Foto: Forsvarschef, General Flemming Lentfer. Forsvaret.dk
Det er alvor: De seneste mange årtiers verdensorden er ved at blive afløst. Men af hvad?
24. september 2022
Danske topledere møder den ene store udfordring efter den anden, når man kigger ud i verden. Krigen i Ukraine er den seneste store begivenhed, der ryster alle. Den kommer i forlængelse af lang tids usikkerhed omkring Kina, uro omkring det arktiske område og en generelt øget polarisering i verden.
”Der var ét verdensbillede før den 24. februar 2022 og ét efter. Den dato markerer en milepæl, men de fleste kan nok se, at den ny verdensorden allerede var på vej før da. Den 24. februar var blot det strategiske chok, der fik de fleste til at vågne op og se, at verden har forandret sig”, fortæller Forsvarschef, General Flemming Lentfer.
Den ny verdensorden: Fra et regelbaseret paradigme til ”afglobalisering” og uforudsigelighed
Men hvad er det, som vi nu kan få øje på? Er der et større mønster i de mange begivenheder, der over de seneste år har præget verden?
”Den globalisering, som vi alle – siden den kolde krigs ophør – troede bare ville fortsætte, viste sig ikke at vare ved. Vi ser en form for ”afglobalisering” nu, hvor den regelbaserede verdensorden er udfordret. Vi er desværre ved at vende tilbage til, at det er den stærkes magt, der tæller. Dér stiller vi os op i den vestlige verden og siger, at sådan vil vi ikke have det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at fastholde en regelbaseret verdensorden. Men vi står ved et vejkryds, og vi skal til at se anderledes på verden”, understreger Flemming Lentfer.
Der er altså tale om en bevægelse væk fra velkendte begreber som konfliktløsning, sikkerhed og gensidig afhængighed. Men hvor bevægelsen fører hen, er meget usikkert.
Sikkerhed bliver et begreb, der vil gennemsyre alt i samfundet
”Det eneste sikre er, at de fleste lande er blevet meget mere optagede af sikkerhed. Det er ikke længere noget, som kun et forsvar tager sig af. Men som i stedet gennemsyrer hele samfundet. Og måske særligt virksomheder, der nu må kigge sikkerhedspolitisk på vores handel, både nationalt og internationalt. Det er jo et godt eksempel, at bare det at få strøm hjemme i vores boliger også bliver en del af vores sikkerhedspolitik”, uddyber forsvarschefen og fortsætter:
”Vi har taget masser af ting for givet i mange år: at vi kunne få strøm, at vi kunne handle frit med verden. Men verden er en anden nu. Den er i opbrud, og der skal etableres en anden balance. Det må vi alle forholde os til, ikke kun os i Forsvaret. Vi skal alle til at kigge mere på samfundets samlede modstandskraft.”
Store udfordringer for virksomheder, men bestemt også muligheder
I Danmark har vi i mange år været gode til at udnytte den regelbaserede verdensorden. Vi har været gode til at komme ud i verden og udnytte friheden til at handle overalt. Derfor er den aktuelle situation jo et slag mod den praksis. Det er besværligt, men kan også give muligheder.
”Danske virksomheder har jo virkeligt nydt godt af den såkaldte regelbaserede verdensorden. Nu er situationen anderledes. Man skal ændre den prisme, man anskuer verden med. Men jeg ser også muligheder. Det er jo i øvrigt også noget, som danske virksomheder historisk har været gode til at udnytte. Jeg tænker på den grønne omstilling, som nok får meget momentum i forlængelse af forsyningskrisen. Og jeg tænker på det generelle fokus på hjemtagning, som alt andet lige giver muligheder”, afslutter Flemming Lentfer.
Af Anders Monrad Rendtorff
Forsvarschefens gode råd til danske virksomhedsledere
- Vær meget opmærksom på den globale situation
- Forstå og anerkend den risiko, der er forbundet med al handel
- Se muligheder i den store forandring: den grønne omstilling, hjemtagning af produktion m.v.