommunikation og STEM-uddannelse på Syddansk Universitet. Hun har arbejdet i grænselandet mellem videnskab, kunst og hverdagsliv i de sidste 20 år. I dag er hun leder af Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling (FNUG) på Syddansk Universitet, hvor fysikere, kemikere, biologer, dataloger, matematikere, kommunikatører og uddannelsesforskere arbejder sammen om at skabe engagerende og lærerige oplevelser for at fremme videnskabelig forståelse og en bæredygtig verden. Hendes store forsknings- og formidlingsprojekt er at ”re-designe” videnskab, så flere mennesker forstår de komplekse natur- og kultursammenhænge, vi lever i.