Sustainable Leadership er vigtigt – og komplekst
09. september 2022
Jette Ditlev, formand for VL30, havde et lille forspring inden VL-gruppemødet tirsdag den 30. august. For Jette havde i foråret været en af drivkræfterne bag VL Døgnets proces med at udarbejde VL´s 10 bud på Sustainable Leadership. Så det var spændende, hvad der ville ske, når hendes egen gruppe skulle diskutere emnet.
Scenen var sat i Sunset Boulevards hovedkvarter i Kolding, hvor CFO Mads Henriksen var vært.
”Der blev diskuteret ret lystigt i løbet af aftenen. Og på ægte jysk manér var der også megen skepsis i forhold til at eksekvere”, fortæller Jette Ditlev og uddyber:
”Det er jo ikke på grund af modvilje, for alle ved, at bæredygtighed er vigtigt. Men alle kender også den krævende hverdag. Skepsis handler om kompleksitet, om ressourcer og i meget høj grad om kompetencer. Og så hjælper den nuværende situation ikke spor. For hvad er forretningsmæssigt muligt i den nuværende situation med krig, høj inflation osv. Med andre ord vil alle rigtigt gerne, men hvem skal betale? Kunderne? Kan de, og vil de?”
Der er ingen enkle løsninger. Men processen og diskussionen var rigtigt god. Evalueringen fra gruppemødet viser da også, at deltagerne vurderede mødet til at være ”rigtigt godt” eller ”godt”.
Kan processen anbefales?
”Ja, jeg kan anbefale processen og brugen af materialerne. Det er en god samtalestarter og inspirator – og det kan være en måde at få gang i ESG-diskussionerne på, som så kan inspirere den enkelte i eget arbejdsliv”, afslutter Jette Ditlev.
Skræddersyet materiale til dit eget VL-gruppemøde
VL Selskabet har materiale klar til et temamøde om VL´s 10 bud på Sustainable Leadership. Materialet består af arbejdsark og instruktioner. Og senest har Jette Ditlev (VL30) lavet en overordnet præsentation, som du kan bruge til dine egne gruppemøder. Ræk endelig ud – så vil vi hjertens gerne hjælpe.
God aften med masser af dialog
”I VL30 startede vi op efter sommerferien med et supergodt indlæg fra Jette Ditlev omkring Sustainable Leadership – fantastisk inspirerende. Indlægget gav en masse inspiration til det arbejde, der skal gøres i virksomhederne. Vi arbejdede efterfølgende med materialet fra VL Døgnet; det vil sige i grupper med dilemmaer og spørgsmål inden for ESG. Det var virkeligt spændende at høre og drøfte de mange forskellige vinkler på de problemstillinger, som vi alle – mere eller mindre – står overfor. Alt i alt en god aften med god mulighed for dialog.”
Eminent måde at få medlemmerne i spil på
”Jeg deltog den 30. august i en medlemsaften i VL30 omkring Sustainable Leadership faciliteret af Jette Ditlev. Vi arbejdede i tre grupper med de tre forskellige temaer E, S og G. Jeg deltog selv i gruppen omkring Environment. Det var en rigtig god måde at arbejde med bæredygtighed på. Ideen om en række dilemmaer skabte en rigtig god diskussion. Især diskussionerne om hvem der har ansvaret, og hvem der skal sikre løsninger. Vi var ikke altid enige i gruppen og kunne høre, at dette bestemt heller ikke var tilfældet i de øvrige grupper. Så en kanon måde at arbejde på, og især en eminent måde at få medlemmer sat i spil på. Vi kom noget tættere på hinanden den aften. Og stor ros til det fysiske materiale. Virkelig høj kvalitet. Mere af det i fremtiden.”