Bæredygtighed kræver strategisk ledelse – og kobling til finansprocesserne
Mini-serie: CFO og Bæredygtighed
13. august 2022
Bæredygtighed skal ses på samme niveau som de finansielle mål, understreger Carsten Topholt, CFO for TV 2.
Han står i spidsen for TV 2’s arbejde med bæredygtighed, som foreløbigt kulminerede i foråret med deres første bæredygtighedsrapport, hvilket er en milepæl for TV 2. Et af de centrale principper for TV 2 har været at forstå bæredygtighed på linje med de finansielle mål. Selvom mål-dimensionen stadig er på et lavt niveau, så insisterer Carsten på, at man som topleder skal behandle området på lige fod med de andre mål for virksomheden.
Udfordrende at identificere relevant fokus – området er så bredt
Hvordan skal man egentlig betragte og angribe bæredygtighed? Det er et af de helt store spørgsmål, som mange topledere funderer over.
“Det har bestemt været svært at komme i gang på en tilpas seriøs måde. Men vi har dog haft et fordelagtigt udgangspunkt, fordi vi i forvejen arbejdede med to bundlinjer. Både den finansielle og den publicistiske, men trods den fordel har vi mødt en række grundlæggende udfordringer. Udgangspunktet var, at vi på direktions- og bestyrelsesniveau hurtigt blev enige om, at TV 2 skulle tage et både strategisk og helhjertet perspektiv på bæredygtighed. Men hvad betyder så det? Den ene udfordring har været at identificere vores fokus. Og den anden at bestykke indsatsen med de rigtige ressourcer”, fortæller Carsten Topholt.
“Området er ganske bredt – der er så mange muligheder for at gøre noget. Så vi tog fat i det som enhver anden strategisk proces. Analyserede grundigt og søgte efter, hvor TV 2 reelt kunne gøre en forskel. Altså for at finde ud af, hvad der reelt var vigtigt for virksomheden. Vi besluttede os for tre områder; klima, arbejdspladsen og det publicistiske indhold. Det passer med vores forretningsstrategi, det er relevant og det er tilpas fokuseret”, fortæller Carsten og fortsætter:
“Vi har også været meget opmærksomme på, at vi skulle have reel og dyb indsigt i opgaverne. Det har på ingen måde været en ”kommunikationsopgave” for os. Altså ikke en lidt overfladisk håndtering, men snarere en reel indsigt i virksomhedens processer. Og en mere nuanceret forståelse af vores omgivelser og stakeholders. Og dermed snarere en parallel opgave til mange af de andre krævende analyseopgaver, som en finansfunktion typisk har. Så den anden udfordring har været at sikre dygtige ressourcer. I første omgang fik vi ekstern hjælp, og siden har vi fundet meget dygtige faglige ressourcer, der internt kan både udvikle og drive processerne.”
Krævende at skabe buy-in – for livet bliver mere besværligt
Én ting er at få etableret organisationens strategiske fokus og lave planerne. Men hverdagen? Den reelle og meget praktiske implementering? Det er ofte en anden og vanskeligere sag.
“Det er typisk spændende og visionært at pitche de store ideer. Og de fleste er jo hurtigt enige i, at ja, det er dét, vi skal. Men hverdagen er noget andet. For det kræver jo i mange tilfælde ekstra arbejde, som tilmed er lidt svært, og vi skal ændre vores vaner. Det er derfor, at jeg insisterer på, at det tildels skal være CFO’s ansvar og i forlængelse af det: at bæredygtighed skal integreres i virksomhedens kerneprocesser, så de indgår i organisationens ”infrastruktur””, understreger Carsten, der nævner budget-, regnskabs- og performance-processerne som de helt centrale.
“Det er jo besværligt, det er bøvlet. Så vi har brugt mange kræfter på at skabe et organisatorisk buy-in. Og forudsætningen for det har jo i høj grad været, at vi har kunnet håndtere det via de allerede etablerede processer. Men der er lang vej endnu, før vi har fået masseret processerne helt ind i vores ”årshjul”. Det er et langt sejt træk, ligesom al anden omstilling”, fortæller Carsten.
Greenwashing – pro et contra
For Carsten og TV 2 har spørgsmålet om greenwashing selvfølgelig været vigtigt. For i hvilket omfang skal man kommunikere om sin indsats?
“Jeg synes selvfølgelig, at man som virksomhed skal undgå greenwashing. Men jeg synes omvendt, at offentligheden har været meget hård ved visse virksomheders kommunikation og intentioner. Jeg er helt indforstået med, at fokus og debat om greenwashing er en slags ”offentlighedens revisionsproces”, og det er en del af rammebetingelserne for virksomheder. Men jeg synes nogle gange, at man overser, hvor komplekst bæredygtighedsområdet er, og hvor svært det er ikke at begå opgørelsesfejl og at kende alle led i sin leverandørkæde, etc., fordi flere af disse områder bare ikke er særligt modne. Derfor er jeg også er tilhænger af, at man præsenterer sine intentioner, selvom man ikke er helt i mål. Bare man er ærlig og transparent. Det ser jeg meget hellere, end at man undlader at kommunikere”, afslutter Carsten Topholt.
Af Anders Monrad Rendtorff
Erfaren og strategisk fokuseret CFO
Carsten Topholt (VL17) er en erfaren strategisk fokuseret finansdirektør, der ser finansfunktionen som aktivt integreret i alle virksomhedens processer for både at skærpe konstant omstilling og stimulere bedst mulig performance.
Carstens baggrund er dels en årrække i konsulentbranchen (McKinsey), hvor han arbejdede for en bred række af danske og internationale kunder, dels en række forskellige ledende positioner i centraladministrationen (Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet).
De vigtige læringer om at implementere bæredygtighed
Her er Carsten Topholts tre gode råd til, hvordan topledere kommer til næste niveau i bæredygtigheds-indsatsen:
- Gå til bæredygtighedsopgaven som enhver anden strategisk proces – lige så seriøst og dedikeret
- Etabler et internt target-team med både strategisk og faglig indsigt. Og hvis du kan finde nogle ildsjæle, vil det hjælpe
- Få bæredygtighed integreret i virksomhedens etablerede processer – særligt de, som finansfunktionen driver
Mini-serie: CFO og bæredygtighed
Den store indsats med bæredygtighed modnes hele tiden. Måling af indsatsen er et af de områder, der er mindst udviklet. Mange organisationer spekulerer derfor over, hvordan man skal gribe det an. Kompetencemæssigt, ressourcemæssigt, organisatorisk. Og ikke mindst strategisk. Derfor er det indlysende, at CFO kan – og måske bør -spille en helt særlig rolle. Vi vil i de kommende VLNyt se nærmere på, hvordan forskellige CFO’er ser perspektiverne i ansvarlig bæredygtighed.